Hovedpersonen – Bjørn Hansen – vælger at forlade kone og barn, for at dele livet med sin elskerinde i den norske by Kongsberg. Her er deres liv centreret omkring byens amatørteater, hvor de begge deltager aktivt… alligevel er Bjørn Hansen ikke tilfreds. Han forlader elskerinden og flytter ind i sin egen lejlighed. Han har ikke set sønnen Peter i mange år – da denne ved et tilfælde bliver studerende i Kongsberg, flytter han ind til sin far.

Bjørn Hansen er skatteopkræver, han bor alene med sin søn. Han er en respekteret og velanset borger i byen, med et stabilt og velorganiseret liv – men denne anstændige mand vælger at simulere lammelse fra hofterne og ned, som følge af en trafikulykke der aldrig er sket. Sådan ender Bjørn Hansen som social bedrager. Spørgsmålet er hvorfor?

Jeg er ret vild med den norske forfatter Dag Solstad og hans romaner, som synes at være en skarp kontrast til alle tidens tendenser; hans bøger er fuldstændig blottet for dramatik og spænding. Der er intet plot, ingen intrige, intet klimaks og ingen af personerne hæver sig over det almindelige. Der er ingen som oplever noget sensationelt og der er intet som gør dem interessante…….. men det er netop derfor Dag Solstad er en fantastisk forfatter. Han fjerner alt overflødigt drama og bevæger sig i stedet langt ind i den menneskelige eksistens.

Kongsberg amatørteater spiller lette lystspil og operetter. Bjørn Hansen bliver efterhånden træt af disse komedier og overtaler gruppen til at spille “Vildanden” af Henrik Ibsen. Det bliver en gedigen fiasko. Bjørn Hansen må erkende, at han lever i et samfund, hvor man foretrækker pjank og overfladiske lystspil frem for seriøst og vedkommende teater. Men det er også en metafor for bevægelsen i hans eget liv; han ønsker at forholdet til elskerinden skal bliver mere seriøst, men indser, at de begge mangler evnerne. Derfor forlader han hende. Han har spillet rollerne som ægtemand, far og elsker – men han forstår, at han kun har spillet komedie. Han har ikke evnerne til at spille sine roller med seriøst engagement. Derved mister han troen på alle menneskelige relationer. 

“Elvte roman, bog atten” er en meget eksistentialistisk roman, hvilket understreges af at hovedpersonen læser Søren Kierkegaard. Fremmedgørelsen og ensomheden er i centrum. Bjørn Hansen står sammen med en bekendt, da sønnen ankommer til Kongsberg station. Han har ikke set ham i mange år og han er bange for, at han ikke kan genkende ham. Men “han er som snydt ud af næsen på dig”, siger den bekendte, da sønnen kommer imod dem. Da de flytter sammen udfolder Dag Solstad et af de fremtrædende temaer i hans forfatterskab; den umulige kommunikation. Bjørn Hansen prøver at tale med sin søn, men det bliver kun til floskler, klicher og ligegyldigheder. Dermed lykkes det aldrig for dem at etablere nogen virkelig kontakt eller gensidig forståelse. Bjørn Hansen oplever sønnen som selvhævdende, pralende, højrøstet og belærende – men bag denne facade ser han også sønnens “frysende ensomhed”. Når det bliver bemærket, at “han er som snydt ud af næsen på dig”, så er det også et trick som forfatteren bruger til at konfrontere hovedpersonen med sig selv. Sønnen er et spejl, som forfatteren holder op foran Bjørn Hansen, der må erkende, at han ikke bryder sig om denne søn. Måske fordi han på denne måde bliver konfronteret med sin egen eksistentielle ensomhed……

Hvordan ender Bjørn Hansen som social bedrager? Når han vælger at simulere lammelse fra “hoften og ned”, så er det en symbolsk selvkastration. Det er et forsøg på at bortskære sin seksualitet, så der kun er hovedet og den intellektuelle del af hans identitet tilbage….. måske et ønske om at straffe sig selv for at have produceret en håbløs søn?! Måske for at undgå flere forhold, da han allerede har erkendt alle menneskelige forholds tomhed?! Hans bevæggrunde fortaber sig i det dunkle, men udgør også romanens enigma. I centrum for den eksistentialistiske filosofi står kravet om at man skal realisere sig selv; Bjørn Hansen prøvede at realisere sig selv, da han fik kone og barn. Han prøvede igen da han flyttede til Kongsberg med sin elskerinde. Han prøvede endnu en gang, da han flyttede ind i sin egen lejlighed – men alle disse forsøg mislykkedes. Da Bjørn Hansen sidder i sin rullestol, går det pludselig op for ham, at det i stedet er en anden som har realiseret ham, nemlig den læge som har bistået med falskneri af de officielle papirer. Det er en moderne parallel til Mary Shelleys roman om doktor Frankenstein og hans monster – Bjørn Hansen er blevet til et objekt, til en ting i en rullestol, skabt af en anden person. Det er et eksistentielt nederlag!

Men det ultimative nederlag kommer først, da han mod egne forventninger ikke får lov at fortsætte med sit job. Hans simulerede handicap er ikke nogen hindring for hans arbejde – alligevel bliver han afskediget og tildelt invalidepension. Han er fanget i sit eget bedrageri og der er ingen udveje; ethvert forsøg på at undgå denne skæbne, vil koste ham både hans omdømme og hans selvrespekt – og ingen mennesker kan leve uden selvrespekt. Sådan bliver Bjørn Hansen uforvarende til social bedrager!

“Elvte roman, bog atten” var skrevet som et selvstændigt værk. Alligevel valgte Dag Solstad for et par år siden, at skrive en efterfølger som han har givet den fantastiske titel “17. roman”. Begge romaner er udgivet på forlaget Rosinante.

Advertisements