Jeg er ikke en frisk dreng med kridhvide ben i næsen og solbrændte ben om sommeren. Jeg er ikke den romantiske type med stearinlys og et glas rødvin i sofaen….

Hovedpersonen Bjørn – som deler fornavn med forfatteren – vokser op på en rideskole i vestjylland med en depressiv mor og to brødre. Faren forlod dem da Bjørn var 6 og flyttede sammen med en anden Dame i Lemvig. Bjørn forelsker sig i sin ridelære: “Ridebuksernes læder op ad inderlårene, syningen i skridtet, rundt om sældet, hud og hud(…) ridelærerens grove hænder. Ja.” Da han er 15 indleder de et sadomasochistisk forhold. Forholdet har sine op og nedture – men de holder hinanden fast med gensidige trusler om afsløringer, hvis den ene svigter den anden. Det bliver snart uklart hvem der egentlig har magten i forholdet.

Forholdet stopper, da Bjørn afslører forholdet for et par veninder. Bjørn bliver sendt på kostskole og flytter derfra til København, hvor han bliver trækkerdreng: “…og snart står kunderne i kø for at komme i kanen med ham. Bjørn er en drøm af en pikslikker, Bjørn kan tage et 22 centimeter langt lem til roden og samtidig bruge tungen på de spændte testikler, en kat, der slikker to nyfødte dueunger rene for slim og smat, Bjørns svælg er en varm og grådig grotte, Bjørn sluger sperm, som var det mælk og honning. Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår, rygstykker til blods, binder mænd på hænder og fødder og sætter klemmer i pung, mellemkød brystvorter. Bjørn er en araberhingst, der besprøjter blodrøde ganer med varm, hvid sæd…..

Bjørn møder en sangerinde, som en gang har været en mand(Sandra Day?) – han bliver ansat som hendes sekretær og hjælper med at skrive hendes selvbiografi. Han skriver et skuespil – i forbindelse med en af forestillingerne møder han igen ridelæreren.

Og hvad sker der så? Jeg er ikke helt sikker…… romanen er skrevet i korte fragmenter, hvor oplevelser, refleksioner, drømme og fantasier blander sig med hinanden. Jeg kan egentlig godt lide denne struktur – desværre bliver det til elitær forfatterskole-litteratur, hvor stilen bliver vigtigere end indholdet. Ofte bliver sproget så kunstigt, kryptisk og teatralsk, at det halve kunne være nok – uanset hvor meget hovedpersonen skærer i sig selv, så kommer vi aldrig ind bag facaden. Jeg får aldrig etableret noget forhold eller nogen egentlig interesse for hovedpersonen, og dét er bogens problem.

Den bærende struktur udgøres af Bjørns seksuelle oplevelser – bogen indeholder alle tænkelige perversioner. Jeg er hverken bornert eller snerpet. Men der er intet pikant eller pirrende ved disse beskrivelser. Det er heller ikke ophidsende at læse. Alle disse avancerede seksuelle aktiviteter virker blot tomme og meningsløse….. og det er måske netop forfatterens pointe!

Alle anmelderne har bemærket og kommenteret sammenfaldet mellem forfatterens og hovedpersonens fornavne. Endvidere indeholder bogen et par billeder som mere end antyder, at historien skulle være selvbiografisk. Det er en foruroligende tanke….. men hvad er sandheden? Måske er disse billeder en del af fiktionen? Det kan naturligvis også være en bizar form for ekshibitionisme og selviscenesættelse? Svaret er irrelevant. Forfatteren og forlaget har defineret bogen som en roman. Derfor er forfatterens baggrund bogen uvedkommende. Den er bestemt ikke uinteressant – man skal bare ikke blande dem sammen! Men stilen fungerer som et skjold forfatteren løfter mellem læseren og bogens hovedperson. Hvis forfatteren virkelig er identisk med hovedpersonen, så kunne man fristes til at fortolke dette skjold som en forsvarsmekanisme, der beskytter forfatterens integritet; men det forhindrer også at læseren etablerer nogen seriøs relation til hovedpersonen. På den måde kan forfatterens personlige forhold til historien måske også være dens akilleshæl.

Bogens højdepunkter er forfatterens spydige beskrivelser af Lemvig: “Lemvig er Vestjyllands smilehul, Lemvig kan opdeles i Lem og Vig. Hvis man har et lem i Lemvig, har man pligt til at klappe en tilfældig, forbipasserende kvinde i røven ved højlys dag i Lemvig, jo flere klap, jo lysere striber i håret, jo nærmere Gud.” De mange sarkastiske beskrivelser af miljøet og mentaliteten i Lemvig, afslører en intens modvilje. Efter denne bog er jeg overbevidst om, at modviljen er gensidig……

Bogens kaotiske struktur afspejler hovedpersonens indre – på den måde lykkes det forfatteren at formidle en voldsom og stærkt foruroligende virkelighedsoplevelse. Det er en brutal historie om seksualitet, selvhad, selvdestruktion og dødsdrift – desværre virker bogen uforløst. Jeg bliver hverken fanget eller engageret – derfor føler jeg mig heller ikke tilfredsstillet som læser.

Anmeldt af Tue Andersen Nexø i Information.

Anmeldt af Lasse Horne Kjældgaard i Politiken.

Anmeldt af Erik Svendsen i JP.

Anmeldt af Anders Bentsen-Bøhm.

Reklamer