I sidste uge skrev to journalister fra Politiken – Torben Benner og Nina Peitersen – en artikel om “Unge i Operaen“. Hvorfor går unge mennesker ikke i Operaen? Det er et meget relevant spørgsmål, men der er nogle problemer i deres udgangspunkt. Heldigvis rammer de alligevel den rigtige konklusion!

Udgangspunktet er en undersøgelse som Politiken har lavet om unges kulturforbrug; 92% har været i biografen i løbet af det seneste år. 54% har været på museum. 36% har været til en rytmisk koncert, mens kun 11% har været i Operaen.

Men allerede her synes jeg, at artiklen kører af sporet – 11% er da ret fint. Jeg ville gerne se en lignende undersøgelse for resten af befolkningen – jeg tror bestemt ikke resultatet ville være bedre og dermed mener jeg, at det er både forkert og urimeligt at konkludere, at unge er mindre finkulturelle end andre.

De to journalister har inviteret tre unge en tur i Operaen – og så går det igen galt; 20-årige Camilla Vestergaard er social-og sundhedshjælper, 21-årige Louis Jacobi er uddannet møbelsnedker og 22-årige Jeppe Holm Nielsen er lige flyttet fra Aarhus til København for at studere på RUC. De to første er ikke akademikere og hvis man har reglerne om den sociale arv i baghovedet, så har deres forældre sandsynligvis heller ikke en universitetsuddannelse. Sidste mand kommer fra Aarhus, hvor kulturforbruget og tilbuddene er anderledes. Havde man i stedet valgt tre studerende fra Københavns universitet med højtuddannede forældre, så var artiklen blevet meget anderledes. Journalisterne har skrevet en artikel om unges forhold til opera, men i betragtning af udgangspunktet, så havde det været mere relevant at undersøge forholdet mellem klasseskel, uddannelse og kulturelle interesser.

Fra proletarfamilie til operafan

16 eller 17 år

Jeg kommer selv fra en rigtig proletarfamilie. Min far var fisker og landmand, da han var ung. Senere blev han jord-og betonarbejder, men drev samtidig et lille fritidslandbrug ved siden af. Han røg 80 cigaretter og drak 25 øl om dagen, indtil han døde af det. Han blev aldrig vasket og når man havde givet ham hånden ville man helst vaske hænder bagefter. Han har aldrig brugt en tandbørste, skiftede kun tøj 2 gange om året og har flere gange siddet i fængsel for både vold og spirituskørsel. Der var ikke grammofon i mit barndomshjem. Hvis vi hørte musik, så kom det fra radioen – hvis de spillede opera eller klassisk musik, så blev der straks slukket. Den slags var jo ikke for mennesker som os………..! Men jeg begyndte at få kærester som var lidt ældre og kom fra et andet miljø – de hørte opera og klassisk musik, og det fangede min interesse. Når man er forelsket, så er man jo modtagelig for hvad som helst. Kæresterne blev skiftet ud, men interesserne beholdt jeg…… når visse socialgrupper vrænger på næse af opera, så er det lige så meget et udtryk for modvilje mod de samfundsgrupper som traditionelt set dyrker opera. På samme måde er min operainteresse sikkert også udtryk for et opgør eller brud med min baggrund. 

De fleste operagængere introduceres til opera af deres forældre – man kan sige, at det er en del af deres del af deres sociale arv. Uden for det akademiske miljø oplever mange operaen som et lukket område. Der er en masse fordomme om, at opera er elitært, svært at forstå, kedeligt og dyrt – det sidste er desværre sandt. Det er dyrt at gå i operaen. Men alle de andre antagelser er bare dumme fordomme, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Gennem de sidste 20 år, har jeg selv introduceret rigtig mange til operaen…. de fleste mennesker elsker det, uanset hvem de er, hvor de kommer fra eller hvor meget de tjener. Det er altid fantastisk at se hvordan folk nyder deres første opera. De allerfleste mennesker oplever det som en fantastisk spændende og storslået oplevelse, når de sætter sig i sædet, lyset bliver slukket, dirigenten træder ind og musikerne spiller de første toner, mens tæppet glider til side…….det er simpelthen magisk!

Operaen med lamperne - tegnet af Olafur Eliasson

Sådan gik det også for de tre unge mennesker i artiklen – trods stor skepsis og stærk modvilje, så ændrer denne oplevelse deres forhold til opera. De blev alle tre positivt overrasket. Afslutningsvis spørger journalisten, om de kunne tænke sig at se mere opera: Camilla svarer ubetinget ja, Jeppe vil gerne hvis andre tager initiativet og Louis ærgrer sig over, at han ikke kan nå at forære sin gamle farmor en operatur i fødselsdagsgave. Jeg blev så glad da jeg læste det!

På den måde bliver artiklen en meget fin illustration af unge menneskers forhold til opera. De vil gerne, hvis nogen introducerer dem…… De tre unge mennesker reagerer fuldstændig lige som alle andre mennesker jeg kender – der er virkelig meget få mennesker, som ikke bryder sig om en tur i operaen. Det gælder både unge og ældre – der er ingen forskel. Udfordringen er udelukkende at lokke dem indenfor og derefter at få dem til at komme tilbage.

Kasper Holten og Ungopera

Kasper Holten - Operachef 2000 - 2011

Kasper Holten overtog jobbet som Operachef i 2000. Han var 29 og tog straks initiativ til at oprette Ungopera – en lille gruppe for unge operaelskere. Ungopera bestod først og fremmest af en hjemmeside og debatforum. Det var gratis at melde sig til – samtidig blev vi inviteret til temaaftner og foredrag, hvor fx dirigent eller sufflør fortalte om sit job. Hver gang en ny opera havde premiere, blev vi inviteret til en åben prøve, hvor operadramaturg Henrik Engelbrecht indledte med at fortælle om forestillingen. Han er helt fantastisk til at fortælle om opera på en spændende, humoristisk og fængende måde. Ret hurtigt begyndte mange medlemmer selv at tage initiativer til fællesspisninger, opera-quiz-aftener, temaaftener, operaseminar og meget andet. To gange blev der også arrangeret operaweekender i Berlin. På debatsiden blev der diskuteret sangere, opsætninger, scenografi og meget mere. Kasper Holten og Henrik Engelbrecht havde håbet på 200-300 medlemmer. Men Ungopera nåede vist helt op på 3-4,000. Operaen blev pludselig et sted, hvor man mødtes med venner og bekendte. Det betød også, at alle skyndte sig ind at se de nye opsætninger….. ellers var man jo udenfor og kunne ikke deltage i de aktuelle diskussioner. Mange så de samme forestillinger 4-5 gange – både fordi det var hyggeligt at være sammen med operavennerne, men også for at fokuserer på nye detaljer som andre havde opdaget i operaen, som man måske ikke selv havde set første…. eller anden…. eller tredje gang. Der har med garanti aldrig været så mange unge mennesker i operaen, som i den periode hvor Ungopera havde sin storhedstid. Folk ville hellere spise havregrød en hel måned, end de ville gå glip af en ny opsætning eller en kendt gæstesanger.

Selvfølgelig er der kliker sådan et sted. Nogen er mere aktive og tager flere initiativer end andre. Inderkredsen faldt efterhånden fra hinanden på grund af interne konflikter. Så blev hjemmesiden nedlagt – man ville lave en ny, men den kom aldrig. Og sådan forsvandt Ungopera. Hvis man ønsker at få flere unge mennesker i operaen, så kan man jo starte med at genoprette denne gruppe. Det er formenlig det billigste initiativ man kan forestille sig. Det kræver kun en hjemmeside og sådan en koster jo ikke mange kroner i dag. Udgifterne til vedligeholdelse og administration er minimal. Der er ingen udgifter forbundet med åbne prøver. Hvis man ønsker at stimulere unge menneskers interesse for opera, så kan det næppe gøres bedre eller billigere. Der er ingen grund til at lave indviklede handlingsplaner eller at udarbejde kostbare kampagner. Hvis Det kongelige teater virkelig ønsker flere unge mennesker blandt publikum, så skal de bare genoplive Ungopera – det er faktisk ret simpelt.

Alle mennesker er forskellige. Man kan hverken forvente eller forlange, at alle unge mennesker skal gå i Operaen. Men der er stadig rigtig mange mennesker som er vilde med opera – de skal bare have chancen for at opdage det og den chance bør man sørge for at de får.

Reklamer