I går var jeg til Verdis requiem i et propfyldt koncerthus – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor der ligefrem var venteliste. Derfra hvor jeg sad kunne jeg tælle 9 tomme sæder – det er altså imponerende i en sal med plads til 1800 gæster. Der er jo altid nogen som bliver syge eller af anden grund forhindret. Verdis requiem er vist en af årets store klassiske begivenheder.

Guiseppe Verdi (1813-1901)

Et requiem er en romersk-katolsk dødsmesse som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en årlig bededag for alle døde – allesjælesdag d. 2. november. Men det var først meget senere at man begyndte at sætte musik til teksten. Der findes over 2000 kompositioner og de ældste er fra 1400-tallet. Teksten består af en masse led; Dies Irae, Sanctus, Libera me, Angus Dei, mv. Komponisterne kan frit vælge mellem de forskellige led og sætte dem sammen som de ønsker. Dermed bliver de bedste requier yderst forskellige.

Denne sæson opfører koncerthuset fire af de mest kendte requier; Verdi, Mozart, Fauré og Brahms. Jeg ærgrer mig rigtig meget over at der ikke er blevet plads til Berlioz i programmet….. jeg synes egentlig også at Benjamin Brittens “War Requiem” hører til blandt de bedste, som burde indgå i sådan et requiem-marathon. 

Verdis requiem udmærker sig ved at være det mest dramatiske – mange mener ligefrem at det er Verdis bedste opera. Verdi bruger Dies Irae-satsen som et gennemgående tema, hvor paukerne og stortrommen skiftes til af banke løs, ledsaget af ildevarslende dommedagstrompeter og et buldrende tordenkor.

Dies Irae, dies illa
solvet saeclum in favilla,
teste David cum Sibylla. 
Quantus tremor est futurus,
quando judes est venturus,
cuncta stricte discussurus!
Tuba mirum spargens sonum
per sepulchra regionum,
coget omnes ante thronum.

Vredens dag i tidens fylde,
spået af David og Sibylle,
verden skal i flammer hylle.
Gru og angst og rædsler kolde
vil vor Herres komme volde,
når han dommedag vil holde.
Over slægtens grave gjalde
domsbasunerne og kalde
for Guds trone ALT OG ALLE.

Mellem disse dies irae-satser udfolder de fire solister deres egne temaer; tenoren synger: “Ingemisco tanquam reus,/ culpa rubet vultus meus,/ supplicanti parce, Deus” – “Hør mig stønne i min brøde,/se min kind af skammen gløde,/ skån mig, Gud, lad mig ej bøde.” Sopranen synger i en hjertegribende vekselsang med koret: “Libera med, Domine, de morte aeterna/ in die illa tremenda,/ quando coeli movendi sunt et terra.” – “Frels mig, Herre, fra den evige død/ på hin frygtelige dag,/ når himlene og jorden røres,/… “ Men igen og igen vender den skabnesvangre dies irae, dies illa tilbage med tordenkor og dommedagstrompeter. Men det er også koret som synger den store inderlige bøn til Gud, som har givet genren sit navn: “Requiem aeternam dona eis, Domine” – “Herre, give dem den evige hvile.

Chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos

Det er storslået, det er gribende, det er berusende…… alligevel giver jeg kun 5½ ud af 6 stjerner. Der manglede noget…. Det var kun enkelte satser som nåede det sublime; fx “Ingemisco tanquam reus” med tenoren Aquiles Machado, Lacrymosa og det afsluttende “Libera me” med sopran Ines Salazar og hele DR koncertkoret. Jeg havde faktisk en følelse af, at man først rigtig fandt melodien da man var et godt stykke over halvvejs – og det er bare for sent.

Rafael Frühbeck de Burgos dirigerede og det er første gang siden hans udnævnelse til chefdirigent for DR Symfoniorkestret – en udnævnelse som mange har undret sig over. Der er ingen tvivl om, at Frühbeck de Burgos er en dygtig, solid og stabil dirigent. Man får en god og sikker koncert når han svinger dirigentstokken. Men der bliver ikke taget nogen chancer….. derfor bliver det lidt for pænt, lidt for konservativt, lidt for upersonligt. Det bliver lidt tamt og lidt for stramt….. Men det er nok også et spørgsmål om forventning; hvis man ønsker en opførsel der er alvorlig og højtidelig, så har man formodentlig fået hvad man kom for. Jeg havde foretrukket en fortolkning der var mere dynamisk, vital og temperamentsfuld. Der manglede lige det sidste ryk eller den sidste kraftanstrengelse, som havde gjort koncerten til en sublim og uforglemmelig oplevelse.

Næste afsnit i denne requiem-marathon er d. 3. og 4. november hvor man spiller Mozarts requiem. Der er venteliste, men jeg har heldigvis købt billet……..

Koncerten blev optaget til fjernsynet. Den bliver nok snart sendt på DR2, så alle kan nyde den.

Advertisements