Tirsdag aften var jeg til premiere på Mozarts opera “Cosí fan tutte”.

Guglielmo og Ferrando praler med at deres forlovede er de mest trofaste piger i hele verden. Don Alfonso morer sig over deres naivitet….. : “Er de ikke af kød og blod? Spiser de ikke? Bærer de ikke klæder? Er de kvinder eller gudinder?” Don Alfonso hævder, at kvinders troskab er lige som fugl Fønix. Alle siger at den findes, men ingen har set den…….

Peter Lodahl og Palle Knudsen. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT

Drengene tror stadig på deres kærester og indgår et væddemål. Guglielmo og Ferrando lader som om at de drager i krig – Fiordiligi og Dorabella er ude af sig selv. Den ene truer med at dolke sig og den anden vil springe ud af vinduet. Snart vender drengene tilbage, forklædt som kavalerer fra et fremmed land….. og trods modstand, så varer det ikke længe før de holder hver sin pige i armene. Dvs at det er faktisk kameratens pige de holder i armene…. og de nøjes selvfølgelig ikke med det. Hvorefter begge mænd er helt ude af sig selv af fortvivlelse over de lumske og forræderiske kvinder.

Così fan tutte er en af de mest tåbelige og åndssvage operaer der findes – den er så forudsigelig, at der ikke er det mindste gran spænding tilbage. Selvfølgelig går kvinderne i fælden. Det er klart fra den allerførste replik. Men det er mindst lige så forudsigeligt, at Don Alfonso kommer og løser konflikterne, så alt alligevel ender i fryd og gammen. Budskabet er, at man aldrig skal tage kærligheden for givet….. det er næsten lidt for banalt i 2011. Det behøver man jo ikke gå i operaen for at opdage. Operaen slutter med ordene: “Den er lykkelig som ler når andre græder……” Jaja, det er da en mulighed. En mere sandsynlig mulighed er dog, at vedkommende er idiot; enten forstår han slet ikke hvad der foregår eller han er typen som ikke tager noget som helst alvorligt.

Men jeg har også et problem med hele tanken bag denne opera. “Così fan tutte” betyder “sådan gør alle”  – kvinder! Det ender da også med at kvinderne må angre deres utroskab og deres svaghed. Men ingen stiller mændene til ansvar for at arrangere denne fælde….. der er heller ingen som stiller spørgsmålstegn ved mænds troskab. Næh, ingen forventer den samme troskab af mænd; men der er heller ingen som opfatter dette som en karakterbrist eller et moralsk problem. Dét krænker mine moralbegreber.

Jeg kedede mig hvert eneste minut, fuldstændig som jeg har gjort de tre andre gange jeg har set Così fan tutte. Hvorfor købte jeg så billet? For det første kan man jo blive overrasket over en ny opsætning. Jeg har oplevet masser af eksempler på fantastiske instruktører der har skabt vidunderlige forestillinger på ganske banale operaer. For det andet bliver man ældre og alle mennesker ændrer smag gennem tiden…. derfor skulle den have en chance mere. For det tredje var det jo nogle af den kongelige operas bedste sangere i de fire hovedpartier; Palle Knudsen, Peter Lodahl, Elisabeth Jansson og Inger Dam-Jensen. Man skal heller ikke glemme Johan Reuter som Don Alfonso eller Lina Johnsson som stuepigen Despina – sidstnævnte var nok forestillingens mest sympatiske karakter. Faktisk den eneste som jeg egentlig brød mig om……

Inger Dam-Jensen er jo altid fantastisk – altid! Hun har en smuk, klar, perlende stemme, som man aldrig kan få nok af. Peter Lodahl er en af de nyere sangere som jeg ikke har hørt så tit, men alle kritikerne er vilde med ham. Det gælder også undertegnede……. Peter Lodahl havde en fantastisk arie midt i første akt. Han sang så fantastisk og så forførende, at jeg glemte alt om den fjollede historie. Denne ene arie var så berusende, at det næsten var alle pengene værd. Palle Knudsen har været en af mine favoritter fra han begyndte at synge i operaen……. Han synger fantastisk. Men instruktøren har ønsket at udstille ham som en rigtig klam og selvglad Don Juan, og det lykkedes lidt for godt – han var lidt for smart, lidt for kæk, lidt for selvglad. Det var både klamt og kvalmende. Der er en scene hvor han smider jakken og danser halvnøgen rundt på scenen. Det er sikkert meningen at det skal være morsomt, men det blev kun vulgært, pinligt og meget teatralsk. Palle Knudsen er en supergod sanger, men jeg tror, at jeg foretrækker ham i de mere seriøse roller……….. Udover at forestillingens fire stjerner alle er sublime sangere, så fungerede de også som en perfekt helhed, hvor ingen faldt igennem og ingen skyggede for andre.

Nogle rækker bag mig sad der en hel gymnasieklasse – der er ingen tvivl om, at de kedede sig lige så meget som mig. Det gælder vist også de tre unge par der sad foran mig. Men gang på gang lød en forsigtig, dæmpet latter gennem salen – jeg forstår det ikke. Men anmelderne er også meget begejstrede:

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “Blændende sangere redder Mozart-klassiker“.

I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en meget begejstret anmeldelse.

Jakob Levinsen er lige så begejstret i JP, hvor han skriver at det er en “sprælsk og stram opsætning”.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt skriver at forestillingen “kører på høj komik” og “musikken bærer mod stormfulde højder”.

Così fan tutte. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT

Reklamer