Jeg er vild med Louis-Ferdinand Céline! “Død på kredit” er et mesterværk som blev læst med stor fryd fra ende til anden! Det er en fantastisk bog og det varer ikke længere, for den skal læses igen….

Hovedpersonen Ferdinand(!) vokser op i en lille smal gade midt i Paris, omtalt som Passagen, hvor der stinker som i “et pissoir uden afløb“. Faren har et kontorjob, mens moren forsøger at drive en lille butik med modeartikler. Men det er svært, for moden skifter uafbrudt…..deres økonomi er elendig og de kæmper en hård kamp for at overleve.

Bogen handler om Ferdinands barndom og opvækst omkring 1900tallet – en tilværelse der først og fremmest er præget af en uforsonlig krig med forældrene. De beskylder ham for at være doven, uduelig, dum og slap….. man er både lettet og forbavset, da det stik imod alles forventning lykkes Ferdinand at bestå skolens afsluttende eksamen. Så går jagten ind på en læreplads; men det er ikke nemt! Forældrene er overbevidst om, at Ferdinand vil voldtage alle kvinder og i virkeligheden er en morder, der hører til i Roquette-fængslet – der er ikke andre muligheder! De trøster sig med, at alle andre vil være sikret imod ham, når først han er spærret inde bag lås og slå.

Célines stil er overdrevet negativ. Personerne er ludere, alfonser, trækkerdrenge, svindlere, tyveknægte, dagdrivere, arbejdsløse og andre fortabte eksistenser. Alt er negativt, alle er 100% assholes og der er ingen formildende omstændigheder ved noget som helst. Sproget er vulgært: “Jeg havde pisset i bukserne og skidt en masse igen, jeg havde svært ved at gå. Jeg var ikke den eneste. Alle børnene gik med skrævende ben.” Og det er åbenbart det alle børn har til fælles……i følge Céline! Ud over at det er absurd og vulgært, så er det også hylende morsomt. Man skal dog ikke tage fejl – det er en dybt seriøs roman. Alle disse personer har ikke bare kvalme – nej, de brækker sig hele tiden. De brækker sig af søsyge, af tømmermænd, af sygdom – af livet! Af hinanden!

Ferdinand får to lærepladser – hver gang ender det med at bekræfte forældrenes værste antagelser om deres uduelige søn. Alt tyder på, at han er lige så doven og uærlig som de formoder. De driver hinanden til vanvid og krigen spidser til. Faren får de værste raserianfald, som tærer på hans helbred: “Han begyndte at brøle, at jeg flåede ham levende, og også min mor, at jeg var en skændsel, en uudslettelig skamplet, at det var min skyld alt sammen! Al modgangen! Før og i fremtiden! At jeg bragte ham på selvmordets rand! At jeg var en morder af hidtil ukendt kaliber!… Han forklarede ikke hvorfor… Han fløjtede og pustede så meget damp ud at der blev en sky mellem os… Han rev sig i det manglende hår i hovedbunden….han flåede issen til blods…

Drevet til fortvivlelsens rand, beslutter man at sende Ferdinand til England for at lære engelsk – man håber, at det vil give ham en fordel, så han endelig kan få sig et job – og flytte hjemmefra. Men endnu engang er han helt umulig; han nægter at sige ét eneste ord alt den tid han opholder sig på kostskolen. Den unge mand er optaget af andre ting: “På alle stier snoede den sig, bag hver busk lurede den, liderlighedens onde ånd… ” ……. han bruger masser af tid på at onanere, mens han tænker på Headmasters smukke, unge kone Nora med de struttende bryster. Blandt de andre elever på skolen, var der også “en mærkelig lille fyr som suttede mig af næsen hver aften, han sank al spermen, jeg havde saft, mere end de andre… Han var slikken, han fik hele salen til at grine med sine numre… Han suttede den også af på to andre små fyre… Han legede vovse… Wuf! Wuf! gøede han, han sprang på alle fire som en hund, man fløjtede ad ham, han kom, han kunne godt lide at blive kommanderet med…

Ferdinand vender tilbage til Paris, men intet tyder på, at hans fremtid ser lysere ud…. familien er fortvivlet og man er tæt på at give op, da man finder en bindegal videnskabsmand, en forsker, en ballonskipper, som er villig til at ansætte ham som assistent. Han kan få kost og logi, men ingen løn: “Mine forældre var helt indforstået. Jeg havde ikke brug for penge blev de ved at sige(…) Jeg ville bare lave ulykker med dem… Hovedsagen var at jeg ikke vendte hjem til dem… Det var hele familiens og naboernes og alle vore bekendtes enstemmige opfattelse… Man skulle give mig et eller andet at bestille! jeg skulle holdes beskæftiget for enhver pris! uanset hvor og uanset med hvad! Men jeg måtte ikke gå ledig! og jeg skulle holde mig langt væk.” Og så begynder endnu et absurd eventyr i den unge mands liv…..

Jeg tror der er rigtig mange som vil genkende denne konflikt mellem børn og forældre, men det er heldigvis de færreste som har oplevet, at det udvikler sig til sådan en ekstrem gensidig modvilje. Men sådan skriver Louis-Ferdinand Céline – han er skarp, ekstrem, absurd og kompromisløs.  På en eller anden måde lykkes det hovedpersonen at blive læge – fattiglæge – og bogen er hans fiktive selvbiografi. Han begynder med at erklære, at han er “dødtræt af syge mennesker” og “filantroper er noget rak”. Galden flyder fra side 1 og det er enormt befriende. “Død på kredit” er en krænkelse af den tidsånd som forlanger at vi altid skal tænke positivt…… der er intet positivt i Célines univers og man kan ikke elske nogen af personerne.

Men bogen er også en forulempelse af småborgerlig blufærdighed. Det er en bog som vækker minder om brydningstiden omkring det moderne gennembrud; hvorfor skal man læse sådan noget smuds, sådan en vulgær og uhumsk historie med så mange uanstændige personer? Fordi det er en genial roman om mennesker der er kastet ud i livets stinkende malstrøm. Céline beskriver en beskidt, ildelugtende, uhumsk og vulgær menneskehed, hvor alle snyder alle, alle forsøger at skabe konflikter og ufred, alle stjæler, lyver og bedrager hvis de får chancen. Det er spændende, underholdende og morsomt – flere gange grinede jeg så meget, at jeg fik ondt i maven. Men det er også dybt alvorligt…..Det er verdenslitteratur, skrevet af en fantastisk forfatter.

“Død på kredit” er udgivet af Forlaget Vandkunsten 2011, et af de nyere forlag, som udgiver masser af utrolig spændende bøger! Tjek deres hjemmeside.

Anmeldt af Bjørn Bredal i Politiken.

Bjørn Bredal om Louis-Ferdinand Céline.

Anmeldt af Torben Brostrøm i Information.

Reklamer