Jeg bliver altid irriteret, når folk siger at ALLE mennesker bør læse dit eller dat. Jeg har oveni købet hørt det i forbindelse med en bog af Stephen King – det er jo fuldstændig latterligt. Der findes INGEN bøger som ALLE mennesker BØR læse……. men Primo Levis Vidnesbyrd er måske undtagelsen!

Primo Levi var født og opvokset i Italien. I 1943 – 24 år gammel – slutter han sig til partisanernes modstandsbevægelse. Da han bliver fanget af fascisterne indrømmer han, at han er jøde….. på den måde undgår han at blive skudt med det samme. I stedet kommer han til en kz-lejr ved Modena. Primo Levi var ikke bekymret – han forestillede sig, at han kunne vente stille og roligt på krigens afslutning. Men så overtog nazisterne lejren og snart befandt han sig i et godstog sammen med 600-700 andre jøder med retning mod helvede……. “Vidnesbyrd” er Primo Levis berømte trilogi om hans oplevelser under og efter 2. verdenskrig, for første gang samlet i et bind.

Første bind – “Hvis dette er et menneske” – foregår i Auschwitz, hvor forfatteren tilbragte 11 måneder….. det lyder måske ikke af så meget, men det var de færreste der overlevede 24 timer og 11 måneder har været som et uendeligt mareridt. Ankomsten må have fyldt dem med skræk og rædsel:

“Pludselig strømmer der kogende vand ud af bruserne – to minutters velsignelse. Men straks efter kommer fem mænd styrtende(…) og under høje hyl og ublide skub jager de os våde og dampende ud i det iskolde tilstødende rum. Her kaster andre råbende mennesker underlige laser hen mod os og stikker et par nedslidte sko med træsåler i hænderne på os. Vi når ikke at forstå hvad der sker før vi allerede står ude i det fri, i den blå og iskolde morgensne, barfodede og nøgne, med de nye klæder over armen, hundrede meter fra den nærmeste barak som vi skal løbe hen til.
Endelig får vi lov at klæde os på.
Da vi er færdige bliver hver især stående for sig selv. Vi tør ikke løfte blikke for at se på hinanden. Der er ingen spejle, men vores spejlbilleder er der alligevel, gengivet i hundrede ligblege ansigter, i hundrede ynkelige og snavsede marionetdukker. Nu er vi blevet forvandlede til samme slags spøgelser vi så i går aftes.
For første gang forstod vi at sproget mangler ord for at udtrykke en sådan krænkelse, en sådan nedbrydning af et menneske. På et øjeblik, med en næsten profetisk intuition, gik virkeligheden op for os: Vi havde nået bunden. Ingen kunne synke dybere. En ynkeligere menneskelig situation findes ikke, er utænkelig. Alt havde de taget fra os, klæder, sko, selv håret. Ingen hørte på os når vi talte, eller forstod os i hvert fald ikke. Også vores navne vil de tage fra os….”

Primo Levi fortæller om livet i Auschwitz og de andre fanger; fx Steinlauf – “de gode viljers mand” – eks-sergent fra den østrig-ungarnske hær, dekoreret med jernkorset i 1. verdenskrig – som insisterede på at “vi skal pudse vores sko, ikke fordi vi har fået ordre til det, men for vores egen værdighed og anstændigheds skyld. Vi skal gå med ryggen rank, uden at slæbe fødderne efter os, ikke som en hyldest til preussisk disciplin, men for at holde os i live, for ikke at begynde at dø.”

Og Primo Levis bedste ven Alberto, der “trådte ind i lejren med oprejst pande(…) han har før nogen af os andre forstået at dette liv først og fremmest er krig. Han har ikke tilladt sig selv nogen lemfældigheder, ikke spildt tiden med selvmedlidende beklagelser….

Men Primo Levi gør det helt klart, at uanset hvad man gør og hvor meget man kæmper, så kan man kun overleve Auschwitz på én måde; det kræver at sammenfald af heldige eller uheldige tilfældigheder, som man ikke selv er herre over. Det er netop på grund af sådan en tilfældighed, at Primo Levi bliver forvekslet med en anden fange, som derfor bliver sendt i gaskammeret i stedet for ham. Da den røde hær nærmer sig Auschwitz er Primo Levi så syg, at han bliver efterladt, da nazisterne rydder lejren og sender de andre ud på en lang dødsmarch……. og sådan forsvinder Alberto ud af historien!

De efterladte prøver at overleve i lejren, mens de venter på den røde hær. Endelig dukker de først soldater op:

“Fire mænd, bevæbnede, men ikke mod os. Fire fredsbebudere, med vejrbidte, drengede ansigter under de store pelshuer.
De hverken hilste eller smilede. De syntes tyngede, ikke alene af medlidenhed, men af en forvirret tilbageholdenhed, som lammede deres læber og lænkede deres øjne til det dystre sceneri. Det var den skam vi kendte så godt, den skam der ramte os efter udvælgelserne, og hver gang vi var vidne til eller selv udsat for overgreb…..”

“Hvis dette er et menneske” er en fantastisk bog – en fantastisk vigtigt, knugende, skræmmende og rædselsvækkende bog. Jeg synes ikke vi får så meget at vide om livet i lejren, de daglige overgreb, volden og brutaliteten. En stor del af bogen er overordnede betragtninger som er præget af en vis distance….. grunden skal nok findes i ovenstående citat. Det må have været forfærdeligt at skrive om alle disse oplevelser. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan forfatteren har fundet mod og styrke til at genopleve alle disse forfærdelig oplevelser. Men det har formodentlig været nødvendigt for ham, at lægge en vis distance til stoffet.

Tonen skifter i 2. del som er “Tøbruddet” – denne del handler om turen fra kz-lejren tilbage til Italien. Auschwitz bliver befriet i vinteren 1944 – krigen hærger stadig det meste af Europa, grænserne er lukkede, fronterne bølger frem og tilbage. I stedet for at sætte kursen direkte sydpå, så bliver de drevet mod øst og mod nord. Derfor varer hjemturen næsten lige så mange måneder som opholdet i kz-lejren – det bliver som en odysee gennem et smadret og krigshærget Europa, hvor millioner af soldater og flygtninge krydser frem og tilbage over kontinentet for at komme hjem……

Primo Levi skriver om Katowice:

“Ved hvert skridt blev vi konfronteret med den frygtelige tragedie der havde ramt os, og som vi dog var undsluppet. Gravsteder hver gang vi drejede om et hjørne, stumme, forhastede anlagte grave, uden kors, men med den røde stjerne, sovjetiske soldater dræbt i slag. En af byens parker var forvandlet til en endeløs krigskirkegård, fuld af stjerner og kors i én forvirring. Næsten alle bar samme dato, datoen for gadeslaget eller måske tyskernes sidste massakre. Midt på hovedgaden stod en tre-fire tanks, tilsyneladende intakte, transformerede til trofæer og monumenter; en af kanonerne på disse tanks pegede stadig mod et enormt hul, halvvejs oppe på en husfacade; uhyret var omkommet midt under krampetrækningerne af sine egne ødelæggelser. Ruiner overalt, cementskeletter, forkullede trætraver, bølgeblikshytter, mennesker i pjalter, med et vildt og forsultet udtryk i øjnene…..”

På stationen i Katowice ser de også den røde hærs hjemtur:

“….et syn så dramatisk og højtideligt som en bibelsk folkevandring, og samtidig støjende og farverigt som et cirkusoptog. Endeløse rækker af godsvogne, der blev anvendt til troppetransporter, standsede i Katowice. De var udstyrede til at kunne klare månedlange rejser, måske helt til Stillehavet, og medførte én stor forvirring af tusindvis af soldater og civile, mænd og kvinder, tyskernes russiske eksfanger, russernes nye tyske, samt varer, møbler, kvæg, demonterede industrivirksomheder, fødevarer, krigsmateriel, forskellige former for skrot. Det var omvandrende landsbyer; visse vogne indeholdt resterne af et tidligere hjem, et par dobbeltsenge, et klædeskab med spejle, en brændeovn, en radio, borde og stole. Elektriske ledninger hang og daskede mellem vognene; alle sammen tilknyttede den første vogn der indeholdt en generator. De tjente til lysforsyning og samtidig til at hænge vasketøj på(eller blive sorte af sod). Når skydedørene blev åbnede om morgenen kom halvt påklædte mænd og kvinder til syne med store, søvnige ansigter; de så sig forstyrrede omkring, uden anelse om hvor i verden de befandt sig…..”

Primo Levi – Vidnesbyrd

Denne bog udmærker sig særligt ved at fortælle om Europa efter krigen – det har jeg aldrig læst om før og det er måske en vigtig del af krigen, som desværre ikke fylder så meget i litteraturen. Men denne del af bogen er også fyldt med historier fra de mange flygtninge som Primo Levi mødte…. og det er måske bogens raison d´être. På den måde får man et meget menneskeligt og personligt billede af krigen og dens mange kuldsejlede skæbner. Alle disse mennesker har oplevet krigen på sin helt egen måde. Men uanset hvad der ligger bag dem, så er krigen endelig slut og det fylder dem alle med en stærk optimisme. Derfor er der også plads til morskab, latter og glæde i denne bog…………. de er alle på vej hjem!

“De druknede og de frelste” er 3. bog i denne trilogi – man kunne kalde det eftertanker om nazisme, krig og koncentrationslejre. Det er vigtige og tankevækkende betragtninger, som fortæller hvordan eftertiden forholder sig til historien – derfor er 3. del måske den vigtigste i denne trilogi. 

Hvis der én bog som alle mennesker bør læse, så er det Primo Levis bog – men det er også så meget mere end en roman. Det er et vidnesbyrd der har sin styrke i, at det netop ikke er forfatteren selv der er i centrum. I stedet er det en uselvisk bog der handler om alle de skæbner som forfatteren mødte under og efter krigen – dem der overlevede og dem der ikke gjorde. Det er først og fremmest deres historie forfatteren fortæller…………

Udgivet på forlaget Rosinante 2009.

Reklamer