Sidste år havde “Copenhagen gay and lesbian film festival” 25 års jubilæum – i den forbindelse blev der udskrevet en konkurrence om et nyt navn. Man ønskede et nyt navn, som helt konkret inkluderede biseksuelle og transpersoner. Jeg ville foreslå “Copenhagen Rainbow Film Festival”. Eller “Queer Film Festival” – queer er jo et slangudtryk som dækker alle former for seksualitet der afviger fra heteroseksualitet. Desværre fik jeg aldrig sendt mine to forslag! Og så valgte man “Mix Copenhagen” – et navn som jeg virkelig hader. Det er lige så anonymt, tomt, kønsløst og karakterløst som Operaen, Parken eller Skuespilhuset.

Når vi ser film, så gør vi det for at slappe af og blive underholdt. Men vi gør det også for at spejle os i personerne – når vi kan genkende deres konflikter er det samtidig en mulighed for at overveje de løsninger vi selv har valgt eller ville vælge i lignende situationer. Vi kan reflektere over personernes konflikter og deres valg – det fremmer både ens egen selvindsigt og selvforståelse. På den måde kan film ligefrem være identitetsskabende og det har stor betydning, når man skal etablere et positivt selvbillede.

Men tv-stationerne konkurrerer alle om seertal og derfor viser de sjældent homofilm. De samme gælder biograferne – homofilm er sjældent en økonomisk succes. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har “Mix Copenhagen”.

I går så jeg filmen “Weekend” i Cinemateket – en bøssefilm af instruktør Andrew Haigh.

Fredag aften tilbringer filmens hovedperson, Russel, sammen med en flok gode venner. De spiser sammen, snakker, ler, drikker, deler en joint…. han går tidligt, da han skal på arbejde dagen efter…..siger han….. hvorefter han smutter ned på et af byens bøssesteder. Been there, done that…. 1000 gange. Det var et af de steder hvor hele salen bølgede af latter. Jeg tror at alle kunne genkende den situation. Der var en indforståethed i denne latter, som man ikke havde oplevet hvis man havde set filmen med en flok heterovenner.

Russel møder Glenn, de tager hjem sammen, dyrker sex og skilles næste morgen. Men de laver en aftale lørdag eftermiddag. De knalder igen, skilles, men mødes endnu en gang lørdag aften, hvor Glenn holder afskedsfest for sine venner – han skal rejse til USA for at studere kunst i Oregon. De tilbringer endnu en nat sammen og skilles søndag morgen; Glenn skal pakke det sidste og Russel skal til fødselsdag ved sin lille guddatter – alligevel møder han op på stationen og siger farvel for sidste gang……..

“Weekend” var en supergod film! Først og fremmest fordi det var et portræt af to helt almindelige fyre…… Russel arbejder som livredder i en svømmehal og bor i en helt almindelig lejlighed i sådan noget surt, gråt betonbyggeri. Glenn er kunststuderende. Identifikationsfaktoren var helt i top……. men det var også en film som gjorde mig ekstremt deprimeret! Jeg var virkelig i dårligt humør, da jeg gik fra biografen og jeg var glad for at jeg var alene, for jeg havde slet ikke lyst til at tale med nogen. Det var en film som havde vakt en masse tanker og følelser…..

Fredag aften er Russel på homobar eller diskotek – noget i den retning. Instruktøren har fanget den helt rigtige stemning i filmen – Russel er helt alene og taler ikke med nogen før han møder Glenn. Det er lige som i virkeligheden; man har en fornemmelse af, at de fleste kun taler med dem som de allerede har knaldet med eller dem som de forsøger at score. Jo flere man har knaldet med, jo flere venner har man i det miljø…. og hvis man ikke har knaldet med nogen, så har man ingen venner. Så er man helt udenfor. Ingen tvivl om, at det er en oplevelse som mange vil genkende……

Der bliver drukket en masse både fredag og lørdag. De ryger en masse joints, sniffer en række baner og ryger et eller andet i en lille glaspibe. Jeg har aldrig taget stoffet og derfor ved jeg ikke hvad det var. Men tager folk virkelig så mange stoffer? Ja, det tror jeg faktisk at de gør. Både hetero-og homoseksuelle. Man får det indtryk, at livet er en lang række af eskapismer – alkohol, stoffer, sex…… man bruger enhver mulighed for at flygte fra virkeligheden et kort øjeblik. I stedet kunne de prøve at skabe en virkelighed som de kan leve med, men det er lige som ikke en reel mulighed.

Slutningen var det mest deprimerende, netop fordi det var den eneste plausible slutning. Man kan forestille sig mange andre slutninger, men ingen af dem er troværdige. Det virker enormt deprimerende, fordi det er tydeligt, at de har udviklet interesse dybere end bare sex. Det giver sådan en overvældende følelse af meningsløshed…..

Men der er også et positivt budskab i filmen; de to mænd taler om at springe ud for venner og familie. Det var et vigtigt emne da man var 18 eller 20, og jeg synes egentlig, at de to mænd er for gamle til den snak. Men instruktøren har alligevel en pointe – der er grader af at være sprunget ud. Er det nok at fortælle venner og bekendte at man er bøsse, hvis man alligevel spalter sin eksistens i to dele og slet ikke fortæller dem noget om forhold, mænd, kærester o.lign. Er man så sprunget ud? Russels bedste heteroven fortæller, at han er ked af, at Russel aldrig fortæller noget om sit liv…. jeg tror det er en meget vigtigt pointe. Mange tør ikke spørge, for de vil ikke være nysgerrige. Man vil gerne respektere andre folks grænser og deres integritet. Og mange bøsser vil ikke selv fortælle om denne del af deres liv, fordi de er bange for at blive fordømt, såret eller set ned på – og der er selvfølgelig også mange tilfælde hvor de har ret. Det er okay, at være homo, bare du ikke viser det eller fortæller om det – jeg tror det er en holdning som man finder hos mange heteroseksuelle. Men sandelig også blandt mange homoseksuelle…… her har filmen klart et positivt budskab om at komme ud af skabet. Helt ud af skabet….. men jeg kan godt lide, at filmen først og fremmest lægger ansvaret på de homoseksuelle selv.

De to mænd skilles søndag eftermiddag på en togstation, men de har hinandens telefonnumre og man har jo lov til at håbe…… uden dette håb, så bliver slutningen næsten for ubærlig. Jeg skal se endnu en film fredag og jeg håber, at den ender helt anderledes. Ovenpå “Weekend” har jeg brug for at se en rigtig feelgood film!

Reklamer