“Jussupov!” Erwin spyttede ordene ud med et ekstra pust på sidste stavelse.

“Jus…. sju…. jussu… Det var et underligt navn, skønt ikke underligere end andre Erwin samlede op eller fabrikerede. Han var vis på, at han havde hørt det et sted og også vidste hvem det var, men han kunne ikke huske det.”

Simurghen er inddelt i 3 hoveddele. I første del indledes alle afsnit med fyrst Jussupov. Hvem var fyrst Jussupov? Det spørger alle personerne om…….. Simurghen er en kollektiv roman, med et mylder af personer. Skønt bogen er fiktion, så tager den udgangspunkt i Elsa Gress eget liv, de personer hun selv kendte(en del optræder med eget navn) og det kunstnermiljø som hun og ægtemanden Clifford Wright skabte første i Glumsø og siden på Marienborg på Møn. De maler, skriver og danser, mens de diskuterer kunst hele dagen, og bagefter drikker de hele aftenen og halvdelen af natten. Første del er en præsentation af dette miljø og alle disse spændende mennesker, som alle prøver at forholde sig til den næsten mytologiske fyrste. Hvem var fyrst Jussupov?

Felix Jussupov tilhørte den rigeste og mest magtfulde slægt i Rusland. Under revolutionen flygtede han til Paris, hvor han boede i en elegant,

“… om end efterhånden en smule luvslidte Parisersuite. Der var tunge sølvkandelabre på den sorte silkedug, og alt bestik, og porcelæn og glas var stadig af fineste karat, rester af den substantielle mængde ejendele, det var lykkedes ham at redde med sig fra pladset i St. Petersburg. Men ellers var det ved at blive synligt, at der var gået svind i formue og bohave de mange, lange eksilår…..”

Hver onsdag spiser han middag i lejligheden med Elisabeth, en amerikansk kunstner der er “excentrisk indtil det næsten vanvittige“. Hun kommer altid i den samme kjole, det samme halssmykke og en kæmpestor hat. Hun lever i eksil fra Amerika og den stenrige familie, som med glæde betaler alle hendes udgifter, bare hun holder sig langt væk……

“Hver gang var indledningsritualet det samme. Hun stod i døren, som tjeneren, der havde meldt hendes ankomst, lydløst lukkede bag hende. Han rejste sig og gik hende i møde(…) Når han nåede hende, gav hun et lille gammelmodigt kniks og rakte ham sin hånd.
“Fyrst Jussupov!”
“Madame!”
Han kyssede den fremstrakte hånd og førte hende til bords. Hun kastede et blik på opdækningen – lysene, de to pladser – og så spørgende på ham.
“Madame Irene?”  Det samme tonefald, det samme blik.”

Fyrstinde Irene deltager aldrig. De to landflygtige sidder i den halvmørke salon og taler om nutid, fortid, kunst og filosofi. De taler om hverdagen og livet. Elisabeth maler Kierkegaards tanker. Fyrst Jussupov lever som landflygtig aristokrat om dagen, men om natten strejfer han rundt i Paris undergrund og udforsker seksuallivet. Han er “alle kvinders mand og alle mænds kvinde“. Sådan skriver Elsa Gress ikke for at snage i hans sexliv; det er for at gøre ham til et overmenneske. Han er hverken mand eller kvinde – han er begge dele. Som Tiresias. Men fyrst Jussupov vil først og fremmest blive husket som manden der myrdede Rasputin – navnet betyder “den lastefulde”. Han var en fattig russisk bonde, gift og havde fire børn, og han var en fordrukken tyveknægt…. som 30 årig oplevede han en religiøs omvæltning og tilsluttede sig en kættersk sekt der dyrkede piskning og sexorgier. Derefter drog han rundt i landet som religiøs vandringsmand, der prædikede religion og påstod at han havde helbredende kræfter. Han vandt stor indflydelse i alle kredse.

Der var kaos i Rusland, som befandt sig på kanten af revolution. Og tronfølgeren var bløder. Det så sort ud for Romanovfamilien og derfor kan man ikke fortænke Zarinaen i at kaste alt sit håb på Rasputins helbredende kræfter. På den måde vandt han adgang til hoffet….. Men byen var samtidig fuld af historier og rygter om Rasputins vilde sadomasochistiske sexorgier med både prostituerede og kvinder fra aristokratiet. Folket spurgte naturligt nok sig selv, hvordan denne Rasputin havde fået adgang til det lukkede zarhof. Han kunne komme og gå som det passer ham, på alle tider af døgnet…. det kan ikke undre nogen, at der snart gik rygter om hans forhold til zarinaen. Det var selvfølgelig ikke rygter som forbedrede hendes anseelse blandt folket. Zar Nicholas II havde ry for at være en svag regent. Snart forlød det også, at han blev styret af zarinaen, som blev styret af hendes elsker Rasputin, der egentlig var landets virkelige leder. Mange mente simpelthen, at landet blev regeret af en sexgal munk der havde rotter på loftet. Disse rygter var med til at svække zarfamiliens position så voldsomt, at Rasputin var en betydelig faktor for udløsningen af den russiske revolution.

Fyrst Jussupov forstod at hvis zaren faldt, så ville hele aristokratiet falde. Han forstod også, at Rasputin var den største trussel mod monarkiets fremtid. Derfor planlagde han et attentat på Rasputin. Rasputin blev inviteret til det fornemme Moika palads – Jussupovslægtens residens i Skt. Petersborg. De sammensvorne bød ham på kager som var fyldt med cyanid – men det påvirkede ham ikke det mindste. Bagefter skød de ham flere gange, men han døde stadig ikke. Endelig bandt de ham og smed ham i en flod…. senere obduktion vidste, at han først døde af drukning. Det har givet Rasputin et eftermæle som manden der ikke ville dø. Og fyrst Jussupov var hans morder………

Bogens motto er “Felix opportunitate mortis”, som betyder: lykkelig ved at få lov at dø eller lykkelig i sin dødsstund. Bogens anden del hedder “Stederne” og handler om de steder hvor alle personerne fra første del finder deres død. Nogen af dem dør lykkelige…. andre er lykkelige ved at de får lov til at dø; jeg synes det er en meget smuk og en meget tankevækkende ide. En dør af kræft. En anden drukner i en ulykke. To bliver myrdet…. bødlerne bliver aldrig fundet. Men Elsa Gress hævder, at kræft, blodpropper og hjerneblødninger også er bødler og de er fuldstændig lige så brutale som de virkelige – ved denne parallel forstår vi endelig fyrst Jussupovs funktion i denne kunstnerroman; han er jo den sande bøddel og ved at skabe denne parallel lykkes det Elsa Gress at gøre ham til den personificerede død, der er “alle kvinders mand og alle mænds kvinde”. Døden gør ikke forskel og elsker med begge køn! Fyrst Jussupov er et symbol på den gådefulde og mystiske død, som de alle prøver at forstå og prøver at forholde sig til……

Simurghen er en slags over-fugl Fønix som mægler mellem dag og nat. I denne kontekst betyder det, at den mægler mellem liv og død. Men fugl Fønix genopstår altid af sin egen aske; i bogens sidste og tredje del fortæller Elsa Gress om “Øjeblikkene”, der rummer minderne og erindringerne om døde venner og bekendte: “Sorgen, raseriet, fortvivlelsen og vemodet ved adskillelsen, der nu var erstattet af disse øjeblikke, hvor man så op fra en bog og mærkede med alle sanser, og hinsides sanserne, nærværelsen af en af de døde…..

“Simurghen” er en af mine yndlingsbøger, som jeg har læst et utal af gange – hver eneste gang bliver jeg dybt imponeret over den stramme og gennemførte komposition. Samtidig bliver jeg dybt berørt, at alle disse spændende og fantastiske mennesker som man lærer at kende, men straks igen må tage afsked med…..”it´s a lot like life”, tænker jeg! Ud over at “Simurghen” er et stort og frodigt kunstværk, så er det også en meget personlig beretning om forfatterens eget liv.

Grev Peter Moltke fra Marienborg gods på Møn ville gerne støtte Elsa Gress og hendes kunstnerkoloni. I 1972 overtalte han Elsa Gress og hendes mand Clifford Wright til at flytte ind i gartnerboligen på Marienborg, hvor greven selv boede sammen med hans partner, en mandlig pianist. I bogen hedder de Paul Erik og Hendrijk. Efter grev Moltke/Paul Eriks død ville arvingerne vælte den misligholdte hovedbygning. Elsa Gress kæmpede imod med næb og klør; 

“Jeg kan mærke i mine fuger, at der er noget ondt på vej,” sagde væggen i spisesalen. “Ikke bare endnu en kold og våd vinter, der tager på kræfterne. Noget værre. Noget endeligt. Snart.”
“Det kan vi alle mærke,” sagde den brede trappe der første fra vestibulen, mellem de to rustninger, op til mezzaninen med musikstuen til højre, biblioteket til venstre og havestuen midt for. “Men der er ingenting at gøre ved det, flygte kan vi jo ikke. Lad os tale om noget andet, mens tid er.”
“Om Paul Erik,” foreslog den nordre biblioteksvæg. “Ham har vi ikke talt om siden han døde. Og han var dog vores sidste og bedste ven.”

Det lykkedes ikke at forhindre nedrivningen, men i bogen lader Elsa Gress hovedbygningen fortælle både sin egen og Paul Eriks historie. Med berusende genialitet lader hun dem begge genopstå af asken! Det er et afsnit, som minder mig om “Til fyret”, hvor Virginia Woolf beskriver hvordan familien Ramsays forladte hus står og forfalder år efter år. Elsa Gress bedriver ikke pastiche – men hun var en enestående forfatter. Når hun var bedst, så var hendes originalitet næsten på niveau med Virginia Woolf.  

Bøger er breve fra døde og fra dem der skal dø“, skrev Elsa Gress. Det er en sætning som altid rammer mig i hjertet. Men så længe vi læser Elsa Gress, så er det endnu ikke helt slut. Elsa Gress dør først den dag vi ikke længere læser hendes bøger……

Advertisements