Den portugisiske forfatter Fernando Pessoa blev født i Lissabon i 1888, i en familie som tilhørte det bedre borgerskab. Hans far døde da han var 5 år – to år senere giftede hans mor sig med en anden mand. Da han blev udnævnt til konsul i Durban, flyttede hele familien til sydafrika. Her kom Fernando Pessoa i en engelsk skole…. som 17-årig flyttede han tilbage til Lissabon. Han begyndte at studere på universitet, men mistede interessen efter et par måneder. I stedet begyndte han at arbejde som freelance oversætter af handelskorrespondance.

Fernando Pessoa (1888-1935)

Samtidig begyndte han at skrive digte og essays. Pessoa er kendte for sine op imod 70 heteronymer – selvstændige karakterer med egen historie og personlig skrivestil. Alberto Caeiro er født i 1889 og døde i 1915. Han boede på landet hele sit liv og havde hverken uddannelse eller profession. Men han skrev digte. Eller Fernando Pessoa skrev i hvert fald digte i hans navn. Ricardo Reis var født i 1987 i Porto, uddannet læge, men emigrerede til Brasilien i protest mod den anti-monarkistiske stemning i Portugal. Álvaro de Campos er født i 1890 og som ung blev han uddannet skibsingeniør i Skotland. “Rastløshedens bog” er tilskrevet Bernardo Soares, og det er hans biografi, som ligger tættest på Fernando Pessaos eget liv.

Fernando Pessoa forlod kun sjældent og modvilligt Lissabon – og kun på ganske kortvarige ture. Han boede på små lejede værelser i Lissabons centrum og levede fortrinsvis på byens små cafeer og billige restauranter. I 1935 døde han af for meget alkohol og for mange cigaretter – han efterlod sig et par briller, en pibe, en lille reol med bøger og lidt tøj. Samt en skibskiste indeholdende 27,000 skitser, noter og udkast skrevet på lapper, kuvert og alt muligt andet. Han nåede kun at udgive en enkelt bog på portugisisk og tre små hæfter på engelsk. Men siden hans død har forskerne forsøgt at afgøre hvilke noter der skal tilskrives hvilke af hans heteronymer og hvordan de skal sættes sammen.

Rastløshedens bog

“Rastløshedens bog” består af noter, optegnelser, psykologiske refleksioner og filosofiske overvejelser af forfatteren Bernardo Soares: “Jeg er født på en tid hvor de fleste unge havde mistet troen på Gud af samme grund som deres forældre havde bevaret den – nemlig uden at vide hvorfor.

Rastløshedens bog

Sådan indleder forfatteren sit værk. Til gengæld ved han godt, hvorfor han skriver denne bog: “Når jeg skriver hvad jeg føler, er det for at dæmpe feberen hvormed jeg føler. Hvad jeg har at bekende er uden betydning, for intet betyder noget. Jeg skaber landskaber af det jeg føler. Jeg skaber ferier af følelserne. Jeg forstå dem der broderer af sorg og stikker strømper, fordi det nu engang skal til. Min gamle tante lagde kabale de lange aftener. Disse følelsesbekendelser er mine kabaler(…) At leve er at strikke strømper af det andre har i sinde…

Forfatteren spiser hver dag på den samme billige restaurant: “Han iagttog opmærksomt de øvrige gæster, ikke mistænksomt men alligevel på en ganske særlig måde; det var heller ikke som om han udspionerede dem, men snarere som om han interesserede sig for dem...”

På samme måde iagttager han byen og gaderne: “Om dagen er de fulde af en larm der ikke betyder noget; om natten er de fulde af en mangel på larm som heller ikke betyder noget. Om dagen er jeg et nul, om natten er jeg mig selv. Der er ingen forskel på mig og gaderne på denne side af Alfândega, bortset fra at de er gader og jeg er en sjæl, men det betyder sikkert ikke meget mod det der er tingenes essens.

Forfatteren er misantrop: “Jeg får kvalme af den ordinære menneskehed, der i øvrigt er den eneste der findes“, skriver han. Men “Når jeg indfanges af det overfladiske og forheksede, føler jeg mig ofte som et menneske. Så deltager jeg med glæde i livet og mærker tydeligt at jeg er til.

På den måde er hele bogen fuld af snørklede og ofte selvmodsigende overvejelser om tilværelsen. Forfatteren beskriver sig selv om et skrivebordsmenneske og en hjemmefødning. Et af de tilbagevendende temaer i bogen, er hans dybe modvilje mod at rejse:

“Hvad vil det sige at rejse, hvad er formålet med at rejse? En solnedgang er en solnedgang: det skulle vel ikke være nødvendigt at tage til Konstantinopel for at se det. Kommer rejser af at det giver en følelse af frihed? Den kan jeg opleve ved at tage fra Lissabon til Benfica, og endda opleve den intensere end den der rejser fra Lissabon til Kina, for hvis jeg ikke føler nogen indre frihed vil jeg heller ikke finde den andre steder.”

“Tanken om at rejse giver mig kvalme (…) Livet giver mig kvalme, og at flytte mig gør det kun værre.”

Et andet gennemgående tema er identitetskrise, depression og livslede:

“Jeg er som et spillekort af en gammel ukendt kulør, det eneste der er tilbage af et bortkommet sæt spillekort. Jeg giver ingen mening, jeg kender ikke min egen værdig, jeg har intet at sammenligne mig med, så at jeg kan finde mig selv, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at lære mig selv at kende. (…) Jeg vender tilbage til mig selv, til det jeg er, selvom jeg ikke er noget. Og noget der minder om tårer uden gråd brænder bag mit stive blik, noget der minder om angst, men ikke er det, bliver stikkende i mit tørre svælg. Men ak, jeg ved ikke hvad jeg skulle græde over, om der skal grædes, og heller ikke hvorfor jeg ikke har grædt. Fiktionen følger mig som min skygge. Jeg har kun lyst til at sove.”

“Livslede er kedsomhed ved verden, utilpashed ved at leve, træthed over at være nødt til at leve; livslede er den korporlige fornemmelse af tingens trættende tomhed. Men livslede er noget mere, den er kedsomhed ved andre verdener, hvad enten de eksisterer eller ej; utilpashed ved at være tvunget til at leve, selv som en anden, selv på en anden måde, selv i en anden verden; den er træthed ikke bare over dagen i går og dagen i dag, men også i morgen og i al evighed, hvis den ellers findes, og over ingenting, hvis det skulle være evigheden.”

“Jeg skriver under trykket af en livslede, jeg ikke kan rumme eller som nok har brug for mere plads end der er i min sjæl; alt og alle undertrykker mig, kvæler mig og gør mig vanvittig! jeg føler mig forpint og knuget af en fysisk fornemmelse af mangel på andres forståelse. Men jeg løfter hovedet mod den fremmede blå himmel, lader den ubevidste friske blæst stryge over mit ansigt efter at have følt. Jeg har det ikke bedre, men har jeg det anderledes. At se mig selv frigøre mig fra mig selv. Jeg smiler nærmest, ikke fordi jeg forstår mig selv, men fordi jeg nu, da jeg er en anden, er holdt op med at kunne forstå mig selv. Højt på himlen som et synligt intet, står en lillebitte sky som en hvid forglemmelse af hele universet.”

Dette er endnu en af de bøger som jeg har læst en million gange – sådan cirka. Jeg er vild med Pessoas kringlede og spidsfindige logik og hans selvbetragtninger, som hverken er uden selvironi og humor – selv om bogen er fyldt med livslede og melankoli, så er det nemlig bestemt ikke nogen trist bog. Jeg må ofte grine højt og længe! Han beskriver sin følelse af livslede med sætninger der er så velformulerede, at det nærmest er balsam for sjælen. Hvis man kan genkende forfatterens følelser, så er det en befrielse at læse “Rastløshedens bog”. Fernando Pessoa sætter ord på nogle følelser og erfaringer, som det kan være svært at beskrive for de fleste – og dét er jo netop digterens raison d´être. Det kan være en befrielse at få digterens hjælp til at udtrykke sine følelser; ligeledes kan det være en befrielse at fordybe sig i forfatterens refleksioner. Endelig giver han også læseren en mulighed for at se sig selv fra en ny vinkel, og dermed skabe en vis distance til sin egen eksistens.

Men “Rastløshedens bog” er bestemt ikke nogen nem bog. Tværimod – det er en bog som fordrer tålmodighed og fordybelse. Mange afsnit må man læse flere gange for at forstå meningen, men det er en bog som rummer en uendelig rigdom af tanker og følelser. Derfor kan man læse den igen og igen….. Jeg er vild med Fernando Pessoa! 

“Rastløshedens bog” er udgivet af Brøndums Forlag i 1997.

Reklamer