Torsdag var jeg til Mozarts requiem i DR Koncerthuset – det var en noget særpræget og usædvanlig opførelse, der balancerede på kanten af koncert og gudstjeneste. Men jeg synes det virkede og det var en storslået aften. Jeg var fuldstændig ekstatisk efter koncerten! 

Jeg har gang på gang skrevet, at jeg ikke er særlig vild med Mozart; men Mozart har skrevet enormt meget musik og der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Samtidig udvikler man sig også. Man ændrer smag, både i den ene og den anden retning. Og endelig betyder dirigenten utrolig meget – Manfred Honeck var en utrolig spændende og skarp dirigent, og jeg er meget glad for, at jeg oplevede denne Mozartaften i Koncerthuset. 

Koncerten begyndte med Mozarts Symfoni nr. 39. Gang på gang holdt dirigenten orkestret stramt tilbage, så de næsten var ved at gå i stå. Derefter slap han tøjler, så musikerne fik lov at folde sig ud i en sprudlende udløsning…….  disse tempokontraster skabte en fantastisk energi, intensitet og dynamik. Det var meget, meget smukt.

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Efter pausen var det tid til Mozarts requeim. Mozart døde midt under arbejdet med denne dødsmesse og det var hans elever som skrev det færdigt. Manfred Honeck spiller kun Mozarts egen komposition – derfor er det et ufærdigt og kort requiem. Men han opfører værket sammen med andre stykker af Mozart, gregoriansk sang, oplæsning og meget andet. Det var en usædvanlig og besynderlig oplevelse.

Da der endelig blev stille i salen efter pausen, blev koncerten indledt med 3 dybe, rungende klokkeslag – da tonerne langsomt døde ud, fik vi første nummer som var en gregoriansk sang – man kunne ikke se herrekoret, som stod ude på en trappe. Det var utrolig smukt og meget forførende. Derefter læste Paul Hüttel et brev fra Mozart til hans far, som handler om sygdom, liv og død…. det havde jeg egentlig gerne være foruden. Alligevel viser det hvilken sindstilstand Mozart befandt sig i da han skrev sit requiem – dermed var det også med til at sætte publikum i den rette stemning.

Derefter fulgte Maurerische Trauermusik, endnu en gregoriansk sang og “Laudate Dominum” fra “Vesperae solennes de confessore”, sunget af sopran Christiane Karg – det var så smukt. Der var en gribende inderlighed i dette stykke, så stor og smuk, at jeg fik hjertebanken og gele i knæene. Wow……..

Så fulgte endnu en gregoriansk sang, hvorefter Paul Hüttel læste to digte af Nelly Sachs, der handler om jødernes død i koncentrationslejrene. Derefter var det endelig tid til selve Mozarts requiem: Requiem aeternam dona eis, Domine – Herre, giv dem den evige hvile, lyder første strofe. Wow….. det var overvældende smukt, lige efter Nelly Sachs digte. 

Dirigent Manfred Honeck

Dirigenten delte Mozarts requiem i tre stykker, som blev afbrudt af gregoriansk sang og oplæsning af Johannes åbenbaring – umiddelbart virker det næsten som helligebrøde. Men det virkede. Sørme gjorde det så…. og det var utrolig smukt. Jeg tror først og fremmest det skyldes dirigenten. Sidste gang jeg hørte Mozarts requiem var jeg dybt skuffet. Det var både tamt og slapt…… Manfred Honeck var helt anderledes. Det svingede så det næsten var jazz; her var der ingen selvhøjtidelig romantik.

Tempoet i Dies Irae slog alle rekorder – jeg har aldrig hørt noget lignende. Gustavo Dudamel er kendt for sin evne til at holde et hæsblæsende tempo, uden at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet. Men jeg tror ikke han kunne have slået Honeck i denne sats. Det gik over stok og sten. Men det var også stramt og meget skarpt. Der var en utrolig præcision i orkestret – derfor blev det usædvanlig smukt.

Dirigenten spiller på, at fremhæve kontrasterne i musikkens farver, de lyse og de mørke toner slynger sig om hinanden.Herrekoret i Confutatis er tungt og mørkt, dramatisk og skæbnesvangert – og så afveksler de med kvindernes smukke, lyriske sorg.

Der var et meget dynamisk samspil mellem dirigent, kor, orkester og solister. Nogen gange havde man følelsen af, at dirigenten holdt dem så meget tilbage, at de var lige ved at gå i stå. Andre gange havde man på fornemmelsen, at de kun modvilligt lod sig drive gennem denne dødsmesse. Koret stønner og hvisker indtil de endelig bryder ud i et brusende klimaks…… når det går langsomt, så går det meget langsomt og alle tonerne får lov til at folde sig ud i hele salen. Og når det går hurtigt, så går det over stok og sten…..På den måde skabte dirigenten både spænding og intensitet i værket. Jeg var fuldstændig tryllebundet.

Efter Mozarts requiem fulgte “Ave verum corpus” – jeg var bange for at nogen ville begynde at klappe og ødelægge stemningen. Men dirigenten slog ud med armene og holdt publikum fast i afventende tavshed. Så blev koncerten sluttet som den blev indledt, med tre dybe og rungende klokkeslag. wow…….

Og så trak man vejret dybt og tænkte: wow…..sikken en formidabel koncert.

Koncerten kommer snart i fjernsynet og I kan være helt sikker på, at jeg sidder klistret til skærmen. Det er kun sjældent, at jeg ser disse klassiske koncerter i tv. Jeg vil hellere opleve dem i virkeligheden. Men dette er virkelig en koncert, som jeg glæder mig til at opleve igen.

Anmelderne har været rimelig enige om, at de ikke var udelt begejstrede. I Berlingske understreger Søren Schauser, at Koncerthuset IKKE er en kirke og kalder koncerten for “hjemmegjort patchwork”. Selv om jeg nød hvert eneste minut, så er der ingen tvivl om at Thomas Michelsen har ret. Jeg var også meget skeptisk over dette lappe-program, men jeg overgav mig…..

I følge Thomas Michelsen var resultatet “en besynderlig mosaik om døden, hvori Mozarts ufuldendte messe næsten druknede”. Samtidig har han masser af ros til dirigent og alle de medvirkende. Men Thomas Michelsen har ret. Det kan slet ikke diskuteres.

Christine Christiansen er den mest begejstrede. Hun skriver i JP, at det var “meget, meget intenst”.

Advertisements