Yndlingsprodukter fra The Body Shop

Endelig har The Body Shop fået en online shop. Det er fantastisk, for jeg køber næsten alle former for krop-og ansigtsplejeprodukter hos The Body Shop, og det er efterhånden det eneste, som jeg har været nødt til at købe i en fysisk butik. Alt andet køber jeg online – mad køber jeg fra Superbest eller Nemlig.com. The køber jeg fra Perchs Thehandel og musik fra Amazon. Tofuprodukter og vegansk slik køber jeg fra Veganbasics eller VeganWonderland. Kattemad og kattegrus køber jeg fra Petworld.

Det er meget nemmere på den måde – jeg slipper for at slæbe og samtidig sparer jeg en masse penge.

Butikkerne klager over finanskrise og faldende omsætning. Jeg tror bare ikke at finanskrisen kan forklare hele problemet. Vi er flere og flere mennesker, som køber mere og mere på internettet. Det er vist indlysende, at det samtidig må betyde faldende omsætning i butikkerne. Men jeg synes ikke det er noget problem. Selvfølgelig er der nogen som må lukke og der er sikkert også nogen som går fallit. Men det er en naturlig konsekvens af udviklingen. Det er selvfølgelig et problem for virksomhedsejerne, men det er bestemt ikke et samfundsproblem. Arbejdspladserne flytter jo bare – jeg er ikke en gang sikker på, at det giver færre arbejdspladser. Måske tværtimod.

Jeg køber stadig bøger i de fysiske butikker, men det er fordi jeg synes at portoen er for dyr. Det er ærgerligt, for bøger er jo næsten det allernemmeste at købe online.

Jeg køber også tøj på den gammeldagsmåde og det bliver jeg sikkert ved med. Jeg har købt tøj online og noget har været udmærket. Men der er også en del som ikke har været helt okay. Tøj er vist det eneste, som jeg synes at der er en fornuftig grund til at købe i en rigtig butik.

Reklamer