I går var jeg til koncert i DR Konsertsal – det var en blandet fornøjelse.

Første værk var Ouverturen til Oberon af Carl Maria von Weber – det havde en magisk legende lethed, så man sagtens kunne forestille sig, at det var indledningen til en særdeles morsom og underholdende opera om alfernes konge Oberon. I følge programmet kan selve operaen desværre ikke holde hvad ouverturen lover……. men det var en fin indledning til denne koncert.

Næste værk var klaverkoncert nr. 2 af Dmitrij Sjostakovitj. 1. sats er fyldt med tempo og sjove indfald – der er en lille tromme, som fik mig til at tænke på tivoligarden og legetøjssoldaterne i Nøddeknækkeren. I anden sats skifter værket karakter – det er slut med at lege. Nu handler det om sværmeriske ungdomstendenser. Symfoniorkesteret spiller meget blidt og dæmpet, mens klaveret spiller hovedrollen – det minder en hel del om Chopins nocturner. I tredje sats bliver tempoet igen sat op. Det er hektisk og muntert og manisk…… Pianisten Cristina Ortiz havde virkelig fart på, når hendes fingre fløj over tasterne – alligevel synes jeg, at der manglede både tempo og temperament, dynamik og skarphed. Det var lidt for pænt og lidt for tamt. Jeg elsker Sjostakovitjs maniske fandenivoldskhed, men det var som om, at de havde prøvet at tæmme ham – det var synd.

Derefter gav Cristina Ortiz et ekstranummer. Jeg er rigtig dårlig til at gætte, men gør det alligevel, fordi jeg synes det er sjovt. Jeg er rimelig sikker på, at det ikke var Chopin. Det var for meget tonemaleri og for lidt melodi til at være Liszt – men det må være fra deres periode. Derfor gætter jeg på Debussy…….

Efter pausen fulgte Prokofjevs Symfoni nr. 4 – absolut koncertens højdepunkt. Romantisk tonemaleri er afløst af en moderne virkelighed, hvor forskellige lydfragmenter spiller ud mod hinanden. Det er et billede på den moderne, splittede eksistens…… I anden sats er der en enlig fløjte der svinger sig op over alle strygerne – senere er det trompeterne. Det er utrolig smukt og berusende. Disse instrumenter fungerer næsten som individualiteter der prøver at realisere sig selv. Disse berusende højdepunkter afveksler med stille og mere dæmpede forløb, der er fulde af indadvendt melankoli, tristesse og længsel – måske længsel mod den harmoni og enhed som ikke længere findes i en moderne verden. Værket slutter med et voldsomt klimaks, et øredøvende spektakel – sikken en kraftfuld og berusende finale. Det var fantastisk……. og jeg synes det var rigtig uretfærdigt, at SymfoniOrkestrets egen pianist ikke fik lige så meget bifald for hans indsats i dette værk, som Cristina Ortiz fik for hendes indsats i klaverkoncerten. Det havde han faktisk fortjent.

Det var mit indtryk, at dirigenten Dmitrij Kitajenko var lidt tung og træt – ligeledes var det mit indtryk, at DR SymfoniOrkestret var i hopla. De havde så meget kraft og energi, at de sagtens kunne have givet lidt mere gas i klaverkoncerten. I Prokofjevs 4. symfoni rykkede de utålmodigt i dirigentens stramme tøjler og derfor blev denne symfoni koncertens største oplevelse! Eller var det helt bevidst, at dirigenten holdt orkestret tilbage i første del, for at give fuld kraft i anden del???? Ja, det kan jo være svært at vide…….

Reklamer