Søndag var jeg til kammerkoncert på Designmuseum Danmark i Bredgade – det tidligere Kunstindustrimuseum – en af de såkaldte ½12 koncerter med musikere fra Sjællands Symfoniorkester.

Fra koncertsalen på Designmuseum Danmark

Alle værker og komponister blev præsenteret af Claus Johansen – han er fantastisk til at fortælle på en let og morsom måde. Første nummer var et værk af Mozart – Claus Johansen begyndte med at sætte publikum ind i datidens politiske verdenssituation: oplysningstiden skyller hen over Europa og den amerikanske uafhængighedskrig ændrer vores verden. Imens er den unge Mozart på turne i Europa, ledsaget af sin mor – det er altså ikke sjovt når man er en ung mand på 22 år, bemærkede Claus Johansen – til stor morskab for publikum. På denne turne møder han den unge frøken Weber, som han bliver voldsomt forelsket i. De planlægger at løbe væk sammen til Italien – men han må ikke for sin far og hun må ikke for sin mor, og så bliver de hjemme.

Sådan blev første nummer præsenteret – Mozarts fløjtekvartet i D-dur. Starten virkede en smule forceret. Men så fandt de hurtigt balancen og det var et fantastisk stykke. Det var fyldt med barokkens lette elegance og munterhed. Det er den slags musik, som jeg kalder for morgenmusik; det er fyldt med tempo og livsglæde – når man begynder morgenen med den slags musik, så kan det kun blive en god dag. Det er i hvert fald sådan noget musik, som gør mig glad og i godt humør.

Dernæst fulgte et moderne stykke for violin af Bent Sørensen – “The Lady of Shalott” fra 1987. Jeg var sammen med en bekendt, som ALDRIG har været til en klassisk koncert før. Vi fik præcis de samme bileder i hovedet mens vi lyttede til stykket – små bølger der slår mod bådens sider, mod flodens breder og skvulper lydløst omkring sivene langs flodens sider. Det var ret imponerende. Alligevel er det sådan noget kunstmusik, som jeg ikke er så vild med. Det var da meget sjovt at høre det, men jeg har ikke brug for at høre det igen!

En stor del af hans liv var Johann Sebastian Bach i tjeneste hos Hertugen af Weimar – han dyrkede fransk mode og fransk stil så meget, at der ikke var nogen grund til at tage til Paris. Man kunne nøjes med at tage til Weimar, for her fandt man de bedste franske skræddere, de bedste franske parykmagere, de bedste franske kokke og de bedste franske konditorer. Derfor tog den danske Niels Madsen også til Weimar, da han rejste ud i Europa for at studere arkitektur og moderne kunst. Men man kan jo ikke hedde Niels Madsen hvis man vil være noget stort – derfor skiftede han navn til Nicolai Eigtved da han kom hjem til Danmark og så byggede han Kunstindustrimuseet, hvor koncerten blev afholdt. Claus Johansen er en vidunderlig fortæller og dette var endnu en historie som vakte stor morskab.

Så hørte vi Bachs cellosonate nr. 3 – jeg har alle Bachs cellosonater på en fantastisk CD med franske Anne Gastinel. Men det er første gang jeg hører en af dem i virkeligheden – sikken en oplevelse. Halina Wigocka Wamberg spillede med koncentreret fokus og fyldte hele salen med sprøde vibrerende cellotoner – og hun spillede med energi, dynamik og stor intensitet. Det var uden nogen tvivl koncertens højdepunkt. Bagefter var hele min krop fyldt med en følelse af varmt velvære – jeg var mæt havde egentlig lyst til at gå med det samme, for at bevare denne dejlige følelse i kroppen så lang tid som muligt – men det gør man jo ikke. I stedet håber jeg, at Halina Wigocka Wamberg spiller dette værk en anden gang…. eller måske andre af Bachs cellosonater.

Så fulgte en passacaglia af Johan Halvorsen, hvorefter Phillippe B. Skow spillede solosonate nr. 2 af Eugène Ysaÿe. Det er omtrent 6 måneder siden jeg hørte Phillippe B. Skow første gang og siden har jeg tilfældigvis hørt ham en del gange. Der er sket en bemærkelsesværdig udvikling – han er en fantastisk dygtig violinist. Det var han også for et halvt år siden – det er jo ikke noget man lærer fra den ene dag til den anden. Men det er som om, at han også har fået mere selvsikkerhed når han optræder – det kan man også høre i musikken, som har fået en større fylde og mere dybde.  Det var en stor fornøjelse at høre ham spille dette værk i søndags.

Koncerten sluttede med strygekvartet nr. 1 af Bedric Smetana – endnu en rigtig god oplevelse og den perfekte afslutning på koncerten.

Jeg nyder virkelig disse kammerkoncerter på Kunstindustrimuseet. Det er sådan en fantastisk dejlig blanding af gode historier, sjove anekdoter, latter og pragtfuld musik. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: der findes ikke nogen bedre måde at bruge sådan en søndag på.

Næste ½12 koncert er desværre først søndag den 19. februar.

Men der er mere cellomusik allerede på fredag d. 25. november, hvor Toke Møldrup er solist i Dvoraks cellokoncert i koncertsalen i det gamle radiohus – en koncert som jeg glæder mig rigtig meget til……..

Reklamer