Da den franske arkitekt Jean Nouvel præsenterede sine tanker om DRs Koncerthus, fortalte han, at det skulle være som en meteor i en isklump, der var faldet ned midt på Amager. Det er en spændende tanke – alligevel synes jeg ikke rigtigt ideen holder.

DR Koncerthuset

Koncerthuset er pakket ind i et koboltblåt tæppe, hvor man kan lave forskellige animationer – det er faktisk meget flot. Når man kommer ind i koncerthuset, så fortsætter den samme koboltblå farve i loftet der er fyldt med små hvide lys – det er som at se op på himlen en smuk stjerneklar sommernat.

Herfra skal man op af en stor og monumental trappe, som fører op til den store publikumsfoyer. Trappen er grå, gulvet er gråt, alle væggene er grå og loftet er gråt. Samtidig er der meget mørkt og dunkelt…… Det minder mest af alt om en stor, tom fabrikshal – det er kedeligt, trist og deprimerende.  Siden koncerthuset åbnede, har jeg sagt, at det er et sted, hvor man ligefrem bliver trist og utilpas. Det er så gråt, koldt og massivt, at det næsten minder mig om kommunistisk arkitektur. 

Fra DR Koncerthuset

I lang tid var der ikke engang et bord, hvor man kunne stille sit glas fra sig. I stedet havde man stillet de store transportkasser – som musikerne normalt bruger til deres instrumenter – rundt omkring i foyeren, og så kunne man bruge dem. På billedet kan man se et eksempel, hvor man har lagt en gulvmåtte over transportkassen. Andre steder havde man brugt sort velour. Jeg er sikkert ikke den eneste som har prøvet at stille mit glas på sådan et stykke stof, hvorefter det væltede, fordi der var et hul og et håndtag nedenunder som man ikke kunne se….. det var så tarveligt, at det var svært at forstå, at dette skulle være Danmarks førende koncerthus. Ja, ambitionen var vist nok, at være et af verdens bedste koncerthuse. Men samtidig viser det også, hvor langt ledelsen ville gå, for at spare og få budgetterne til at hænge sammen. Alle ved at DRs Koncerthus har sprængt alle budgetter, kostet mange medarbejdere jobbet og medført store besparelser i hele huset. Men det er tydeligt, at man også har gjort hvad man kunne for at minimere udgifterne i koncerthuset. Alle unødvendige udgifter er blevet skrællet væk – selv om det har kostet publikums komfort –  og det synes jeg ledelsen fortjener noget anerkendelse for! 

Publikumsfoyer i DR Koncerthus

Koncerthuset blev åbnet med en gallaforestilling den 17. januar 2009 – men der bliver stadig bygget og lavet forbedringer. Transportkasserne er endelig væk og hver gang jeg kommer i koncerthuset er der kommet flere og flere borde. Efterhånden synes jeg faktisk det er nok – vi har ikke brug for flere. Samtidig kommer der også flere og flere af de videoprojektioner på væggene, der skal fungerer som udsmykning. Og det fungerer rigtig godt. Foyeren begynder snart at være et rigtig spændende sted at opholde sig…… efterhånden kan man bruge ret lang tid på at gå rundt og betragte de levende kunstværker på væggene.

Koncertsalen set fra indgangen i DR Koncerthuset

Og midt i dette stor rum hænger koncertsalen og svæver. Jeg synes bare ikke det ligner en meteor – overhovedet ikke! I stedet synes jeg det ligner en kæmpestor grankogle. Og umiddelbart synes jeg, at tanken om en stor grankogle er lige så spændende som tanken om en stor meteor. Hvorfor skulle forestillingen om en meteor i en isklump være mere kreativ og visionær end en kæmpestor grankogle? Desværre synes jeg, at der mangler både finesse og finish. 

Skallen omkring koncertsalen

Alle disse plader uden på koncertsalen samler en masse skidt og snavs. Det er helt tydeligt, når man er på vej op i salen og kigger ud fra svalegangen….. så har man frit udsyn til en masse tekniske installationer der ligger begravet i støv og snavs. Det er særdeles uhumsk….. man kan selvfølgelig indvende, at man heller ikke skal sidde og spise der. Jaja, på den anden side kunne man måske have lukket disse hulrum med nogle lodrette og vinkelrette plader. Det havde ikke ødelagt det æstetiske udtryk – tværtimod. Jeg tror det havde gjorde salen endnu flottere ude fra.

Trappen i DRs Koncerthus

Når man skal op i salen kan man enten vælge rulletrappen eller den almindelig trappe – en særdeles trist oplevelse! Det eneste lys på denne grå betontrappe kommer fra nøgne lysstofrør. Når man går ned af trappen, så har man fornemmelsen af, at man er på vej ned i en underjordiske bunker fra den kolde krig – og det er egentlig en ganske besynderlig oplevelse i et koncerthus……. “Årh, det er så flot”, udbryder folk altid, når jeg fortæller, at jeg har været til koncert i Koncerthuset. Disse mennesker har med garanti kun set koncertsalen i fjernsynet.

Videokunst på væggene i DRs Koncerthus

Når man kommer ud fra trappeopgangen er der en svalegang eller balkon på hvert niveau rundt om koncertsalen. Her er der mere  videokunst på væggene – på billedet til højre er det et af de største værker og efter min mening også et af de mest vellykkede.

Og så er der masser af skilte som viser vej til balkoner, terrasser og orkesterpladser – og det er sandelig nødvendigt, for det er et mareridt at finde rundt. Hvis man fx siger at jeg har plads på balkon B eller terrasse A, så ved jeg lige præcis hvor det er. Men jeg ville ikke ane hvordan jeg skulle finde pladsen, uden at følge skiltene……. og jeg tror aldrig jeg lærer det. Sikken noget rod!

Gangen til DRs Koncertsal

Fra disse svalegange skal man gennem nogle lange gange beklædt med bølgende orange filt for at komme ind i selve DRs Koncertsal. Det ser lidt besynderligt ud…. men det er også spændende. Der er næsten en magisk stemning. Disse gange minder mest om lange orange tarme….. eller om de store blodårer, arterierne, som fører ind i kroppens røde hjertekammer. 

For den store, smukke koncertsal med den glødende røde farve er jo hele koncerthusets hjerte – det er herinde musikken spiller. Det er herfra koncerthusets hjerte sender musikkens puls ud i hele huset, ud i hele byen og resten af verden. 

DRs Koncertsal

Reklamer