I går var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester i det gamle radiohus – og det var en forrygende koncert.

Først var der et af orkesterets medlemmer som præsenterede aftenens program; det kan jeg vældig godt lide – det giver en god stemning. Bagefter holdt hun tale for Peter Fabricius, der har været ansat i Sjællands Symfoniorkester siden 1970 og spillede sin sidste koncert i går. Det medførte et stort og velfortjent bifald…. men talen var lidt for lang og lidt for privat. 

Koncertens titel var “Unge talenter” – den første af disse unge talenter var Toke Møldrup der var solist i Dvoraks cellokoncert. Der blev spillet med glødende passion og fingerfærdighed. Jeg har hørt Dvoraks cellokoncert nogle gange – jeg har den også på CD. Men den har aldrig fanget mig og forført mig som den gjorde i går. Trods celloens melankolske inderlighed og trods de mange vemodige forløb i musikken, så spillede de værket med en sprudlende vitalitet og friskhed – Toke Møldrup spillede som var han selv fuldstændig beruset af musikken. Jeg overdriver vist ikke, hvis jeg skriver at det var storslået……

Der blev selvfølgelig kvitteret med stående bifald, hvorefter Toke Møldrup takkede med et ekstranummer.

Herefter spillede Peter Fabricius jazznummeret “Round Midnight“, ledsaget af Toke Møldrup og Morten Zeuthen. Det var et flot afskedsnummer – han forklarede selv, at det handlede om at længes efter gamle venner “Round midnight” – præcis som Peter Fabricius forestillede sig, at han vil komme til at savne Sjællands Symfoniorkester og de gamle kollegaer. Det var ret fantastisk at opleve….. og det udløste naturligvis endnu et stående bifald.

Det var vist meningen, at Toke Møldrup skulle være aftenens hovedperson – men den anden af de “Unge talenter” løb med opmærksomheden; det var den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali. Wow – sikken en personlighed. Han er en meget udadvendt og udtryksfuld dirigerede med meget store armbevægelser – halvdelen af koncerten var han helt oppe på tåspidserne og resten af tiden helt nede i knæ, som om han nejede. Hver gang musikken nåede til at brusende klimaks, kastede han armene i vejret…… Santtu-Matias Rouvali havde ikke tilbragt mange minutter på podiet, før jeg var forelsket – dybt forelsket!

Santtu-Matias Rouvali tilhører en ny generation af dirigenten, sammen med Kristjan Järvi og Gustavo Dudamel, som har udryddet selvhøjtideligheden i den klassiske musik. I stedet spiller de med en stor, sprudlende og meget smittende musikglæde. De giver nyt liv til gamle klassikere, som måske nok var blevet lidt støvede og tunge af alderdom. Men disse unge dirigenter giver musikken en friskhed, en vitalitet og en intensitet, så man skulle tro at det var skrevet i går.

Efter pausen spillede de Jean Sibelius symfoni nr. 2 og det blev koncertens højdepunkt. Første sats var kraftfuldt og voldsom…. jeg havde næsten fornemmelsen af at glide hen over den finske natur, med sneklædte bjergtoppe, brusende floder og buldrende vandfald, og en uendelighed af granskove…..

2. sats begyndte med paukerne, så overtog kontrabasserne, derefter celloerne, så tilbage til basserne og tilbage til celloerne…. sådan svingede musikken frem og tilbage mellem orkestergrupperne…… og så fik hele orkesteret endelig lov til at være med. Det er et godt eksempel på den enkelhed der er i dette værk – når jeg hører Beethovens symfonier, så har jeg på fornemmelsen, at hans ambition var at så mange musikere som muligt skulle spille så meget som muligt og så højt som muligt….. jeg synes det er overspillet. Sibelius gør det modsatte – symfoni nr. 2 er fyldt med kunstpauser, som skaber nogle fantastisk dramatiske kontraster. Selv når det er allermest intenst, så har musikken en overvældende enkelhed, og det skyldes, at han ikke bare lader alle instrumenter buldre afsted samtidig – som Beethoven. Sibelius vælger…. samtidig har jeg vist aldrig oplevet et værk, hvor paukerne blev brugt så meget. Det var en fantastisk, fyrig og temperamentsfuld oplevelse.

Publikum takkede med endnu et stående bifald – jeg har sjældent oplevet en koncert, hvor der var så meget stående applaus. Men de havde sandelig fortjent det. Det var en fantastisk koncert – den var bare alt for kort. Det var så intenst og forførende, at tiden forsvandt som dug for solen. Det var sådan en koncert, som jeg meget, meget gerne ville opleve endnu en gang – jeg var vist helt ekstatisk da jeg cyklede hjem efter koncerten. I dag overvejer jeg at købe Sibelius Symfoni nr. 2 på CD – men jeg er bange for at blive skuffet. Uanset hvor god en indspilning jeg kunne være heldig at finde, så er jeg helt sikker på, at det alligevel ikke er lige så berusende som koncerten i går…… I dag er hele min krop fyldt med en stille indre tilfredshed og en stor taknemmelighed mod både komponister, dirigent og alle de medvirkende musikere! 

Det gamle radiohus

Reklamer