Det nye forlag Sisyfos har annonceret, at deres første udgivelser bliver 5 små selvbiografiske romaner af den østrigske forfatter Thomas Bernhard. Det er fantastisk! Thomas Bernhard er nemlig en af mine yndlingsforfattere. Han må være den sureste og den mest krakilske forfatter nogensinde. Han er både hæmningsløs og hensynsløs, når han skælder ud på alt og alle – og det er utrolig befriende!

Den første af disse romaner hedder “Årsagen – en antydning” og er netop udkommet.

I 1943 begynder den 13-årige hovedperson på en nazistisk kostskole i Salzburg – alle skoler i det tredie rige var selvfølgelig nazistiske i 1943:

“Alt i denne by er det skabende imod, og skønt det modsatte med stadig større eftertryk hævdes, er hykleriet dens fundament, og dens største lidenskab åndløsheden, og der hvor fantasien blot antydningsvist viser sig i denne by, bliver den udraderet. Salzburg er en perfid facade hvorpå verden uophørligt maler sin løgnagtighed og bag hvilken det (eller den) skabende må sygne hen, gå til grund og dø. Min hjemby er i virkeligheden en dødelig sygdom som dens indbyggere bliver født og indfanget i, og hvis de ikke forlader den i det afgørende øjeblik, begår de før eller siden direkte eller indirekte under disse afskyelige omstændigheder enten pludselig selvmord eller går direkte eller indirekte langsomt og elendigt under i denne i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoppelige-sløvsindede-national-socialistiske-katolske dødsjord. For den som kender byen og dens indbyggere, er den på overfladen ganske smuk, men under denne overflade faktisk en forfærdelig kirkegård for fantasierne og ønskerne.”

Thomas Bernhard beskriver Salzburg som et koldt “dødsmuseum” og kostskolen som en “offentlig opdragelsesanstalt”. På samme kategoriske måde skriver han, at “Der findes slet ingen forældre, der findes kun forbrydere som opdragere af nye mennesker, forbrydere der med hele deres galskab og deres stupiditet går løs på disse nye mennesker som de har sat i verden“, og det er naturligvis dem som har sendt hovedpersonen til dette “statsfængsel”.

Snart begynder de allieredes bombardement af Salzburg og Thomas Bernhard fortæller om uendelige nætter i kældre, klippehuler og beskyttelsesrum, mens bomberne regner ned over byen. Det er en grum beskrivelse af dette kapitel i byens historie, men det er også skrevet med en bitter, absurd komik som understreger forfatterens surrealistiske livsforståelse. Efter krigen vender hovedpersonen tilbage til kostskolen, der er blevet malet og har udskiftet nazistisk propaganda med katolsk propaganda. Thomas Bernhard gør det helt klart, at for ham er der ingen forskel: “… både nationalsocialisme og katolicisme er smitsomme sygdomme, sindssygdomme og intet andet end det“, skriver han, hvorefter han i samme sætning kalder både Hitler og Jesus Kristus for “folkefordummende reklamebilleder“.

De unge mennesker på denne kostskole(dette statsfængsel) i denne by(dette dødsmuseum) befinder sig i “en uafbrudt krænkelsestilstand” og selvmordet er deres eneste flugtmulighed. Rektoren fungerer som en repræsentant for hele samfundet der bliver passende fortørnet over alle disse selvmord og alle disse unge mennesker som, i følge Thomas Bernhard, “var blevet slået ihjel af deres omverden“. Jeg har altid undret mig over den kynisme som folk generelt udviser over for folk som begår selvmord. Der er ikke meget forståelse eller medlidenhed – i stedet er der kun en hård og iskold fordømmelse. Men “selvmorderen rammes ikke af nogen skyld, skylden rammer omverdenen“, skriver Thomas Bernhard. Det er måske et forsøg på at fornægte denne skyld, når samfundet fordømmer selvmord så skarpt?! Umiddelbart kan det også virke som en effektiv teknik til at undgå en skidt samvittighed og selvmorderen kan jo ikke forsvare sig….. det er meget bekvemt. Bortset fra, at selvmordet i sig selv er den værste anklage mod hele samfundet.

Hele livet satte Thomas Bernhard lighedstegn mellem nazisme og katolicisme. Samtidig havde han en lidt uheldig tendens til at beskrive alle østrigere som nazister. Af samme grund var han ikke vanvittig populær i Østrig – og det kan man måske godt forstå. Thomas Bernhard lad aldrig østrigerne glemme deres rolle i anden verdenskrig og deres villighed til at underkaste sig det tredie rige. Det havde de svært ved at tilgive ham. For Thomas Bernhard er både nazisme og katolicisme udtryk for stupiditet, åndssløvhed og fordummet følgagtighed….. egenskaber som han mente var en rodfæstet del af den østrigske nationalånd. Hvis han havde vist hvor meget magt politikeren Jörg Haider ville få efter hans egen død, så havde Thomas Bernhard utvivlsomt set det som en bekræftelse af alt hvad han har skrevet i hele hans forfatterskab.

Men det er selvfølgelig mere end det; Østrig og Salzburg er en allegori for hele verden, på samme måde som Jesus Kristus er et symbol for alle religioner og Hitler er en repræsentant for alle statsledere. Det er selvfølgelig en meget grov og unuanceret tilgang til disse begreber, men det er netop denne hæmningsløst aggressive stil som kendetegner Thomas Bernhards forfatterskab. Han er en provokerende forfatter, fordi han ikke engang ulejliger sig med at pakke sine ubekvemme budskaber ind. Hans mange kontroversielle pointer bliver serveret uden nogen form for hensyn til læserne sarte følelser…..

Thomas Bernhards kerneværdier er kunsten og det skabende menneske. Hans vrede, hans raseri og alt hans snerrende indignation var rettet mod alt det som modvirkede, hæmmer eller truer disse værdier, da han mente, at kunsten og det skabende menneske er den eneste modvægt mod verdens dumhed og menneskehedens iboende brutalitet.

“Årsagen” er en fantastisk roman og jeg nød hver eneste side. Skønt bogen kun fylder 110 små sider, så var det en kæmpestor oplevelse og jeg glæder mig til at læse de næste 4 romaner. Jeg håber de kommer så hurtigt som muligt, for jeg kan næsten ikke vente…..

Advertisements