Det er første gang jeg læser noget af den finske forfatter, digter, oversætter og enfant terrible Pentti Saarikoski; men “Tiden i Prag” er et lille mesterværk. Det er lige præcis sådan en bog, som jeg er fuldstændig vild med……

“Tiden i Prag” blander fiktion og selvbiografi. Forfatteren tilbringer 60 dage i Prag, hvor han ryger 40 cigaretter og drikker 4 liter øl om dagen. Prag bliver en Bermudatrekant, hvor forfatteren sejler rundt mellem byens værtshuse, div. kvindelige bekendtskaber og et tarveligt hummer – bogen er mættet af Hærværks-stemning. Men det er ikke en traditionel eller klassisk roman med intrige og klimaks. I stedet er det tanker, refleksioner og iagttagelser som myldrer rundt mellem hinanden i et dynamisk flow:

Jeg er på vej til mit hjem, som jeg først kaldte en lejlighed eller et hummer, men derefter mit hjem, selv om det eneste jeg ejer her, er min skrivemaskine og ordbogen; dette er den første aften. Stearinlysene, der sidder i flaskehalsene, lyser på skrivemaskinens låg, jeg nænner ikke at tænde petroleumslampen, strømmen er afbrudt. På værelset her er der to blå lænestole, et skrivebord og en seng. På gulvet ligger et lysebrunt tæppe. En af væggene er dækket af en reol. På skænken står en kogeplade, som jeg altså ikke kan bruge; heller ikke kaminen virker(…) Toilettet er ude på svalegangen. Alt er godt. Jeg har aldrig tidligere i mit liv fået lov til at være ensom; jeg har altid følt mig ensom. Jeg spekulerer over, hvad jeg skal tage mig til. Sandheden kendes af dem, der ikke vil fortælle den. De, der vil fortælle den, kender den ikke. Om morgenen frygter jeg livet mere end døden om aftenen.

Vi er tilbage i kommunisttiden; Pentti Saarikoski var selv medlem af kommunistpartiet; alligevel har han heldigvis et skarpt blik for virkeligheden omkring ham: “Her er det svært at finde ud af, om husene er forhenværende paladser, hvor der nu er offentlige kontorer, eller forhenværende offentlige kontorer, hvor der nu spilles teater“, skriver han.

Bogen beskriver først og fremmest de mennesker han møder i Prag, stemningen og mentaliteten. Samtidig er det en beskrivelse af hans egen sindstilstand; gang på gang tager han sporvognen i en forkert retning, hvorefter han farer vild i den fremmede by. Det er elementær eksistenssymbolik og man kan ikke lade være med at tænke på Dante, der for vild midtvejs på hans vandring gennem livet. Pentti Saarikoski oversatte både James Joyce og Henry Miller til finsk. Det må vel skyldes, at Saarikoski har fundet en vis kongenialitet i deres forfatterskaber, hvilket også kommer til udtryk i “Tiden i Prag”. Jeg synes denne bog er lige så god som Henry Millers og meget bedre end James Joyce! 

Det er en af den slags bøger, som gang på gang gav mig et frydefuldt sug i maven, mens jeg klukkede fornøjet af både morskab og begejstring……

“Tiden i Prag” er udkommet på forlaget Basilisk 2009.

Pentti Saarikoski (1937-1983)

Advertisements