Anne-Marie Mai, professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet, har skrevet et anderledes og meget moderne bidrag til dansk litteraturhistorie. I stedet for at følge den traditionelle kronologiske struktur der fokuserer på perioder, ismer og forfattere, så tager Anne-Marie Mai udgangspunkt i de steder eller miljøer hvor litteraturen bliver skabt. Det kan hun gøre, fordi der er visse tidstypiske fællestræk ved disse steder – ved at bruge denne metode, får Anne-Marie Mai desværre også afsløret, at danske forfattere kommer fra bestemte miljøer, afhængig af deres tid. Jeg tror hun har ret, men synes det er en trist nyhed for det vidner jo ikke om nogen stor mangfoldighed – tværimod. Man får indtryk af en ret homogen gruppe……

I 1600-og 1700 tallet blev litteraturen primært skrevet og læst på slotte, herregårde og ved hoffet. Det er en vigtig pointe, at litteraturen bliver skabt, både hvor den bliver skrevet og hvor den bliver læst. I 1700-tallet bliver uddannelsessystemet udbygget, oplysningstiden sender nye impulser ud i samfundet og Sorø akademi bliver litteraturens nye hovedsæde i Danmark. Herefter følger en lang periode, hvor hovedparten af de danske forfattere har tilknytning til de danske præstegårde – men storbyens intelligentsia samles i de moderne klubber eller de mødes i byens førende saloner. Efter enevældens afskaffelse i 1848, grundlovens indførelse i 1849 og det moderne gennembrud i 1871 ændrer verden sig radikalt – bladhusene bliver den altdominerende faktor i det danske samfund og alle danske forfattere af betydning har tilknytning til aviserne.

“Hvor litteraturen finder sted” fylder tre store bind. I en litteraturhistorisk sammenhæng er det ikke voldsomt, men det er ganske imponerende, når man husker, at der kun er én forfatter. Og det er helt tydeligt, at Anne-Marie Mai har masser af viden og gode historier, som hun gavmildt deler ud af. Jeg synes de mest interessante emner var Charlotte Dorothea Biehl – jeg vidste ikke så meget om hende, men nu synes jeg det er skammeligt, at vi ikke får en udgave af hendes samlede værker. Dem ville jeg meget gerne læse. Det var også utrolig spændende at læse om Sorø Akademi, men det mest spændende var Birgitte Thott(1610-1662) – en usædvanlig belæst, veluddannet og fascinerende kvinde, som oversatte Seneca og Epiktet til dansk. Hende ville jeg meget gerne læse meget mere om! 

Desværre synes jeg, at det er meget svært at læse “Hvor litteraturen finder sted”. Nogen steder er indholdet så komprimeret, at det er meget svært at følge med, hvis man ikke i forvejen har en del viden om emnet. Andre steder er det simpelthen rodet; fra Leonora Christina(1621-1698) springer vi direkte til Schack Staffeldt(1769-1826) – og det oven i købet som indledning til et kapitel om oplysningstiden, selv om hans debut falder sammen med romantikken. Det er to skridt frem og ét tilbage – det er litterær akrobatik, men det giver faktisk god mening. Det kræver bare, at læseren kan holde tungen lige i munden og fange forfatterens hensigt….. Og bedst som man tror, at man er midt i et kapitel om Sorø Akademi, så er man i stedet dybt nede i en analyse af Holbergs komedier. Eller midt i en udredning om Jens Schelderup Sneedorffs oplysningstanker.

Men det største problem er desværre sproget. Bind 1 og 2 er de værste – det er simpelthen ikke godt skrevet. Bind 3 er meget bedre – det føles næsten som om, at dette bind var skrevet af en helt anden forfatter. Eller som om, at forfatteren har haft mere tid. Eller kan man forestille sig, at der kun har været korrekturlæser på sidste bind?

Det er en stor gåde, hvorfor der er et billede af en lufthavn på omslaget!

Fx skriver Anne-Marie Mai(bd.1, s.278), at “Holberg ville utvivlsomt være en ihærdig internetsurfer….” Så slår min hjerne helt fra. Der burde jo have stået, at Holberg havde utvivlsomt været en ihærdig internetsurfer, hvis han havde levet i dag. Eller Holberg ville utvivlsomt have været……

Om Hærværk skriver Anne-Marie Mai(bd.3, s.122), at bogen handler om en journalistik der “lever mere og mere på kanten af avisen som en institution, der er underlagt ensidige forretningshensyn, de mest hensynsløse intriger og et kompromitterende venneri.” Hvad i alverden er det for et grimt ord?! Hvorfor ikke: “…. de mest hensynsløse intriger og kompromitterende venskaber”?!

Om litteraturvidenskaben i 1970erne skriver forfatteren(bd.3, s.285): “Havde universitetsmarxismen været forbandet for digtning og skønlitteratur, indeholdt 1970´erne også(…)en litterær strømning, der uden for litteraturkritikkens og forskningens søgelys eksperimenterede på livet løs.” Hvad i alverden betyder det? Jamen, det giver jo slet ikke mening! Der skulle naturligvis have stået: “Havde universitetsmarxismen været en forbandelser for digtning og skønlitteratur….”

Sidste eksempel(bd.3, s.341): “Efter firserdigternes insisteren på, at digtningen skulle lade læseren møde kunstværket som afsluttet værk og en særlig kunstnerisk diskurs, var Ejersbos projekt en litterær back to basis….” Det hedder “back to basics”.

Anne-Marie Mai har en masse spændende viden om litteraturhistorie – værket af fuld af både viden og gode historier. Men strukturen gør det til en stor udfordring at læse værket. Det er fair nok – man skal ikke være bange for udfordringer. Og det er helt bestemt lykkedes forfatteren at fortælle om alle de spændende steder “Hvor litteraturen finder sted” på en måde, så man får lyst til at læse meget mere. Men bogen er uanstændigt dårligt skrevet og det kan altså ikke undskyldes…….  i stedet kan man håbe på en omgang grundig redigering og korrekturlæsning inden næste oplag!

Bind 1 og 2 er udgivet i 2010. Bind 3 er udgivet i 2011 – alle på forlaget Gyldendal.

Reklamer