Charlottenlund slot - bygget 1730

I går tog Louise og jeg toget til Charlottenlund station. Derfra gik vi ned forbi Charlottenlund slot; slottets historie går tilbage til 1622, hvor Christian d. 4 anlagde en dyrehave på stedet. Hvis man holder sig til de vigtigste punkter i historien, så blev der anlagt et lysthus, som fik navnet Gyldenlund. I 1730 overdrog Christian d. 6. stedet til sin søster prinsesse Charlotte Amalie – det var hende som byggede det nyværende slot og derfor fik det naturligvis også navn efter hende. Og materialerne fik hun fra Københavns slot, som blev revet ned på samme tidspunkt.

I mange år blev Charlottenlund slot flittigt brugt af kongefamilien. Christian d. 10 – dronning Margrethes farfar – var født på slottet. I 1935 blev slottet overdraget til “Danmarks fiskeriundersøgelser”, som i dag hedder “DTU Aqua“, men stadig huserer på stedet. Jeg synes det er lidt trist, at man bruger et gammelt kongeslot til den slags. Gid man i stedet havde brugt slottet til hotel eller noget i den retning – så havde mange flere mennesker fået lov til at glæde sig over det smukke slot og de smukke omgivelser.

Vi fortsatte forbi Danmarks Akvarium og herfra fulgte vi Strandvejen tilbage til byen. Jeg må indrømme, at min plan snød mig lidt. Jeg troede, at vi fik en længere gåtur langs Øresund…… jeg huskede desværre forkert, men det skyldes nok, at de fleste gange jeg har gået den tur, så har jeg startet helt i Klampenborg. Det er en fantastisk tur, at gå langs vandet hele vejen til København.

I går blev turen noget kortere – og desværre også lidt kedeligere. Alligevel var det en superhyggelig tur på cirka 9 km og det tog cirka 1½ time.  

Udsigt fra Strandvejen mod København og Øresundsbroen

Reklamer