Fredag var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester; som et nyt tiltag er det en musiker fra orkesteret som præsenterer dirigenten og aftenens solist – det virker måske som en ubetydelighed, men det er det absolut ikke. Det er et fantastisk indslag i programmet, som skaber både nærhed og personlig kontakt mellem publikum og orkester. Samtidig er det også med til at profilere medlemmerne af orkesteret, hvilket jeg synes er meget vigtigt. Musikerne i et moderne symfoniorkester skal ikke bare være anonyme pingviner. Det er sådan en konsensus der hører fortiden til…….

Fredag aften var det basunist Christian Schmiedescamp som præsenterede koncerten og det gjorde han forrygende. Han begyndte med at præsentere aftenens medvirkende, hvorefter han fortalte om koncertmesterens rolle og opgaver. Det var både velformuleret og meget spændende – på den måde blev vi alle sammen en smule klogere. Samtidig gjorde han det med masser af charme og humor, så alle fik sig et godt grin inden koncerten begyndte.

Aftenens dirigent var russiske Dmitrij Kitajenko, som begyndte koncerten med et meget romantisk værk af Tjajkovskij; trods et dramatisk højdepunkt, så var det alt for sværmerisk og følsomt til min smag – men sådan skal det nok være, når titlen er “Romeo og Julie”.

Næste værk var Prokofievs violinkoncert nr. 2 og så blev vi endelig præsenteret for aftenens hovedperson: den berømte violinist Sergej Krylov. Værket starter med en forførende smuk violinsolo, hvorefter violinen først flirter med en instrumentgruppe i orkesteret og dernæst en anden. Først instrumenterne i den side af scenen, så den anden og endelig dem der sad bagest…… det var meget enkelt og meget smukt. Alligevel var det ikke rigtig noget som fangede mig.

Efter et bragende – og næsten eksalteret – bifald gav Sergej Krylov et forrygende ekstranummer; sikken en virtousitet, sikken et tempo – sikken en blærerøv! Var det for meget? Absolut ikke. Krylov beviste sin ret til titlen som en af verdens bedste violinister og efter min mening var dette ekstranummer et af aftenens højdepunkter.

Efter pausen sluttede koncerten med César Francks symfoni i d-mol. Men hvad i alverden laver César Franck blandt alle disse russere? Jeg aner det ikke…… det virker som et stilbrud og derfor også et lidt besynderligt valg. Men det var et meget heldigt valg, for jeg synes det var koncertens bedste oplevelse. Det føltes næsten som om, at de to første værker blot havde været opvarmning til dette klimaks.

Symfonien i d-mol begynder med et kor af blide og melankolske strygere, men når hurtigt frem til et gribende crescendo. Derefter følger det ene crescendo efter det andet……. 2. sats er domineret af en blid melankolsk og indadvendt selvrefleksion. 3. sats er en glidende bevægelse frem mod en svingende finale, der næsten har en ansats til at være en smule jazzet. Jeg nød hvert eneste minut af denne fantastisk symfoni – det var fuldstændig vindunderligt og hele min krop var fyldt med jublende begejstring. Det er lige præcis sådan noget musik jeg elsker!

Sjovt nok sad jeg ved siden af en herre, som gjorde opmærksom på, at han havde det lige præcis omvendt i forhold til aftenens forskellige værker. Ja, ja, sådan er vi jo så forskellige…….. 😀

Reklamer