I går tog Copenhagen Phil hul på deres store Brahms festival; værkerne, solisten og dirigent Cristian Mandeal blev præsenteret af Signe Haugland, som spiller fagot i orkesteret. Det var en flot præsentation, hvor hun fortalte, at Mandeal betragter Johannes Brahms som den største og betydeligste komponist i det 19. århundrede. Jeg kender ikke så meget til Brahms, at jeg kan vurdere om jeg er enig. Men jeg er i hvert fald ikke uenig…….

Første værk var Brahms 2. klaverkoncert; jeg er ret imponeret over den unge tyske pianist Martin Helmchen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Lang Langs krukkede selviscenesættelse; det er nok ikke helt forkert, at karakterisere Martin Helmchen som Lang Langs diamentrale modsætning. Jeg fik det indtryk, at når Martin Helmchen satte sig ved klaveret, så glemte han alt andet end musikken. Og sikken han kunne spille. I slutningen af første sats bankede han løs i tangenterne i et fuldstændig sindssygt tempo, så man blev helt mundlam. Det var dybt fascinerende, at se hvordan hans hænder fløj over tangenterne. Det må kræve en fantastisk teknik og præcision – og samtidig lød det utrolig smukt.

Brahms 2. klaverkoncert er fyldt med tempo og fyrigt temperament. Det er et skarpt værk, som har masser af kant. Men strygerne har også nogle fraser der er så smukke, at de gang på gang slog benene væk under mig, og i tredje sats er der den smukkeste cellosolo. Jeg sad med en klump i halsen og fik næsten tårer i øjnene – det har jeg aldrig før oplevet til en klassisk koncert. Richard Krug spillede med en hjertegribende inderlighed, som var helt exceptionel. 

“Saft og kraft”, hviskede en dame bag mig med begejstring i stemmen til sin ledsager. Ja, for søren. Sikken en fantastisk oplevelse. Efter denne oplevelse glæder jeg mig helt ubeskriveligt til at opleve Brahms dobbeltkoncert for cello og violin d. 11. februar. Jeg kan næsten ikke vente……

Efter pausen spillede orkestret Brahms 1. symfoni. På den anden side af min ledsager sad to tjekkede mænd på min egen alder. Inden orkesteret begyndte spurgte de, om vi vidste hvor lang tid stykket varede. “En lille time”, svarede jeg. Min ledsager var hurtigere end mig; efter et hurtigt tjek i programmet kunne hun oplyse, at det skulle vare 47 minutter. Men der er vel kun én sats, spurgte de to tjekkede. Dermed fik de vist afsløret, at de ikke var vant til klassisk musik eller klassiske koncerter; jeg har i hvert fald aldrig hørt om en symfoni der kun har én sats.

Brahms 1. symfoni har ikke den samme variation eller dynamik. Værket består af 5 satser som langsomt bygger op til en forrygende finale i den sidste sats. Finalen var helt fantastisk, men som helhed var jeg ikke nær så betaget af denne symfoni, som jeg var af klaverkoncerten.

Foran mig sad en lille, ældre herre med et saligt udtryk i ansigtet. Sats efter sats så han stadig mere og mere ekstatisk ud. Han nikkede og rokke med hovedet i takt til musikken. Da vi nåede finalen tænkte jeg, at nu begynder han snart at danse…. det var fuldstændig fantastisk at se hans begejstring. Og det meste af publikum delte hans begejstring. Efter koncerten var der bragende klapsalver og masser af begejstrede tilråb.

Men de to klassiske musik novicer flygtede ud af salen, lige så snart dirigenten sænkede armene. Min ledsager fortalte, at de tydeligvis havde kedet sig bravt og ovenikøbet havde kæmpet en brav kamp mod nogle slemme grineanfald. Der er sikkert nogen som ville blive forarget…… jeg må indrømme, at jeg synes de er ret seje. Det er tydeligvis to mænd, der aldrig har været til klassik koncert før. Men de har givet det en chance. Jeg synes det er modigt og jeg ville ønske, at der var mange flere som ville gøre det samme. Selvfølgelige er der nogen som vil kede sig lige så meget som disse to novicer. Men der er jo også nogen som vil elske det lige så meget som mig eller den ekstatiske herre foran mig. Man kan ikke vide, om man hører til den ene eller den anden kategori, med mindre man giver det en chance.

Næste etape i den store Brahms festival er på lørdag, d. 4. februar, hvor man kan opleve symfoni nr. 3 og klaverkoncert nr. 2 med den tyske pianist Lars Vogt. Der er stadig billetter…….. 😀

Reklamer