Lørdag aften gav Sjællands symfoniorkester den sidste koncert i deres Brahms Festival. Der var mange flere gæster i koncertsalen end der var pladser til. Derfra hvor jeg sad kunne jeg se 5 ledige pladser, men jeg kunne se 15-20 mennesker som sad på trapperne. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, det kan det, fordi man også sælger nogle få ståpladser – de såkaldte anvisningspladser. Der er jo altid nogen som udebliver og så får man deres pladser. Men jeg har aldrig oplevet at der var så mange folk der sad på trapperne og det beviser hvor populær denne Brahms Festival har været.

Første værk var Brahms dobbeltkoncert for cello og violin med Andreas Brantelid og Vadim Repin som solister. Jeg havde virkelig glædet mig og det var særligt for at høre dette værk, at jeg havde købt billet. Desværre blev hele oplevelsen ødelagt af det ægtepar som sad ved siden af mig…… eller mere præcist var det manden som var meget støjende og urolig; han led tydeligvis af den illusion, at han dirigerede orkesteret. Det var rigtig træls og meget forstyrrende! Jeg har på fornemmelsen, at manden muligvis har været syg. Der er ingen tvivl om at han selv havde en rigtig god oplevelse og hvis min antagelse er korrekt, så skal det være ham vel undt. Jeg er dog glad for, at de forsvandt i pausen, så jeg kunne nyde resten af koncerten i fred og ro.

Efter et bragende bifald spillede Repin og Brantelid Johans Halvorsens Passacaglia – et flot stykke musik der blev spillet med en skælmsk og legesyg humor, så det flere gange sendte latterbølger gennem publikum. Det resulterede naturligvis i endnu et bragende bifald.

Efter pausen spillede de Brahms 4. symfoni – et af de smukkeste værker man kan forestille sig. Særligt strygerne har nogle fraser som gjorde mig helt ekstatisk. Men der er også nogle storslåede og pompøse trompetfanfarer, og paukerne skaber masser af drama. Alle disse variationer skaber en utrolig spænding og dynamik i værket. Der er også en meget morsom passage, hvor trianglen spiller sammen med paukerne – orkestrets mindste og største instrument. De begyndte med at spille sammen; dernæst udviklede det sig til en dialog, der næsten lød som et skænderi. Den lille triangel med den høje stemme lød lettere hysterisk; så kom paukerne som en arrig bulldog og gav svar på tiltale. Det var utrolig morsomt….

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg nød Brahms 4. symfoni. Det var så fantastisk og Sjællands Symfoniorkester spillede med masser af kraft og energi. Jeg tror det er et værk der kræver meget af musikerne og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de måtte virkelig være trætte efter sådan en præstation.

Men jeg var ikke træt – tværtimod. Jeg nød det så meget, at jeg ville ønske koncerten havde været dobbelt så lang. Jeg var overhovedet ikke klar til at tage hjem da den 4. symfoni sluttede. Og hvad skete der så? Jamen, det var helt utroligt. Så fortalte dirigent Cristian Mandeal, at de havde forberedt et ekstranummer, hvorefter de gentog en hel sats. Jeg er ikke helt sikker, men tror at det var første sats.

Det har jeg aldrig oplevet før. Men det var lige hvad jeg trængte til…… og hele vejen hjem i bussen, sad jeg og nynnede de der 10-12 toner som jeg kunne huske af strygernes smukke tema. Sikken en dejlig aften…….

Advertisements