Historien om den spanske adelsmand og kvindeforfører Don Juan er mange hundrede år gammel, men den blev kendt i hele Europa via Molières komedie “Don Juan”. Det er også den der ligger til grund for Mozarts opera, men librettoen er skrevet på italiensk og derfor hedder den “Don Giovanni”. I operaen bliver hovedpersonen heller ikke tiltalt eller omtalt som andet en Don Giovanni – derfor synes jeg det er ret meningsløst, at Den Jyske Opera kalder deres forestilling for Don Juan.

Handlingen:

Operaen begynder med at Don Giovanni voldtager Donna Anna og dræber hendes far. Da han flygter fra gerningsstedet løber han ind i en fremmed – og tydeligvis – ulykkelig kvinde. Don Giovanni pønser allerede på nye slyngelstreger og endnu en forførelse, da han opdager – oh skræk! – at det er hans egen kone Donna Elvira. Nu må han igen bruge alle sine lumske tricks for at undslippe…….. Så løber han ind i et bryllup; bondepigen Zerlina skal giftes med sin Masetto. Mens Don Giovannis tjener Leporello håndterer Masetto, forfører han selv Zerlina: Là ci darem la mano – tag min hånd og følg med mig til mit slot. Der bliver vi gift og du siger ja til mig…. synger slynglen forførende.

Don G - foto: Den Jyske Opera og Anders Bach

Men den rasende og forsmåede hustru Donna Elvira er lige i hælene på ham, fast besluttet på at forpurre alle hans lumske planer. Også den hævntørstige Donna Anna og hendes forlovede Don Ottavio er på sporet af ham. Nu får han også den bedragede Masetto og hans kammerater på nakken. Skruen strammes om Don G. Men hans stærkeste modstander er Donna Annas far, den dræbte kommandant, som truer Don Giovanni fra graven. Slutscenen rummer hele hovedpersonens storhed og den er grunden til vores fascination af denne karakter – selv om han bliver truet med al helvedes bål og brand, så nægter Don G. at angre sine synder. Han er ikke en kujon der svigter sig selv, når det brænder på – i stedet er han tro mod sig selv og sine egne principper. Derfor slutter forestillingen med, at Don G. bliver opslugt af helvedes flammer…….

…..bortset fra, at sådan går det ikke helt i denne opsætning. Jo, helvedes flammer er der skam. Men der er ingen stengæst; kommandantens statue er erstattet af et par øjne på bagvæggen. Jeg synes det var både skuffende og tamt. Og i den store dramatiske slutscene er det alle Don Giovannis modstandere som myrder ham, alle dem som han selv har snydt og bedraget – det er ren nemesis. Men det betyder også, at man har reduceret det store skæbnedrama til en banalitet. Derfor koster de sidste 30 sekunder af denne forestilling halvdelen af stjernerne! 

Sangerne:

Jørn Pedersen var en glimrende Don G. med sorte læderbukser, svingende rød velourkappe og brystet besat med sølvbroderi – en rigtig dekadent og ekstravagant døgenigt. En samvittighedsløs slyngel, som man godt kan forstå at pigerne faldt for.

Luciano Miotto var en vittig, skælmsk og charmerende Leporello. I dag kan det være svært at forstå, hvorfor Mozarts operaer var så farlige, at flere blev censureret; men her har vi en tjener som synger, at han er træt af at være tjener for andre – han vil selv være adelsmand. Samtidig er han dybt ironisk og sarkastisk mod sine herskaber – han er simpelthen dybt uforskammet. Men han slipper afsted med det fordi han ikke er dum – tværtimod. Dermed udfordrer Leporello – og Mozart! – tidens normer og samfundsindretning.

Don Giovanni og Donna Elvira - Foto: Den Jyske Opera og Anders Bach

Sune Hjerrild sang partiet som Don Ottavio og det var nok en af forestillings største katastrofer. Da ham kom på scenen i et absurd kostume der gjorde ham tromletyk, og samtidig lignede en spradebasse med det hvide pudder i ansigtet, den besynderlige frisure og den sorte skønhedsplet, klukkede folk lystigt af grin. Han så fuldstændig latterlig ud……. hvis man havde formået at gøre Don Ottavio til en komisk figur, så havde det sikkert virket som en sjov ide. Men sådan var det ikke. Don Ottavio er Don Giovannis diamentrale modsætning – han er seriøs, oprigtig og inderlig i sin kærlighed til Donna Anna. Derfor virker hans kostume som et totalt latterligt og umotiveret stilbrud.

Men jeg nød Don Ottavios store arie – Dalla sua pace; efter min mening, den smukkest kærlighedssang der nogen sinde er skrevet og det er uanset om man taler om opera, operette, musical, pop eller rockmusik. Dalla sua pace er så smuk, at den altid griber mig om hjertet: min sjælefred afhænger af hendes/ det som glæder hende, gør mig levende/ det som sårer hende, dræber mig./ Når hun sukker, sukker jeg/ jeg føler al hendes vrede og alle hendes tårer er mine/ jeg følger ingen glæde, hvis hun ikke føler glæde……. 

Men det var uden tvivl kvindernes aften; Ann-Helen Moen var fantastisk som Donna Anna og Kari Postma var pragtfuld som Donna Elvira. De havde begge nogle fantastiske arier, hvor publikum sad som var de tryllebundet. Men aftenens stjerne var Vibeke Kristensen som Zerlina – hun sang med en meget ren og klar stemme. Samtidig havde hun sådan en kraft og fylde i stemmen, at hun virkelig fyldte hele salen med de mest strålende arier og brillante triller.

Scenografi:

Scenografien bestod udelukkende af en videoprojektion, der forestillede en gammel, smuk barokhave, forskellige slotssale, torvet i en pittoresk italiensk landsby og lignende idyler. Man kan godt få den tanke, at det er lidt for nemt og lidt for simpelt……. men så skal man nok lige tænke tilbage på alle de gamle bagtæpper og sidestykker; det var bestemt ikke dem alle der var lige vellykkede. Jeg er faktisk meget begejstret for de nye muligheder og synes at denne videoprojektion var ret flot. Enkelheden gjorde også, at det udelukkende var sangerne og handlingen der var i fokus – ikke rekvisitter og udstyr – og det var slet ikke så dårligt.

Alligevel var denne scenografi måske lidt for enkel. I sidste scene står der et stort bord midt på scenen, hvor Don G. spiser middag. Det var ret enkelt, men dette bord gav alligevel hele scenen en helt anden fylde og dybde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad man kunne have opnået med et enkelt træ eller en enkel sofa i nogle af de andre scener.

Turne:

Alt i alt var det en ganske flot og vellykket forestilling. Jeg har vist set Don Giovanni 5 eller 6 gange; men Ann-Helen Moen, Kari Postma og Vibeke Kristensen sang så pragtfuldt i aftes, at det muligvis er denne forestilling jeg har nydt mest.

Forestillingen spiller endnu en forestilling på Kongens Nytorv i aften d. 23. februar, hvorefter den fortsætter på turne til Albertslund, Hillerød, Aalborg, Herning, Viborg, Randers og mange flere steder.

Donna Anna og Don Ottavio - foto: Den Jyske Opera og fotograf Anders Bach

Reklamer