Vi bruger begrebet “kafkask” til at beskrive et bureaukrati der er så ekstremt, at mennesker forvandles til hjælpeløse og fortabte ofrer for meningsløse procedurer og anonyme skrankepaver. Samtidig er Franz Kafka selv blevet indbegrebet af den melankolske og lidende kunstner…… han er nærmest blevet til en kliché. Det er synd, for Kafka var meget mere end det.

Franz Kafka døde af tuberkulose i 1924; inden han døde havde han skrevet testamente og bestemt hvad der skulle ske med alle hans skrifter. I følge hans gode ven, forfatteren Max Brod, ønskede Kafka at Brod skulle destruere alle hans skrifter. Men Brod forklarede Kafka, at det var var umuligt for ham. Han undskyldte sig med, at han havde alt for stor respekt for Kafkas værker….. men det er igen ifølge Max Brod. På en måde kan man sige, at det er heldigt, at Max Brod virkelig holdt ord og bevarede ALT hvad Kafka havde skrevet. Så kan vi nemlig selv erfare, at han lyver………

I testamentet står der klart og tydeligt, at de værker som Kafka selv betragtede som færdige skulle bevares og udgives. Resten skulle destrueres. Dette ønske svigtede Max Brod, hvilket har givet Milan Kundera anledning til at karakterisere Kafkas dagbøger som et af “De forrådte testamenter”. Samtidig betegner Milan Kundera udgivere og læsere af dette og lignende værker som “skraldespandsklunsere”.

Dog har Kundera også en vis forståelse for Max Brod, for de ufærdige skrifter som skulle destrueres indeholder også Kafkas tre romaner som alle er ufuldendte. Trods sin skarpe kritik af Max Brod, så indrømmer Milan Kundera, at han heller ikke selv havde været i stand til at destruere disse tre værker.

Processen:

Jeg fik “Processen” i gave da jeg var 18 eller 19. Jeg syntes Josef K. var en sløv slapsvans og havde mere end svært ved at forstå folks begejstring for denne sløve, passive og handlingslammede hovedperson. Men jeg har altid været fascineret af det jeg ikke forstår…. og samtidig var der visse steder i bogen som fangede min interesse. Derfor læste jeg den igen et par uger senere – desværre uden et bedre resultat. Nogle måneder senere læste jeg den endnu en gang.

Milan Kundera skriver i “De forrådte testamenter”: “Kun ved at læse langsomt, to gange, flere gange i træk kan man få alle de ironiske forhold i romanens indre frem, uden hvilke romanen er og bliver uforståelig.” Her skriver Milan Kundera ikke om en tilfældig roman, men om alle gode romaner. Og jeg er helt enig! 

Da jeg havde læste Processen 4 eller 5 gange begyndte jeg at more mig; jeg begyndte at more mig over de to vogtere som bliver pryglet, fordi Josef K. har klager over dem; over indretningen af rettens mødesal på vaskeloftet; over vaskekonen der har samleje med en ung student midt under Josef K.s første retsmøde og meget, meget andet. Og pludselig begyndte jeg at forstå hele romanen. Processen er simpelthen en af de sjoveste romaner jeg nogensinde har læst. Derfor blev jeg heller ikke forbavset, da jeg erfarede, at Franz Kafka og hans venner selv skreg af grin, da han læste de første kapitler højt for dem…. pludselig begyndte det hele at give mening.

Kafka som karikatur:

Hvorfor læser man så Kafkas værker som mørke, deprimerende og mareridtsagtige? Fordi det er de også. Kafkas værker er både stor komik og stor alvor; men de fleste mennesker har et utilstrækkeligt reflektionsniveau der ikke kan rumme begge dele – det bliver for komplekst. Samtidig rangerer alvor desværre højere end komedie på den intellektuelle rangstige. Men for pokker – det er jo netop denne tvetydighed som er Kafkas udmærkelse som kunstner.

Igen skal vi tilbage til Max Brod for at finde ondets rod; umiddelbart efter Kafkas død skrev Max Brod “Kærlighedens fortryllede rige“, en nøgleroman med Kafka som hovedperson; her beskrives Kafka som “vor tids helgen, en sand helgen“. “Han ønskede den absolutte renhed….” og “Af alle de vise og profeterne som har befolket denne jord, var han den tavseste….“, skriver Max Brod. Dernæst har han skrevet en Kafkabiografi, samt tre bøger om forståelsen af Kafkas værker.

Som Kafkas personlige ven har Max Brod en særstilling, som han har misbrugt til at skabe et billede af Kafka som en deprimeret, tavs, ensom og ulykkelig person – en sand helgen. Og denne fremstilling bliver desværre bekræftet af Gustav Janouch i hans bog “Samtaler med Kafka“.

Alligevel er det ikke svært at bevise, at denne fremstilling er en ensidig og forkvaklet karikatur; som allerede nævnt, så ved man helt sikkert, at Kafka selv grinede når han skulle læse op af sin egne værker. For det andet har Max Brod censureret Kafkas dagbøger, for at få dem til at passe med det billede af Kafka som han selv ønskede at skabe. Dagbøgerne har en hel del beskrivelser af bordelbesøg, men de er streget ud; en helgen går selvfølgelig ikke på bordel. På den måde har Max Brod nærmest kasteret Kafka. Problemet er, at enten er det Kafkas dagbøger eller også er det ikke. Lige så snart man flytter et komma, så er der tale om en forfalskning – men Brods redigering er så radikal, at det nærmest kan sammenlignes med Elisabeth Förster-Nietzsches forfalskning af hendes brors, Friedrich Nietzsches, breve og efterladte skrifter. 

Dagbøgerne:

Allerede i 1991 udgave “Hans Reitzels forlag” et uddrag af Kafkas dagbøger, men nu har “Forlaget vandkunsten” udgivet en uforkortet udgave i tre bind – ovenikøbet tre usædvanlig smukke bind. Jeg er rigtig vild med det enkle støvet sorte omslag og den flødefarve bort der løber rundt om bogen.

I dagbøgerne kan vi læse om Kafkas uendelige konflikter med hans far, men også om bordelbesøg, teaterbesøg og rejser – blandt andet til Falster. Endvidere er der masser af udkast og skitser, som Kafkalæsere vil genkende fra romaner og noveller. Men der er også masser af små sjove skitser, som jeg ikke husker at jeg har læst før. Og så er der historien med Felice Bauer – først bruger de flere år på at diskutere om de skal forlove sig eller ej. Da de endelig bliver enige og forlover sig, bruger Kafka mindst lige så lang tid på at slippe ud af forholdet igen……. og saftsusme om de ikke gentager hele farcen endnu en gang et par år senere – stakkels Felice.

Det mest interessant var nok, at læse om Kafkas evige kamp for at skrive, for at udnytte timerne, for at indrette sig en tilværelse hvor han opnår maksimal ro og frihed til at skrive…… det er en uendelig kamp, som det aldrig rigtig lykkes ham at vinde.

Milan Kundera tilgiver Max Brod fordi han svigtede Kafkas ønske og bevarede de tre romaner. Jeg vil gerne tilgive Max Brod, fordi han bevarede dagbøgerne og dermed giver os mulighed for at tilegne os et mere helstøbt billede af mennesket Franz Kafka; ikke fordi at jeg – lige som Sainte-Beuve – mener at forfatterens personlige historie er den egentlige nøgle til forståelse af ethvert værk; det er snarere omvendt – den herskende Kafka-karikatur blokerer for forståelsen af spændvidden i hans værker. I sin beundring for Kafka, har Max Brod forsøgt at gøre ham til en martyragtig prædikant, og det er problemet – han forsøger at gøre Kafka til noget som han slet ikke er: ensporet. Men Kafkas værk er ikke blot beskrivelsen af en kold og kynisk verden der dræber al frihed og individualitet. Det er sådan en dum og indskrænket fortolkning, som reducerer Kafka til en kliché. For Kafkas værker er også fyldt med humor, fantasi og ekstatisk fortælleglæde.

Det er hele denne rigdom af udtryk som gør Franz Kafka til en formidabel forfatter……….og det er som sådan, at han fortjener vores opmærksomhed og vores interesse.

Reklamer