Robert Walser (1878-1956)

Den schweiziske forfatter Robert Walser er født i 1878; han kom i banklære, forsøgte sig som skuespiller, kommer på rekrutskole, er medhjælper hos en opfinder og bliver tjener på slottet Dambrau. Men ingen af disse uddannelser fører til noget som helst og alle hans jobs er kun af kortere varighed. I pauserne skriver han romaner og noveller – trods begejstrede læsere som fx Franz Kafka og Max Brod får Robert Walser dog aldrig noget rigtigt gennembrud.

Efter flere selvmordsforsøg bliver han indlagt på et sanatorium i 1929. I 1933 overflyttes han til en offentlig anstalt, hvor han er patient resten af livet. Carl Seelig møder Robert Walser første gang i 1936, da han ønsker at udgive nogle af Walsers skrifter. Der bliver hurtigt etableret en fast rutine, hvor de to ældre mænd tager nogle lange vandreture to gange om året, sommer og vinter. Jeg er ikke bekendt med Schweiz, men det er mit indtryk, at de nærmest krydser hele landet på disse endagsture. Robert Walser har som regel sin paraply med, men sjældent overfrakke – han bryder sig tydeligvis ikke om denne beklædning. Selv i 20 cm sne og kulde der fryser vandfaldene til is, vandrer han rundt blot iført et gammelt slidt jakkesæt, så han er fuldstændig blå og forfrossen.

Carl Seelig – Vandringer med Robert Walser

Disse udflugter blev krydret med besøg på både værtshuse og restauranter, hvor de både spiste og drak godt. Ofte sluttede de dagen med et besøg hos en lokal konditor, hvor begge de to mænd fyldte lommerne med kager. Der er noget ved disse historier som minder mig om Samuel Beckett; Robert Walser og Carl Seelig kunne vist godt have været inspiration til en håndfuld af Becketts tossede originaler og forhutlede vagabonder.

Carl Seelig har skrevet en fuldstændig vidunderlig bog om disse udflugter; “Vandringer med Robert Walser” er en usædvanlig, varm og rig bog. Erindringerne om disse vandreture er fulde af smukke naturbeskrivelser og lokalkolorit. Men dernæst er bogen også en – nærmest camoufleret – biografi om Robert Walser og hans særprægede liv. Og endelig er bogen fuld af interessante citater og litteraturdiskussioner. Uanset om man er enig eller ej, så kan man ikke lade være med at more sig, når Walser hævder, at Rilke hører til på gamle jomfruers natbord…………..

Robert Walser fotograferet af Carl Seelig på en af deres ture

Der er ingen tvivl om, at Robert Walser er en rigtig original, der befinder sig bedst på anstalten med de faste rutiner: “Om eftermiddagen hjælper han nu igen sygeplejersken med at gøre rent på afdelingen, og om eftermiddagen i den regulære arbejdstid piller han linser, bønner og kastanjer eller limer papirsposer. Han bestræber sig på at nå så mange poser som muligt, og forstyrrer man ham i hans forehavende, bliver han noget tvær(…)Over for lægerne, plejepersonalet og de andre patienter nærer han dyb mistillid, hvilket han dog behændigt skjuler bag formelle høflighedsformer. Holder man ikke en vis distance til ham, risikerer man, at han bider hovedet af én.

Nogen gange kan man nærmest blive chokeret over hans manglende empati og forståelse for andre mennesker; men disse scener viser også han originalitet og hans særprægede tankegang:

“…for ikke at forskrække ham har jeg ventet på det psykologisk rigtige øjeblik, og mens vi marcherer, fortæller jeg ham altså endelig, at hans dødssyge søster Lisa, der er indlagt på et sygehus i Bern, har ytret ønske om, at Robert i mit selskab aflægger hende et sidste besøg. Han svarer straks afværgende: “Altså, hvad er det nu igen for en snak! Efter at man nærmest har smidt mig ud, hverken kan eller vil jeg længere rejse til Bern. Det er en æressag. Jeg er nu engang lænket til Herisau og har der mine daglige pligter, som jeg ikke vil forsømme. Ikke gøre sig bemærket og ikke forstyrre anstaltens orden! Det kan jeg ikke tillade mig… Sentimentale ønsker er jeg i det hele taget døv over for. Er ikke også jeg syg? Har ikke også jeg brug for ro? I sådanne tilfælde er det bedst at vær mutters alene. Jeg ønskede mig det jo heller ikke anderledes, da jeg blev indlagt på sygehuset. Men i disse situationer må simple mennesker som os nu engang forholde sig i ro. Og nu skal jeg så springe med Dem til Bern? At jeg ikke skammer mig over Dem! Skulle vi stå og se fjoget på den stakkels Lisa og måske endda få hende til at græde. Nej, nej, hvor meget jeg end holder af hende, så må vi ikke være eftergivende over for disse kvindelige finurligheder! Der er os nu engang bestemt at spadsere. Er det ikke rigtigt?” – Jeg: “Men det står nu slemt til med Lisa, meget slemt. Måske ser De hende aldrig mere….!” “Men for Guds skyld, så ser vi bare ikke hinanden mere. Det er et menneskeligt vilkår. Også jeg må engang dø, alene. Jeg har ondt af Lisa, naturligvis. Hun er mig en vidunderlig søster, men hendes familiære følelser grænser næsten til det sygelige og umodne.”

Hvis man kunne lide Tomas Espedals roman “Gå” eller Thomas Bernhards “Gående”, så er jeg sikker på, at man også vil elske “Vandringer med Robert Walser”; selv om sidstnævnte naturligvis adskiller sig fra de først ved at være erindringer, så er det en unik og vidunderlig læseoplevelse. Robert Walser døde d. 25. december 1956. Han havde forladt anstalt alene for at gå en tur og blev fundet død i sneen……..

Bogen er netop udgivet af forlaget Arena og koster 198,-

Reklamer