Fredag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester – et flot program med fransk musik af Berlioz, Bizet, Horowitz og Saint-Saëns.

Koncerten blev præsenteret af Tage Christensen, som spiller klarinet i orkestret. Han underholdt med anekdoter fra prøveforløbet og gav en vanvittig morsom parodi på den franske dirigent Marc Soustrot, som med stærk fransk accent forsøger at forklare orkestret på engelsk, hvordan man spiller fransk musik så det lyder som fransk musik SKAL lyde. Men det blev gjort med så stor respekt for dirigenten, at jeg er sikker på, at han også har moret sig……………

Samson og Dalila

Jeg havde primært købt billet til denne koncert for at høre Susanne Resmark synge den smukke arie “Mon coeur s´ouvre a ta voix” fra Saint-Saëns opera Samson og Dalila. Denne arie blev desværre indledt til tonerne af en hysterisk mobiltelefon. Da den skyldige endelig fik slukket gik der kun to sekunder før den begyndte igen…….. det var megapinligt. Jeg vendte mig meget demonstrativt om og stirrede forarget på den stakkels kvinde. Hun sad nemlig lige bag mig og jeg var bange for, at nogen skulle tro det var min. 😉

“Mon coeur s´ouvre a ta voix” synger Dalila – mit hjerte åbner sig når jeg hører din stemme. Du er så stor og stærk og lækker og maskulin. Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig……… Det kan Samson selvfølgelig ikke stå for. Det ender med at Samson svarer – jeg elsker også dig. Hvorefter Dalila fører ham direkte i romernes baghold, som smider ham i fængsel. Typisk kvinder – de ved sandelig godt hvordan de skal forføre en mand. Og typisk mænd at de falder for den slags billige tricks…………….

Problemet er bare, at Susanne Resmark sang alt for pænt – hun var både artig og oprigtig. Det samme var problemet da hun sang Habaneraen fra Carmen. Her synger Carmen ovenikøbet: “Si je t´aime, prends garde a toi” – hvis jeg elsker dig så pas på. Mange sangerinder kan synge denne linje så det nærmest lyder som en trussel – og det er jo netop pointen. Don José lider samme skæbne som Samson. Da han overgiver sig til sine følelser og sin lidenskab, ryger han direkte i fængsel. Det er farligt at elske kvinder som Carmen og Dalila – men også fristende. Det er både farligt og fristende – når mændene overgiver sig til deres lidenskab er det mod bedre vidende, men de er magtesløse og kan ikke gøre andet.

Men Susanne Resmark var hverken farlig eller fristende da hun sang de to arier – tværtimod. Hun havde været mere troværdig som den bly og ærbare Micaëla, der er Carmens diametrale modsætning. Kort sagt: Micaëla har ry for at være en kedelig gås.

Hovednummeret i første del var helt sikkert bacchanalen fra Samson og Dalila – et fantastisk muntert og sprudlende værk, som blev spillet med masser af tempo og energi. Hele salen blev fyldt med en vidunderlig livskraft – jeg var tydeligvis ikke den eneste som mærkede det, for orkestret fik et bragende bifald efter denne indsats.

Cameron Carpenter

Efter pausen blev vi endelig præsenteret for aftenens sidste hovedperson – den amerikanske orgelvirtuos Cameron Carpenter. Når man læser hvad folk skriver om ham på nettet, så forstår man, at han nærmest er blevet et fænomen. Selv de stærkeste superlativer slår ikke til…… der er vist rigtig mange mennesker som mener, at Cameron Carpenter er verdens bedste organist.

Hans første nummer var “Variationer over et tema fra Carmen” af Horowitz – jeg synes måske ikke det var det smukkeste musik jeg nogensinde har hørt. Men det skulle jo med, for det var et nummer hvor vi fik muligheden for at opleve Cameron Carpenters fænomenale teknik. Sikken et tempo – man forstår slet ikke, at det er muligt at spille på den måde. Jeg tror alle var behørigt imponerede…….

Sidste nummer var Saint-Saëns smukke orgelsymfoni. Strygerne har det mest forførende tema og orgelet spiller med en formidabel og buldrende kraft – det lyder som om at hele jorden skælver i ophøjet ekstase. Bevidsthed er pr. definition bevidsthed om noget….. men jeg blev så forført af musikken, at jeg glemte alt andet – sådan er musik når det er allerbedst. Så kan man opleve musikken med en krystalklar intensitet, hvor man fuldstændig glemmer sig selv og blot oplever sin egen eksistens som en del af musikken – det var sådan jeg oplevede Saint-Saëns orgelsymfoni fredag aften.

Jeg tror ikke jeg var den eneste som oplevede koncerten på denne måde – jeg bemærkede nemlig, at der sænkede sig en koncentreret stilhed blandt publikum. Selv når orkestret spillede helt dæmpet og pianissimo hørte man kun et enkelt dæmpet host her og der. Alle var så bjergtaget af musikken, at de glemte alt om forkølelser og tudser i halsen. Det var en fantastisk oplevelse – det var en af den slags koncerter, hvor man nærmest kommer ud som et helt andet mennesker bagefter; revitaliseret, glad og fyldt med energi. Sikken en dejlig, dejlig aften i det gamle radiohus………

Reklamer