Brunch på Firefly

Jeg var egentlig begyndt at overveje min deltagelse i alle disse blogtræf. Nogen gange kan man jo godt tænke, at det efterhånden er blevet tordenskjolds soldater – og der er så mange som er faldet fra. Det er rigtig ærgerligt – der er mange som jeg savner at være sammen med. Men så tager man af sted og har selvfølgelig en fantastisk dag sammen med alle disse dejlige mennesker. Jeg må bare sige, at det har været endnu et helt fantastisk blogtræf.

Vi mødtes på restaurant FireflyMadame og monsieur, Pia og Ellen, Jeanette og Finn, Bente og Nina med balletprinsesse. Vi fik en god frokost på Firefly. Jeg fik brunch og derefter deres meget populære Raw Raspberry Cheesecake – med undtagelse af en usædvanlig kedelig grød, så var det en supergod brunch. Jeg var specielt vild med deres omelet, som var fyldt med lækre svampe. Den var superlækker.

Raw raspberry cheesecake på restaurant Firefly

Vi brugte et par timer på Firefly, hvor stemningen som altid var ret høj – det er altid så hyggeligt at være til blogtræf. Derefter tog vi metroen til Kgs. Nytorv. Bag det kongelige teater fik vi følgeskab af Ninas mand og deres unge chess champion, der havde tilbragt de sidste tre dage med at spille skak. Jeg blev helt misundelig. Jeg er nemlig ret vild med at spille skak – men jeg må også indrømme, at jeg er helt vildt dårlig.

Forårsstemning ved det nye skuespilhus og Operaen i baggrunden.

Herfra gik vi gennem nyhavn og rundt om det nye skuespilhus. Overalt var der fyldt med turister og glade københavnere som var ude for at nyde solen og det dejlige forårsvejr. Vi fortsatte langs havnen og forbi Amaliehaven – og vi slog naturligvis lige et smut ind omkring Amalienborg, hvor der netop var vagtskifte. Derfra fortsatte vi til Langelinje og den lille havfrue – jeg tror godt man kan sige, at turen var en rigtig klassiker. Naturligvis promenerer “man” på Langelinje når det endelig bliver forår. Det har københavnerne vist gjort i rigtig mange år…… Derefter gik vi tilbage gennem Kastellet, hvor turen og blogtræffet sluttede.

Det var en superdejlig dag – sol og forår, masser af glade mennesker, godt selskab og højt humør. Kan man næsten ønske mere? Det tror jeg ikke……. Men jeg håber at vi snart ses igen. Jeg har lovet at arrangere næste blogtræf. Det bliver nok i sidste halvdel af maj, men mere info følger i løbet af et par uger. 😀

Forårsstemning på Kastellet.

Reklamer