Jeg er et fjols! Jeg har jo hørt Hans Zenders musikalske fortolkning af Schuberts Winterreise, for et par år siden i det gamle radiohus. Det havde jeg bare glemt…. men jeg mødte en bekendt til koncerten i går, som mindede mig om det. Den gang var jeg bestemt ikke særlig begejstret og det var jeg heller ikke i går, da jeg hørte værket på Takkelloftet med det kongelige kapel og den danske tenor Peter Lodahl som solist.

Jeg er også et fjols, fordi jeg ikke havde teksten med. Jeg stod med den i hånden inden jeg gik hjemmefra og tænkte: skal – skal ikke….. og så blev jeg enig med mig selv om, at jeg havde jo aldrig været til en liedkoncert, hvor man ikke fik teksten udleveret. Zenders fortolkning af Schuberts Winterreise er en undtagelse!

Winterreise handler om en ung mand, der har mistet sin elskede – hvorfor eller hvordan bliver aldrig klart. Og det er en del af værkets genialitet; det er nemlig fuldstændig irrelevant. Hvis vi fik at vide hvad der var sket, så ville vi nødvendigvis forholde os til historien, hvilket ville banalisere hele værket. Winterreise handler ikke om bruddet, men om bruddets konsekvenser; resten af livet føles som en lang og tung vinterrejse gennem sne, is og kulde, indtil han endelige møder den skumle og underlige spillemand, Der Leiermann, der spiller ude på isen med bare fødder og stive fingre, selv om ingen vil se ham og ingen vil høre på ham – men før eller senere står vi alle over for døden.

Franz Schubert skrev denne liedcyklus for klaver og solist – et helt traditionelt arrangement. I 1993 begik den tyske komponist Hans Zender en musikalsk fortolkning for orkester; samtidig reducerede han solistens rolle, så han blot indgår på lige fod med de andre instrumenter. Men det er lidt for smart, lidt for avanceret og lidt for avantgarde til mig. Jeg synes det er utrolig irriterende, når musikerne rejser sig og vandrer søvngængeragtigt rundt på scenen. Jeg synes også der var alt for mange forstyrrende og larmende lydeffekter.

Jeg elsker lieder, det simple samspil mellem en solist og et klaver – det er en uhyre krævende kunstform, som fordrer det ypperste af både sanger og pianist. Her er ingen kostumer, ingen teatersminke, ingen kulisser, ingen rekvisitter. De to kunstnere er nærmest helt nøgne, når de kun har deres vigtigste instrument – sangeren har sin stemme og pianisten har sit klaver. Med ganske små virkemidler skal de fange publikum – det må aldrig blive teatralsk. Det må aldrig blive overspillet. En god liedsanger benytter sig kun af de mest diskrete virkemidler, de sarteste nuancer, diskrete fraseringer og fine betoninger. Kun de bedste sangere mestrer denne genre; i et stramt og krævende samspil skal solist og pianist skabe både intensitet og nærvær.

Peter Lodahl er en af Danmarks bedste operasangere og jeg havde glædet mig til at høre, om han også kan synge lieder. Hans stemme har en stor kraft og styrke – han kan formidle store følelser som fortvivlelse og desperation, så man næsten får hjertestop. Men hans bløde stemme har også en utrolig varme, som kan gøre publikum helt blød i knæerne – andre scener blev fremført med en dybt erotisk intensitet. Der var et par gange, hvor jeg lige frem er bange for at jeg rødmede….. der er ingen tvivl om, at værket fungerede bedst i de dæmpede satser, hvor Peter Lodahl kun blev akkompagneret af strygerne og vi faktisk kunne høre hans stemme. 

Det meste af tiden druknede Peter Lodahls stemme i orkestret – det var superærgerligt. Hvis jeg havde været forberedt på, at det var Hans Zenders fortolkning, så var jeg ikke blevet så skuffet og det kan jeg naturligvis kun bebrejde mig selv. Jeg er ikke særlig vild med den…. Alligevel kunne jeg godt finde på at høre den igen. Da jeg hørte Zenders fortolkning i det gamle radiohus fik man ikke teksten, da Hans Zender ikke ønskede, at teksten skulle forstyrre publikums koncentration. Mon ikke det er samme grund i går? Jeg tror dog, at det er en fejl – mange af lydeffekterne ville måske give mening, hvis man sad med teksten og kunne se præcis hvad der skete i handlingen. Jeg tror det ville være en stor fordel for værkets tilgængelighed.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg foretrækker det originale arrangement og derfor føler jeg mig egentlig både snydt og skuffet efter koncerten i går – jeg havde virkelig glædet mig til at høre Peter Lodahl synge Schuberts Winterreise. Og det gør jeg faktisk stadig. Jeg tror nemlig det ville være en helt utrolig oplevelse, at høre Peter Lodahls smukke stemme i en koncert hvor den er i centrum, hvor alle overflødige effekter og forstyrrende elementer er fjernet – i går oplevede vi nærmest det modsatte. Jeg kunne næsten fristes til at kalde Zenders fortolkning for et overgreb mod selve genren. Forhåbentlig har gårsdagens koncert givet Peter Lodahl lyst til at kaste sig mere over liedgenren – så er der i det mindste kommet noget godt ud af det.

Søren Schauser har skrevet en meget begejstret anmeldelse i Berlingske, men bemærker dog også, at “Arrangøren vil måske for meget”.

Christine Christiansen er noget mindre begejstret i Jyllands-Posten; hun beskriver værket som overlæsset cirkusmusik, men mener alligevel, at Peter Lodahls “klangfulde, lækkerbløde og facetterede stemme” redder koncerten. Jeg er fuldstændig enig med Christine Christiansen.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt giver i sin anmeldelse en rigtig fin introduktion til værket, som jeg egentlig gerne havde læst FØR koncerten. Trods stor forståelse for kompositionen, ender han dog også med at beskrive den som en “overbelastning” af værket. Men endnu en gang er der masser af roser til koncertens hovedperson.

Reklamer