Jeg har altid haft det lidt svært med Milan Kundera; hvis jeg skulle karakterisere hans romaner, så ville jeg beskrive dem som handlingsløse, monotone, kuldslåede og anæmiske – men jeg må også indrømme, at jeg altid bliver grebet af hans romaner, uden at jeg helt forstår hvorfor.

Det er helt anderledes med hans essays, hvor han skriver om litteratur, opera og klassisk musik; han har læst en imponerende mængde bøger og har en tilsvarende imponerende hukommelse. Det mærker man tydeligt, når han fortæller om yndlingsforfattere som fx Kafka, Rabelais, Cervantes, Musil, Gombrowitz og Tolstoj. Eller komponister som Stravinskij og Janacek. Men tonen er fuldstændig anderledes fra hans romaner; Milan Kunderas essays er fulde af lidenskab, glødende passion og brændende engagement.

Den unge Heinrich Steffens blev sendt til Tyskland for at studere geologi og mineralogi – det virker som et klogt og fornuftigt valg i tråd med oplysningstidens tanker. Men han mødte også de førende tyske romantikere, brødrene Schlegel, digterne Tieck og Novalis, og filosoffen Schelling, der inspirerede ham med tanker om naturens ånd og kunstens ophøjede geni. I 1802 vender han tilbage til København, hvor han forelæser på Elers kollegium – et foredrag der skulle handle om geologi, men i virkeligheden var en introduktion til romantikkens ideer. Oehlenschläger, brødrene Ørsted og resten af det københavnske borgerskab stimlede sammen til disse forelæsninger, som blev startskuddet til den danske guldalder.

Da Heinrich Steffens døde i 1845, skrev hans fætter Grundtvig en nekrolog, hvori han kaldte Steffens for “Lynildsmanden” – det tænker jeg på, hver eneste gang jeg læser Milan Kunderas essays, for han er også sådan en flammende lynildsmand. Milan Kundera skriver så begejstret, at man slet ikke kan undgå at blive smittet. Der er en utrolig rigdom i hans bøger, skrevet med ægte lidenskab. Man bliver præsenteret for en masse spændende forfattere, men Kundera undersøger også litteraturens eksistentielle gåder, reflekterer over litteraturens væsen og præsenterer nye tanker, nye fortolkninger for læserne. Bagefter er man straks klar til at kaster sig over alle disse forfattere og alle disse bøger. Blandt de nye forfattere som jeg blev præsenteret for i “Et møde” er Malaparte – som jeg vist aldrig har hørt om før. Kundera skriver om hans to værker “Huden” og “Kaput”. Sidstnævnte er oversat til dansk og den vil jeg snarest muligt kaste mig over…… forhåbentlig er der også nogen som oversætter “Huden”. Det ville jeg sætte stor pris på!

Så kan man spørge, om det overhovedet er interessant at læse “Et møde”, hvis man ikke har læst alle disse bøger som Milan Kundera skriver om? Absolut ja! Først og fremmest er bogen en reflektion over litteraturens væsen, menneskets forhold til kulturen og livets grundvilkår. Milan Kundera funderer over hvordan disse forhold hænger sammen, hvorfor og hvordan man kan bruge kulturen – men samtidig giver han også læseren en umådelig lyst til at drage på opdagelsesrejse i litteraturens verden.

Udgivet på Gyldendal 2012.

Reklamer