Jeg var lige en tur i Føtex for at købe nogle småting, da jeg pludselig kunne mærke, at jeg fik migræne. Det går rigtig hurtigt; det ene øjeblik har man det helt fint og det næste kan man hverken stå, gå, se eller tale…….. Men jeg ved hvor lang tid der går fra første symptom til jeg er helt væk, så jeg tænkte, at jeg kunne nok lige nå at cykle hjem…. hvis jeg var rigtig forsigtig og kiggede mig godt for.

Jeg nåede da også hjem og fik stillet cyklen – og så faldt jeg på trappetrinnet foran døren og knaldede hovedet i muren. Når jeg har migræne mister jeg nemlig balancenerven – den virker slet ikke. Jeg mister også synet og bliver helt blind, så jeg kunne ikke finde nøglehullet. Jeg måtte føle mig frem for at finde nøglehullet, så jeg kunne komme ind…….

Og så gjorde jeg noget som jeg aldrig har gjort før; jeg havde en forfærdelig kvalme og jeg var tørstig. Jeg syntes, at jeg havde brug for Faxe Kondi, Sprite eller lign. Så tumlede jeg ned af trappen for at smutte en tur i kiosken – man burde ikke. Man burde blive på sofaen. I den tilstand kan jeg jo godt mærke, at det er rimelig farligt at løbe over gaden. Jeg er jo næsten blind og derfor er jeg også rigtig bange for at overse en bil. Men jeg kom da over i kiosken og fandt min sodavand – og så gav jeg simpelthen Ufiq mit dankort og bad ham taste koden. Sådan noget har jeg ALDRIG gjort før – han er den første og den eneste der nogensinde har fået koden til mit dankort. Men i den situation er det altså en kæmpestor hjælp, at man har en kiosk med nogle mennesker som man stoler på.

Jeg ved ikke om Ufiq selv er klar over det, men han er en meget, meget populær person her i området. Han er sådan en person som alle stoler på og alle kan lide; han har altid noget venligt at sige til alle og det er tydeligt at han kender halvdelen af kunderne. Når der kommer børn i kiosken, så kan han altid huske hvem der har marsvin og hvem der har kaniner – og han husker altid at spørge hvordan de har det. Egentlig er Ufiq murer, men lige så snart han har fri, så arbejder han i familiens kiosk. Det vil sige, at allerede klokken 4 eller halv 5 står han bag disken, samt hver eneste weekend og alle helligdage. Det er helt tydeligt, at han kan lide at snakke med alle kunderne – det er nok også derfor han er så populær. Han er helt fantastisk til kommunikation, og han har tydeligvis både interesse og forståelse for andre mennesker.

Men jeg har nogen gange sagt til ham, at med de arbejdstider, kan han vist ikke være særlig populær hjemme ved konen…… 😉

Resten af aftenen blev tilbragt på sofaen. Jeg har stadig migræne, men alle de der fysiske forstyrrelse er overstået, så jeg er klar til blogtræf om nogle timer…. og jeg glæder mig rigtig meget!

Det kongelige haveselskabs have på Frederiksberg

Reklamer