Søndag aften så/hørte jeg Bizets opera Perlefiskerne i Tivoli, hvor den blev opført som koncertant – dvs. uden kulisser, kostumer, osv. I stedet blev den opført som koncert og det var en stor succes. Det har den fordel, at man kan fokusere på sangen og musikken – ikke på handlingen og dramaet! Koncerten blev også sendt i radioen – og så vil mange måske mene, at man lige så godt kunne sidde hjemme i sin egen sofa og høre koncerten…. Jeg synes det er godt, at man har mulighed for at høre koncerten i radioen, men der er intet som kan konkurrere med lyden og nærværet i en koncertsal.

Den eksotiske opera

Københavns bombardement 1807

I september 1807 stjal englænderne den danske flåde og lagde hovedstaden i ruiner med 3 døgns granatregn – Danmark var helt i knæ efter Københavns bombardement og på den måde blev vi tvunget til at alliere os med Frankrig i Napoleonskrigene. Denne alliance førte til et sviende dansk nederlag under fredsforhandlingerne ved Wienerkongressen i 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige. Det er naturligvis denne ydmygelse som fører til både tre-års krigen 1848-1851 og den 2. slesvigske krig, hvor Danmark lider det katastrofale nederlag ved Dybbøl og siden mister hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i fredsforhandlingerne. Trods sejren i tre-årskrigen, så har danskerne lært lektien – der er farligt ude i den store verden.

“Hvad udad tabes, skal indad vindes”, sagde Dalgas – og så gik han i gang med at opdyrke den jyske hede, mens andre tørlagde Lammefjorden. Kulturlivet vendte udlandet ryggen og fokuserede primært på den danske natur, den danske historie og den glorværdige fortid. Nok var Danmark fuldstændig kastreret, men vi havde dog været en stormagt og det var vi ikke klar til at glemme. “Minderne har man da lov at ha`”, som Liva Weel sang mange år senere.

Georges Bizet (1838-1875)

Nationalromantikken blomstrede og danskerne havde fuldstændig lukket sig inde i sin egen osteklokke. Det var denne tendens som Georg Brandes protesterede imod med sin kulturradikalisme – mens danskerne udelukkende interesserede sig for sig selv, så rejste resten af Europa ud i verden for at opsøge og undersøge det fremmede og det eksotiske. Det har også sat sig tydelige spor i tidens operaproduktion; Turandot foregår i Kina, Madame Butterfly foregår i Japan, Carmen foregår i Spanien, Aida foregår i Ægypten og “Pigen fra vesten” foregår i det eksotiske Amerika – den nye verden, som man sagde dengang.

Perlefiskerne – Les Pêcheurs de Perles – skulle oprindeligt have foregået i Mexico, men Georges Bizet(1838-1875) valgte at flytte handlingen til Ceylon, det nuværende Sri Lanka.

Handlingen

Barndomsvennerne Zurga og Nadir har opgivet kærligheden, efter at de har været forelsket i den samme kvinde, Leila.

Nu er det mange år senere og Zurga bliver valgt til landsbyens konge. Nadir har været ude i verden, men han vender tilbage og de genoptager deres gamle venskab.

Så oprander natten hvor de skal fiske efter perler. Brahmanpræsten fører en kysk og tilsløret præstinde op på en høj klippe, hvorfra hun en bøn til guderne og en velsignelse til fiskerne ud på havet. Nadir genkender straks hendes stemme – det er Leila, hans ungdomskærlighed. Han opsøger hende og da hun også genkender ham, så kaster de sig over hinanden og hun svigter sit kyskhedsløfte.

De bliver opdaget af Kong Zurga, som dømmer dem til døden – de skal brændes på bålet. Zurga har åbenbart ingen problemer med at straffe sin bedste ven og sin gamle flamme. Men i aller sidste øjeblik bemærker han Leilas guldhalskæde. Den har han selv foræret til en ukendt person som en gang har reddet ham fra døden – denne redningsmand/kvinde må altså være Leila.

Zurga har lige dømt Leila og Nadir til døden, men nu er han nødt til at redde dem igen. Han råber, at landsbyen brænder….. det er lidt uklart om det brænder eller ej. Men i hvert fald styrter alle af sted for at redde hvad reddes kan, hvorefter han selv kan redde Leila og Nadir fra bålets flammer……

Jeg synes denne handling afslører problemet med mange af disse eksotiske operaer…… det er særdeles uinteressant og uvedkommende. I sin anmeldelse på Berlingske skriver Søren Schauser ligefrem, at det er “verdens tåbeligste handling“. Jeg skal bestemt ikke sige ham imod……

Perlefiskerne er en opera i 3 akter og mellem hvert akt fortalte Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht om handlingen – Henrik Engelbrecht er en af danmarks absolut bedste operaformidlere. Når han optræder med charme, selvtillid og lækkert hår, så kan han fortælle om enhver opera, så man nærmest er tryllebundet. Han har en umådelig viden om opera og han formidler denne viden med stor entusiasme og energi – men også med en ironiske distance, som altid gør ham til en særdeles underholdende fortæller. Efter Henrik Engelbrechts korte gennemgang af handlingen, så kunne man bare læne sig tilbage i sædet og nyde sangen og musikken!

Sangerne, kor og orkester

Brahmanpræsten Nourabad blev sunget ganske udmærket af bassen Aleksandar Stefanoski.

Dernæst var det vores egen Palle Knudsen som kong Zurga. Jeg har altid været ret vild med Palle Knudsen – og det er jeg stadigvæk. Han har en flot og moden barytonstemme, som vi desværre hører alt for lidt på vores egen opera.

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee

Aftenens hovedperson var uden nogen diskussion den amerikanske tenor Lawrence Brownlee – han har en usædvanlig og bemærkelsesværdig ren, klar og lys stemme. Salen var næsten fyldt – jeg så kun nogle få ledige pladser på balkonen – og der er ingen tvivl om, at hovedparten var kommet for at høre Lawrence Brownlee.

Leila blev sunget af Christel Elisabeth Smith, som jeg aldrig har hørt før. Hun havde en volumen som fuldstændig overdøvede alle andre – jamen, det var helt vildt. Sikken en stemme. Desværre havde det også den bivirkning, at de andre sangere næsten virkede lidt svage i stemmerne. Det var lidt ærgerligt. Christel Elisabeth Smith havde en helt utrolig stor, svulmende og klar stemme – men der var også en tendens til, at hendes stemme kunne blive en smule skinger på de højeste toner. Det var dog kun i første akt – derefter fandt hun balancen. Når hun gik ned i de dybe toner, så fik hendes stemme en meget smuk og varm glød. Christel Elisabeth Smith er en ung sanger, men jeg tror hun bliver helt fænomenal – jeg er virkelig imponeret over den store spændvidde i hendes stemme.

Den norske sopran Christel Elisabeth Smith

Tivolis Symfoniorkester spillede med masser af energi – der var de smukkeste solostykker fra Toke Møldrup på cello, samt to af fløjterne. Det var nogle af koncertens højdepunkter. Og så er der Harry Teahan på paukerne – jeg tror Harry er forelsket i sine pauker. Jeg har været til rigtig mange koncerter med Sjællands/Tivolis Symfoniorkester, men jeg har aldrig set Harry sidde stille så meget som to sekunder. Når han ikke selv spiller, så bruger han tiden på at nusse paukerne….. der er åbenbart altid en skrue der skal løsnes eller strammes. Paukerne skal også tørres af med en klud adskillige gange under en koncert……. og så skal alle skruerne igen løsnes og strammes! Jeg synes det ligner ægte kærlighed og jeg er altid dybt imponeret, når jeg ser Harrys kæmpestore engagement.

Endelig var der DRs store koncertkor, som sang med en kraft og en energi som jeg sjældent har oplevet. Jeg sad flere gange og ærgrede mig over at jeg ikke havde taget min teaterkikkert med – men det gør man jo ikke til en koncert. Jeg tror alle sangerne gav sig 100% og der er slet ingen tvivl om, at de fortjener en stor del af æren for koncertens succes. Det var virkelig en stor fornøjelse.

Det var en formidabel koncert – gang på gang bragede ekstatiske klapsalver gennem salen. Det var vist sådan en aften hvor alle medvirkende er totalt toptunet, lige fra en sprudlende musikchef, til dirigenten Yves Abel, solisterne, koret og alle musikerne i Tivolis Symfoniorkester.

Tivolis koncertsal

Reklamer