Jeg forventer at jeg skal flytte om 2-3 måneder og det kommer til at koste en forfærdelig masse penge. Jeg har desværre ikke en masse penge, så der skal spares så meget som muligt….. derfor har jeg egentlig slet ikke råd til at tage til koncert. Men livet bliver enormt trist og kedeligt, hvis man slet ikke har mulighed for at komme ud og høre noget godt musik. Hvad gør man så? 

Man køber et årskort til Tivoli! Normalt koster entre til Tivoli 95 kr og entre til de såkaldte årskortkoncerter i Tivolis koncertsal koster 50 kr. Et årskort koster 260 kr og så er der fri entre til begge dele. Og der er masser af spændende koncerter at vælge i mellem – nogle er selvfølgelig mere spændende end andre. Der er 4 koncerter jeg gerne vil opleve i juli og 5 koncerter i august. Hvis jeg kommer til dem alle sammen, så er det 9 koncerter for 260 kr – jeg synes det er en rigtig god deal! 

Den Internationale Tjajkovskij Konkurrence

Selv om disse årskortkoncerter er gratis(med årskort til Tivoli), så er det absolut ikke amatørkoncerter med anden rangs musikere. 

I aftes var jeg til cellokoncert med Søren Rastogi og Narek Hakhnazaryan. Søren Rastogi er en af Danmarks bedste og mest anerkendte pianister. I 2011 vandt den armenske Narek Hakhnazaryan guldmedalje ved den Internationale Tjajkovskij Konkurrence i Moska. 

Den Internationale Tjajkovskij Konkurrence er den klassiske musiks pendant til Filmfestivallen i Cannes. Den blev grundlagt i 1958 og første vinder var den amerikanske pianist Van Cliburn – det var en særdeles uheldig situation på dette tidspunkt, hvor den kolde krig nærmede sig det absolutte nulpunkt. 

Konkurrencen har udviklet sig meget gennem årene; den afholdes hvert 4. år og der er konkurrence for pianister, violinister, cellister, sangere – og violinbyggere! Ved konkurrencen i 2011 bestod juryen blandt andre af kendte verdensstjerner som Anne-Sophie Mutter, Maxim Vengerov og den italienske sopran Renata Scotto

Kort sagt – den unge Narek Hakhnazaryan er ingen mr. Nobody! Han er på vej direkte mod stjernerne og det havde man vist hørt ude i byen. Tivolis koncertsal var i hvert fald pænt fyldt……. 

Cellokoncerten

Koncerten begyndte med en sonate af César Franck; den blev spillet med stram intensitet og masser af energi. Den kraftfulde allegro sluttede med sådan et fyrigt klimaks, at man næsten skulle sidde på sine hænder for ikke at klappe. Men der er naturligvis en god grund til at man ikke klapper mellem satserne i klassisk musik – i dette tilfælde havde det fuldstændig ødelagt spændingsforholdet til den utrolig smukke 3. sats. 

Koncertens første del sluttede med Chopins smukke “Introduktion og polonaise brillante” – det er sådan et fantastisk værk, hvor man virkelig for lov til at opleve celloens sjæl. I introduktionen oplever man celloens sprøde, mørke toner…. men så slår musikken over i en let, munter og elegant polonaise. Samtidig spiller klaveret med en forførende elegance som man vist bare kan beskrive som typisk Chopin. Jeg sad med et saligt og henført smil under hele værket……. det er sådan noget smukt musik og det blev spillet helt fænomenalt. 

Efter pausen – Sjostakovitj: sonate for cello og klaver i D-dur. Et af mine yndlingsstykker! Det er fyldt med tempo og temperament og dynamiske kontraster. Allegroen må være noget af det mest fantastiske musik der nogen sinde er skrevet. Og bagefter følger en largo der er så inderlig og dvælende, at den melankolske musik er lige ved at gå i stå. Det er så fantastisk, at det næsten er ubeskriveligt – hele værket blev fremført med en formidabel kraft og intensitet. Jamen, jeg var lige ved at smelte. Jeg synes det var 100 gange bedre end den indspilning jeg selv har med Han-Na Chang og Antonio Pappano. Eller er det bare endnu et eksempel på, at musik ALTID lyder bedst i en rigtig koncertsal?  

Det  var en super vellykket koncert. Både Søren Rastogi og Narek Hakhnazaryan er utrolig dygtige musikere, men jeg følte også at der var et usædvanligt vellykket samspil og samarbejde mellem dem – det føltes som to kongeniale kunstnere der delte den samme musikalske vision! 

Det sidste stykke var Paganinis “Variationer over et tema fra Rossinis Moses” – et utrolig smukt stykke musik, som var den perfekte afslutning på en helt usædvanlig oplevelse! Publikum takkede med stående og bragende bifald. Og det var velfortjente – det var en af de koncerter som jeg ville ønske at jeg kunne opleve igen! Hvis jeg skulle give point, så ville jeg give 6 ud af 6 mulige! 

Herunder kan man høre Narek Haknazaryan spille Paganinis  variationer….

Reklamer