Jeg har aldrig været særlig vild med Tivoli. Det vil sige – der er selvfølgelig enormt smukt og hyggeligt i den gamle have. Jeg synes bare ikke der er så meget at komme efter, hvis man ikke bryder sig om karruseller og rutschebaner. Så kan man naturligvis spise en god middag på en af Tivolis mange udmærkede restauranter. Jeg synes dog stadig, at jeg mangler en god grund til at tage i Tivoli. Derfor plejer jeg maksimalt at komme i Tivoli en enkelt gang om året – så har man jo været der. Men det er ikke unormalt, at der går flere år mellem mine besøg….. 

Alt det har ændret sig i løbet af de sidste par år. Det er selvfølgelig ikke en nyhed, at der er masser af klassisk musik i Tivolis koncertsal, men niveauet har fået et gevaldigt løft siden Henrik Engelbrecht blev musikchef i Tivoli i 2010. Hvad er der sket? Jeg tror ikke man skal undervurdere hvor meget Tivolis Symfoniorkester(aka Sjællands Symfoniorkester) betyder for niveauet; det er symfoniorkestret som udgør fundamentet i Tivolis koncertsal – de er enormt dygtige og det har naturligvis stor betydning, når man skal lokke internationale stjerner som Joseph Calleja, Lawrence Brownlee, James Valenti, Julia Fischer eller pianisten Jean-Efflam Bavouzet til Tivoli. Det ville sikkert ikke være så nemt, hvis man kun kunne tilbyde dem et middelmådigt orkester at optræde med. 

Den anden faktor er naturligvis Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht – en mand der virkelig brænder for klassisk musik. Jeg er overbevist om, at det er hans enorme engagement som gør det muligt at lokke mange af disse stjerner til København. Ud over alle disse store stjerner, så tror jeg også at Henrik Engelbrecht har næse for at finde danmarks bedste musikere og de bedste unge talenter fra den internationale scene. 

Bare for nogle få år siden, savnede jeg en grund til at gå i Tivoli. I dag ville jeg ønske, at jeg kunne tilbringe hele sommeren i Tivolis koncertsal; og når man kan kombinere det med en god middag, så har man opskriften på en virkelig god aften i Tivoli. 

Klaverkoncert med Daniil Trifonov

Torsdag aften var jeg til koncert med den russiske pianist Daniil Trifonov, som vandt guldmedalje i den Internationale Tjajkovskij Konkurrence; derudover blev han tildelt juryens Grand Prix, som tildeles den af konkurrencens 4 guldmedaljevinder som fortjener en særlig udmærkelse. Ud over disse præmier har Trifonov vundet en utrolig masse internationale klaverkonkurrencer. 

Franz Liszt brugte næsten 10 år af sit liv på at rejse rundt i europa som koncertpianist, hvor han optrådte med både egne og andres værker.  Men når han spillede andre komponisters værker, så blev han ofte fristet til at tilsætte lidt af hans eget Franz Liszt-krydderi. 

Daniil Trifonov begyndte med to af Liszts Schubert-transskriptioner; jeg er ret vild med Schubert og når der også er tilsat lidt Liszt-krydderi, så bliver det bare ikke bedre. Daniil Trifonov spillede disse værker med stor indlevelse og følsomhed. Det var både smukt og forførende, men han var bestemt heller ikke bange for at bruge sine kræfter i de mere kraftfulde passager. 

Første del sluttede med en ægte Schubert sonate. 

Anden del begyndte med et værk af Debussy; hans kompositioner rummer en særegen og kontrastfyldt kompleksitet. Det er måske ikke så iørefaldende første gang man hører det og dermed kræver det nok også lidt mere af publikum – men det betyder også, at musikken udvikler sig hver gang man hører den. Jeg har selv dette værk på CD – og det er et værk jeg hører ofte – men det var en helt anderledes oplevelse at høre det i virkeligheden. Det var en berusende oplevelse fra første til sidste tone! 

I 2011 vandt Daniil Trifonov også bronzemedalje i polske chopin-konkurrence og derfor var det meget passede, at koncerten sluttede med nogle af hans værker. Jeg tror alle mennesker elsker Chopin – simpelthen alle! Han har vist skrevet noget af det smukkeste og det mest forførende musik der findes. På den anden side, så kan man nogen gange få den tanke, at Chopins musik er lidt for idyllisk, lidt for harmonisk og lidt for perfekt. Men man oplever en anden side af hans talent i hans mange etuder og præludier. Jeg tror aldrig Chopin bliver hidsig eller aggressiv i sin musik; men der er masser af kraft og temperament i disse korte kompositioner. Daniil Trifonov sluttede koncerten med 12 etuder, hvor han beviste sin egen virtuositet på et klaver. Det var forrygende at se hans hænder løber op og ned af tangenterne, først til den ene side, så til den anden side og tilbage igen…… sikken et tempo og sikken en præcision. 

Endnu en gang var der stående bifald i Tivolis koncertsal og Trifonov takkede med et ekstra nummer – jeg sad desværre så langt fra scenen, at jeg ikke kunne høre hvad det var for et stykke og jeg er så dårlig til at huske komponister, titler osv. Men det er et af den slags værker som alle kender, med et meget iørefaldende og karakteristisk tema. Jeg gik og nynnede det, da jeg gik gennem Tivoli efter koncerten. Jeg nynnede det da jeg cyklede hjem og jeg har stadig de forførende valsetoner i ørerne.  Jeg tror det var Chopins “Polonaise Héroïque“, men jeg er ikke sikker…… 

Det var endnu en fantastisk koncert i Tivolis koncertsal, som jeg vil give 5 point! 

Tivolis koncertsal

Reklamer