I går var jeg til koncert med den danske pianist Jonathan Siahaan i Tivolis Koncertsal – han har indonesiske forældre, men er født i Danmark. Han har fået klaverundervisning siden han var seks år; han vandt sin første konkurrence i 2003 og blev kendt i Danmark da han vandt DRs musikkonkurrence “Spil for livet” i 2007. 

Jonathan Siahaan begyndte med 4 sonater af Domenico Scarlatti og fortsatte med et “Intermezzo” af Brahms – det var 5 korte værker med stille romantisk musik, der alle havde en undertone af vemod og melankoli. Det er den slags musik, som jeg kalder for tusmørkemusik. Det var utrolig smukt og passede rigtig godt til det grå sommervejr uden for koncertsalen. 

Næste værk var en “Ballade” af Brahms; et smukt stykke i et kækt tempo. 

Dernæst fulgte en “Klaversonate” af Sergej Prokofiev – jeg er vild med Prokofiev. Klaversonaten var fuld af kompleksitet og kontraster. Der var lange dvælende passager, hvor musikken nærmest blev helt meditativ; og pludselig eksploderede musikken i en tornado af lidenskab og temperament. Jonathan Siahaan spillede Prokofievs klaversonate, så det bedst kan beskrives som ekstatisk. Jeg var så beruset af musikken, at der ovenikøbet undslap et lille “wow……..” – sådan går det, når man er vant til at gå alene og snakke med sig selv dagen lang. Man får dårlige vaner….. 

Jeg er dybt imponeret over Jonathan Siahaan; kan det virkelig passe, at vi har en pianist i Danmark, som hører til i den absolutte verdenselite? Det er jeg bestemt ikke kompetent til at vurdere. Men det er en af de bedste klaverkoncerter jeg nogen sinde har oplevet – og jeg har dog hørt nogle stykker. Jonathan Siahaan var 100 gange bedre end den verdensberømte Lang Lang, som jeg hørt i DRs Koncertsal sidst år. Eller måske var det forrige år. Jonathan Siahaan sad rolig og helt afslappet foran klaveret og spillede koncentreret…… men han virkede aldrig anspændt eller anstrengt. Selv i de vanskeligste og de mest krævende passager udstrålede han ro og masser af overskud. 

Efter pausen sluttede koncerten med en spændende “Klaversonate” af Franz Liszt; endnu et værk med masser af tempo, temperament, kontraster og udfordrende kompleksitet. Og endnu en gang spillede Siahaan så jeg var helt overvældet. Men det er dog stadig Prokofievs klaversonate som var aftenens højdepunkt…… 

Det var en helt fantastisk aften i Tivolis Koncertsal og Jonathan Siahaan fortjener naturligvis 6 store appelsiner! 

Reklamer