Den italienske forfatter Curzio Malaparte er særdeles ugleset i sit hjemland, hvor han bliver sammenlignet med Marquis de Sade; men i resten af verden er både læsere og kritikere vilde med Malapartes særprægede og dybt originale værker. Jeg synes “Kaput” er et mesterværk som fortjener sammenligning med Picassos Guernica

Hovedpersonen hedder Malaparte, præcis som forfatteren. De er begge krigskorrespondenter og færdes begge i Europas højeste kredse, blandt adelen, diplomatiet og politikerne. Men “Kaput” er ikke memoirer – det er fakta og fiktion, erindringer, drømme og surrealistiske visioner i en sindrig collage.  

Bogen begynder i Stockholm, hvor Malaparte besøger prins Eugen – bror til kong Gustav 5. af Sverige. Malaparte fortæller om grusomhederne ved fronten; hans fortælling er præget af en lamslået rædsel over ødelæggelserne, elendigheden, sulten, angsten og døden, som skyller ind over hele Europa. Han fortæller hvordan de russiske soldater og deres heste måtte flygte fra de finske tropper gennem de tætte nordlige skove. Da der udbryder en kæmpebrand er de russiske mænd og deres heste spærret inde i et flammehav – både mænd og heste skriger forfærdeligt; bag flammerne venter de finske soldater og foran dem ligger Ladogasøen, som kan fryse til hvert øjeblik. De rædselsslagne heste flygter ud i vandet, netop som den sibiriske kulde nordfra fryser søen til is. Hestene fryser fast i isen, hvor de dør af kulde….

Det kendetegner hele bogen, at Malaparte hele tiden har et skarpt blik fyldt med medlidenhed for dyrene i Europa: heste, rotter, fugle, hunde, rener og fluer. Deres angst og rædsel fylder lige så meget i bogen som menneskenes; han bruger dyrene til at vise et skæbnefællesskab – andre gange bruger han dyrene som et psykologisk spejl.

Fra Stockholm rejser Malaparte til Krakow, hvor han mødes med den tyske generalguvernør Frank, som har indtaget det gamle kongeslot Wawel. Frank kalder sig selv for Polens konge og mener sig berettiget til denne titel, da han behandler polakkerne med “kongeligt storsind og velvilje“.  Hele bogen er skrevet med en fuldstændig sublim og uovertruffen ironi som gang på gang rammer tyskerne – og gang på gang er de for dumme til at forstå den. 

Senere deltager han i en æresmiddag i Warszawa for generalguvernøren i det gamle Brühlpalæ – overfor ligger de rygende ruiner af Hotel d´Angleterre; de er omgivet af ruiner, fattigdom og sultende mennesker, og det præger da også konversationen ved bordet:

“Har De været inde og se ghettoen, mein lieber Malaparte?”, spurgte Frank med et ironisk smil.
“Ja”, svarede jeg koldt. 
“Virkelig interessant, nicht wahr?”.
“Jo da, virkelig interessant”, svarede jeg. 
“Jeg bryder mig ikke om ghettoen”, sagde Frau Wächer, “der er så trist”. 
“Så trist? Hvordan det?”, spurgte guvernør Fischer.
So schmutzig, så beskidt”, sagde Frau Brigitte Frank.
Ja, so schmutzig“, sagde Frau Fischer.
“Warszawas ghetto er uden tvivl den bedste i hele Polen, den mest velorganiserede”, sagde Frank, “En model til efterfølgelse. Guvernør Fischer har en heldig hånd med den slags”.
Warszawas guvernør rødmede af glæde: “Bare en skam”, sagde han med en beskeden mine, “at jeg ikke havde plads nok. Hvis jeg havde haft lidt mere plads, kunne jeg nok have gjort det meget bedre”. 
“Ja, sikke da en skam!”, sagde jeg. 
“Tænk engang”, fortsatte Fischer, “at på samme plads, hvor der før krigen boede 300.000 personer, bor der nu over 1.500.000 jøder. Det er ikke min skyld, hvis de har det lidt trangt”.
“Jøderne kan gode lide at bo sådan”, lo Emil Gassner.
“På den anden side”, sagde Frank, “kan vi jo ikke tvinge dem til at bo anderledes”. 
“Det ville være imod folkeretten”, bemærkede jeg. 
Frank sendte mig et ironisk blik. 
“Ikke desto mindre”, sagde han, “brokker jøderne sig. De beskylder os for ikke at anerkende deres frie vilje”.
“Jeg håber ikke De tager deres protester alvorligt”, sagde jeg.
“Der tager De fejl”, sagde Frank, “vi gør alt for at de ikke skal protestere”.
Ja, natürlich“, sagde Fischer. 
“Hvad snavset angår”, fortsatte Frank, “kan det ikke benægtes at de lever under beklagelige kår. En tysker ville aldrig acceptere at leve på den måde, ikke engang for sjov!”.
“Det ville ellers være en underholdende spøg”, bemærkede jeg.
“En tysker ville umuligt kunne leve under sådane kår”, sagde Wächter.
“Det tyske folk er et civiliseret folk”, sagde jeg. 
Ja, natürlich“, sagde Fischer. 
“Vi må indrømme, at det ikke kun er jødernes skyld”, sagde Frank. “Den plads de er indespærret på er ret sparsom for så talrig en befolkning. Men dybest set elsker jøderne at bo midt i snavset. Snavs er deres naturlige krydderi. Måske fordi de alle sammen er syge, og de syge har det med, i mangel af bedre, at tage tilflugt til griseri. Det gør ondt at konstatere at de dør som rotter”. 
“De værdsætter tilsyneladende ikke æren ved at leve”, sagde jeg, “jeg mener æren ved at leve som rotter”. 
“Jeg er bestemt ikke ude på at kritisere dem”, svarede Frank, “når jeg siger de dør som rotter. Det er bare en konstatering”. 
“Man må huske på, at i de kår de lever under, er det ret så vanskeligt at forhindre jøderne i at dø”, sagde Emil Gassner. 
“Der er blevet gjort en del”, bemærkede baron Wollsegger forsigtigt, “for at mindske dødeligheden i ghettoerne, men… ” 
“I Krakows ghetto”, sagde Wächter, “har jeg fået indført at afdødes familie skal betale begravelsesomkostningerne. Og jeg har opnået gode resultater”. 
“Dødeligheden”, sagde jeg ironisk, “er sikkert faldet fra den ene dag til den anden”. 
“Rigtigt gættet: den faldt”, sagde Wächter og lo.
Alle begyndte at le……
(…) 

Guvernør Fischer fortalte, mens han lod skefulde af gylden sovs regne ned på sine dådyrskiver, hvordan jøderne i ghettoen blev begravet “et lag lig og et lag kalk”, som om han sagde “en skive kød og et lag sovs, en skive kød og et lag sovs”. 
“Det er den mest hygieniske måde”, sagde Wächer.
“Hvad angår hygiejne”, sagde Emil Gassner, “så smitter jøderne mere som levende end som døde”. 
Ich glaube so!”, udbrød Fischer. 
“Jeg bekymrer mig ikke om de døde”, sagde Frank, “jeg bekymrer mig om børnene. Desværre kan vi ikke rigtig gøre noget for at mindske børnedødeligheden i ghettoen, men et eller andet ville jeg gerne gøre for at lindre de små staklers lidelser. Jeg ville gerne opdrage dem til at elske livet, lære dem at gå rundt i ghettoen med et smil”. 

Denne ironi er grænseoverskridende – meget grænseoverskridende. Man er helt målløs over denne dialog! Den fortjener at læses mindst 2 eller 3 gange, så man virkelig opdager hvor absurd det er……. Man er forfærdet over nazisternes udtalelser, mens man samtidig fryder sig over Malapartes ironi. Til gengæld er man ikke i tvivl om, at Malaparte er dødsens alvorlig når han skriver, at “Tyskerne er bange for de forsvarsløse, de svage og de syge. Grundtemaet i hele min erfaring var blevet “angsten”, den tyske grusomhed som en følgevirkning af angsten(…) Det som gør tyskerne grusomme og får dem til iskoldt at begå videnskabelige og metodiske grusomme handlinger, er angsten. Angsten for de undertrykte, de forsvarsløse, svage og syge, angsten for gamle, kvinder og børn, angsten for jøder.” 

Bogen er fuld af henvisninger til den europæiske kulturarv og store kunstnere som Braque, Dante, Xenofon, Renoir, Manet, Dostojevskij, Salvador Dalí, Chopin, Chagall, Proust og mange, mange flere – det er der en vigtig pointe i. Malaparte rejser rundt i Europa og oplever hvordan de intellektuelle bliver udryddet i både Polen og Ukraine. Uanset hvor han befinder sig i Ukraine, så hænger jøderne og deres hunde side ved side og dingler fra træerne. Han beskriver progromen i Iasi og bombardementet af Beograd – jeg har aldrig oplevet nogen krig beskrevet med sådan en skræmmende og gruopvækkende intensitet. Det er hele det gamle Europa der bliver udslettet i et gigantisk apokalyptisk mareridt. Hele Europa er “Kaput”…… 

Curzio Malaparte skriver selv i sit forord, at det ikke er en bog om krigen – den er blot en bifigur. Umiddelbart er det lidt svært at acceptere, men man er nødt til det…… bogen slutter nemlig i 1943 og det ville ikke give mening, hvis krigen havde været bogen centrale tema. Jo længere man kommer i bogen, jo mere træder krigen da også i baggrunden. 

Diplomatiet går stadig på jagt, man spiser stadig overdådige middage i funklende sale, hvor væggene er tapeseret med rød brokade. Man drikker stadig af krystalglas og spiser på meisnerporcelæn, mens sølvbestikket skinner om kap med kvindernes store, funklende smykker – de snakker og snakker og snakker, mens de fortsætter deres liv som om at krigen er en realitet der ikke rigtig kommer dem ved. I Italien har adelen og politikerne også mistet interessen for krigen. Hverken liv eller død betyder noget som helst for dem – de tilbringer lange dage på golfbanen, de arrangerer eksklusive fester og storslåede middage, mens hele Europa brænder. Disse mennesker interesserer sig udelukkende for, hvem der går i seng med hvem. Og det eneste som generer dem er fluerne – store sværme af blanke sorte fluer som bliver tiltrukket af alt hvad der lugter af død og fordærvelse – og lort! 

D. 26/4 1937 blev den baskiske by Guernica angrebet af tyske bombefly. 15% af byens 5.000 indbyggere blev dræbt og byen blev totalt smadret. Det var Hitlers støtte til Franco under den spanske borgerkrig. De skræmmende og rædselsvækkende beretninger fra byen, inspirerede Pablo Picasso til at male “Guernica”,  som nærmest fik ikonstatus og blev et symbol for antikrigsbevægelsen. Jeg synes “Kaput” fortjener den samme status. Bogen er tydeligvis skrevet med den samme angst og rædsel i blodet; “Kaput” er lige så stærk og kraftfuld som Picassos monumentale “Guernica”. Det er en hjertegribende beskrivelse af krigens grusomhed og rummer tillige en skarp indignation over elitens ligegyldighed. De mennesker som faktisk sidder på magten, tænker kun på at bringe sig selv i sikkerhed, for at kunne fortsætte livet som om at intet var sket – denne ligegyldighed er næsten lige så grusom som krigens pest af død og ødelæggelse.

Men håbet spirer, da krigens pjalteklædte og sårede ofrer kravler ud af deres dunkle beskyttelsesrum for at tilbede blodet, som symboliserer livet – det eneste som er helligt. Det er en ekstatisk scene og en slående kontrast til nazisternes dødsdrift og elitens apati. Malaparte viser, at han stadig tror på menneskets inderste livsdrift! Han ser spiren til et nyt og bedre Europa blandt mennesker som evner at vise empati og solidaritet med hinanden! På den måde slutter bogen med en vision og en tankegang som ligger meget tæt på Darwin og hans tanker i “Survival of the fittest”. 

Bogen er udgivet af Forlaget Vandkunsten i 2011. Malaparte har skrevet endnu en bog om krigen – La Pelle/Huden –  der skulle være lige så usædvanlig, original og spektakulær – jeg håber, at forlaget også har planer om at udgive den.  

Advertisements