Dette er verdens bedste falafler – ikke nok med det, men jeg er også sikker på, at det er en af verdens nemmeste opskrifter. Jeg har opskriften fra Mias blog, som efterhånden er ved at være en af Danmarks allerbedste når det kommer til spændende opskrifter på veganermad. 

300 g tørrede kikærter
1 bundt persille
1 bundt koriander
1 løg
4 fed hvidløg
4 spsk rasp
2 tsk stødt koriander
2 tsk spidskommen
1½ tsk salt
½ tsk chili
½ liter billig olie

Kikærterne skal udblødes i 10-12 timer i køleskabet. 

Hæld vandet fra, skyl kikærterne og så skal de blendes. Jeg har en minihakker; derfor er jeg nødt til at blende kikærterne i mindre portioner, men det tager kun et øjeblik. 

Derefter blender jeg persille, koriander, løg og hvidløg. 

Så skal de hele røres godt sammen med alle krydderierne. 

Hæld olien i en tykbundet gryde og varm den godt op. Man kan teste varmen med en tændstik eller ved at smide en lille kikærtedel ned i gryden. Hvis den bobler og syder, så er olien varm nok. 

Jeg brugte en teske da jeg skulle forme falaflerne, for jeg synes det gav en god størrelse. Jeg tog det der kunne være på en teske og derefter formede jeg den med hænderne. Det var ret nemt og de behøver jo ikke at være helt kuglerunde. Derefter skal de frituresteges – hvis falaflerne falder ned på bunden af gryden, så er det tegn på, at olien ikke er varm nok. Falaflerne skal steges 3-4 minutter. Hvis man vender og drejer dem med jævne mellemrum, så er det nemt at se når de er færdige. 

Mia fik ca. 40 falafler ud af 300 g kikærter. Jeg fik præcis 30. På billedet kan man se de falafler som jeg har taget fra til aftensmad de næste par dage. Resten af falaflerne er kommet i fryseren; så har jeg altid noget nemt i fryseren, som jeg nemt kan tage op! 

Hjemmelavede falafler

Reklamer