Det lille forlag Sisyfos har netop udgivet det andet værk i rækken af Thomas Bernhards 5 selvbiografiske romaner. I det første værk “Årsagen. En antydning” blev vi introduceret til både Salzburg og det gymnasium, hvor hovedpersonen – meget mod sin egen vilje – var blevet anbragt, begge dele beskrevet med lede, væmmelse og rasende foragt. 

Fortsættelsen hedder “Kælderen. En unddragelse” – vi er tilbage i Salzburg, men nu vælger hovedpersonen at gå i den modsatte retning. Ikke bare en anden retning, men den modsatte retning, som han gentagende gange slår fast. En morgen er han på vej til gymnasiet og så beslutter han simpelthen at vende om….. det er først mod slutning af bogen, at vi får mulighed for at regne og så opdager man, at hovedpersonen på dette tidspunkt kun er 14 år. Jeg tror ikke, at man kan sammenligne dette gymnasium med et moderne dansk gymnasium. I stedet er der vist tale om en form for højere mellemskole. 

I stedet for at gå til gymnasiet som han plejer, så vender hovedpersonen rundt og går i stedet til arbejdsformidlingen, hvor han forlanger at få en læreplads. Sagsbehandleren giver ham flere anstændige tilbud, men han helmer ikke, før han har fået en læreplads i Scherzhauserfeldkvarteret – rædselskvarteret i Salzburg.

Han bliver ansat som lærling i Podlahas kælderbutik, et sted der samtidig fungerer som café, værtshus og samlingsplads i kvarteret. Her møder han et bredt udvalg af Scherzhauserfeldkvarterets “ulykkesmennesker der lever i armod og fortvivlelse“. Scherzhauserfeldkvarteret er “Salzburgs beskidte plet som hele byen skammer sig over når den bliver mindet om den, en eneste stor beskidt plet af fattigdom og dermed bestående af sult, forbrydelse og skidt.

Befolkningen i Salzburg betragtede generelt Scherzhauserfeldkvarteret som en lejr for spedalske, nøjagtig som beboerne selv, eller betragtede kvarteret som en straffelejr, nøjagtig som beboerne selv, eller som en dødsdom, nøjagtig som beboerne selv. Her sygnede livet hen og var vel ikke muligt som andet end en uafbrudt dødsproces(…)”.

Beboerne “eksisterede med den dødeligt fortvivledes dødelige intensitet og flygtede, mænd som kvinder, skiftevis ind i sygehuse, galeanstalter og fængsler.” 

De havde tidligt lært at hade og i Scherzhauserfeldkvarteret udviklet hadet over for alt og alle til det højeste. Had avler had, og som alt andet hadede de hinanden, uafbrudt og indtil den totale udmattelse. Og deres udmattelsestilstande var kun et middel til selvdestruktion, i disse udmattelsestilstande grublede de sig frem til ny elendighed og nye sygdomme og nye forbrydelser. De flygtede fra den ene elendighed til den anden, fra den ene ulykke til den anden, ind i en stadig dybere og mere håbløs ulykke, og den ene rev altid den anden med sig. ” 

Men her oplever hovedpersonen, at han kan være nyttig og det gør en forskel – en umådelig forskel. Han havde spildt mange år i det forhadte gymnasium, men han kender også nytteløsheden fra hjemmet, hvor der bor 9 mennesker i 3 små værelser; fra tidlig morgen arbejder bedstefaren på sit såkaldte hovedværk, som han har skrevet på i mere end fire årtier. I kælderen arbejder onkelen med sine opfindelser og hele huset ryster jævnligt, når hans forsøg eksploderer. Og alle lejlighedens 9 beboere skal forsørges af hovedpersonens formynder – et nedsættende pseudonym for “far”. 

I Podlahas kælderbutik i Scherzhauser-feldkvarteret finder hovedpersonen endelig virkeligheden, realiteternes verden og en mening med livet, som giver ham ny livslyst. Tonen skifter fra mol til dur, da han også begynder at modtage sangundervisning – en ny begyndelse der vidner om et pludselig mentalt overskud. Jeg har læst alle de seks bøger af Thomas Bernhard, som indtil videre er oversat til dansk, men “Kælderen” er den eneste som skifter til denne lyse og optimistiske tone. Det ender selvfølgelig med en katastrofe og et nyt nederlag, men uden at forfatteren vender tilbage til den gamle tilstand af eksplosivt raseri. I stedet er det tydeligt, at årene i Podlahas kælder har givet ham en ny selvbevidsthed og tro på fremtiden.

 Den østrigske forfatter Thomas Bernhard er en af de mest rasende forfattere der nogen sinde har eksisteret. Hver eneste bog er som en mægtig eksplosion af vrede og afsindigt raseri – men altid skrevet med stor sproglig og rytmisk sans. Der er en stor befrielse i Thomas Bernhards uhæmmede og ærlige raseri. Det kan næsten have en katarsiseffekt på læseren. I denne bog nåede raseriet ikke de tidligere titaniske højder og det er jeg nok en en lille smule skuffet over. Derfor synes jeg ikke, at “Kælderen” er en af hans bedste bøger. Alligevel er det selvfølgelig et must-read for alle dedikerede Thomas Bernhard-fans og jeg glæder mig til til næste bog……. 

Udgivet af forlaget Sisyfos i 2012. 

Reklamer