Torsdag aften var jeg til sæsonens sidste koncert i Tivolis koncertsal, og det var et brag af en finalekoncert – Tivolis symfoniorkester spillede Mahlers 5. symfoni med Vasilij Petrenko som dirigent. 

Første sats var desværre ikke så vellykket – Petrenko virkede meget uengageret og jeg fik nærmest en følelse af, at han holdt orkesteret tilbage. Resultatet var slapt og ufokuseret. Det virkede heldigvis som om at han vågnede op til 2. sats, og herefter blev det en formidabel koncert med mange højdepunkter.

I dag har jeg lyttet til tre andre fortolkninger for at skrive dette indlæg; jeg har set en video på youtube med Daniel Barenboim som dirigent, en video med Leonard Bernstein og endelig har jeg hørt min egen CD med Simon Rattle. Hvis man ser bort fra første sats, så synes jeg, at Petrenko og Tivolis Symfoniorkester gjorde det bedre end de tre andre. Ikke bare lidt bedre, men MEGET bedre! 

I anden sats har strygerne et meget smukt stykke, som næsten blev helt valseagtigt i Petrenkos fortolkning – sådan er det ikke hos de tre andre. Mod slutningen af anden sats kommer bækkenerne med et par store, ekstatiske brag; det er lidt tamt hos både Barenboim og Bernstein – i hvert fald når man har oplevet samme stykke i Tivolis koncertsal. Her blev de to bækkener knaldet sammen så det lød som en gylden eksplosion i et ekstatisk klimaks. 

Der er mange kontraster i Mahlers symfonier; det er derfor, at hans musik er så spændende. Men jeg synes det er karakteristisk for denne opførelse, at dirigenten fremhævede disse kontraster; der var mere kraft i paukerne, stortrommen og alle messingblæserne end der er i de tre andre fortolkninger, som jeg tidligere har nævnt. 

Det største højdepunkt – for mig! – var det stykke hvor strygerne spiller pizzicato; det vil sige at de knipser på strengene. Først er det bare en cello og en bratsch, som spiller helt blidt og dæmpet; så kommer resten af celloerne…. og resten af bratscherne. Langsomt og forsigtigt stiger kraften og intensiteten. Så begynder kontrabasserne….. og endelig kommer alle violinerne! Man bliver fuldstændig beruset, når musikken fra alle disse strygere bruser ud over salen. Man får simpelthen gelé i knæene….. 

Fjerde sats – adagiettoen – skulle være Mahlers mest kendte musik; Gustav Mahler skrev denne sats som en kærlighedsang til hustruen Alma Mahler. Mange kender musikken fra Viscontis “Døden i Venedig” – som jeg ikke selv har set. Desværre har jeg det lidt svært med bogen og derfor har jeg aldrig haft lyst til at se filmen. Men Mahlers adagietto blev også brugt til Robert Kennedys begravelse i 1968. Normalt spiller man denne adagietto på cirka 10 minutter. Jeg ved, at der var nogen i salen som tog tid og i følge dem brugte Petrenko hele 14 minutter – jeg nød hvert eneste minut. Og det gjorde resten af publikum vist også. Tivolis koncertsal var næsten fuld og applausen var fuldstændig ekstatisk efter koncerten.

Sommeren er forbi nu og den er nærmest fløjet af sted……… 

Det var en utrolig flot afslutning på en helt suveræn sæson i Tivoli. Aldrig har jeg tilbragt så mange aftener i Tivoli…… det skyldes til dels, at jeg har købt årskort til Tivoli. Men det har jeg haft før. For nogle år siden havde jeg årskort i to år – men jeg brugte det aldrig og derfor stoppede jeg.

Der er så mange der kritiserer udviklingen i Tivoli. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene….. overordnet set er det nok et emne, som jeg slet ikke har nogen holdning til.………..med mindre vi indsnævrer emnet en smule og holder os til Tivolis koncertsal. Tivolis Symfoniorkester bliver bare bedre og bedre, og det samme gælder programmet i koncertsalen. Nu rykker orkestret lidt nordpå til vinterresidensen i Radiohusets gamle koncertsal og næste gang de giver koncert hedder de igen “Sjællands Symfoniorkester“. Der venter masser af spændende koncerter i den kommende sæson. 

Selv om jeg ikke er et sommermenneske, så er jeg alligevel en smule vemodig over at tage afsked med denne sommer.  Det er vist den bedste sommer jeg nogensinde har haft. Jeg har fået et par gode middage i Tivoli og jeg har hørt en masse fantastiske koncerter. Jeg bliver vist nødt til at indrømme, at jeg allerede glæder mig til næste år…………….. 

Reklamer