Den 19. oktober åbnede Leopold museet i Wien en udstilling med nøgne mænd – “Nude men” – eller “Nackte männer” som udstillingen hedder på tysk. Med værker af Andy Warhol, Paul Cézanne, Elmgreen & Dragset, Jean Cocteau, Egon Schiele og mange flere har Leopold Museum skabt en udstilling der skal vise, hvordan nøgne mænd optræder og præsenteres i kunsten fra 1800 til i dag. 

Til udstillingens plakat har man valgt værket “Vive la France” af kunsterparret Pierre & Gilles. Plakaten er enormt flot; den er æstetisk smuk og fængslende. Men samtidig formidler den også et stærkt budskab – “Vive la France” forestille tre fodboldspillere med tre forskellige hudfarver: en sort, en hvid og en brun. Farverne på deres strømper og deres fodbolde er blå, hvid og rød, som også er farverne i det franske flag tricoloren, som symboliserer mottoet fra den franske revolution: frihed, lighed og broderskab. Det er altså en hyldest til ligheden, mangfoldigheden og fællesskabet i det franske samfund. På den måde fortæller værket, at i det franske samfund har man de samme muligheder – det er ikke hudfarven som afgør om man kan blive professionel fodboldspiller eller ej. 

Men plakaten har medført en storm af vrede protester mod museet, som har været nødt til at køre rundt i hele byen for at censurere plakaterne – man har dækket de unge mænds kønsorganer med en rød bjælke. (Læs artikel i JP). 

Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg ved godt, at der er mennesker som hævder, at vi lever i et pornoficeret samfund. Men det er altså ikke det samfund – eller den virkelighed – som jeg færdes i. Måske er det primært et spørgsmål om fokus og synsvinkel…… Måske er det også et spørgsmål om personlige grænser….. men endnu en gang må jeg bare indrømme, at jeg ikke forstår det. Vi lever jo 2012! 

Hvordan kan man være så snerpet og bornert i 2012? Det må altså være mennesker som har et dårligt sexliv – og måske også et forkvaklet forhold til deres egen krop. Der er ingen tvivl om, at folk som har et godt, aktivt og velfungerende sexliv er både sundere og gladere mennesker; de er mere tolerante og mindre fordømmende – og jeg har en mistanke om, at dét er problemet i hele denne konflikt. Måske oplever modstanderne en pirring ved at se disse plakater, som de ikke bryder sig om … 

Men hvorfor er det så de snerpede og de bornerte som skal sætte standarten? Jeg kunne forstå det, hvis det var porno. Men dette er ikke porno! Det er nøgne mænd, men nøgne mennesker er ikke nødvendigvis identiske med pornografi. Der har altid været nøgne mennesker i kunsten – ALTID. Alle vores parker er fulde af statuer af nøgne mennesker. Alle vores slotte, museer og offentlige bygninger er fyldt med malerier af nøgne mennesker. Sådan har det været over hele Europa i 2.500 år… eller endnu længere. Jeg synes det virker paradoksalt, at det er i 2012 – i vores åbne og frisindede tidsalder – at vi pludselig begynder at censurere nøgenhed i kunsten.

Det er en undertrykkelse af det naturligt menneskelige, som jeg finder dybt foruroligende. Men det er også en undertrykkelse af kunsten. Jeg ved ikke rigtig, hvad der bekymrer mig mest … Det er et uanstændigt overgreb mod kunsten og en uhørt barbarisme, som uvilkårligt får mig til at tænke på den østrigske forfatter Thomas Bernhard! 

Reklamer