Sightseeing i København

Det er efterårsferie. I den anledning tilbragte en af mine bekendte fra Jylland, et par dage i København. Vi havde aftalt at mødes onsdag og se en udstilling på Den Hirschsprungske samling. Vi mødtes ved Nørreport station og gik gennem Botanisk have. Solen skinnede, så der næsten var forår i luften. Det var en rigtig dejlig gåtur.

Den Hirschsprungske samling

Botanisk have.

I sidste halvdel af 1800-tallet, skabte Heinrich og Pauline Hirschsprung en stor samling af samtidskunst. Hvor kom pengene fra? Historien begynder med Abraham Marcus Hirschsprung, en jøde som indvandrede fra Tyskland. I 1826 åbnede han en tobaksforretning på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv, dvs i Hotel d´Angleterres hjørnekælder. I 1859 overtog sønnerne Bernhard og Heinrich Hirschsprung forretningen og de udvidede virksomheden med egen cigarfabrik, som lå i Tordenskjoldsgade 7; de byggede selv fabrikken, som stadig ligger på adressen.  Virksomheden gik godt og en stor del af formuen blev brugt på kunst.

I 1902 overdragede Hirschsprung sin samling til den danske stat, under den forudsætning, at staten stillede både bygning og byggegrund til rådighed. Det medførte sådan en offentlig debat, at byggeriet først begyndte i 1907 – og Heinrich Hirschsprung døde selv i 1908, så han fik aldrig selv resultatet at se.

Dette billede er klart min favorit på udstillingen.

Kunsthistorikeren Emil Hannover havde i mange år været Heinrich Hirschsprungs medhjælper og rådgiver. Da Hirschsprung døde, blev det Emil Hannover som indrettede museet og han blev også den første direktør på Den Hirschsprungske samling.

Emil Hannover havde et tæt forhold til Alfred Lichtwark, direktøren for Hamburger Kunsthalle. De korresponderede livligt og diskuterede både kunstfaglige spørgsmål, men også indretning af museerne. Det er baggrunden for udstillingen “Til låns. Hamburger Kunsthalle gæster Hirschsprung“, hvor de to museer har lånt en række af hinandens vigtigste værker.

Den Hirschsprungske samling.

Selv om jeg er rigtig glad for litteratur fra 1800-tallet, så har jeg desværre ikke det samme forhold til datidens kunst. Jeg synes det er enormt spændende, når kompetente mennesker fortæller mig om kunsthistorien. Men de enkelte værker siger mig desværre ikke ret meget. Selvfølgelig kan jeg godt se, at nogle af malerierne er flotte. Men det giver mig ikke nogen stor oplevelse. Når jeg ser et billede af P. S. Krøyer, så kan jeg blive helt grebet og fortryllet af farverne og lyset. Hjertet begynder at banke og jeg kan næsten ikke løsrive mig. Men det er desværre noget, som jeg kun oplever meget sjældent med ældre kunst.

Det nye soldatermonument på Kastellet

Derfra gik vi gennem Kongens have og Nyboder. Overalt var der masser af mennesker, som var ude for at nyde det gode efterårsvejr. Det var jo heller ikke meningen, at vi skulle trave hele byen rundt, men vejret var så dejligt, at man slet ikke kunne lade vær …..

Vi kom ned til Esplanaden og gik gennem Kastellet, hvor vi så det nye soldatermonument. Det er første gang jeg har set det og jeg var faktisk temmelig begejstret. Jeg synes det er flot. Og jeg synes også, at vores soldater har fortjent det.

Det nye soldatermonument på Kastellet.

I dag bliver soldaterne ikke tvunget i krig, som man gjorde før i tiden. De fleste er frivillige, som er ansat i det danske forsvar. De er heller ikke ude for at erobre nyt territorium; dermed kan man sige, at deres aktiviteter er ikke udtryk for nogen nationalisme. Vi sender primært danske soldater i krig, for at kæmpe for en bedre og fredeligere verden for alle mennesker – også selv om de bor så langt væk fra os, at vi lige så godt kunne være ligeglade. Jeg er også helt sikker på, at det er dette uselviske og idealistiske ønske, som får de fleste danske soldater til at melde sig under fanerne. Derfor synes jeg, at vores soldater er nogle rigtige helte og jeg er faktisk temmelig stolt af dem – også selv om der nogen gange dukker nogle uheldige sager op. Jeg tror det er meget svært, at undgå den slags i en krig, hvor alle har nerverne uden på tøjet og adrealinet pumper rundt i kroppen alle døgnets timer. De danske soldater har virkelig fortjent dette flotte monument på Kastellet.

Der brænder selvfølgelig en evig flamme for de mistede soldater.

Jeg kender rigtig mange mennesker som er imod krig. Og det undrer mig gang på gang …. hver eneste gang der er optræk til krig, så har jeg nogle meget lange overvejelser med mig selv for at afgøre om jeg er for eller imod. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er så mange mennesker som helt kategorisk er imod krig, når de ser og hører om, hvordan andre mennesker lider, bliver undertrygt, slagtet og myrdet. Jeg forstår ikke, hvordan de kan være så stensikre på, at deres modstand imod at sende danske soldater i krig, er den rigtige beslutning. Jeg oplever i hvert fald ikke den samme selvsikkerhed, hos dem som sender danske soldater i krig. De bruger ofte meget lang tid på at overveje frem og tilbage. Hvis krigsmodstanderne brugte lige så lang tid på at overveje, så ville jeg nok have mere respekt dem. Modsat dem, så synes jeg nemlig IKKE at det er nogen nem beslutning.

Middag på Green Sushi

Den lille havfrue.

Efter Kastellet fortsatte vi forbi den lille havfrue, Amalienborg og Amaliehaven. Det er en rigtig dejlig tur, som jeg bare elsker! Og jeg elsker den selvfølgelig ekstra meget, på sådan en dejlig solskinsdag; flere gange satte vi os på en bænke bare for at nyde solen og varme.

Efter den lange gåtur, begyndte vi at blive lidt sultne og derfor satte vi kurs mod Green Sushi i grønnegade, hvor vi havde aftalt at spise lidt tidlig aftensmad. I København ligger der efterhånden en sushi take-away på hvert andet gadehjørne. Der er snart lige så mange sushirestauranter, som der er pizzabarer. Men jeg er jo flyttet til nordsjælland og her er det helt anderledes. Der er ingen sushirestaurant i den lille by hvor jeg bor og den nærmeste sushirestaurant ligger så langt væk, at de ikke en gang leverer til min adresse. Det er en af de få ting, som jeg godt kan savne ….

Restaurant Green Sushi

Derfor havde jeg virkelig glædet mig til en tur på Green Sushi. De havde fået en masse nye retter på menukortet, hvilket er et klokkeklart bevis for, at det er alt for lang tid siden jeg har været der sidst. Først fik vi nogle ricepaper maki og bagefter fik vi hver sin vegan menu. Det var super, superlækkert. Vi fik som sædvanlig en helt perfekt service af en charmerende ung mand og maden smagte helt suverænt. Der er ingen tvivl om, at Green Sushi holder standarten. Selv om der kommer flere og flere sushirestauranter i København, så er Green Sushi stadig en af de allerbedste. Og det er med garanti også en af de hyggeligste.

Efter Green Sushi fik vi en kop the i Illum og så fortsatte vi til Glyptoteket, hvor der var kammerkoncert om aftenen. Og det var en rigtig god koncert. Men det skriver jeg mere om i et andet indlæg.

Amalienborg og marmorkirken i baggrunden.