Der kom lidt mere end 20 personer til “Store GURRE dag” i Gurre kirke søndag d. 10. november. Jeg synes det var temmelig skuffende. Men jeg tror, at det er en meget præcis illustration af danskernes interesse for vores kulturhistorie – eller mangel på samme! Jeg har tidligere skrevet et længere blogindlæg, som jeg kaldte “Alt om Gurre“. Det var selvfølgelig lidt hovmodigt, for jeg ved naturligvis ikke alt om Gurre. Det ved jeg godt og derfor glædede jeg mig til et lærerigt foredrag. Det gik ikke helt som forventet ….

Vivian Etting om Gurre slot – sagn og historie

Den meget smukke kirke i Gurre.

Den meget smukke kirke i Gurre.

Første foredragsholder skulle i følge programmet være Lone Hvass, men hun var blevet forhindret. I stedet havde Vivian Etting overtaget og det var jeg rigtig glad for. Ikke fordi, at jeg har noget imod Lone Hvass. Absolut ikke. Jeg kender hende ikke. Men Vivian Etting har efterhånden skrevet en håndfuld meget roste bøger om dansk historie og derfor var det selvfølgelig interessant at møde hende. Bogen om “Gurre slot – kongeborg og sagnskat” har hun skrevet i samarbejde med Lone Hvass og Charlotte Boje Andersen. Jeg har ikke læst bogen, men den står selvfølgelig på min ønskeliste.

Vivian Etting - museumsinspektør på Nationalmuseet.

Vivian Etting – museumsinspektør på Nationalmuseet.

Vivian Etting fortalte om de seneste udgravninger ved Gurre. Gennem mange år har man formodet, at det store beboelsestårn i midten af anlægget stammede fra 1100-tallet. I dag er man overbevidst om, at det først blev opført i begyndelsen af 1300-tallet. Hun fortalte også om alle de glaserede fliser og rester af kakkelovne som man har fundet omkring Gurre slotsruin – alt sammen vidnesbyrd om den kongelige luksus og standard som har præget stedet. For nogle få år siden skulle man lægge fjernvarmerør i Gurre. Vivian Etting fortalte hvordan man begyndte at grave vejen op og fandt Valdemar Atterdags brolagte vej blot en halv meter under asfalten. Selv om denne vej blev anlagt i 1300-tallet, så lå den fuldstændig fin og intakt under den moderne vej. Og det gør den stadig…..

Det var interessant, at høre om alle disse udgravninger og opdagelser. Det var interessant – men det blev desværre aldrig rigtig spændende og Vivian Etting fik aldrig tegnet et levende billede af Gurre. Det virkede faktisk som om, at hun var en lille smule uengageret.

Marianne Just om I.P. Jacobsen og Gurresange

Tidligere lektor Marianne Just begyndte med at fortælle, at hun netop havde læst I.P. Jacobsens Gurresange for første gang nogen sinde. Dernæst forklarede hun, at “når vi næsten ikke kender ham[I.P. Jacobsen] som lyriker, så skyldes det Georg Brandes …. Herefter redegjorde hun så for, hvorfor ingen kendte I.P. Jacobsens digte.

Jeg blev dybt chokeret. Tænk, at man skulle høre det. Og så fra en tidligere lektor. Jeg var lige ved at få et apoplektisk anfald!

Tidligere lektor Marianne Just.

Tidligere lektor Marianne Just.

Det er korrekt, at I.P. Jacobsen havde lidt svært ved at skabe interesse for sine digte. Der blev kun udgivet seks digte i hans levetid. Der er heller ingen tvivl om, at Georg Brandes manglende begejstring for hans evner hæmmede hans lyriske skaberkraft. Men året efter I.P. Jacobsens død i 1885 udkom alle hans digte i en samling med “Digte og udkast”. Dernæst fulgte en sand I.P. Jacobsen-epidemi, som bredte sig over hele Europa og sandelig også helt til USA. Derfor er det simpelthen noget sludder at sige, at vi ikke kender I.P. Jacobsen som lyriker. Tværtimod! Sandheden er jo den stik modsatte. Fra 1886 til 1920 var der 41 danske komponister som satte musik til 106 digte. Det viser selvfølgelig en hel del om, hvor meget disse digte blev læst og hvor umådelig populære de var. 

Jeg har næsten gået i gymnasiet to gange; jeg begyndte på matematisk linie på et gymnasium i Jylland. Men det gik faktisk ikke særlig godt. Så flyttede jeg til København og begyndte på et to-årigt studenterkursus, hvorfra jeg blev sproglig student. Begge steder læste vi flere digte af I.P. Jacobsen. Derfor troede jeg, at det var almindelig pensum i gymnasiet.

Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Da jeg gerne ville undersøge dette lidt nærmere, så lavede jeg en lille undersøgelse blandt mine venner på Facebook. Det vil sige, at blandt alle dem som svarede havde nogen gået på gymnasiet eller HF. Men der var også nogen som havde gået på Handelsskolen eller Teknisk Skole, hvor det litterære pensum ikke fylder så meget.

Der var 25 som besvarede min lille undersøgelse. 10 svarede, at de havde læst digte af I.P. Jacobsen enten på gymnasiet eller HF. Det er faktisk præcis 40%. Hvis vi så antager, at det kun er omkring halvdelen af disse personer, som har gået enten på gymnasiet eller HF, jamen, så er resultatet, at 80% af dem som har gået på enten gymnasiet eller HF har læst digte af I.P. Jacobsen. Derudover var der 4 som havde læst ALT af I.P. Jacobsen; alle hans romaner, alle hans noveller og alle hans digte. Og hvis vi tager mig selv med, så er det 5! Det vil sige, at knap 25% af alle dem som svarede har læst ALT af I.P. Jacobsen; og 40% af alle dem som har gået i enten gymnasiet eller HF har læst ALT af I.P. Jacobsen. Jeg er faktisk temmelig imponeret. Dette resultat er meget bedre end jeg havde regnet med og det beviser samtidig, at Marianne Just tager fuldstændig fejl. Quod erat demonstrandum!

Kirkerummet med de smukke lamper.

Kirkerummet med de smukke lamper.

Da Marianne Just havde fortalt om I.P. Jacobsen, kom turen til hans “Gurresange”. Det blev desværre kun til et temmelig overfladisk resumé. Det virkede som om, at hun famlede efter en eller anden mening i digtet – uden at finde noget som helst. Jeg må da indrømme, at jeg var temmelig skuffet.

Ja, jeg kendte I.P. Jacobsens Gurresange i forvejen. Selv om jeg ikke havde gjort det, så havde jeg dog forventet mere end bare en genfortælling af handlingen. Jeg havde forventet en lille smule analyse og fortolkning. Jeg havde forventet et forsøg på at forklare, hvad digtet egentlig handler om og hvorfor det har fascineret så mange mennesker. Men det blev desværre kun til et tamt forsøg, der ikke førte til noget som helst.

Ete Forchhammer om Schønberg og Gurrelieder

Ete Forchhammer har spillet kontrabas i Copenhagen Phil i mange år. Det gør hun ikke længere, men hun er stadig med til at arrangere deres kammerkoncerter – de såkaldte ½12 koncerter. I den forbindelse har jeg tidligere hørt Ete Forchhammer fortælle; hun er en meget levende og engageret fortæller, som har en meget stor viden om musikhistorie, musikvidenskab og alt andet med tilknytning til den klassiske musik. Når hun fortæller kan man tydeligt mærke hendes egen begejstring og kærlighed til musikken. Det var også helt tydeligt da hun fortalte om Arnold Schønberg og hans mesterværk “Gurrelieder”.

Ete Forchhammer.

Ete Forchhammer.

Arnold Schønberg begyndte at komponere musikken til Gurrelieder i år 1900, men værket blev først uropført i 1913. Det er altså 100 år siden i år, hvilket også var anledningen til dette arrangement i Gurre kirke.

Ete Forchhammer begyndte med at fortælle om Arnold Schønberg; han var autodidakt komponist, men derudover var han også billedkunstner og forfatter til en mængde aforismer. Dernæst fortalte hun om den musik, som man spillede i Wien, da Arnold Schønberg begyndte på Gurrelieder. Hun fortalte også om de komponister som inspirerede ham under arbejdet med hans mesterværk. Mens hun fortalte om alt dette, spillede hun korte uddrag af værker af Bach, Mozart, Beethoven, Wagner og Brahms. Disse uddrag brugte hun senere til at illustrere, hvor banebrydende, visionært og nyskabende Arnold Schønbergs Gurrelieder var. Det var selvfølgelig både interessant og relevant. Jeg tror desværre, at Ete Forchhammer havde lidt for høje forventninger til publikum. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg slet ikke har den nødvendige baggrund og musikalske viden til at forstå alt dette.

Gurre slotsruin.

Gurre slotsruin.

Når man skal formidle et emne som man virkelig brænder for og samtidig ved en hel masse om, så kan det være rigtig svært at begrænse sig. Det er et problem som jeg selv kender alt for godt. Det blev også et problem for Ete Forchhammer – tiden løb nemlig fra hende. Der var simpelthen ikke tid til det hele. Gang på gang erklærede hun, at vi skulle altså nå at høre det og det og det ….. og lidt senere måtte hun beklage, at vi måtte nøjes med lidt mindre. Hun måtte pille flere og flere punkter ud af programmet. Det var tydeligt, at hun selv var skuffet over, at hun ikke kunne nå alt det som hun gerne ville fortælle om og derfor blev denne del af foredraget mere og mere hektisk, stresset og forjaget – og derfor også en smule forvirret.

Det kostede 90 kr. at deltage i arrangementet. Var det pengene værd? Ja, det var. Det levede bestemt ikke op til mine forventninger, men jeg havde alligevel en rigtig hyggelig eftermiddag i Gurre kirke! Hvis man vil læse mere om Gurre, om kong Valdemar og hans vilde jagt, og hans forhold til Tovelille, så henviser jeg til mit eget indlæg: “Alt om Gurre“.

Hjem igen ….

Da jeg kom ned til bussen opdagede jeg, at der var 40 minutter til den næste bus. Men jeg har bestemt aldrig ventet 40 minutter på en bus. Aldrig nogen sinde. Jeg tog hørebøfferne på og så travede jeg i rask tempo mod Helsingør. Jeg må indrømme, at jeg var en smule bange for at blive kørt ned på den smalle og mørke landevej. Jeg havde selv mørkt tøj på og ingen reflekser. Til gengæld var jeg hverken bange for røvere eller overfaldsmænd. Jeg gik nemlig og sang hele vejen, og det kan med garanti holde selv de mest hårdkogte forbrydere på afstand.

Da jeg nåede til Montebello inde i Helsingør, smuttede jeg lige en tur i Fakta efter to liter mælk. Bussen kom få minutter efter at jeg kom ud fra Fakta og så tog jeg den resten af vejen til stationen. Jeg nåede at gå 3-4 km og det var en rigtig dejlig tur.

Gurre kirke i tusmørke.

Gurre kirke i tusmørke.

Reklamer