Tirsdag aften opførte Koncertforeningens kor og orkester “Ein deutsches Requiem” af Johannes Brahms. Værket indgår naturligvis i kategorien af storslåede dødsmesser, sammen med Mozarts requiem, Verdis requiem, Faurés requiem og mange flere – alligevel er Brahms requiem på alle måder helt unik og forskellig fra de andre værker i denne kategori.

Et requiem er en katolsk dødsmesse, som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en fast årlig bededag for alle døde – Allesjælesdag d. 2. november. “Requiem aeternam dona eis, Domine” / “Herre, giv dem den evige hvile” – sådan lyder den første sætning i den romersk-katolske messe, som udgør hovedparten af teksten. Hymnen “Dies Irae” er dog en senere tilføjelse, som man mener er skrevet af Franciskanermunken Thomas af Celano.

Oprindeligt blev messen fremført som en enstemmig sang i den gregoriansk tradition. I begyndelsen af 1400-tallet blev messen først flerstemmig og dernæst begyndte man også at sætte musik til. Komponisterne valgte frit hvilke dele af messen de ville bruge og hvordan de ville sætte delene sammen. Det har givet os nogle store kor – og orkesterværker, som er vidt forskellige.

Brahms – Ein deutsches Requiem

Johannes Brahms(1833-1897) bryder med alle de gamle traditioner, da han skriver sit requiem. Brahms var protestant – ikke katolik. Han var vist ikke særlig troende, men brugte alligevel biblen flittigt og var meget biblekyndig. Da han begyndte at skrive sit requiem forkastede han den katolske dødsmesse og brugte i stedet nøje udvalgte steder fra biblen: “Selig sind, die da Leid tragen, denn sie sollen getröstet werden” / “Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes” – sådan lyder den første sætning fra Brahms requiem, som stammer fra Matthæus-evangeliet.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Hvis vi sammenligner de første sætninger fra hhv. den katolske dødsmesse og teksten til Brahms requiem, så er der én stor forskel som straks springer i øjnene: i den katolske dødsmesse er formålet klart og tydeligt, at bede for de dødes sjæle. Den første sætning i Brahms requiem er også en hensigtserklæring, hvor det gøres klart, at de som sørger – dvs. de efterladte – skal trøstes. Eller sagt på en anden måde – Brahms skrev sit requiem til de levende. Hvis vi skal bruge begreber fra den moderne psykologi, så ønskede Brahms altså, at hans requiem skulle være en slags datidens sorgarbejde. Men teksten rummer en slags dobbelthed, for den fungerer også som et budskab til de levende, som en slags memento mori, der maner til fordybelse og eftertanke.

Jeg synes, at der er noget gribende og forførende i, at Brahms selv har fundet og valgt hver eneste sætning; når jeg kigger på den ene sætning efter den anden, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvorfor han valgte netop denne sætning … hvad betød præcis denne sætning for Johannes Brahms og hvilket budskab ønskede han at viderebringe til os … Brahms requiem adskiller sig fra de andre store requiemmer på endnu et punkt, som er sproget. Han valgte nemlig at teksten skulle være på tysk – ikke latin. Det er selvfølgelig den simple forklaring på den usædvanlige titel. 

En flot og meget vellykket koncert

Brahms requiem er ikke lige så æterisk smukt som Mozarts requiem. Det er heller ikke så dramatisk som Verdis requiem eller så voldsomt som Berlioz. Brahms requiem er et dybt og kraftfuld hav af stemmer og toner, som bruser ud over publikum.

Den danske baryton Thomas Storm.

Den danske baryton Thomas Storm.

Jeg elsker de skønne, mørke pauker, som presser både intensiteten og lydniveauet til tops i anden sats – det er som en brusende bølge der stiger og stiger, indtil den vælter ned over publikum med sådan en kraft, at man får et stort sug i maven. Det er helt klart et af værkets højdepunkter for mig og Koncertforeningen gav mig det helt rigtige sug i maven. Det føltes som om, at benene blev revet væk under mig!

I tredje sats møder vi endelig den første af solisterne – den danske baryton Thomas Storm. Han har en superlækker, meget maskulin og kraftfuld stemme; men hans stemme har også en helt usædvanlig varm undertone, som gør den supersexet. Thomas Storm blev uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium i 2007. Siden blev han optaget på Operaakademiet og han havde sin debut på Det kongelige teater i 2009. Thomas Storm har både talent, format og et stort potentiale ….. det bliver spændende at se, hvor længe vi får lov til at beholde ham her i Danmark. Det var en suveræn fornøjelse at høre ham i Brahms requiem!

I tredje sats var der også en basun som spillede helt exceptionelt flot – desværre var det temmelig kort. Man nåede næsten ikke at nyde det før det allerede var slut igen.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

I fjerde sats er det endelig sopranens tur til at synge; Sólrun Bragadóttir har en meget klar og fyldig stemme, med en rigtig flot vibrato. Jeg synes dog ikke, at hendes stemme havde den samme vitalitet som udmærkede både Thomas Storm og koret.

I den første del af sjette sats fangede kontrabasserne min opmærksomhed; de spillede en meget mørk og tung baggrundsrolle. Jeg fik den tanke, at det lød som døden der nærmede sig uendelig langsomt med uendeligt tunge skridt – et skridt af gangen, det ene skridt efter det andet. Det passede jo også ret godt til helheden, hvis det havde været sådan en slags indbygget memento mori. Jeg har prøvet at lytte til denne sats på min egen CD(med John Eliot Gardiner som dirigent) – her spiller kontrabasserne en mindre markant rolle og det har slet ikke den samme virkning. Jeg har også prøvet at lytte til andre optagelser på nettet, hvor jeg heller ikke oplever det samme. Er der noget galt med min hørelse? Nixen bixen! Men det viser bare, at en indspilning kan aldrig konkurrere med den oplevelse som man har i en koncertsal. Lyden er anderledes, men det betyder også en hel del, at man kan se alle instrumenterne.

I syvende og sidste sats er der flere forsøg på at skabe et klimaks, men det bliver aldrig til mere end det ene forsøg efter det andet – komponistens forsøg, vel at mærke! –  i stedet svinder musikken og korets stemmer længere og længere bort. På den ene side kan man få en vision om, at koret langsomt synker ned i jordens mulm og mørke. På den anden side kan man også tænke, at finalen illustrerer en accept eller en underkastelse under omstændighedernes magt – vi skal alle dø før eller siden. Dét er livets grundvilkår. Man er nødt til at bøje nakken og finde sig i det – der er ikke andre muligheder. 

Koncertforeningens kor og orkester

Dirigent Steen Lindholm.

Dirigent Steen Lindholm.

For et par dage siden var jeg til koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – et helt fantastisk symfoniorkester for amatørmusikere. Koncertforeningens kor og orkester tilhører også amatørkategorien “Con amore”. Hvor er det dejligt, at der er så mange mennesker, som gider at bruge deres fritid på den slags. Det er til stor glæde for rigtig mange mennesker, som fx mig! Og man skal bestemt ikke undervurdere hvor meget alle disse mennesker betyder for det danske musikliv.

Koncertforeningens orkester spillede med masser af styrke, kraft og energi – der var masser af skønne detaljer og højdepunkter. Jeg har selvfølgelig kun nævnt nogle få af dem i dette indlæg. Koret havde også en imponerende styrke – det kan godt være, at de er amatører, men det kan man bestemt ikke høre. En lille smule kritik – jeg synes måske, at tempoet kunne have været en anelse hurtigere. Jeg tror, at det havde givet værket en smule mere dynamik. Men det er nok et spørgsmål om smag og behag. Alt i alt så var det en flot og meget vellykket koncert, som jeg nød fra start til slut.

5 stjerner

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Reklamer