Onsdag aften var jeg til koncert i Trommen i Hørsholm, hvor der var koncert med Rune Tonsgaard Sørensen og Tanja Zapolski. Rune Tonsgaard indledte med at fortælle lidt om programmet, der indeholdt værker af Bach, Schubert og Prokofiev. Han fortalte, at det var forholdsvis mørk musik, som de havde valgt, fordi det passede til årstiden – det var jo den 1. oktober.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Rune Tonsgaard Sørensen.

Bachs sonate begyndte med en mørk og dvælende melankoli, tilsat en passende mængde sørgmodige vibrationer fra Rune Tonsgaards violin. Rune Tonsgaard havde allerede lavet en kobling mellem musikken og efteråret udenfor. Det har selvfølgelig en stærk suggestiv virkning på publikum. Det oplevede jeg særligt i tredje sats, hvor musikken var fuld af efterårsregn der dryppede fra blade og træer. Vinden rykkede bladene af træerne og blæsten fejede de visne blade over marker og plæner, mens tunge skyer hastede over himlen. Det var en skøn oplevelse!

Schuberts sonate var også mørk, men der var en helt anden varme i dette værk. Hvis man forestiller sig, at Bachs sonate foregår ude i det kolde og blæsende efterårsvejr, så foregår Schuberts værk indenfor, hvor man kan sidde og kigge ud på vejret, mens man selv hygger sig inde i varmen. Det var et rigtig smukt værk. Særligt den tredje sats var både gribende og hjertesmeltende!

Tanja Zapolski.

Tanja Zapolski.

Efter pausen indledte Tanja Zapolski koncertens anden del, med at fortælle lidt om det sidste værk, som var en sonate af Sergej Prokofiev – han blev født i 1891 i det område, som i dag hedder Donetsk og ligger i det nuværende Ukraine. Dermed har han noget til fælles med Tanja Zapolski – selv om hun har boet i Danmark i mange år, så er hun nemlig født og opvokset det samme sted.

Prokofiev har selv beskrevet visse bevægelser i slutningen af første og tredje sats, som “vinde henover de udstrakte gravpladser.” I dag er Donetsk hærget af krig – mange er flygtet og mange andre bliver dræbt hver eneste dag. Derfor havde de valgt at spille dette værk og Tanja Zapolski understregede, hvor meget det betød for hende. Det var en meget stærk præsentation af koncertens afsluttende værk!

Prokofievs værk begyndte med nogle tunge og mørke anslag på klaveret, som blev fulgt af en skæbnesvanger vibrato fra violinen. Det er sådan noget musik, som man får en lille smule ondt i maven og hjertet af … men det er sandelig også sådan noget musik, som fanger publikums opmærksomhed. Der var en meget intens stemning i hele salen og der var dødsstille under hele værket. Tanja Zapolskis indledning havde selvfølgelig den samme suggestive kraft, som Runes indledning havde på koncertens første del.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

Koncert i Trommen i Hørsholm.

I værkets anden sats var musikken domineret af et staccato-agtigt temperament – man følte sig hensat til en verden af krig og ødelæggelse. Man hørte bomberne som fløj over Donetsk, kuglerne som hvislede gennem luften, huse som styrter sammen og de skrækslagne indbyggere, som er fanget i dette inferno. Så følger tredje sats hvor et plirrende klaver fylder luften med en farverig tristesse, mens de mørke, melankolske toner fra violinen griber publikum om hjerterne. Den allerstørste intensitet opnåede de, hvor Rune Tonsgaard lader buen vugge ganske svagt og uendelig dæmpet frem og tilbage over strengene. Det var en meget, meget stærk, nervepirrende og følelsesprovokerende oplevelse!

Denne koncert var arrangeret af Hørsholm Musikforening – men hele landet er fuld af sådan nogle små kammermusikforeninger, som arrangerer masser af koncerter forskellige steder i lokalområdet. Her kan man høre en masse fantastisk musik og som regler koster billetterne kun omkring 100 kr. Hvis man melder sig ind i foreningen eller køber et abonnement, så kan man som regel få det endnu billigere. Jeg synes det er en helt fantastisk mulighed for at høre en masse pragtfuld musik, uden at det koster en herregård.

Blandt de kommende koncerter i Hørsholm Musikforening vil jeg gerne anbefale koncerten mandag d. 1. december med Trio Vitruvi. Jeg hørte deres koncert i Tivolis koncertsal for et par måneder siden. Her spillede de blandt andet Sjostakovitjs Klavertrio nr. 2 og det var en fuldstændig berusende oplevelse. Jeg var nærmest helt ekstatisk bagefter. Dette værk spiller de også i Trommen d. 1. december. Jeg vil næsten gøre hvad som helst, for at høre dette værk igen. Desværre er der også en koncert dagen før, som jeg er lige så opsat på at høre. Det er et dilemma og jeg ved slet ikke hvad jeg skal vælge!

5 stjerner

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Rune Tonsgaard Sørensen på violin og Tanja Zapolski på klaver.

Advertisements