I går var jeg til koncert med Copenhagen Phil, som spillede værker af Respighi, Benjamin de Murashkin og Brahms – eller som Henrik Engelbrecht sagde under koncertintroduktionen: “koncerten begynder og slutter med døde komponister og i midten er der en som stadig lever …

Henrik Engelbrecht fortalte først om Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano“, som er inspireret af Botticellis tre værker; La Primavera – foråret kommer, L´adorazione dei Magi – Beundring for magien og det mest berømte, som er La nascita di Venere – Venus fødsel. Dernæst fortalte han om Brahms 4. symfoni, hvorefter han sluttede med et interview med Benjamin de Murashkin, som er Copenhagen Phils unge huskomponist. Han har tidligere skrevet en basunkoncert til orkestret, som blev uropført i 2013 og i 2014 komponerede han et stykke til Amatørsymfonikerne i anledning af deres 60-års jubilæum. Jeg var med til begge koncerter og begge gange var det en stor oplevelse. I går skulle Copenhagen uropføre hans første klaverkoncert, med Katrine Gislinge som solist, og det havde jeg selvfølgelig glædet mig til at opleve.

Konsevatoriet koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Konservatoriet koncertsal, december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht og Benjamin de Murashkin talte først en smule om hans baggrund: han er født i Danmark, men familien flyttede til Australien da han var 1 år. Han lærte at spille klaver og begyndte på musikkonservatoriet i Australien – efter nogen tid fandt han dog ud af, at han var mere interesseret i at komponere, hvorefter han skiftede linje. Da han var 22 år, flyttede han tilbage til Danmark på grund af en eks-kæreste …. det er en sjov formulering! Man forestiller sig helt automatisk, at han flyttede til  Danmark, for at være sammen med en kæreste, som i mellemtiden er blevet til en eks-kæreste. Men formuleringen rummer en tvetydighed, som ikke udelukker den mulighed, at han flyttede til Danmark, for at flygte fra en eks-kæreste. På den måde rummer sproget mange sjove finurligheder.

Endelig talte de selvfølgelig også om det nye værk; Benjamin de Murashkin fortalte, at han var blevet inspireret af historierne om Buddha og Jesus, som begge blev fristet tre gange af djævelen: Jesus blev fristet af djævelen, da han vandrede rundt i ørkenen og Buddha blev fristet mens han sad og mediterede under et træ. En anden inspirationskilde er Beethovens 4. klaverkoncert, som er baseret på en slags musikalsk dialog mellem klaveret og orkestret.

Henrik Engelbrecht har en formidabel evne til at kombinere formidling med en smule underholdning. Jeg føler altid, at jeg bliver lidt klogere, når jeg har været til sådan et arrangement og sådan var det selvfølgelig også denne gang. Det var både spændende, lærerigt og morsomt. 

En flot og spændende koncert

Inden koncerten bød Christian Schmiedescamp publikum velkommen – det virker måske som en overflødig gentagelse, men man skal huske, at det er jo ikke alle gæsterne som har været til koncertintroduktion.

Koncerten begyndte med Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano”, hvor første del hedder “foråret kommer”. I begyndelsen myldrer alle tonerne frem mellem hinanden. Musikken spirer og vokser, som blomster der gror og springer ud. Fuglene synger lystigt og en flot fanfare byder foråret velkommen. Henrik Engelbrecht fortalte under koncertintroduktionen, at det er et værk, som sjældent spilles – det forstår jeg ikke, for det er et fantastisk værk, særligt på denne tid af året.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal. August 2014. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Benjamin de Murashkins klaverkoncert. Jeg havde på forhånd læst, at værket begynder med en slags musikalsk meditation – det var spændende musik, først og fremmest i kraft af musikkens kompleksitet. Benjamin de Murashkin havde tidligere fortalt, at Beethovens 4. klaverkoncert var én af hans inspirationskilder. Det kunne man godt høre i den smukke og meget dramatiske kadence midt i anden sats – som Katrine Gislinge spillede med masser af kraft og energi – det var absolut værkets højdepunkt. Men jeg må sørme indrømme, at værket fik mig til at tænke på Chopins smukke nocturner i stedet for Beethovens klaverkoncert – og det var sikkert ikke meningen. Men det gjorde jeg altså! Hvorfor? Hvorfor fik Murashkins klaverkoncert mig til at tænke på Chopins nocturner? Jeg synes, at jeg oplevede den samme hede og brændende lidenskab, som jeg finder i Chopins nocturner. Eller måske er det den samme blanding af lidenskab, længsel og melankoli? Det er en stemning hos Chopin – og åbenbart også hos Murashkin – som altid får mig til at tænke på den franske maler Pierre Bonnards malerier: azurblå nattehimle, fløjlsblå skygger, solskin på hvide mure og hede tropenætter.

Efter pausen uddelte venneforeningen deres hæderspris på 20.000 kr til “et markant og skattet medlem af orkestret” – denne gang havde man valgt at give prisen til trompetist Kjell-Åke Andersson.

Aftenen sluttede med Brahms 4. symfoni, som er et fuldstændig fantastisk og fortryllende værk. Jeg har selv en indspilning af værket med Simon Rattle og Berliner Philharmonikerne, og den er simpelthen dødssyg. Tidligere på aftenen fortalte Christian Schmiedescamp om aftenens dirigent Toshiyuki Kamioka, som også er orkestrets kommende chefdirigent. Christian Schmiedescamp fortalte, at det altid er spændende at arbejde med en ny dirigent, fordi enhver dirigent har sin egen form, sin egen rytme og sin egen klangfarve. Lige præcis! – men det betyder selvfølgelig også, at der er nogle dirigenter, som man bedre kan lide end andre. Der er måske nogen som man ligefrem elsker og så er der måske nogen som man ligefrem … ikke bryder sig så meget om! Når jeg lytter til Simon Rattles indspilning af Brahms symfonier, så er det som om, at den eneste farve er leverpostejsfarvet.

Tredje sats begynder med et brag og så flyver orkestret af sted med en voldsom fart – jeg elsker den kraft og energi, som Copenhagen Phil spiller Brahms 4. symfoni med. Det er jo alt det, som jeg savner og mangler i Simon Rattles elendige indspilning. Men – selv om jeg elsker dette storslåede drama – så er højdepunktet alligevel den vidunderlige fløjtesolo midt i fjerde sats. Efter koncerten var der – traditionen tro – blomster til dirigenten. Han valgte at give blomsterne videre til fløjtenisten, hvilket jeg tillader mig at fortolke som et udtryk for, at han også synes denne fløjtesolo var helt utrolig flot og vellykket.

Det var en god aften i Konservatoriets koncertsal og en rigtig flot koncert. Men hvad var det bedste? Det bedste var selvfølgelig, at Benjamin de Murashkin afslørede, at han arbejder på en symfoni til Copenhagen Phil, som i følge planen skal uropføres i 2017!

PS: Jeg havde desværre glemt mit kamera. Øv, øv, øv … derfor er der ingen billeder fra koncerten. I stedet for har jeg valgt at krydre mit indlæg med nogle gamle billeder fra Konservatoriets koncertsal. Genbrug er jo også helt vildt moderne.

Copenhagen Phil

Copenhagen Phil – december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer