You are currently browsing the category archive for the ‘Bøger’ category.

“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort melodrama – hvis det ikke lige var for den hjertevarme tone som præger hele bogen, så kunne man beskrive “Blackwater fyrskib” som et isbjerg: umiddelbart kan denne roman virke lidt uanseelig, men der er meget under overfladens små krusninger.

Handlingen er ret enkel: den foregår i Irland i slutningen af 1990´erne, hvor den unge Declan er ved at dø af AIDS. Han kontakter sin søster Helen, som han ikke har haft kontakt med i flere år, fordi han ønsker at hun skal tage med ham til bedstemorens hus – et tidligere sommerpensionat, som ligger ved kysten. Deres mor Lily flytter også ind og Declans to venner – Paul og Larry – følger også med, for at passe ham. Disse seks personer tilbringer cirka en uge sammen i huset ved kysten, før Declan bliver så syg, at han må tilbage til hospitalet i Dublin – her slutter romanen. Mere sker der ikke!

De første 3-4 gange jeg læste denne roman, var jeg lidt skuffet – det var som om, at historien om Declan ikke blev rigtig forløst. Jeg var nødt til at læse den nogle gange før jeg forstod, at Declan IKKE er romanens hovedperson – han er blot en slags katalysator og den lim, som binder resten af bogen sammen.

Blackwater fyrskibI stedet handler bogen om disse seks personer, der mødes i huset ved havet og tilbringer en uge sammen; de er så forskellige, som man næsten kan forestille sig. Helen er skoleinspektør, gift og har to børn. Hun lever et trygt og typisk middelklasseliv. Så er der Helens og Declans mor Lily – hendes mand og deres far døde for mange år siden og siden har hun kun haft ganske lidt kontakt med børnene. Til gengæld er hun blevet en succesfuld forretningskvinde. Gamle mrs. Devereux bor i huset ved havet – det gamle sommerpensionat er medtaget, forfaldent, koldt, klamt og fugtigt. Mrs. Devereux bor alene med to katte og kæmper en daglig kamp for at håndtere både alderdommen og ensomheden i det gamle hus. Så er der Declans to venner, som begge er homoseksuelle: arkitekten Larry lever for sit arbejde og hans privatliv består af en uendelig række løse forhold. Paul er hans diametrale modsætning – han bor i Bruxelles og er gift med en franskmand, som han har kendt siden de begge var teenagere. Bogen handler om, hvordan disse mennesker møder hinanden og hvordan alle deres fordomme mod hinanden langsomt brydes ned. 

Men det er forholdet mellem de tre kvinder, som giver bogen dynamik og fremdrift. Helen har ikke været på talefod med sin mor og sin bedstemor i mange år. De sidste to mødes også kun når det ikke kan være anderledes og deres forhold er også præget af kulde og gensidig modvilje. Nu tvinges de tre kvinder til at være sammen – deres samvær er domineret af fjendtlighed, sarkasme og spydige bemærkninger. Det er måske lidt forudsigeligt, at deres samarbejde i forbindelse med Declans sygdom medfører en begyndende forsoning – men det gør ikke bogen banal eller irrelevant.

Forlaget skriver på bagsiden, at Declan “er døende”. Der er ingen tvivl om, at Declan er alvorligt syg. Men døende? Bogen udkom på engelsk i 1999. På daværende tidspunkt var kombinationsbehandlingen for længst indført og antallet af folk som døde af AIDS i den vestlige verden styrtdykkede. Hvis historien foregår i begyndelsen af 90erne, så har Declan vist ikke mange chancer for at overleve. Men hvis historien foregår i årene umiddelbart før udgivelsen i 1999, så er der faktisk en temmelig stor chance for at Declan overlever … romanen er fuldstændig åben omkring dette spørgsmål. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at forlaget skriver Declan er døende. Det er der reelt set ikke belæg for i romanen.

Den irske forfatter Colm Tóibín født 1955.

Den irske forfatter Colm Tóibín, født 1955.

Og dog …. en dag fortæller Helen og Declans mor Lily, at der en gang var to fyrtårne ud for kysten ved bedstemorens gamle hus. Men det ene fyrtårn blev tager ud af drift: “ … Blackwater fyrskib. Jeg troede det altid ville være der,” sagde Lily. Hvis Declan er den centrale person i bogen, så er det jo nærliggende at konkludere, at historien om fyrskibet forudsiger hans skæbne. Men det samme gælder alle de andre personer i bogen og bedstemorens hus ved havet. Det samme gælder de gentagne henvisninger til Mike Redmonds og Keatings huse, som styrtede ud over klinten for mange år siden. Bogen er på flere måder præget af en meget stærk dødssymbolik – uden at det bliver kunstigt eller teatralsk, så udtrykker forfatteren denne oplevelse på en måde, som rammer lige i hjertet.

“Blackwater fyrskib” er ikke noget stort drama og spændingen er minimal. Det er blot en roman om en håndfuld helt almindelige mennesker som tilbringer en håndfuld dage sammen i et gammelt og forfaldent hus ved havet. Men tonen – man kan næsten sige, at tonen er Herman Bangsk. Colm Tóibín har den samme brilliante evne til at beskrive menneskers psykologiske skæbner og derfor er denne bog så gribende og genial.

Efter min mening er Colm Tóibín tidens største bøsseforfatter. Nogle ville nok nævne Michael Cunningham – men bortset fra “The Hours”, så har han kun skrevet en række middelmådige romaner. De har måske nok en vis charme, men det er bestemt ikke stor litteratur. Andre ville måske nævne Alan Hollinghurst, som modtog “Man Booker-prisen” i 2004 og temmelig sikkert sælger mange flere bøger end Colm Tóibín. Men der er sådan en kold distance i hans bøger, som dertil virker konstruerede og nærmest skabelonagtige. De har bare ikke den levende intensitet, som er styrken i Colm Tóibíns værker. Der er en ægte menneskelighed og en ægte hjertevarme i hans bøger. Jeg tror det er derfor, at jeg har læst C0lm Tóibíns værker igen og igen og igen!

“Blackwater fyrskib” udkom på forlaget “Tiderne skifter” i 2000.

Lige for tiden kan bogen købes på detstorebogudsalg.dk til kun 47,20.

Reklamer

Jeg elsker denne årstid med regn og rusk – men også de milde perioder, hvor efterårssolen titter frem mellem skyerne. Jeg elsker, når træerne falmer og skovene forvandles til et farveorgie i røde, brune og gule nuancer. På denne årstid smager en god kop the bare endnu bedre …. 

Hvorfor er der altid så mange, som bliver sure og fornærmede, når jeg fortæller, at jeg elsker efteråret? Det ender altid med, at der er nogen som skælder mig ud. Jeg kritiserer da ikke andre mennesker fordi de nyder sommeren, selv om både varmen og solen er ved at drive mig til vanvid! 

Det år Ricardo Reis dødeJeg sidder og læser “Det år Ricardo Reis døde” af José Saramago – og jeg keder mig noget så gudsjammerligt. Den er skrevet i en langtrukken og sludrende stil, som jeg finder særdeles enerverende. Men jeg er stædig som et æsel. Jeg giver aldrig op, når jeg først er begyndt på en bog. Selv om den ikke lige fænger på de første 60-70 sider, så kan den alligevel godt vise sig, at være en fabelagtig bog, som er alle anstrengelserne værd. Det har jeg oplevet flere gange. 

Men jeg undrer mig over, at “Det år Ricardo Reis døde” keder mig så meget, for jeg har læst den én gang før og husker, at jeg var temmelig begejstret. Derfor læser jeg videre med en stor forventning om, at jeg snart bliver fanget af både handlingen og Saramagos skrivestil – velvidende, at det måske slet ikke sker. Vi forandrer os hele livet. Mange af de bøger som vi holdt meget af for nogle år siden, keder os, hvis vi genlæser dem. Heldigvis oplever man lige så ofte det modsatte………. 🙂

Udsigten fra min yndlingsstol.

Den skønne udsigt fra min yndlingsstol.

Andrej Kurkov er født i 1961 i Skt. Petersborg i Rusland, men han har boet det mest af sit liv i Ukraines hovedstad Kiev. Det er også her, det meste af bogens handling foregår. 

Bogens 30-årige hovedperson Igor bor i en lille by uden for Kiev, sammen med sin mor Jelena Andrejevna. Han er arbejdsløs, hvilket skyldes kronisk dovenskab. Derfor lever de primært af morens pension. Som borger i velfærdsDanmark, så forestiller man sig straks en tilværelse med fattigdom, sult, nød og elendighed – men det er absolut ikke tilfældet. Jelena Andrejevna laver god mad og der er nok af det. Da hun laver en stor oksesteg kan det ikke en gang lokke Igor ud af sengen. I stedet må hun – som så ofte før! – invitere nogle naboer til at spise med, hvis hun ikke vil spise alene. Derudover har de også økonomisk overskud til at ansætte en gartner. 

Den gamle gartner har en dunkel fortid, som rummer mange hemmeligheder. Igor hjælper ham med at løse nogle af gåderne og sammen drager de til byen Otjakov for at lede efter flere svar. Her finder de endnu flere gåder og en mængde ledetråde, som fører Igor tilbage i fortiden – helt præcist til 1957. Her bliver han viklet ind i begivenheder, som tvinger ham til at kæmpe for sit liv. Når Igor rejser frem og tilbage i tiden, så foregår det fuldstændig som i Woody Allens mesterværk “Midnight in Paris” – det er ganske vist ikke midnat. Klokken er kun omkring elleve; Igor går alene og indhyllet i mørke gennem en mennesketom gade indtil ham får øje på lampen over “Otjakov Spritfabrik”; man kunne godt fristes til at forveksle den med gadelampen i Narnia og den har da også samme funktion: her begynder en anden verden og en anden tid. 

“Døden og en pingvin” var den første bog af Andrej Kurkov, som blev oversat til dansk – det er en fænomenal og dybt original bog. Den slog fuldstændig benene væk under mig. Dernæst fulgte “God ven af liget” – den havde desværre ikke den samme intense spænding, den samme skæve humor eller de samme underfundige filosofiske refleksioner som den første; og det samme gælder desværre “Gartneren fra Otjakov”. Den er bestemt ikke på niveau med “Døden og en pingvin”. Men det er dog stadigvæk en spændende og velskrevet bog med en god historie. 

Andrej Kurkovs magiske realisme

Gartneren fra OtjakovJeg er ret vild med Andrej Kurkovs blik for hverdagens diskrete absurditet og hans særegne magiske realisme – alt kan ske i Kurkovs magiske univers. Alt! Det er ikke en tung og støvet magisk realisme, som vi kender den fra Gabriel Garcia Marquez og Isabel Allende. Den er mere moderne, dynamisk, fantasifuld og muntert fabulerende; stilmæssigt er Andrej Kurkov mere i slægt med César Aira, Haruki Murakami,  Mircea Cărtărescu – og Mikhail Bulgakov, som er hans erklærede forbillede. Det er en stil som er præget af symbolik, psykologi og en udtalt eksistentialisme – samt en løssluppen fantasi uden nogen form for grænser. 

Hvis man ikke kender Andrej Kurkov, så synes jeg, at man skal kaste sig over “Døden og en pingvin”. Det er en fuldstændig fortryllende bog; hvis man allerede har læst den, så vil man sikkert også blive ret begejstret for “Gartneren fra Otjakov”. 

Oversættelse

Bogen er oversat af Jan Hansen; sikken en super, superflot præstation. Man glider let og elegant igennem bogen. Man stopper ikke én eneste gang fordi man snubler over knudrede sætninger eller formuleringer der lyder som dårlig oversættelse. Jeg faldt kun over én eneste “fejl”: det var ordet “brækjern” – det hedder jo et koben på dansk. På den anden side, så er der vel ingen som er i tvivl om meningen?! Jeg kunne da godt forestille mig, at der faktisk er nogen mennesker som kalder dette værktøj for et brækjern. I så tilfælde kan ordet “brækjern” defineres som sådan lidt friskfyragtig slang  og så er det ligefrem et rigtig godt valg. 

Det vil sige, at så er der ikke en eneste oversætterfejl i denne bog. Ikke én eneste. 

Hvad så med stavefejl? En enkelt gang har man brugt stort bogstav efter kolon; det er vist ikke helt i overensstemmelse med dansk grammatik. Men jeg tror, at det var den eneste grammatikfejl jeg faldt over. 

Så var der et par fejl, som man vist kalder typografifejl. S. 318: “…. Men dem skal du holde dig langt fra væk”. Og s. 323: “Igor holdt sit kreditkort op, så Igor kunne se det”. Den første fejl er helt indlysende for alle. I det andet eksempel skulle der have stået: Koljan holdt sit kreditkort op, så Igor kunne se det….. ellers giver det ikke nogen mening. Et eller andet sted i bogen var der endnu en fejl i samme kategori; jeg glemte desværre at skrive sidetallet ned og derfor kan jeg ikke finde den igen. 

Alt i alt har jeg fundet 4 fejl i hele denne bog, som fylder 346 sider – og den med stort bogstav efter kolon er jo helt nede i petitesseafdelingen. Det er virkelig utrolig imponerende. Både oversætter, korrekturlæser og redaktør har lavet et helt usædvanlig flot stykke arbejde. 

Gartneren fra Otjakov er udgivet på forlaget Hovedland i 2012. 

Den amerikanske forfatter Herman Melville(1819-1891) debuterede med sydhavsromanen Typee i 1846. Lige som efterfølgeren Omoo fra 1847 var den baseret på hans egne oplevelser i sydhavet, hvor han havde tilbragt et par år som hvalfanger. Det var meget “kulørte” eventyrromaner om vilde kannibaler og erotik med eksotiske kvinder. 

Derefter fulgte murstensromanen “Mardi – og en rejse dertil”. Endnu en gang er hovedpersonen ombord på en hvalfanger, som krydser rundt på verdenshavene. Efterhånden bliver hovedpersonen træt af dette liv og han rømmer sammen med vikingen Jarl. I dage og uger driver de rundt i en jolle som var de skibbrudne, indtil de møder et havareret sejlskib, der er forladt af alle andre end den indfødte Samoa og hans tyvagtige kone Annatoo. Hun stjæler samvittighedsløst alt hvad hun kan skrabe til sig og gemmer det de mest usandsynlige steder på skibet.  Hendes tyvagtige tilbøjeligheder er så uhæmmede, at de ligefrem er livsfarlige – uden den mindste form for betænkelig stjæler hun både kompasset og skruerne fra dæksplankerne. 

Efter en storm må de forlade den synkende skude og atter søge tilflugt i den lille jolle. 

Ude midt på havet møder de en flok vilde, der kommer sejlende med en smuk ung kvinde, som skal ofres til guderne. Hovedpersonen bliver ramt af amors pil. Han myrder de indfødtes høvding og redder pigen. Endelig kommer de til en eksotisk sydhavsø, hvor de slår sig ned. Hovedpersonen danner par med pigen Yillah, indtil hun pludselig en dag forsvinder ud i den blå luft. 

Hovedpersonen Taji er ved at dø af længsel efter Yillah; derfor udruster man en ekspedition bestående af kongen og halvguden Media, filosoffen Babbalanja, historikeren og krønikeskriveren Mohi, samt troubaduren og digteren Yoomy. De begiver sig ud på en tur som bringer dem rundt til de fjerneste øer i øriget Mardi. Overalt søger de efter den skønne og fortryllende Yillah. 

Mardi som allegori

Melville MardiDen tapre redningspatrulje når ikke langt på deres rejse, før læseren begynder at ane uråd. Der er mere på færde end bare en fantasifuld eventyrroman. De besøger forskellige sydhavsøer, hvor de bliver beværtet af de indfødte konger, de bliver præsenteret for øernes seværdigheder, deres myter, historier og særpræg. Man begyndt snart at skimte træk der minder en hel del om Homers Odysséen. Men Herman Melville vil endnu mere med sin roman. 

I 1721 udgav Montesquieu romanen Lettres persanes – Persiske breve – hvori en persisk rejsende beskriver hvad han ser og oplever i – det for ham! – fremmede Frankrig. Det er et af oplysningstidens første forsøg på at relativere alt det vi tager for givet og sætte spørgsmålstegn ved religion, styreformer og samfundsformer. Dermed grundlagde Montesquieu en genre som har holdt sig helt til vores tid. Men allerede i 1741 udgav Ludvig Holberg romanen “Niels Klims underjordiske rejse”, som er skrevet efter den samme model. 

Derfor er Herman Melvilles roman mere end en Odyssée som er henlagt til sydhavsøerne. Det er en allegori over vores egen verden; det bliver helt tydeligt, når vi hører om Zandinavia, kongen af Jutlanda og kongen af Muzkovi(Moskva) “en istappet og stridhåret isbjørn af en despot oppe nordpå“.  Når de kommer til frihedens land Vivenza, så er man slet ikke i tvivl om, at det er en grum og hårrejsende parodi på det frihedselskende Amerika, og det store Frihedstempel er en syrlig allegori på både senatet og kongressen. 

Men her stoppede Melvilles ambitioner slet, slet ikke; udover at bogen er en dramatisk eventyrroman, hvor det lille rejseselskab leder efter Yillah i alverdens riger og lande, så er Mardi også en symbolistisk roman. Dette aspekt er inspireret af Dantes guddommelige komedie; filosoffen Babbalanja – som er udledt af “babbling angel” eller sludrende engel – bliver besat af en dæmon, som både sender ham til helvede og kaster ham ud i en vanvittig psykose, inden han endelig kan stige til himmels. Det minder mig en hel del om de danske symbolister Knud Hjortø og Ernesto Dalgas – deres symbolisme er så hysterisk og afsindig, at man er i tvivl om det er forfatteren eller hans hovedperson der har mest brug for professionel hjælp. 

Selv om Herman Melville både lader Babbalanja stige ned i det dybeste mørke og derefter lader ham rejse ind i den saligste himmel, så har det heldigvis ikke den uudholdeligt hysteriske tone som Dalgas og Hjortø bruger. Det giver faktisk mening og det lykkes Herman Melville at få dette kæmpeværk og alle de forskellige niveauer til at hænge sammen. 

Et spørgsmål om stil

Melville insisterede på at skrive som det passede ham – og det kan man godt more sig over. Der er ingen tvivl om, at en moderne redaktør ville overtale sin forfatter til at skære et par hundrede sider bort; det havde måske skabt en mere intens stemning af spænding og det havde måske også øget underholdningsniveauet. Men Herman Melville er heldigvis ikke en moderne forfatter med en moderne forlagsredaktør, for det havde naturligvis ødelagt hele perspektivet. Mardi er en helt fantastisk roman, men det er også et værk som kræver både tålmodighed og udholdenhed af sin læser. 

Det meste af bogen er skrevet i 3. person og Taji er hovedpersonen; men det glemmer forfatteren ret ofte, hvorefter han frejdigt svinger mellem 1. og 3. person. Det går også galt på side 493, hvor Babbalanja citerer fra sin yndlingsfilosof Baddiannas testamente, men forfatteren får byttet om på deres navne. 

Til gengæld har bogen en friskhed og en personlig stil, som man kun kan glæde sig over! Herman Melville har skabt et stærkt mesterværk som er dybt originalt; i følge forordet er der ligefrem litterater som mener, at Kafka har fundet inspiration til sin roman “Amerika” i kapitlet om Vivenzas store Frihedstempel. 

Det er en tanke som jeg godt kan forholde mig til, for jo mere jeg læser af Herman Melville, jo mere spændende og jo mere kafkask synes jeg egentlig at han er. Det er efterhånden ved at gå op for mig, at han hører til blandt de moderne forfatterkoryfæer som James Joyce, Virginia Woolf, Céline, Dostojevskij og naturligvis Franz Kafka. 

Udover at Mardi er en verdensallegori og en symbolistisk udviklingsroman, så rummer den også nogle seriøse eksistentialistiske overvejelser, som man godt kan reflektere over: “Tro er for den tankeløse; tvivl er for den, som tænker“, siger Babbalanja. 

Mere Melville

Den første roman jeg læste af Herman Melville var Moby Dick – og sjældent har jeg kedet mig så meget. Den var mega lang og mega kedelig. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er så mange mennesker som elsker den bog. Da jeg endelig blev færdig med Moby Dick var jeg i hvert fald ikke Herman Melville-fan. 

Men så begyndte forlaget Bindslev at udgive alle hans store romaner og jeg lod mig friste til at læse lidt mere….. jeg læste “Bondefangeren”, “Pierre” og “Israel Potter”, mens jeg langsomt blev mere og mere fascineret. Forlaget har også oversat og udgivet “Redburn”, men den er desværre udsolgt. Jeg har forsøgt at finde den antikvarisk og en dag skal det nok lykkes…. 

For nyligt har Bindslev også udgivet en ny udgave af Moby Dick; i mellemtiden er jeg blevet så vild med Herman Melville, at jeg ligefrem overvejer at give den en chance mere. Jeg har også ladet mig fortælle, at den gamle oversættelse er ret elendig…. derfor skulle man måske forsøge at læse den i Flemming Chr. Nielsens oversættelse. Det er også Flemming Chr. Nielsen som har oversat Bondefangeren, Pierre og Israel Potter, og jeg har været særdeles imponeret over dem alle tre. De har nærmest været klinisk renset for stavefejl og sproget har været så flydende og mundret, at man slet ikke har tænkt over, at det var oversættelser. Man kan desværre ikke sige det samme om Mardi. Der er en del stavefejl og det ærgrer mig, at man ikke har formået at holde niveauet fra de andre oversættelser. 

Takket være Medias omtænksomhed viste de tre fremmede sig at være fortræffelige bekendtskaber“, står der på side 184. Jeg havde nok valgt at skrive: “Takket være Medias omtanke……. ” 

På side 202: “Ved sin død testerede han sin søn den kongelige gjord” – og det der underlige ord “testerede” bliver brugt mange gange. I alle tilfælde kunne oversætteren lige så godt have brugt ordet “testamenterede”. 

I Danmark er de fleste biografier omkring 200 små sider; det er ikke meget, hvis man både skal redegøre for en forfatters liv og værk. Derfor foretrækker jeg at læse biografier på engelsk, hvor en god biografi ofte fylder 6-700 sider. Når man kun har 200 sider til rådighed, så bliver resultatet ofte både overfladisk og uinteressant. Skønt Henrik Rasmussens bog om André Gide kun er på 171 sider, så er det en pragtfuld og meget imponerende undtagelse….. 

André Gides liv

Den franske forfatter André Gide blev født i 1869; hans far var en helt almindelig fransk protestant, men hans mor var præget af en calvinistisk og meget puritansk opdragelse. Dette forhold grundlagde en dyb splittelse i forfatteren, som skulle følge ham resten af livet. Han var et velopdragent barn som selv forsøgte at leve efter strenge regler; men samtidig var han så forfalden til onani, at han blev bortvist fra skolen. Jeg ville ønske, at Henrik Rasmussen havde fortalt hvordan denne historie egentlig hang sammen, for man kan jo ikke blive bortvist med mindre man bliver opdaget…. og hvordan i alverden har man opdaget, at den unge André var forfalden til onani?! Efter bortvisningen blev han henvist til læge, men André Gide fortæller mange år senere i sin selvbiografi, at det ikke havde nogen som helst virkning på hans tilbøjelighed. 

I 1893 rejser André Gide sydpå i selskab med hans gode ven Paul Laurens. Gide bliver syg på turen gennem Italien, men de fortsætter til den persiske by Susa; her får han sin seksuelle debut i sandklitterne uden for byen med en ung araber. 

Derfra rejser de videre til den algierske by Biskra, som er rejsens mål. Her møder de en ung pige som tilbringer nætterne hos de to unge mænd. Men André Gide skriver senere i sin selvbiografi “Hvis hvedekornet ikke dør”: “Hvis jeg i denne nat var fyrig over for Meriem, så var det, fordi jeg, når jeg lukkede øjnene, forestillede mig, at jeg omfavnede Mohammed“. 

Efter en smuttur hjem til Frankrig, så vender André Gide tilbage til Biskra i 1895, hvor han møder Oscar Wilde og hans partner Lord Alfred Douglas. Selv om André Gide prøver at undgå dem, så mødes de alligevel. De tilbringer en aften og en nat sammen – i selskab med nogle arabiske drenge. Denne nat bliver et højdepunkt i André Gides liv; han oplever for første gang den totale frihed, samt en lyst og en tilfredsstillelse der er fuldstændig uden nogen form for skyld eller følelse af synd. 

Derefter vender han hjem til Frankrig, hvor han gifter sig med sin kusine Madeleine; hun har de samme puritanske tendenser som hans mor, der er død kort tid forinden. André Gide får det åndelige og platoniske ægteskab som han ønsker – men der er også en kløft mellem dem, som bliver større og større. Madeleine tilbringer mere og mere tid på landstedet Cuverville, som hun arver efter sin familie. André Gide lever primært i Paris, hvor han optræder som celeber forfatter om dagen og opsøger byens mere lyssky fornøjelser om natten. Med mellemrum tager han ophold på Cuverville, hvor han lever et borgerligt liv sammen med Madeleine. 

Forfatterskab

Denne splittelse er også et gennemgående og uomgængeligt træk i hele hans forfatterskab. I 1897 udgiver han “Jordens frugter”, som er en lyrisk rapsodi – en slags hyldest til friheden, til den nordafrikanske sensualitet og den ultimative hedonisme. Jeg har læst bogen et hav af gange – det er en sælsomt forførende og meget gådefuld bog, som uden nogen tvivl er skrevet på baggrund af forfatterens egne oplevelser i Susa og Biskra. 

Derefter følger “Den umoralske” i 1902, og “Den snævre port” i 1909. Skønt der er 7 år imellem dem, så er bøgerne skrevet samtidig og de vidner endnu en gang om splittelsen i forfatterens eget liv. “Den umoralske” foregår på et fransk landsted, som kunne være inspireret af Cuverville eller det  landsted som forfatterens egen familie ejede. Den mandlige hovedperson har en svaghed for unge mænd, som har svært ved at holde sig inden for lovens rammer og denne svaghed gør ham uegnet til et trygt og småborgerligt familieliv. På grund af hans brændende længsel efter den nordafrikanske hedonisme ender det med at han mister alt…. hvor “alt” naturligvis skal forstås som tidens småborgerlige værdinormer. 

“Den snævre port” handler om en fætter og en kusine som elsker hinanden – men de er begge så besat af tanken om at leve et dydigt liv, at det skygger for alle deres verdslige ønsker og drømme. Deres fællesskab er baseret på et fælles ønske om at komme gennem den snævre port til himmerige, hvilket forhindrer dem i at leve livet mens de har det. “Den snævre port” er et stærkt manifest over den puritanske og livsfornægtende drift, som uafbrudt kæmpede med forfatterens længsel efter frihed og nydelse. 

Den engagerede forfatter

André Gide var en verdensberømt forfatter og han brugt sin berømmelse til at påvirke sin samtid så meget som muligt. I 1924 udgiver han bogen “Corydon”, som er et forsvar for homoseksualitet: i fire dialoger – inspireret af Platons Symposion – fortæller hovedpersonen, hvordan han opdagede sin egen homoseksualitet. Dernæst gennemgår han kendskabet til homoseksualitet blandt dyr, han forfæller om hvordan homoseksualitet bliver fremstillet i kunst og kultur, inden han slutter med en etisk diskussion af emnet. 

En imponerende bog om André Gide

En imponerende bog om André Gide

“Corydon” udløste er veritabelt stormvejr over forfatteren, men det havde næppe lagt sig før han kastede sig over endnu et kontroversielt emne: i 1925 rejste han til både Congo og Tchad, hvor han oplevede kolonimagtens brutalitet og de franske virksomheders hensynsløse udnyttelse af befolkningen. Man benyttede både mord og regulære massakrer for at opnå det man ønskede. Da André Gide vendte tilbage til Frankrig kastede han sig ud i en indædt kampagne imod disse forhold og det lykkedes ham faktisk at påvirke lovgivningen. 

Gennem årene rykkede André Gide tættere og tættere på kommunismen, selv om han aldrig blev medlem af partiet. I 1936 blev han inviteret til Moskva for at besøge Maksim Gorkij, sammen med en gruppe andre franske forfattere. Gruppen blev eskorteret rundt i landet og de blev hyldet alle steder hvor de kom frem. Overalt blev de præsenteret for eksempler på kommunismens udvikling – fx så de også en genopdragelseslejr. I dag har vi svært ved at forstå de mange, mange kunstnere og intellektuelle som forsvarede kommunismen lagt op gennem 1900-tallet. André Gide lod sig ikke forføre; besøget udløste en årelang polemik imod sovjetkommunismen og den franske venstrefløjs blåøjethed. 

Frihedens pris

I 1946 fik André Gide tilbud om en plads i det franske akademi, men afslog. I 1947 fik han nobelprisen i litteratur og han dør i 1951 – umiddelbart efter hans død bliver hans samlede forfatterskab sat på vatikanets Index Librorum Prohibitorum – listen over forbudte bøger. 

André Gide udfordrede de politiske, de moralske og de religiøse dogmer, og han satte spørgsmålstegn ved alle autoriteter – men det er mange år siden og verden er anderledes i dag. Vi er ikke længere så nemme at provokere. Samtidig er det nok også meget få mennesker i 2013, som er uenig med André Gide og alle hans holdninger…  

Det giver os mulighed for læse André Gides bøger på en ny måde – nu kan vi begynde at læse hans bøger og værdsætte dem for deres litterære værdier. Inden man kaster sig over hans forfatterskab, så er det en rigtig god ide at læse “Frihedens pris”; selv om bogen kun er på 171 sider, så får man en følelse af, at man ved alt hvad der er værd at vide om André Gide, når man har læst bogen. Jeg er dybt imponeret og derfor har jeg læst bogen to gange med blot nogle få ugers mellemrum. 

På en enkel, nem og lettilgængelig måde formår Henrik Rasmussen både at præsentere forfatteren André Gide og at give en god introduktion til hans forfatterskab. På overbevisende måde får han trukket André Gide ud af glemslens kviksand og placeret ham blandt de store moderne forfattere som Franz Kafka og James Joyce. Men det allervigtigste er nok, at han fik mig til at genlæse André Gides hovedværk “Falskmønterne” – gid det må gå mange andre læsere på samme måde! 

Bogen er udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof i 2012.

Det lille forlag Sisyfos har netop udgivet det andet værk i rækken af Thomas Bernhards 5 selvbiografiske romaner. I det første værk “Årsagen. En antydning” blev vi introduceret til både Salzburg og det gymnasium, hvor hovedpersonen – meget mod sin egen vilje – var blevet anbragt, begge dele beskrevet med lede, væmmelse og rasende foragt. 

Fortsættelsen hedder “Kælderen. En unddragelse” – vi er tilbage i Salzburg, men nu vælger hovedpersonen at gå i den modsatte retning. Ikke bare en anden retning, men den modsatte retning, som han gentagende gange slår fast. En morgen er han på vej til gymnasiet og så beslutter han simpelthen at vende om….. det er først mod slutning af bogen, at vi får mulighed for at regne og så opdager man, at hovedpersonen på dette tidspunkt kun er 14 år. Jeg tror ikke, at man kan sammenligne dette gymnasium med et moderne dansk gymnasium. I stedet er der vist tale om en form for højere mellemskole. 

I stedet for at gå til gymnasiet som han plejer, så vender hovedpersonen rundt og går i stedet til arbejdsformidlingen, hvor han forlanger at få en læreplads. Sagsbehandleren giver ham flere anstændige tilbud, men han helmer ikke, før han har fået en læreplads i Scherzhauserfeldkvarteret – rædselskvarteret i Salzburg.

Han bliver ansat som lærling i Podlahas kælderbutik, et sted der samtidig fungerer som café, værtshus og samlingsplads i kvarteret. Her møder han et bredt udvalg af Scherzhauserfeldkvarterets “ulykkesmennesker der lever i armod og fortvivlelse“. Scherzhauserfeldkvarteret er “Salzburgs beskidte plet som hele byen skammer sig over når den bliver mindet om den, en eneste stor beskidt plet af fattigdom og dermed bestående af sult, forbrydelse og skidt.

Befolkningen i Salzburg betragtede generelt Scherzhauserfeldkvarteret som en lejr for spedalske, nøjagtig som beboerne selv, eller betragtede kvarteret som en straffelejr, nøjagtig som beboerne selv, eller som en dødsdom, nøjagtig som beboerne selv. Her sygnede livet hen og var vel ikke muligt som andet end en uafbrudt dødsproces(…)”.

Beboerne “eksisterede med den dødeligt fortvivledes dødelige intensitet og flygtede, mænd som kvinder, skiftevis ind i sygehuse, galeanstalter og fængsler.” 

De havde tidligt lært at hade og i Scherzhauserfeldkvarteret udviklet hadet over for alt og alle til det højeste. Had avler had, og som alt andet hadede de hinanden, uafbrudt og indtil den totale udmattelse. Og deres udmattelsestilstande var kun et middel til selvdestruktion, i disse udmattelsestilstande grublede de sig frem til ny elendighed og nye sygdomme og nye forbrydelser. De flygtede fra den ene elendighed til den anden, fra den ene ulykke til den anden, ind i en stadig dybere og mere håbløs ulykke, og den ene rev altid den anden med sig. ” 

Men her oplever hovedpersonen, at han kan være nyttig og det gør en forskel – en umådelig forskel. Han havde spildt mange år i det forhadte gymnasium, men han kender også nytteløsheden fra hjemmet, hvor der bor 9 mennesker i 3 små værelser; fra tidlig morgen arbejder bedstefaren på sit såkaldte hovedværk, som han har skrevet på i mere end fire årtier. I kælderen arbejder onkelen med sine opfindelser og hele huset ryster jævnligt, når hans forsøg eksploderer. Og alle lejlighedens 9 beboere skal forsørges af hovedpersonens formynder – et nedsættende pseudonym for “far”. 

I Podlahas kælderbutik i Scherzhauser-feldkvarteret finder hovedpersonen endelig virkeligheden, realiteternes verden og en mening med livet, som giver ham ny livslyst. Tonen skifter fra mol til dur, da han også begynder at modtage sangundervisning – en ny begyndelse der vidner om et pludselig mentalt overskud. Jeg har læst alle de seks bøger af Thomas Bernhard, som indtil videre er oversat til dansk, men “Kælderen” er den eneste som skifter til denne lyse og optimistiske tone. Det ender selvfølgelig med en katastrofe og et nyt nederlag, men uden at forfatteren vender tilbage til den gamle tilstand af eksplosivt raseri. I stedet er det tydeligt, at årene i Podlahas kælder har givet ham en ny selvbevidsthed og tro på fremtiden.

 Den østrigske forfatter Thomas Bernhard er en af de mest rasende forfattere der nogen sinde har eksisteret. Hver eneste bog er som en mægtig eksplosion af vrede og afsindigt raseri – men altid skrevet med stor sproglig og rytmisk sans. Der er en stor befrielse i Thomas Bernhards uhæmmede og ærlige raseri. Det kan næsten have en katarsiseffekt på læseren. I denne bog nåede raseriet ikke de tidligere titaniske højder og det er jeg nok en en lille smule skuffet over. Derfor synes jeg ikke, at “Kælderen” er en af hans bedste bøger. Alligevel er det selvfølgelig et must-read for alle dedikerede Thomas Bernhard-fans og jeg glæder mig til til næste bog……. 

Udgivet af forlaget Sisyfos i 2012. 

Austin Sloper ønsker at “lære noget interessant og at udrette noget nyttigt” – derfor bliver han læge. Han gifter sig med en smuk ung kvinde; de får en søn, som dør da han er tre år. To år senere får de en datter, men konen dør kort tid efter fødselen: “Af en mand at være, hvis levevej det var at holde folk i live, havde han bestemt ikke klaret det ret godt, hvad hans egen familie angik“, skriver Henry James med karakteristisk humor og ironi. 

Nu er doktor Sloper blevet enkemand med “et barn af et køn, der i doktorens øjne gjorde det stakkels barn til en utilstrækkelig erstatning for hans begrædte førstefødte, som han havde lovet sig selv at gøre en betydningsfuld mand ud af(…)”. Selv om doktor Sloper “i en vis udstrækning var, hvad man kalder kvindelæge, var hans private agtelse for det mere komplicerede køn ikke overdrevent høj“. 

Alligevel er det denne datter – Catherine Sloper – som er historiens hovedperson: “Hun var et sundt, velvoksent barn uden det mindste spor af sin mors skønhed. Hun var ikke grim; hun havde blot et almindeligt, kedeligt, blidt ansigt(…), og på trods af, at hun var en rig arving, var der aldrig nogen sinde nogen, der havde tænkt på at betragte hende som attraktiv“. “Catherine var så afgjort ikke begavet. Hun var ikke opvakt, hvad det boglige angik, og faktisk heller ikke på anden måde.” I stedet var hun lidt af en ædedolk, som brugte alle sine lommepenge på flødekager. “Doktor Sloper ville gerne have været stolt af sin datter, men der var ikke noget at være stolt af hos stakkels Catherine. Der var selvfølgelig heller ikke noget at skamme sig over, men det var ikke nok for doktoren…. ” 

Den fornuftige doktor trøster sig med, at han i det mindste ikke har nogen grund til at være bange for at miste hende – mod alle odds møder hun alligevel den smukke Morris Townsend. Alle bemærker hvor godt han ser ud. Catherine synes han er både åndfuld og klog. Nogen mener at han er “lidt for klog“. Selv doktor Sloper må indrømme, at Morris Townsend “ser usædvanlig godt ud“. Alligevel konkluderer doktoren snart, at Morris Townsend er en døgenigt, en ødeland og en lykkeridder – herefter gør han alt hvad han kan, for at forpurre det unge pars ægteskabsplaner. 

På den anden side er der Mrs. Penniman – doktorens søster – som støtter det unge par. Hun blev tidligt enke, hvorefter hun flyttede ind hos familien Sloper på Washington square: “Doktoren havde ikke foreslået Mrs. Penniman at bo hos ham i al fremtid; han havde antydet, at hun kunne betragte hans hjem som et fristed, mens hun så sig omkring efter nogle umøblerede værelser. Det var uvist, om Mrs. Penniman nogen sinde iværksatte en eftersøgning af nogle umøblerede værelser, men det er et ubestridt faktum, at hun aldrig fandt et. Hun slog sig ned hos sin bror og tog aldrig af sted igen…” “Mrs. Penniman var en høj, tynd, lys og noget falmet kvinde (…) Hun var romantisk; hun var følsom; hun nærede en lidenskab for små hemmeligheder og mysterier – en meget uskyldig lidenskab, for hendes hemmeligheder havde hidtil været lige så ubrugelige som rådne æg. Hun var ikke fuldstændig pålidelig, men denne skavank havde ikke de store konsekvenser, for hun havde aldrig haft noget at skjule.” Det skal dog vise sig, at hendes egenskaber får skæbnesvangre konsekvenser for andre……. 

Humor og ironi

Som det fremgår af ovenstående citater, er bogen skrevet med masser af humor, ironi og syrlig sarkasme. Henry James er så grænseoverskridende grov og uforskammet i beskrivelsen af sine egne personer, at man ikke kan lade være med at more sig. Det er politisk ukorrekt humor i højeste potens. Men langsomt strammes skruen – for at misbruge en anden af Henry James titler. 

“Washington square” er absolut ingen komedie; det er heller ikke nogen simpel eller banal kærlighedshistorie. 

Historien udvikler sig til et grumt skæbnedrama; er Morris Townsend virkelig forelsket i Catherine? Eller er han en lykkeridder, som kun vil have fingre i hendes betydelige arv? Doktor Sloper og Mrs. Penniman kæmper en ubarmhjertig kamp for at påvirke Cathrine og afgøre hendes skæbne. På den måde viser Henry James, hvordan Catherine er splittet mellem den maskuline fornuft og den kvindelige romantik. Men det er også en usædvanlig modbydelig historien om, hvordan stakkels Catherine bliver et hjælpeløst offer i en hensynsløs magtkamp. På den måde forvandler Henry James en rimelig simpel kærlighedshistorie til et djævelsk skæbnedrama og bag den brede facade, bag den store balkon og den hvide marmortrapper, forvandler han det idylliske hjem på “Washington square” til en drabelig kampplads for et skæbnesvangert familiedrama.

Vild med Henry James

Jeg læste “Washington square” første gang for 5-6 måneder siden. Straks efter måtte jeg læse den igen, for at undersøge om Morris Townsend var en svindler eller ej – efter første læsning var jeg nemlig ikke sikker. Nu har jeg læst bogen endnu en gang for at skrive dette indlæg. Og det er bestemt ikke sidste gang! “Washington square” er skrevet med en formidabel humor, en blændende ironi og sproglig ekvilibrisme som gør mig helt beruset. Samtidig er historien et fascinerende og gådefuldt psykologisk drama, der har så mange nuancer, at det er en historie som man kan læse igen og igen og igen. 

“Washington square” er udgivet af forlaget Bahnhof i 2009. 

Men den 4. august 1987 gik jeg altså ned ad Via Moscova, forbi S.Angelo, gennem Giardini Pubblici, over Via Palestro, ind i Via Marina; over Via Senato og Via della Spiga gennem Via Gesù og et stykke ned ad Via Monte Napoleone og op på Via Alessandro Manzoni, hvorfra jeg så nåede Piazza della Scala og derfra til pladsen foran katedralen. Inde i Katedralen satte jeg mig ned, løsnede mine skos snørrebånd og vidste så pludselig, som jeg stadig den dag i dag kan genkalde mig, ikke længere, hvor jeg befandt mig. Af al kraft forsøgte jeg at rekonstruere de sidste dages forløb og den rejse, der havde bragt mig hertil, men jeg kunne faktisk ikke sige, om jeg stadig befandt mig i de levendes verden eller allerede et andet sted. Det hjalp ikke på min lammede hukommelse, at jeg klatrede op til katedralens øverste galleri og derfra, trods min svimlende højdeskræk og den dis, som slørede udsigten, tog byen, der nu forekom mig fuldkommen fremmed, i øjesyn. Der hvor navnet Milano skulle være dukket op, mærkede jeg nu ikke andet end min egen magtesløshed. 

Ovenstående citat er et meget præcist koncentrat af hele denne besynderlige og usædvanlige roman. “Højde. Skræk.” består af fire afsnit med tre hovedpersoner; de rejser alle frem og tilbage over alperne, og krydser bestandigt hinandens spor: 

I første afsnit følger vi Henri Beyle, bedre kendt som den franske forfatter Stendhal, der primært bliver husket for de to store romaner “Hoffet i Parma” og “Rødt og sort”. Vi møder den unge Henri Beyle da han er soldat i Napoleons hær; derefter følger vi hans liv og hans kærlighedsaffærer, indtil han dør af et apoplektisk anfald i 1842. 

I næste afsnit optræder forfatteren selv som hovedperson. Litteraturhistorikeren W.G. Sebald er født i Bayern, men boede det meste af livet i Norwich i England, hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet. Vi følger ham da han rejser fra England til Wien, videre til Venedig og derfra til Milano og Verona…. I Limone ved Gardasøen mister han sit pas og han får et nyt i Milano, hvor han også bliver overfaldet af tyveknægte. Et andet sted følger en hvid hund efter ham gennem halvdelen af byens gader. I Verona ser han Pisanellos fresko over Pellegrini-kapellet og i Padua ser han nogle af Giottos fresker – det er præcis lige så kedeligt, som når folk kommer hjem fra ferie og absolut skal fortælle lange historier om deres oplevelser, mens man selv sidder og tænker; hvad i alverden rager det mig…… 

Tredje afsnit handler om Kafka, som rejser fra Prag til Wien, for at deltage i en kongres. Derfra rejser han til Venedig og videre til Verona. I Riva tager han ophold på en vandkuranstalt, hvor han forelsker sig i en af de andre patienter. 

I bogens sidste afsnit rejser Sebald tilbage til sin barndoms by i alperne; han finder sit barndomshjem, hvor der nu er hotel, og indlogerer sig i familiens daværende dagligstue. Fra dette udgangspunkt fortæller han med pedantisk nidkærhed om sine barndomserindringer og alle landsbytosserne; han fortæller om søstrene Babett og Bina som i årevis driver en lille café uden at der nogensinde kommer én eneste gæst. Han fortæller om værten i værtshuset Engelwirt der dør af et sår, som han pådrog sig fra en cigar da han var en ung mand. Og den excentriske opfinder som drømmer om at bygge en skovprædikestol i en af skoven højeste graner, hvorfra præsten en gang om året skal prædike for skovens træer. Det er side op og side ned om det kedelige hverdagsliv i en lille by i alperne, hvor der ikke sker noget som helst. Ikke det mindste. Absolut ingenting! Det er gabende kedsommeligt og minder mig om min salig bedstemor, når hun fortalte lange historier om folk man ikke kendte og heller ikke havde lyst til at kende……  

Vaginafeber

“Højde. Skræk.” er en bog som kræver tålmodighed, fokus, koncentration og opmærksomhed. Men langsomt opdager man, at bogen også rummer en anden historie: “Småting, vi overser, afgør alt!”, skriver Sebald. 

Alle disse rastløse og nervøse rejsende lider alle af svimmelhed, kvalme og hallucinationer. Sebald fortæller ikke om oprindelsen til hans egne lidelser – den forklaring skal man finde i de små intermezzoer. Henri Beyle forfølger de kvinder han elsker, men ikke kan få. Kafka er endelig sluppet ud af forlovelsen med Felice Bauer; nu opholder han sig på en vandkuranstalt, hvor han får kolde afvaskninger flere gange om dagen. Når forfatteren – i denne sammenhæng! – skriver om “en sygdom, der kun kan helbredes i sengen”, så forstår man pludselig, at alle deres nervøse lidelser har rod i sexuallivet – og det gælder alle bogens hovedpersoner.

Kuren er angivet og det lyder jo meget nemt. Men hvorfor er det så alligevel så svært? 

Sebald genfortæller Kafkas historie om jægeren Gracchus fra Schwarzwald, som dør, da han jagter en gemse og styrter ned fra en klippe. Da færgemanden, som skal fragte Gracchus fra de levendes til de dødes verden, er uopmærksom, mister de retningen og sejler rundt i tre år, inden skibet glider ind i Rivas lille havn…. Riva! Hvor Kafka selv befinder sig, efter sin langvarige og mislykkede forlovelse med Felice Bauer! Det er tydeligvis en allegorisk fortælling, hvor jægeren Gracchus optræder som Kafkas alter ego. 

Der optræder også en jæger i forfatterens barndomserindringer – jægeren Hans Schlag kunne sidde i byens krostue til langt ud på natten, men den tavse mand sad altid alene og talte aldrig med nogen. En aften opdagede den unge forfatterspire jægeren, som havde sex med den skønne serveringspige Romana ude i brændeskuret. Næste dag fandt man den døde jæger, som var faldet ned i en dyb kløft. For at gøre parallellen helt klar, så har han ovenikøbet en tatovering af et skib på den ene overarm.

Efterhånden er det ret tydeligt, at disse kløfter er sexsymboler – så forstår man pludselig også, hvorfor alle hovedpersonerne rejser rundt i alperne, som er lutter bjerge og kløfter! Det er ikke nødvendigt at hedde Freud til efternavn for at gennemskue, at når Sebald skriver om topografi så mener han egentlig anatomi – kvindelig anatomi. Man forstår også, at det er deres sexdrift som driver alle disse ensomme og rastløse mennesker afsted. Man begynder også at ane, at forfatterens højdeskræk er en metafor for sexangst. Men hvorfra stammer denne angst?

Efter en særdeles promiskuøs ungdom, må Henri Beyle resten af livet kæmpe med syfilis. Kafka bryder en lang forlovelse med Felice Bauer, da han er bange for at blive fanget og kvalt i ægteskabet. Vi får også historien om skørtejægeren Casanova, som tilbringer et par år Venedigs fængsler, som straf for sin ustyrlige libido. Endelig er der jægeren Hans Schlag; hans historie har skabt en stærk forbindelse med sex og død, hvilket tydeligvis har været traumatisk for den unge Sebald. 

Forfatterens “Højde. Skræk.” består altså af to elementer: først en stærk sexdrift og dernæst angsten for konsekvenserne: kønssygdomme, ægteskab, fængsel eller død. Man forstår jo godt, at konflikten mellem disse modsatrettede drifter giver både svimmelhed, kvalme, nervøsitet og hallucinationer! 

Det var en rigtig træls og kedsommelig opgave at læse “Højde. Skræk.”. Jeg må indrømme, at jeg ligefrem hadede hver eneste side. Men da jeg nåede til slutningen og kunne begynde at samle brikkerne i dette puslespil, så blev jeg så fascineret, at jeg var nødt til at læse bogen igen; og pludselig blev det en fantastisk oplevelse. Pludselig var det tydeligt, hvor meget symbolik der var hele vejen igennem og derfor fik alting en ny og dybere betydning. Jeg glæder mig til at læse bogen endnu en gang, for der er med garanti meget, som jeg ikke har forstået endnu. 

Exit Sebald

“Højde. Skræk.” er Sebalds første roman som oprindeligt udkom i 1990, men det er hans sidste bog på dansk. Tidligere er udgivet “Austerlitz”, “Saturns ringe” og “De udvandrede”. Forfatteren døde efter en bilulykke i 2001, så der kommer desværre ikke flere bøger…… 

Der er lige et par kommentarer til Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse; de skriver at liget af jægeren Schlag blev “underkastet en autopsi.” Arghhh – det hedder altså en obduktion på dansk. Dernæst skriver de i efterskriftet, at han “ved et tilfælde” får nøglerne til sit gamle børneværelse, da han indlogerer sig i gæstgiveriet. Et tilfælde? Arghhh – jeg synes ikke kan kalde det et tilfælde, når han helt bevidst går ind i sit gamle barndomshjem og HELT BEVIDST beder om et værelse på første sal med udsigt til gaden – præcis hvor deres egen lejlighed lå dengang. Endelig skriver de, at der er tale om voldtægt mellem jægeren og serveringspigen Romana, men det er der absolut IKKE belæg for i teksten. Jeg ville nærmest sige tværtimod. Der kunne lige så vel være tale om et længerevarende – men hemmeligt! – forhold. 

Udgivet på forlaget Tiderne skifter, 2012. 

Alan Hollinghurst

Alan Hollinghurst fik et stort gennembrud med romanen “I skønhedens tjeneste”, som vandt The Man Booker Prize i 2004 og siden blev filmatiseret; alle personerne var – efter min ærlige mening! – dybt usympatiske og hele bogen var skrevet i en nærmest kuldslået tone. Det var absolut ikke en bog som jeg brød mig om. Nu er Hollinghurst tilbage med “Den lange afsked” – den er både langtrukken, forudsigelig og uoriginal; alligevel har den en vis eksistensberettigelse. Samtidig er personerne i denne bog beskrevet med både varme og sympati. Derfor er er det næsten en hyggelig bog at læse. 

Romanen handler om den borgerlige familie Sawle og den adelige Valance, hvis skæbner knyttes sammen, da sønnerne møder hinanden på Cambridge i 1913. Det er tiden hvor Bloomsburygruppen er ved at skabe sig en position i det engelske kulturliv og de optræder da også i udkanten af romanen. Men stilen og handlingen emmer også af Bloomsbury….. 

De to familiers fællesskæbne besegles, da Cecil Valance ankommer for at tilbringe en weekend hos George Sawle og hans familie. De er begge medlemmer af et hemmeligt Cambridge selskab, som er en klar henvisning til Cambridge Conversazione society, almindeligvis blot omtalt som “the Apostles“. Man dyrkede Platon, Sokrates, visdom, filosofi og klassiske græske dyder – også sodomi. Det gælder naturligvis også Georges og Cecil, som er meget mere end bare gode venner. De fleste fremtrædende medlemmer af Bloomsburygruppen, som fx James og hans bror Lytton Strachey, Leonard Woolf, John Maynard Keynes og E.M.Forster var naturligvis også medlemmer af the Apostles. Det betyder ikke, at de alle sammen var homoseksuelle – der var selvfølgelig undtagelser!  

Første kapitel, hvor Cecil Valance præsenteres for familien Sawle i deres beskedne, men romantiske herskabshus, er beskrevet så man ikke kan lade være med at tænke på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway” og hendes minder om fortidens romantiske selskaber på herresædet Bourton. Eller E.M.Forsters beskrivelse af familien Honeychurchs stille og tilbagetrukne privatliv hjemmet “Windy Corner” i “A Room with a View”. Alan Hollinghurst bliver gerne omtalt som en af Englands bedste stilister – jeg mener han er meget tæt på pastiche og epigoneri.

Men Hollinghurst bryder idyllen, når han fortæller hvordan der bliver kysset i krogene, hvordan tjenestefolkene snager og fruen i huset drikker for meget.  Denne kyniske “afsløring” bliver meget skarp i et afsnit hvor Hollinghurst genskriver den berømte badescene fra “A Room with a View”; landsbypræsten mr. Beebe, hovedpersonens lillebror Freddy og den lækre George Emerson bader i en kølig skovsø – en scene som er meget erotisk og uden tvivl meget symbolsk. Men også meget morsom, da de nøgne mænd bliver opdaget af mrs. Honeychurch, Lucy og dennes forlovede. I  Hollinghursts omskrivning bader George og Cecil i skovsøen, hvorefter der er rå sex i vandkanten, mens lillesøster Daphne traver rundt i skoven og leder efter dem……. Hollinghurst skriver det som E.M.Forster ikke kunne skrive i 1908. Men scenen er ligefrem inspireret af virkelige begivenheder: 

Rupert Brooke

Rupert Brooke(1887-1915) blev en kendt engelsk digter, men primært berømt for sit smukke udseende. Alle uden undtagelse – både mænd og kvinder – forelskede sig i Rupert Brooke første gang de mødte ham. Han begyndte på Cambridge i 1908 og blev også valgt til “the Apostles”.

“If I should die, think only this of me;. That there’s some corner of a foreign field. That is for ever England”. Rupert Brooke

I 1911 forlod han King´s College og flyttede til Grantchester – en nærliggende landsby. Rupert Brooke og hans venner gik barfodede, de sov gerne udendørs, de tog på lange vandreture og sov i telte; det lyder måske meget uskyldigt, men man skal huske, at det er i årene umiddelbart efter Victoriatidens afslutning. Denne adfærd var et radikalt brud med borgerskabets konventioner. Rupert Brooke tilhørte generationen efter Bloomsburygruppen og deres idealer var en reaktion imod den ældre generations elitære kulturdyrkelse. Som et modtræk kaldte Virginia Woolf denne gruppe for “Neo-pagans” og efterhånden blev de kendt under dette navn. Det er helt naturligt, at der er en vis konkurrence mellem generationerne, men ofte er der selvfølgelig også en vis tiltrækning – derfor var der også flere parforhold som overskred kløften mellem de to grupper. Det gælder fx også Duncan Grant og David “Bunny” Garnett. Dette forhold forhindrede dog ikke Duncan Grant i at få en datter med Virginia Woolfs søster Vanessa. Det forhindrede heller ikke David “Bunny” Garnett i at gifte sig med sin elskers datter da hun blev 18………. Som prikken over i´et var Vanessa selvfølgelig også gift med Clive Bell

En varm sommeraften var den 50-årige Cambridge don Goldsworthy Lowes Dickinson inviteret til middag hos Rupert Brooke i Granchester; han spadserede, men på grund af varmen fik han lyst til et køligt bad undervejs; jeg citerer fra Nigel Jones Rupert Brooke-biografi:

…… “Goldie” had stopped en route for a nude bathe. A puntload of young ladies happened along, and moored themselves between the unseen don, who had concealed himself in reeds, and his clothes. He was forced to wait while the party held a lengthy picnic, getting colder and colder and sinking deeper into the mud. He eventually arrived at the Old Cicarage caked in Granta ooze. A solicitous Brook hurried off for blankets and hot milk to restore his patron´s dignity and circulation”.

Det er helt klart, at Cecil Valance er inspireret af Rupert Brooke.  De er nogenlunde jævnaldrene, de var begge så karismatiske at alle forelskede sig i dem, de blev begge kendte for nogle få digte og begge døde i forbindelse med første verdenskrig – hvorefter deres krigsdigte straks gjorde dem til legender; de to personer er så tæt på at være identiske, som de næsten kan være uden at være det!  

En familiesaga

Daphne gifter sig ind i Valancefamilien, hvorefter romanen udvikler sig til en klassisk fortælling om en families storhed og fald, som vi kender det fra Thomas Mann “Huset Buddenbrook”, Joseph Rooth “Radetzky March”,”Gensyn med Brideshead” af Evelyn Waugh og mange flere. Skønt man roser Alan Hollinghurst for at være en stor stillist, så er det netop denne form som gør hans bog så pokkers forudsigelig…… Man kender historien fra disse store slægskrøniker. Stederne genkender man fra Bloomsburygruppens romaner. Personerne kender man også…… Alt i denne bog er genkendeligt og forudsigeligt! Og derudover er bogen 100 eller 200 sider for lang; man kan ikke lade være med at tænke, at “Den alt for lange afsked” måske havde været en mere passende titel! 

Homoseksuel historie og udvikling

Men “Den lange afsked” har alligevel en vis eksistensberettigelse: den homoseksuelle Alan Hollinghurst giver homoseksualiteten en plads i den moderne litteratur. Skønt homoseksualitet efterhånden er lige så almindeligt og uinteressant som amen i kirken, så er det ikke et emne der fylder meget i moderne litteratur – i hvert fald ikke blandt tidens bedste og mest fremtrædende forfattere. I Virginia Woolfs roman om “Mrs Dalloway” er det et hemmeligt lesbisk kys en stjerneklar aften i en varm sommeraften som er romanens klimaks. I “Den lange afsked” er der et kys der ligner så meget, at det næsten virker som et déjà vu. Dette kys udgør bogens centrale tema….. i virkeligheden er der nærmest tale om to kys. Eller tre! Der er først og fremmest det kys, som Cecil Valance skriver et berømt digt om. Men handler digtet om det kys han udvekslede med Georges eller Daphne? Det er det store spørgsmål bogen igennem. Svaret er ikke vigtigt. Men de to kys symboliserer hhv. homoseksualitet og heteroseksualitet, og bogen viser hvor hårdt og konsekvent den ene fornægtes, skjules og undertrykkes, mens den anden vises frem og udstilles…… 

Michael Cunningham

Hollinghurst viser hvordan familien gør alt hvad de kan for at skjule og fortrænge sandheden om den store digter Cecil Valances seksualitet. På den måde viser Alan Hollinghurst, hvordan samfundet – her repræsenteret ved familien Valance – undertrykker den homoseksuelle. Men han viser også hvordan homoseksuelle har fået mere og mere frihed gennem tiden – men igen føles det uoriginalt, for det er jo præcis det samme tema Michael Cunnigham skrev om i mesterværket “Timerne”, som også er baseret på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway”. Hollinghurst anlægger en anden vinkel og det er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod – han viser samfundets undertrykkelse af de homoseksuelle på en meget original måde, som jeg er ret vild med. Historien er bare pakket inde i en form og et format der er så genkendeligt, at det næsten er banalt……. 

Tekniske problemer

Det irriterer mig, når jeg læser om “et elskværdigt træ” i haven. Det er simpelthen noget sludder. Jeg har ikke set den engelske originaltekst, men jeg tør alligevel godt gætte på, at der står “a lovely tree”. Det burde have været oversat til “et smukt træ” – eller måske ligefrem “et yndigt træ”. 

Men forfatteren laver selv en fejl, som næsten er endnu værre: på side 447 tager forfatteren Paul en taxa for at besøge Daphne Jacobs og bemærker i den anledning, at han ikke har kørt i taxa siden han fulgtes med selv samme Daphne Jacobs et helt år tidligere. Men på side 443 – altså blot 4 sider tidligere! – tager han en taxa efter et besøg hos Daphnes bror George Sawle. Inden for romanens ramme kan det være svært at afgøre hvor lang tid der går mellem de to besøg, men det er tydeligvis kun tale om få uger. 

Det er sådan en fejl som en forfatter sagtens kan lave – man stirrer sig blind på sin egen tekst. Det er forståeligt. Men det er utilgiveligt, når det ikke bliver opdaget af redaktøren! 

“Den lange afsked” er udgivet af forlaget Gyldendal i 2012. 

Den norske forfatter Tomas Espedal fik et stort og velfortjent gennembrud i Danmark med romanen “Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”. Dernæst fulgte “Mod kunsten” – en udmærket bog, men absolut ikke på niveau med den første. Nu er han tilbage med en ny roman – et rigtigt mesterværk. “Mod naturen” fylder 164 sider; det er kun en lille bog, men den gør et stort indtryk. 

Jeg-fortælleren er måske identisk med forfatteren – måske ikke. Jeg kender ikke så meget til forfatterens privatliv, men det er også underordnet, når bogen præsenteres som en roman. 

Bogen fungerer som en slags fiktiv selvbiografi der begynder i teenageårene, da hovedpersonen får sit første job – og snart erkender, at sådan et arbejde ønsker han ikke at have resten af livet. Så er der kvinderne: Eli som er den første kærlighed og dernæst følger Agnete som han stifter familie med – men hele tiden søger han steder hvor han kan være alene. De rejser ud i verden, men han vil hellere være hjemme i Norge….. 

Hovedpersonen bliver mere og mere bevidst om, at han lever “mod naturen” – mod sin egen natur. Så forsøger han at realisere sig selv. Han møder Janne, der kun er halvt så gammel som ham selv – et forhold der straks får ham til at drage paralleller til den fransk forfatter Pierre Abélard. Hvis man kender historien om Abélard og Héloïse – en af verdens største kærlighedshistorier! – så ved man allerede, at forfatterens har kurs mod en tilintetgørende katastrofe. Endnu en gang har han forbrudt sig “mod naturen” – denne gang er det ikke sin egen, men hendes; det holder naturligvis ikke i længden. 

Tomas Espedal er en af tidens største og vigtigste forfattere! Umiddelbart er “Mod naturen” en lille simpel bog, men det er også en klog bog som rummer nogle helt væsentlige livsbetragtninger. Bogen rummer en vemodig livssmerte, som gør det til en hjertegribende, urovækkende og angstfremkaldende oplevelse at læse den. Det er utroligt, at sådan en enkel bog kan have sådan en virkning på læseren – det beviser, at Tomas Espedal er en stor og en genial forfatter.

Jeg elsker Tomas Espedal – eller i hvert fald hans bøger!  

“Mod naturen” er udgivet af forlaget “Batzer & Co” i 2011. 

Den norske forfatter Tomas Espedal

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: