You are currently browsing the category archive for the ‘Historie’ category.
Her i 2015 kan Den Kongelige Stald-Etat fejre 325 års jubilæum – i forbindelse med fejringen har man udgivet et lille hæfte, som man også kan finde på nettet(tryk her). Heri skriver Staldmester P. S. Thuesen: “2015 er ikke alene året, hvor Den Kongelige Stald-Etat fejrer sit 325 års jubilæum, men det er samtidig året for den stutteriordning, der fik grundlæggende betydning for Frederiksborgstutteriet.”
Der står ikke noget klart og tydeligt i hæftet om hvorfor, hvorledes eller hvordan Den Kongelige Stald-Etat blev oprettet. Når man fejrer 325 års jubilæum i 2015, så kan jeg selvfølgelig godt selv regne ud, at Stald-Etaten er grundlagt i 1690 – men det danske kongehus havde selvfølgelig både heste og kareter i flere hundrede år før. Hvorfor regner man så grundlæggelsen af Stald-Etaten til at være i 1690? Det står der ikke noget om – medmindre det er dét som Staldmesteren lidt kryptisk forsøger at skrive ovenfor: Frederiksborg stutteriet blev åbenbart grundlagt for 325 år siden. Men så må det næste – og logiske – spørgsmål selvfølgelig være, om Frederiksborg stutteriet og Den Kongelige Stald-Etat er det samme? Eller måske bare to sider af samme sag?
Selv om man læser hæftet flere gange, så er der ikke mange oplysninger grundlæggelsen af Den Kongelige Stald-Etat og det er da temmelig mærkeligt, når man fejrer etatens 325 års jubilæum!

Trods den store dag, så var der flere heste i stalden og de ville gerne aes på mulen! Copyright: Jens Drejer.
Samtidig med Den Kongelige Stald-Etats 325 års jubilæum, så fejrer man også 275 år for Christiansborg Ridebane – og i den forbindelse er det lille hæfte heldigvis fyldt med oplysninger, som man kan bruge til noget: Grundstenen til det nye ridehus blev lagt i 1730´erne, under Christian d. 6. Ridehuset stod færdigt i 1740 og den flotte marmorstald var færdig i 1746/47.
Det vil sige, at både stalden og ridehuset blev bygget som en del af det første Christiansborg slot, der brændte i 1794. I 1884 brændte det andet Christiansborg slot. Det slot som vi kender i dag er det tredje Christiansborg slot og det var færdigt i 1928. Hvis man husker på disse begivenheder, så forstår man hvor gammel stalden og ridehuset er, og hvor meget begge disse bygninger har overlevet.
Et personligt forhold
Jeg har et meget personligt forhold til de kongelige stalde. Jeg er jo opvokset på landet og vi havde mange heste. Jeg tror, at min far havde 5-6 heste, da jeg flyttede hjemmefra. Senere fik han mange flere. På et tidspunkt havde han vist omkring 15.
Jeg havde selvfølgelig min egen hest, som jeg savnede enormt meget, da jeg flyttede til København som 18-årig. Og hvad gør man så? Jeg fandt ud af, at man kunne besøge de kongelige stalde – og så kunne man da snakke lidt med de kongelige heste. Det betyder ikke, at jeg kom der hele tiden – slet ikke – men jeg har da været der en del gange. Jeg elsker at gå en tur i de smukke stalde og snakke lidt med hestene.
Optog gennem København
Det store jubilæum blev fejret med et stort og flot optog gennem København lørdag d. 26. september. Turen begyndte på Christiansborg Ridebane, hvorfra turen gik gennem Bredgade til Kastellet. Efter en kort pause returnerede optoget til Christiansborg og denne gang gik turen over Amalienborg slotsplads. Det var genialt, for så fik jeg jo mulighed for at se det hele to gange gange!
Der var masser af vogne og kareter fra Den Kongelige Stald-Etat. Der var også en enkelt karet, som har tilhørt det svenske kongehus. Men flertallet af de deltagende køretøjer var gamle rejsevogne, militærvogne, en ølvogn, en brandsprøjte – man kan jo godt overveje deres funktion i et optog, der skal fejre Den Kongelige Stald-Etat. Hvad er deres relevans i denne sammenhæng?
Men i stedet for at stille spørgsmål, så kan man selvfølgelig også nøjes med at nyde det flotte optog – for det var saftsusme flot. Vogne, kareter og heste skinnede om kap. Alle vogne og kareter var fyldt med kuske og passagerer i kostumer, som passede til køretøjernes alder. Optoget blev ledsaget af garderhusarregimentets trompetérkorps, som gav fuld fanfare, da de drejede ind på Amalienborg slotsplads.
Der var en del tilskuere i gaderne – men når man tænker på, hvor stort og flot optoget var, så skulle der have været mange flere mennesker i gaderne. Eller sagt på en anden måde: jeg tror, at der var mange flere mennesker, som gerne ville have set optoget, hvis de havde hørt om det. Men dette arrangement har desværre fået alt for lidt opmærksomhed i medierne. Det var synd, for alle de medvirkende havde virkelig gjort noget ud af det. Det er et af de flotteste optog jeg nogensinde har set og jeg er meget glad for, at jeg tog til København for at opleve det!
Efter optoget blev alle ekvipager præsenteret på Ridebanen, hvor de kørte et par runder, mens der var en konferencier som fortalte om deres historie. Det fangede ikke lige min interesse, mens jeg stod der, men jeg må indrømme, at det har jeg fortrudt bagefter.
Herunder kan man se et udvalg af mine bedste billeder. Hvis man trykker på et af billederne, så kommer der et slideshow, hvor man kan se billederne i et større format. Under hvert billede har man mulighed for at trykke på “View full size”, hvis man har lyst til at se nogle af billederne i fuld størrelse. God fornøjelse … 🙂
Søndag var jeg til foredrag i Gurre kirke om Gurre slotsruin og alle de sagn som knytter sig til stedet, om Arnold Schønberg og hans Gurrelieder, og meget, meget mere. Inden pausen var der mulighed for at stille spørgsmål. Der var én som spurgte, hvad altertavlen forestillede. Sognepræsten Annemette Nissen var til stede blandt publikum, så det kunne hun selvfølgelig svare på. Hun benyttede sig straks af chancen og stjal ordet – ja, hun stjal simpelthen ordet, selv om der står i det 7. bud, at man ikke må stjæle. I stedet for at nøjes med at besvare spørgsmålet, så fortalte hun hele kirkens historie; …. og det er jeg glad for, for det var nemlig rigtig spændende.
Gurre kirke er bygget i 1917-1918. Den kostede 62.000 kr, hvoraf staten betalte 30.000 kr. Resten blev betalt af sognets beboere. Gennem flere år gik man simpelthen rundt i hele sognet før jul og samlede ind ved dørene. Når man byggede kirker i fortiden, så blev byggeriet oftest betalt af de lokale adelsmænd og landsbykirkerne hørte ind under godserne. Når man bygger kirker i dag, så er alle medlemmer af den danske folkekirke selvfølgelig med til at betale, for sådan et byggeri bliver jo finansieret over kirkeskatten. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må give en helt anden grad af tilknytning og tilhørsforhold, når man direkte har været med til at betale. Dernæst må det også give en særlig følelse af fællesskab i sognet – på den måde er Gurre kirke jo en rigtig folkekirke. Og formodentlig en af de meget få i hele landet.
Der var en gårdmand som ville skænke en byggegrund til byggeriet. Denne grund lå i en sænkning ved Nyrup Hegn. Da arkitekten Carl Brummer så stedet, blev han ikke begejstret: “Man skal ikke se ned på en kirke. Man skal se op til en kirke”, sagde han, og pegede på Spidsbjerg Bakke som lå ved siden af. Selv om jeg ikke er troende, så synes jeg, at det er en smuk tanke og en helt fantastisk historie.
Gurre kirke må være en af de smukkeste kirker jeg nogensinde har set. Jeg vil ligefrem kalde den pittoresk. Uanset hvilken side man ser den fra, så bliver man helt overvældet! For nyligt var jeg i Gurre for at tage nogle billeder – også billeder af Gurre kirke. Jeg tog vist omkring 200 billeder bare af kirken. Hver eneste gang jeg tog et eneste skridt, så følte jeg, at jeg var nødt til at tage ti billeder ……
Der går en smal vej op til kirken; formodentlig bruges vejen primært af præsten og derudover i forbindelse med bryllupper og begravelser. Vejen snor sig rundt om Spidsbjerg bakke, så det ser ud, som om at den fører direkte ind i himlen.
“Men det ligner jo en rigtig kirke” – i følge Annemette Nissen, så er det typisk det første folk siger, når de ser kirken. Og det er fuldstændig korrekt. Den hvidkalkede kirke med det høje kirketårn og det røde tag ligner en traditionel gammel dansk landsbykirke. Alligevel er der visse tegn, som afslører kirkens virkelige alder. Sognepræsten nævnte vinduerne, som er typiske for tiden omkring første verdenskrig.
Jeg bemærkede selv andre tegn – der var ingen kalkmalerier, som man ser det i mange danske kirker fra middelalderen og begyndelsen af renæssancen. Der var heller ingen døde mennesker i gulvet eller i murene. Helt op i 1800-tallet var det jo ikke noget særsyn, at både adelsmænd og damer kunne få deres sidste hvilested på en fornem plads i kirken, mod at de til gengæld forærede halvdelen af deres jordiske gods til kirken. Jeg tror aldrig, at jeg har været i en dansk landsbykirken uden den slags gravsteder; endnu en gang tænker jeg, at Gurre kirke er en rigtig folkekirke. Det er ikke herremandens kirke.
Gurre kirke er lige så smuk indvendig som udvendig. Kirkerummet er meget rent og indretningen er helt traditionel. Træbænkene, rækværket foran alteret og pulpituret er holdt i grå nuancer, som man finder det i mange gamle danske kirker. Væggene og loftet er hvide og helt nøgne – men de virker slet ikke kolde. Tværtimod. Der er en dejlig varm stemning i rummet. Der var en særlig fred og ro, som gav en dyb følelse af mentalt velvære. Oprindeligt var der PH-lamper i loftet. For nogle år siden blev de stjålet – ikke bare én gang, men to gange, ganske kort tid efter hinanden. Dernæst valgte man, at anskaffe nogle andre lamper. Heldigvis! Jeg har aldrig været særlig begejstret for PH-lamper, men jeg er helt vild med de nye lamper. Jeg er sikker på, at de er med til at skabe den varme stemning i rummet.
Når man bygger nye kirker i dag, så bryder man gerne med alle gamle traditioner for kirkebyggeri. Efter mit besøg i Gurre kirke, så synes jeg det er værd at overveje om det er smart; giver det ikke en følelse af fremmedgørelse? Virker det ikke forstyrrende for den religiøse oplevelse? Da jeg kom ind i Gurre kirke, så følte jeg mig ligefrem hjemme. Det skyldtes selvfølgelig genkendeligheden, men bestemt også, at jeg straks kunne se den kulturhistoriske udvikling, som kirken er en del af. Jeg kunne genkende mig selv i kirken og den historie som udgør mine rødder flere hundrede år tilbage i tiden …. jeg tror, at mange moderne arkitekter undervurderer, hvor stor en værdi der ligger i dén oplevelse!
Den eneste udsmykning i kirken er Per Kirkebys smukke altertavle, som er et sortpatineret bronzerelief. Hvis man kigger grundigt på det abstrakte motiv, så finder man tværbjælken fra korset, samt silhouetten af Jesu hoved, i tavlens øverste del. I den nederste del ser man gravhulen, hvor tre sten er væltet til siden. Værket hedder “Opstandelse” og det vejer 225 kg. Inden det blev installeret, var det nødvendigt at forstærke både gulvet og væggen med jerndragere. Jeg synes det er enormt flot og det passer rigtig godt til kirken. Det harmonerer med den sorte over- og underkant på rækværket foran alteret og den sorte kant øverst på prædikestolen. Det er selvfølgelig også en kontrast til det hvide rum og dermed bliver værket helt automatisk det centrale punkt i hele kirkeskibet. Men den abstrakte fortolkning af Jesu lidelse og genopstandelse, har også en harmoniske balance med den æstetisk rene kirke.
Jeg er hardcore ateist og derfor er det jo ikke så underligt, at der kan gå temmelig lang tid mellem mine besøg i en kirke. Selv om jeg ikke er særlig vild med kristendom – eller andre religioner! – så betyder det ikke, at jeg har noget imod kirker. Tværtimod. Jeg er faktisk lidt vild med kirker. De danske kirker er jo en slags koncentreret Danmarkshistorie, kulturhistorie og kunsthistorie.
Annemette Nissen fortalte meget levende og engageret om sin kirke – og det var rigtig spændende. Jeg er rigtig glad for, at vi fik dette lille foredrag presset ind i programmet. Det var ganske tydeligt, at Annemette Nissen elsker sin kirke – og det kan jeg godt forstå. Jeg er nemlig selv blevet lidt forelsket i Gurre kirke og jeg håber, at jeg får mulighed for at besøge kirken en anden gang.
Der kom lidt mere end 20 personer til “Store GURRE dag” i Gurre kirke søndag d. 10. november. Jeg synes det var temmelig skuffende. Men jeg tror, at det er en meget præcis illustration af danskernes interesse for vores kulturhistorie – eller mangel på samme! Jeg har tidligere skrevet et længere blogindlæg, som jeg kaldte “Alt om Gurre“. Det var selvfølgelig lidt hovmodigt, for jeg ved naturligvis ikke alt om Gurre. Det ved jeg godt og derfor glædede jeg mig til et lærerigt foredrag. Det gik ikke helt som forventet ….
Vivian Etting om Gurre slot – sagn og historie
Første foredragsholder skulle i følge programmet være Lone Hvass, men hun var blevet forhindret. I stedet havde Vivian Etting overtaget og det var jeg rigtig glad for. Ikke fordi, at jeg har noget imod Lone Hvass. Absolut ikke. Jeg kender hende ikke. Men Vivian Etting har efterhånden skrevet en håndfuld meget roste bøger om dansk historie og derfor var det selvfølgelig interessant at møde hende. Bogen om “Gurre slot – kongeborg og sagnskat” har hun skrevet i samarbejde med Lone Hvass og Charlotte Boje Andersen. Jeg har ikke læst bogen, men den står selvfølgelig på min ønskeliste.
Vivian Etting fortalte om de seneste udgravninger ved Gurre. Gennem mange år har man formodet, at det store beboelsestårn i midten af anlægget stammede fra 1100-tallet. I dag er man overbevidst om, at det først blev opført i begyndelsen af 1300-tallet. Hun fortalte også om alle de glaserede fliser og rester af kakkelovne som man har fundet omkring Gurre slotsruin – alt sammen vidnesbyrd om den kongelige luksus og standard som har præget stedet. For nogle få år siden skulle man lægge fjernvarmerør i Gurre. Vivian Etting fortalte hvordan man begyndte at grave vejen op og fandt Valdemar Atterdags brolagte vej blot en halv meter under asfalten. Selv om denne vej blev anlagt i 1300-tallet, så lå den fuldstændig fin og intakt under den moderne vej. Og det gør den stadig…..
Det var interessant, at høre om alle disse udgravninger og opdagelser. Det var interessant – men det blev desværre aldrig rigtig spændende og Vivian Etting fik aldrig tegnet et levende billede af Gurre. Det virkede faktisk som om, at hun var en lille smule uengageret.
Marianne Just om I.P. Jacobsen og Gurresange
Tidligere lektor Marianne Just begyndte med at fortælle, at hun netop havde læst I.P. Jacobsens Gurresange for første gang nogen sinde. Dernæst forklarede hun, at “når vi næsten ikke kender ham[I.P. Jacobsen] som lyriker, så skyldes det Georg Brandes …. “ Herefter redegjorde hun så for, hvorfor ingen kendte I.P. Jacobsens digte.
Jeg blev dybt chokeret. Tænk, at man skulle høre det. Og så fra en tidligere lektor. Jeg var lige ved at få et apoplektisk anfald!
Det er korrekt, at I.P. Jacobsen havde lidt svært ved at skabe interesse for sine digte. Der blev kun udgivet seks digte i hans levetid. Der er heller ingen tvivl om, at Georg Brandes manglende begejstring for hans evner hæmmede hans lyriske skaberkraft. Men året efter I.P. Jacobsens død i 1885 udkom alle hans digte i en samling med “Digte og udkast”. Dernæst fulgte en sand I.P. Jacobsen-epidemi, som bredte sig over hele Europa og sandelig også helt til USA. Derfor er det simpelthen noget sludder at sige, at vi ikke kender I.P. Jacobsen som lyriker. Tværtimod! Sandheden er jo den stik modsatte. Fra 1886 til 1920 var der 41 danske komponister som satte musik til 106 digte. Det viser selvfølgelig en hel del om, hvor meget disse digte blev læst og hvor umådelig populære de var.
Jeg har næsten gået i gymnasiet to gange; jeg begyndte på matematisk linie på et gymnasium i Jylland. Men det gik faktisk ikke særlig godt. Så flyttede jeg til København og begyndte på et to-årigt studenterkursus, hvorfra jeg blev sproglig student. Begge steder læste vi flere digte af I.P. Jacobsen. Derfor troede jeg, at det var almindelig pensum i gymnasiet.
Da jeg gerne ville undersøge dette lidt nærmere, så lavede jeg en lille undersøgelse blandt mine venner på Facebook. Det vil sige, at blandt alle dem som svarede havde nogen gået på gymnasiet eller HF. Men der var også nogen som havde gået på Handelsskolen eller Teknisk Skole, hvor det litterære pensum ikke fylder så meget.
Der var 25 som besvarede min lille undersøgelse. 10 svarede, at de havde læst digte af I.P. Jacobsen enten på gymnasiet eller HF. Det er faktisk præcis 40%. Hvis vi så antager, at det kun er omkring halvdelen af disse personer, som har gået enten på gymnasiet eller HF, jamen, så er resultatet, at 80% af dem som har gået på enten gymnasiet eller HF har læst digte af I.P. Jacobsen. Derudover var der 4 som havde læst ALT af I.P. Jacobsen; alle hans romaner, alle hans noveller og alle hans digte. Og hvis vi tager mig selv med, så er det 5! Det vil sige, at knap 25% af alle dem som svarede har læst ALT af I.P. Jacobsen; og 40% af alle dem som har gået i enten gymnasiet eller HF har læst ALT af I.P. Jacobsen. Jeg er faktisk temmelig imponeret. Dette resultat er meget bedre end jeg havde regnet med og det beviser samtidig, at Marianne Just tager fuldstændig fejl. Quod erat demonstrandum!
Da Marianne Just havde fortalt om I.P. Jacobsen, kom turen til hans “Gurresange”. Det blev desværre kun til et temmelig overfladisk resumé. Det virkede som om, at hun famlede efter en eller anden mening i digtet – uden at finde noget som helst. Jeg må da indrømme, at jeg var temmelig skuffet.
Ja, jeg kendte I.P. Jacobsens Gurresange i forvejen. Selv om jeg ikke havde gjort det, så havde jeg dog forventet mere end bare en genfortælling af handlingen. Jeg havde forventet en lille smule analyse og fortolkning. Jeg havde forventet et forsøg på at forklare, hvad digtet egentlig handler om og hvorfor det har fascineret så mange mennesker. Men det blev desværre kun til et tamt forsøg, der ikke førte til noget som helst.
Ete Forchhammer om Schønberg og Gurrelieder
Ete Forchhammer har spillet kontrabas i Copenhagen Phil i mange år. Det gør hun ikke længere, men hun er stadig med til at arrangere deres kammerkoncerter – de såkaldte ½12 koncerter. I den forbindelse har jeg tidligere hørt Ete Forchhammer fortælle; hun er en meget levende og engageret fortæller, som har en meget stor viden om musikhistorie, musikvidenskab og alt andet med tilknytning til den klassiske musik. Når hun fortæller kan man tydeligt mærke hendes egen begejstring og kærlighed til musikken. Det var også helt tydeligt da hun fortalte om Arnold Schønberg og hans mesterværk “Gurrelieder”.
Arnold Schønberg begyndte at komponere musikken til Gurrelieder i år 1900, men værket blev først uropført i 1913. Det er altså 100 år siden i år, hvilket også var anledningen til dette arrangement i Gurre kirke.
Ete Forchhammer begyndte med at fortælle om Arnold Schønberg; han var autodidakt komponist, men derudover var han også billedkunstner og forfatter til en mængde aforismer. Dernæst fortalte hun om den musik, som man spillede i Wien, da Arnold Schønberg begyndte på Gurrelieder. Hun fortalte også om de komponister som inspirerede ham under arbejdet med hans mesterværk. Mens hun fortalte om alt dette, spillede hun korte uddrag af værker af Bach, Mozart, Beethoven, Wagner og Brahms. Disse uddrag brugte hun senere til at illustrere, hvor banebrydende, visionært og nyskabende Arnold Schønbergs Gurrelieder var. Det var selvfølgelig både interessant og relevant. Jeg tror desværre, at Ete Forchhammer havde lidt for høje forventninger til publikum. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg slet ikke har den nødvendige baggrund og musikalske viden til at forstå alt dette.
Når man skal formidle et emne som man virkelig brænder for og samtidig ved en hel masse om, så kan det være rigtig svært at begrænse sig. Det er et problem som jeg selv kender alt for godt. Det blev også et problem for Ete Forchhammer – tiden løb nemlig fra hende. Der var simpelthen ikke tid til det hele. Gang på gang erklærede hun, at vi skulle altså nå at høre det og det og det ….. og lidt senere måtte hun beklage, at vi måtte nøjes med lidt mindre. Hun måtte pille flere og flere punkter ud af programmet. Det var tydeligt, at hun selv var skuffet over, at hun ikke kunne nå alt det som hun gerne ville fortælle om og derfor blev denne del af foredraget mere og mere hektisk, stresset og forjaget – og derfor også en smule forvirret.
Det kostede 90 kr. at deltage i arrangementet. Var det pengene værd? Ja, det var. Det levede bestemt ikke op til mine forventninger, men jeg havde alligevel en rigtig hyggelig eftermiddag i Gurre kirke! Hvis man vil læse mere om Gurre, om kong Valdemar og hans vilde jagt, og hans forhold til Tovelille, så henviser jeg til mit eget indlæg: “Alt om Gurre“.
Hjem igen ….
Da jeg kom ned til bussen opdagede jeg, at der var 40 minutter til den næste bus. Men jeg har bestemt aldrig ventet 40 minutter på en bus. Aldrig nogen sinde. Jeg tog hørebøfferne på og så travede jeg i rask tempo mod Helsingør. Jeg må indrømme, at jeg var en smule bange for at blive kørt ned på den smalle og mørke landevej. Jeg havde selv mørkt tøj på og ingen reflekser. Til gengæld var jeg hverken bange for røvere eller overfaldsmænd. Jeg gik nemlig og sang hele vejen, og det kan med garanti holde selv de mest hårdkogte forbrydere på afstand.
Da jeg nåede til Montebello inde i Helsingør, smuttede jeg lige en tur i Fakta efter to liter mælk. Bussen kom få minutter efter at jeg kom ud fra Fakta og så tog jeg den resten af vejen til stationen. Jeg nåede at gå 3-4 km og det var en rigtig dejlig tur.
I sin nye bog “Dommedag Als” afslører Tom Buk-Swienty, at efter krigen i 1864 tilbød kong Christian d. 9. at Danmark kunne komme ind under Tyskland. Denne nyhed har fyldt medierne hele dagen og det har været rigtig spændende. Der er flere som har kaldt Christian d. 9. for landsforræder – jeg synes det vidner om en manglende forståelse for, at verden var anderledes dengang. Jeg vil ikke forholde mig alt for skarpt til en sag som jeg ikke kender i detaljerne, men umiddelbart synes jeg det lyder som en form for solidaritet med Slesvig, Holstein, Lauenborg og Sønderjylland – derfor synes jeg godt man kan forsvare kongens initiativ. I dag er det selvfølgelig utænkeligt og ideen virker nærmest absurd. Men det er jo også 150 år siden.
Dagens bedste kommentar blev leveret af dagens vært på Deadline 17, journalist Jesper Larsen, som sagde, at : “det gør ondt at få at vide, at kongen ville give os til Tyskland, men det gør dog næsten mere ondt at tyskerne slet ikke ville have os.”
Jeg ærgrer mig voldsomt over Tom Buk-Swienty, som gang på gang har omtalt erobringen af Als, som det glemte slag! – og journalisterne har accepteret denne betegnelse.
Har alle glemt Herman Bang? Haabløse slægter? Tine? Jeg troede at Tine var nærmest obligatorisk læsning i gymnasiet og på mange andre uddannelser. Herman Bang blev født i Asserballe på Als i 1857, men familien flyttede/flygtede til Horsens under krigen i 1864. For Herman Bang var barndommen og opvæksten på Als en form for paradis og efter flytningen til Horsens blev han konfronteret med den kolde og ubarmhjertige virkelighed. Derfor står nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als som centrale begivenheder i Herman Bangs forfatterskab.
Det er særlig tydeligt i bogen “Tine” som foregår på Als og netop beskriver rædselsnatten den 29. juni 1864, hvor tyskerne erobrede og hærgede den lille ø, mens beboerne forsøgte at flygte fra soldaternes brutalitet.
“Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm. “
Tine søger tilflugt i kirken sammen med sine forældre. Fra kirketårnet stirrer de ud over øen og betragter den forfærdelige nat:
“… Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros, Soldaterne Paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin – naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
– Det er Øen, der brænder, hviskede hun.”
“Tine” er et af de fineste og vigtigste mesterværker i dansk litteraturhistorie. Når Tom Buk-Swienty omtaler slaget ved Als som det glemte slag, så må det skyldes manglende kendskab til dansk skønlitteratur!
Nogen gange kan jeg se, at folk har fundet min blog via nogle spændende søgninger. Nogen gange er det spørgsmål som jeg kender svaret på, selv om jeg ved at det ikke står på min blog. Og nogen gange er spørgsmålet så spændende, at jeg næsten ville ønske, at folk sendte mig en mail.
I dag kan jeg se at der har være en søgning som hedder: “Hvorfor hedder det Amalienborg?”
Det spørgsmål er så spændende, at jeg slet ikke kan lade være med at fortælle historien. Der er nemlig mange mennesker som ikke kender svaret – det er lidt synd, for det er faktisk en rigtig god historie.
I midten af 1600-tallet lå der en stor have, eller park, med springvand, lysthuse, alleer og drivhuse, midt i det område som vi i dag kender som Frederiksstaden. Denne have tilhørte Frederik d. 3s dronning Sophie Amalie. Fra 1667-1673 byggede hun et lille lystslot som fik navnet Sophie Amalienborg, og haven blev dronningens pendant til Kongens have og Rosenborg slot.
Københavns slot var et rædselsfuldt, koldt og uhumsk sted. Det var så forfærdeligt, at det var berygtet i hele Europa. Derfor trak dronningen sig tilbage til Sophie Amalienborg da Frederik d. 3. døde i 1670. Skønt det lille lystslot ikke var særligt stort, så var det både fornemt og moderne. Sophie Amalie brugte slottet som enkesæde og her døde hun i 1685.
I 1689 fejrede man Christian d. 5s fødselsdag med en opera. Teatersalen på det lille lystslot var alt for lille til de store ambitioner og derfor opførte man et teaterhus i fyrretræ, klods op af Sophie Amalienborg.
Forestillingen var en stor succes og Christian d.5 var så begejstrejstret, at han arrangerede en gentagelse for offentligheden. Salen var beklædt med silketapeter. Dekorationerne var lavet af mos, blomster og enebærris. Salen og scenen blev oplyst af 800 olielamper.
Der var gået 4 dage siden kongens store festforestilling og dekorationerne var blevet knastørre. Da en af olielamperne væltede tog det kun et øjeblik før hele salen stod i flammer. Dørene åbnede indad, så de mange hundrede gæsterne var fanget i et brændende inferno. Omkring 180 mennesker omkom i flammerne. Bygningen brændte på 15 minutter, men ilden sprang videre til Sophie Amalienborg der også snart var forvandlet til en ruinhob.
Herefter stod området tomt i mange år, indtil Frederik d. 5 grundlagde Frederiksstaden med Amalienborgs fire adelspalæer som det monumentale centrum. Man begyndte byggeriet i 1750, men bevarede en del af navnet. Derfor hedder det Amalienborg!
Kongehuset overtog Amalienborg i 1794 efter branden på Christiansborg slot, men det var kun tænkt som en midlertidig bolig. Det tog mange år at genopbygge Christiansborg slot og så brændte det igen i 1884. Heldigvis havde kongehuset stadig Amalienborg og man havde egentlig boet der mere eller mindre permanent siden 1794. Men det var først i 1920 at Amalienborg slot blev officiel residens for kongefamilien.
Grundig gennemgang af Amalienborgs historie findes her.
Her findes en navneliste over alle som omkom i operahusets brand.
Jeg købte min nye cykel, et par dage før vi fik en enkelt weekend, hvor det var så varmt, at man lige frem blev i forårshumør. Jeg brugte vist en hel uge på at drøne rundt i hele København, men den første tur gik selvfølgelig til Frederiksberg have. Det er omtrent 20 år siden jeg flyttede fra Jylland og begyndte på Frederiksberg studenterkursus, som dengang lå på Mynstersvej. Her blev både skolestart og sommerferie altid fejret i Frederiksberg have.
For mig, der kom langt ude fra landet, var Frederiksberg have et spændende sted; det var næsten som en fortryllet have. Her er alt – det er fortiden der møder nutiden. Det er natur der blander sig med kultur. Det er folket som hygger sig i den kongelige have, hvor det gule Frederiksberg slot skuer majestætisk ud over parken. Selv om man er midt i storbyen, så føler man sig langt væk fra stress og jag. Selv når haven er fyldt med mennesker, så er der alligevel en forunderlig fred og ro.
Det er et sted som er fyldt med gode minder for mig. Udover at vi kom der med skolen, så har jeg været til langt over 10 operakoncerter i Frederiksberg have og Søndermarken. Men jeg har også boet på Frederiksberg og dengang tilbragte jeg selvfølgelig altid de gode sommerdage i Frederiksberg have. Senere flyttede jeg til Valby, og endnu en gang blev Frederiksberg have et naturligt centrum i mit liv.
Nu har jeg boet på Bispebjerg i mere end 15 år, men jeg har så mange gode minder fra Frederiksberg have, at jeg bliver ved med at vende tilbage. Jeg elsker at slentre omkring på de slyngede stier, forbi elefanterne og videre til hjørnet af zoologisk have, hvorfra man kan se Gibbonaberne, når de leger på deres lille ø. Derfra er det nærliggende at fortsætte forbi slottet, hvor man kan se ind til Christian den 7´s badeværelse. Det skulle efter sigende være nordeuropas første nedsænkede badekar. Jeg ved ikke om historien er sand, men det skulle være Struensee der anbefalede kongen disse bade; så vidste man hvor kongen var, mens Struensee selv forlystede sig med dronning Caroline Mathilde.
Frederiksberg Have er også et sted der er fyldt med historie – særligt fra guldalderen. For mig betyder det først og fremmest Adam Gottlob Oehlenschläger. Hans forældre mødte hinanden, da hans mor var kammerjomfru hos grevinde Moltke og hans far tjente grev Moltke. Senere blev faren organist ved Frederiksberg kirke. Snart blev han fuldmægtigt på slottet og siden slotsforvalter. Det var grevinde Moltke som holdt Adam Oehlenschläger da han blev døbt: Da hun havde spurgt min moder: ” Hvad skal barnet hedde?” og min moder havde svaret: “Adam Gottlob”, sagde hun: “Det skulle jeg haabe”.
Adam Oehlenschlägers erindringer er fyldt med gode historier fra hans barndom på og omkring slottet; det giver et spændende billede af livet på Frederiksberg, blandt kongefamilien og deres børn. Adam Oehlenschläger blev gift med Christiane Heger, som var søster til den skarpe fru Kamma Rahbek der selv var gift med Knud Lyhne Rabhek. De boede i Bakkehuset på den anden side at slottet, hvor de fleste af datidens personligheder ofte kom på besøg. Familien Oehlenschläger boede en tid i Fasangården, hvor H.C. Ørsted mange år senere flyttede ind. Hans bror var Anders Sandøe Ørsted, danmarks 3. statsminister, som var gift med Oehlenschlägers søster sophia. Når jeg spadserer rundt i Frederiksberg have, så synes jeg næsten, at jeg kan mærke deres genfærd….og så føler jeg mig ærlig talt i udmærket selskab.
Frederiksberg have er et af de mest spændende steder i København – et af de steder som jeg holder allermest af!
Vejret var rigtig dejligt i søndags. Derfor skulle Frank og jeg, lige som alle andre, ud at nyde solen og alle skovens smukke efterårsfarver. Frank havde en bil til rådighed nogle dage og derfor ville vi tage på en længere udflugt til den slags steder, hvor vi ikke normalt kommer. Vi havde bestemt os for Rudolph Tegners museum ved Dronningmølle i nordsjælland. Jeg har været der flere gange og synes det er et utrolig fantastisk sted. Jeg er dybt fascineret af museet der ligger som en kolossal bunker midt i det barske hedelandskab, hvor de slyngede stier snoer sig op over bakkerne og gennem den flotte skulpturpark. Frank har aldrig været der og jeg havde glædet mig til at vise ham stedet, men da jeg skulle tjekke kørevejledning, opdagede jeg at de allerede havde vinterlukket.
I stedet valgte vi at køre til Kronborg slot. Det er også et flot sted og jeg har ikke været der i mange år. Desværre valgte vi at køre af Strandvejen. Det var dumt! Vi sad i bilen og sneglede os af sted, mens cyklisterne drønede forbi os og vi ønskede at vi selv havde taget cyklerne som vi plejer. På den anden side var vi med garanti aldrig nået helt til Helsingør på den måde!
Men vi fik alligevel set en masse af Rudolph Tegner. På vej til Kronborg kom vi forbi “Danserindebrønden” og nede på havnen, hvor vi parkerede, står “Herakles og Hydraen”. Da vi gik op til Kronborg kom vi også forbi Hamlet og Ofelia. Rudolph Tegner var en meget spændende kunstner. Jeg er normalt ikke meget interesseret i skulpturer. Jeg synes de fleste er lidt kedelige og de siger mig ikke så meget. Men det er anderledes med Rudolph Tegner. Hans skulpturer er fyldte med rå kraft og storladne følelser. Det har sikkert været for meget for samtiden og er måske en af grundene til at han ikke var særlig populær. En anden grund var sikkert, at hans tendens til at tænke stort har forkommet mange mennesker at være noget prætentiøs og udansk. Hans største værk er “Livets port”, som han havde forestillet sig skulle være indgang til Fælledparken, men det blev desværre aldrig realiseret. Og det er simpelthen drønhamrende ærgerligt! Dette storslåede monument var blevet Københavns største hovedattraktion. Jeg kan så glimrende forstille mig alle de mennesker der ville nyde at sidde på trapperne og hygge sig i solen, mens turisterne strømmede til for at tage billeder. Jeg tænker tit på, at vi kan stadig opføre det, det er jo ikke for sent – og hvor ville vi alle være stolte af dette storslåede værk af en spændende dansk kunstner. Men der er nok ingen som vil betale for det. Og sidst men ikke mindst, er der jo en flok sure røvhuller som er imod alting og altid protesterer højlydt, når en kunstner eller en arkitekt tillader sig at have visioner. “Livets port” er mere spændende end Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og Jørn Utzons operahus i Sydney, og den ville blive mindst lige så berømt. Rudolph Tegner havde evnen til at tænke stort og modigt, men vi har hverken evnen til at forstå hans tanke eller modet til at realisere den. Det er simpelthen skammeligt!
Man kan se flere af hans værker hos “Rudolph Tegners Museums Venner”.

Mig og Hamlet i Helsingør
Vi gik en tur omkring Kronborg, men vi var ikke inde på slottet. Det var godt nok koldt, men vi ville alligevel hellere nyde solen og det gode vejr udendørs. Fra Kronborg fortsatte vi mod Fredensborg slot. Der har jeg aldrig været, så vi havde planlagt at vi ville gå en tur i parken. På vejen kørte vi forbi Gurre slotsruin, som var turens højdepunkt for mig. Jeg har været der flere gange og jeg elsker Gurre. Intet sted emmer af historie, romantik og gamle sagn som Gurre. Skønt det ligger næsten helt ubemærket og overset, så er det for mig noget nær Danmarkshistoriens midtpunkt. De ældste dele af Gurre slot blev bygget i 1100-tallet. Da Valdemar Atterdag(ca. 1320-1375) var konge(fra 1340) udbyggede han slottet til et borganlæg og det var her han helst opholdt sig. Valdemar Atterdag er kendt for sin talemåde: “Lad blot Gud beholde sit himmerige, hvis jeg må beholde mit Gurre.” Derfor skal han hver nat jage hvileløst med sine mænd og hunde gennem egnen. Det er måske forståeligt, at denne talemåde har virket stødende på mange mennesker, i en tid hvor anstændige mennesker dydigt stræbte efter en plads i himmeriget som det højeste mål i livet. Man har formodentlig ment at hans talemåde var blasfemisk.
Ved Kvæld, ved Nat,
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gø,
Hør Ekko svare
Fra Gurre Sø!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude,
Sæden paa Marken trampe vi ned,
Lad alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!
Sagnet om Kong Valdemar Atterdag har inspireret mange digtere. Det mest kendte værk er “Gurresange” af I.P.Jacobsen, som senere er sat i musik af Arnold Schönberg. Men ovenstående digt er fra det bedste værk jeg kender – den romantiske komedie “Syvsoverdag” af Johan Ludvig Heiberg. Komedien handler kort fortalt om to unge søskende Anna og Balthasar, som løber væk sammen. Balthasar vil flygte fra deres kedelige formynder hr Max, og Anna er forelsket i en digter som hun vil opsøge – og han er taget til Gurre. Da de ankommer er de trætte efter turen og falder i søvn under nogle buske. Mens de sover stiger Gurre op af jorden i al sin fordums glans og da de atter vågner, opdager de, at de har hver sin plads ved kong Valdemars hof. Her møder Anna også sin digter, der er skjald ved hoffet. På den måde kommer de alle til at spille hver sin rolle i sagnet om Kong Valdemar. Det er en komedie i tidens og Heibergs lette stil, men de to historier er altså skruet mægtig godt sammen. Som enhver lystig vaudeville ender alt naturligvis som det skal. Tove og hendes forheksede amulet spiller også en vigtig rolle i Heibergs vaudeville, men i dag ved man, at Tove var Valdemar den Stores elskerinde og hun har overhovedet ingen forbindelse til hverken Valdemar Atterdag eller Gurre slot. Men gennem mange år har man uheldigvis blandet de to historier sammen.
Efterfølgende har både Dronning Margrethe den 1. og Erik af Pommern boet på Gurre, mens de regerede. Skov-og naturstyrelsen har udgivet en folder om Gurre slotsruin, hvor man kan læse meget mere.
Nye kommentarer