You are currently browsing the category archive for the ‘Historie’ category.

Her i 2015 kan Den Kongelige Stald-Etat fejre 325 års jubilæum – i forbindelse med fejringen har man udgivet et lille hæfte, som man også kan finde på nettet(tryk her). Heri skriver Staldmester P. S. Thuesen: “2015 er ikke alene året, hvor Den Kongelige Stald-Etat fejrer sit 325 års jubilæum, men det er samtidig året for den stutteriordning, der fik grundlæggende betydning for Frederiksborgstutteriet.” 

Prinsesse Benedikte overværede fejringen på Christiansborg Ridebane.

Prinsesse Benedikte overværede fejringen på Christiansborg Ridebane. Copyright: Jens Drejer.

Der står ikke noget klart og tydeligt i hæftet om hvorfor, hvorledes eller hvordan Den Kongelige Stald-Etat blev oprettet. Når man fejrer 325 års jubilæum i 2015, så kan jeg selvfølgelig godt selv regne ud, at Stald-Etaten er grundlagt i 1690 – men det danske kongehus havde selvfølgelig både heste og kareter i flere hundrede år før. Hvorfor regner man så grundlæggelsen af Stald-Etaten til at være i 1690? Det står der ikke noget om – medmindre det er dét som Staldmesteren lidt kryptisk forsøger at skrive ovenfor: Frederiksborg stutteriet blev åbenbart grundlagt for 325 år siden. Men så må det næste – og logiske – spørgsmål selvfølgelig være, om Frederiksborg stutteriet og Den Kongelige Stald-Etat er det samme? Eller måske bare to sider af samme sag?

Selv om man læser hæftet flere gange, så er der ikke mange oplysninger grundlæggelsen af Den Kongelige Stald-Etat og det er da temmelig mærkeligt, når man fejrer etatens 325 års jubilæum!

Trods den store dag, så var der flere heste i stalden og de ville gerne aes på mulen!

Trods den store dag, så var der flere heste i stalden og de ville gerne aes på mulen! Copyright: Jens Drejer.

Samtidig med Den Kongelige Stald-Etats 325 års jubilæum, så fejrer man også 275 år for Christiansborg Ridebane – og i den forbindelse er det lille hæfte heldigvis fyldt med oplysninger, som man kan bruge til noget: Grundstenen til det nye ridehus blev lagt i 1730´erne, under Christian d. 6. Ridehuset stod færdigt i 1740 og den flotte marmorstald var færdig i 1746/47.

Det vil sige, at både stalden og ridehuset blev bygget som en del af det første Christiansborg slot, der brændte i 1794. I 1884 brændte det andet Christiansborg slot. Det slot som vi kender i dag er det tredje Christiansborg slot og det var færdigt i 1928. Hvis man husker på disse begivenheder, så forstår man hvor gammel stalden og ridehuset er, og hvor meget begge disse bygninger har overlevet. 

Et personligt forhold

Jeg er 15 eller 16 år på dette billede.

Jeg er 15 eller 16 år på dette billede. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har et meget personligt forhold til de kongelige stalde. Jeg er jo opvokset på landet og vi havde mange heste. Jeg tror, at min far havde 5-6 heste, da jeg flyttede hjemmefra. Senere fik han mange flere. På et tidspunkt havde han vist omkring 15.

Jeg havde selvfølgelig min egen hest, som jeg savnede enormt meget, da jeg flyttede til København som 18-årig. Og hvad gør man så? Jeg fandt ud af, at man kunne besøge de kongelige stalde – og så kunne man da snakke lidt med de kongelige heste. Det betyder ikke, at jeg kom der hele tiden – slet ikke – men jeg har da været der en del gange. Jeg elsker at gå en tur i de smukke stalde og snakke lidt med hestene. 

Optog gennem København

Det store jubilæum blev fejret med et stort og flot optog gennem København lørdag d. 26. september. Turen begyndte på Christiansborg Ridebane, hvorfra turen gik gennem Bredgade til Kastellet. Efter en kort pause returnerede optoget til Christiansborg og denne gang gik turen over Amalienborg slotsplads. Det var genialt, for så fik jeg jo mulighed for at se det hele to gange gange!

Der var masser af vogne og kareter fra Den Kongelige Stald-Etat. Der var også en enkelt karet, som har tilhørt det svenske kongehus. Men flertallet af de deltagende køretøjer var gamle rejsevogne, militærvogne, en ølvogn, en brandsprøjte – man kan jo godt overveje deres funktion i et optog, der skal fejre Den Kongelige Stald-Etat. Hvad er deres relevans i denne sammenhæng?

Men i stedet for at stille spørgsmål, så kan man selvfølgelig også nøjes med at nyde det flotte optog – for det var saftsusme flot. Vogne, kareter og heste skinnede om kap. Alle vogne og kareter var fyldt med kuske og passagerer i kostumer, som passede til køretøjernes alder. Optoget blev ledsaget af garderhusarregimentets trompetérkorps, som gav fuld fanfare, da de drejede ind på Amalienborg slotsplads.

Der var en del tilskuere i gaderne – men når man tænker på, hvor stort og flot optoget var, så skulle der have været mange flere mennesker i gaderne. Eller sagt på en anden måde: jeg tror, at der var mange flere mennesker, som gerne ville have set optoget, hvis de havde hørt om det. Men dette arrangement har desværre fået alt for lidt opmærksomhed i medierne. Det var synd, for alle de medvirkende havde virkelig gjort noget ud af det. Det er et af de flotteste optog jeg nogensinde har set og jeg er meget glad for, at jeg tog til København for at opleve det!

Efter optoget blev alle ekvipager præsenteret på Ridebanen, hvor de kørte et par runder, mens der var en konferencier som fortalte om deres historie. Det fangede ikke lige min interesse, mens jeg stod der, men jeg må indrømme, at det har jeg fortrudt bagefter.

Herunder kan man se et udvalg af mine bedste billeder. Hvis man trykker på et af billederne, så kommer der et slideshow, hvor man kan se billederne i et større format. Under hvert billede har man mulighed for at trykke på “View full size”, hvis man har lyst til at se nogle af billederne i fuld størrelse. God fornøjelse … 🙂

Reklamer
Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Søndag var jeg til foredrag i Gurre kirke om Gurre slotsruin og alle de sagn som knytter sig til stedet, om Arnold Schønberg og hans Gurrelieder, og meget, meget mere. Inden pausen var der mulighed for at stille spørgsmål. Der var én som spurgte, hvad altertavlen forestillede. Sognepræsten Annemette Nissen var til stede blandt publikum, så det kunne hun selvfølgelig svare på. Hun benyttede sig straks af chancen og stjal ordet – ja, hun stjal simpelthen ordet, selv om der står i det 7. bud, at man ikke må stjæle. I stedet for at nøjes med at besvare spørgsmålet, så fortalte hun hele kirkens historie; …. og det er jeg glad for, for det var nemlig rigtig spændende.

Gurre kirke er bygget i 1917-1918. Den kostede 62.000 kr, hvoraf staten betalte 30.000 kr. Resten blev betalt af sognets beboere. Gennem flere år gik man simpelthen rundt i hele sognet før jul og samlede ind ved dørene. Når man byggede kirker i fortiden, så blev byggeriet oftest betalt af de lokale adelsmænd og landsbykirkerne hørte ind under godserne. Når man bygger kirker i dag, så er alle medlemmer af den danske folkekirke selvfølgelig med til at betale, for sådan et byggeri bliver jo finansieret over kirkeskatten. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må give en helt anden grad af tilknytning og tilhørsforhold, når man direkte har været med til at betale. Dernæst må det også give en særlig følelse af fællesskab i sognet – på den måde er Gurre kirke jo en rigtig folkekirke. Og formodentlig en af de meget få i hele landet.

Sognepræst Annemette Nissen.

Sognepræst Annemette Nissen.

Der var en gårdmand som ville skænke en byggegrund til byggeriet. Denne grund lå i en sænkning ved Nyrup Hegn. Da arkitekten Carl Brummer så stedet, blev han ikke begejstret: “Man skal ikke se ned på en kirke. Man skal se op til en kirke”, sagde han, og pegede på Spidsbjerg Bakke som lå ved siden af. Selv om jeg ikke er troende, så synes jeg, at det er en smuk tanke og en helt fantastisk historie.

Gurre kirke må være en af de smukkeste kirker jeg nogensinde har set. Jeg vil ligefrem kalde den pittoresk. Uanset hvilken side man ser den fra, så bliver man helt overvældet! For nyligt var jeg i Gurre for at tage nogle billeder – også billeder af Gurre kirke. Jeg tog vist omkring 200 billeder bare af kirken. Hver eneste gang jeg tog et eneste skridt, så følte jeg, at jeg var nødt til at tage ti billeder ……

Der går en smal vej op til kirken; formodentlig bruges vejen primært af præsten og derudover i forbindelse med bryllupper og begravelser. Vejen snor sig rundt om Spidsbjerg bakke, så det ser ud, som om at den fører direkte ind i himlen.

Lige ind i himlen ....

Lige ind i himlen ….

“Men det ligner jo en rigtig kirke” – i følge Annemette Nissen, så er det typisk det første folk siger, når de ser kirken. Og det er fuldstændig korrekt. Den hvidkalkede kirke med det høje kirketårn og det røde tag ligner en traditionel gammel dansk landsbykirke. Alligevel er der visse tegn, som afslører kirkens virkelige alder. Sognepræsten nævnte vinduerne, som er typiske for tiden omkring første verdenskrig.

Jeg bemærkede selv andre tegn – der var ingen kalkmalerier, som man ser det i mange danske kirker fra middelalderen og begyndelsen af renæssancen. Der var heller ingen døde mennesker i gulvet eller i murene. Helt op i 1800-tallet var det jo ikke noget særsyn, at både adelsmænd og damer kunne få deres sidste hvilested på en fornem plads i kirken, mod at de til gengæld forærede halvdelen af deres jordiske gods til kirken. Jeg tror aldrig, at jeg har været i en dansk landsbykirken uden den slags gravsteder; endnu en gang tænker jeg, at Gurre kirke er en rigtig folkekirke. Det er ikke herremandens kirke.

Kirkerummet med de smukke lamper.

Kirkerummet med de smukke lamper.

Gurre kirke er lige så smuk indvendig som udvendig. Kirkerummet er meget rent og indretningen er helt traditionel. Træbænkene, rækværket foran alteret og pulpituret er holdt i grå nuancer, som man finder det i mange gamle danske kirker. Væggene og loftet er hvide og helt nøgne – men de virker slet ikke kolde. Tværtimod. Der er en dejlig varm stemning i rummet. Der var en særlig fred og ro, som gav en dyb følelse af mentalt velvære. Oprindeligt var der PH-lamper i loftet. For nogle år siden blev de stjålet – ikke bare én gang, men to gange, ganske kort tid efter hinanden. Dernæst valgte man, at anskaffe nogle andre lamper. Heldigvis! Jeg har aldrig været særlig begejstret for PH-lamper, men jeg er helt vild med de nye lamper. Jeg er sikker på, at de er med til at skabe den varme stemning i rummet. 

Gurre kirke blev tegnet af arkitekt Carl Brummer.

Gurre kirke blev tegnet af arkitekt Carl Brummer.

Når man bygger nye kirker i dag, så bryder man gerne med alle gamle traditioner for kirkebyggeri. Efter mit besøg i Gurre kirke, så synes jeg det er værd at overveje om det er smart; giver det ikke en følelse af fremmedgørelse? Virker det ikke forstyrrende for den religiøse oplevelse? Da jeg kom ind i Gurre kirke, så følte jeg mig ligefrem hjemme. Det skyldtes selvfølgelig genkendeligheden, men bestemt også, at jeg straks kunne se den kulturhistoriske udvikling, som kirken er en del af. Jeg kunne genkende mig selv i kirken og den historie som udgør mine rødder flere hundrede år tilbage i tiden …. jeg tror, at mange moderne arkitekter undervurderer, hvor stor en værdi der ligger i dén oplevelse!

Gurre kirke ligger øverst på Spidsbjerg bakke.

Gurre kirke ligger øverst på Spidsbjerg bakke.

Den eneste udsmykning i kirken er Per Kirkebys smukke altertavle, som er et sortpatineret bronzerelief. Hvis man kigger grundigt på det abstrakte motiv, så finder man tværbjælken fra korset, samt silhouetten af Jesu hoved, i tavlens øverste del. I den nederste del ser man gravhulen, hvor tre sten er væltet til siden. Værket hedder “Opstandelse” og det vejer 225 kg. Inden det blev installeret, var det nødvendigt at forstærke både gulvet og væggen med jerndragere. Jeg synes det er enormt flot og det passer rigtig godt til kirken. Det harmonerer med den sorte over- og underkant på rækværket foran alteret og den sorte kant øverst på prædikestolen. Det er selvfølgelig også en kontrast til det hvide rum og dermed bliver værket helt automatisk det centrale punkt i hele kirkeskibet. Men den abstrakte fortolkning af Jesu lidelse og genopstandelse, har også en harmoniske balance med den æstetisk rene kirke.

Gurre kirke.

Gurre kirke – en ægte folkekirke.

Jeg er hardcore ateist og derfor er det jo ikke så underligt, at der kan gå temmelig lang tid mellem mine besøg i en kirke. Selv om jeg ikke er særlig vild med kristendom – eller andre religioner! – så betyder det ikke, at jeg har noget imod kirker. Tværtimod. Jeg er faktisk lidt vild med kirker. De danske kirker er jo en slags koncentreret Danmarkshistorie, kulturhistorie og kunsthistorie.

Annemette Nissen fortalte meget levende og engageret om sin kirke – og det var rigtig spændende. Jeg er rigtig glad for, at vi fik dette lille foredrag presset ind i programmet. Det var ganske tydeligt, at Annemette Nissen elsker sin kirke – og det kan jeg godt forstå. Jeg er nemlig selv blevet lidt forelsket i Gurre kirke og jeg håber, at jeg får mulighed for at besøge kirken en anden gang.

Smukke Gurre kirke - opført 1917-1918.

Smukke Gurre kirke – opført 1917-1918.

Der kom lidt mere end 20 personer til “Store GURRE dag” i Gurre kirke søndag d. 10. november. Jeg synes det var temmelig skuffende. Men jeg tror, at det er en meget præcis illustration af danskernes interesse for vores kulturhistorie – eller mangel på samme! Jeg har tidligere skrevet et længere blogindlæg, som jeg kaldte “Alt om Gurre“. Det var selvfølgelig lidt hovmodigt, for jeg ved naturligvis ikke alt om Gurre. Det ved jeg godt og derfor glædede jeg mig til et lærerigt foredrag. Det gik ikke helt som forventet ….

Vivian Etting om Gurre slot – sagn og historie

Den meget smukke kirke i Gurre.

Den meget smukke kirke i Gurre.

Første foredragsholder skulle i følge programmet være Lone Hvass, men hun var blevet forhindret. I stedet havde Vivian Etting overtaget og det var jeg rigtig glad for. Ikke fordi, at jeg har noget imod Lone Hvass. Absolut ikke. Jeg kender hende ikke. Men Vivian Etting har efterhånden skrevet en håndfuld meget roste bøger om dansk historie og derfor var det selvfølgelig interessant at møde hende. Bogen om “Gurre slot – kongeborg og sagnskat” har hun skrevet i samarbejde med Lone Hvass og Charlotte Boje Andersen. Jeg har ikke læst bogen, men den står selvfølgelig på min ønskeliste.

Vivian Etting - museumsinspektør på Nationalmuseet.

Vivian Etting – museumsinspektør på Nationalmuseet.

Vivian Etting fortalte om de seneste udgravninger ved Gurre. Gennem mange år har man formodet, at det store beboelsestårn i midten af anlægget stammede fra 1100-tallet. I dag er man overbevidst om, at det først blev opført i begyndelsen af 1300-tallet. Hun fortalte også om alle de glaserede fliser og rester af kakkelovne som man har fundet omkring Gurre slotsruin – alt sammen vidnesbyrd om den kongelige luksus og standard som har præget stedet. For nogle få år siden skulle man lægge fjernvarmerør i Gurre. Vivian Etting fortalte hvordan man begyndte at grave vejen op og fandt Valdemar Atterdags brolagte vej blot en halv meter under asfalten. Selv om denne vej blev anlagt i 1300-tallet, så lå den fuldstændig fin og intakt under den moderne vej. Og det gør den stadig…..

Det var interessant, at høre om alle disse udgravninger og opdagelser. Det var interessant – men det blev desværre aldrig rigtig spændende og Vivian Etting fik aldrig tegnet et levende billede af Gurre. Det virkede faktisk som om, at hun var en lille smule uengageret.

Marianne Just om I.P. Jacobsen og Gurresange

Tidligere lektor Marianne Just begyndte med at fortælle, at hun netop havde læst I.P. Jacobsens Gurresange for første gang nogen sinde. Dernæst forklarede hun, at “når vi næsten ikke kender ham[I.P. Jacobsen] som lyriker, så skyldes det Georg Brandes …. Herefter redegjorde hun så for, hvorfor ingen kendte I.P. Jacobsens digte.

Jeg blev dybt chokeret. Tænk, at man skulle høre det. Og så fra en tidligere lektor. Jeg var lige ved at få et apoplektisk anfald!

Tidligere lektor Marianne Just.

Tidligere lektor Marianne Just.

Det er korrekt, at I.P. Jacobsen havde lidt svært ved at skabe interesse for sine digte. Der blev kun udgivet seks digte i hans levetid. Der er heller ingen tvivl om, at Georg Brandes manglende begejstring for hans evner hæmmede hans lyriske skaberkraft. Men året efter I.P. Jacobsens død i 1885 udkom alle hans digte i en samling med “Digte og udkast”. Dernæst fulgte en sand I.P. Jacobsen-epidemi, som bredte sig over hele Europa og sandelig også helt til USA. Derfor er det simpelthen noget sludder at sige, at vi ikke kender I.P. Jacobsen som lyriker. Tværtimod! Sandheden er jo den stik modsatte. Fra 1886 til 1920 var der 41 danske komponister som satte musik til 106 digte. Det viser selvfølgelig en hel del om, hvor meget disse digte blev læst og hvor umådelig populære de var. 

Jeg har næsten gået i gymnasiet to gange; jeg begyndte på matematisk linie på et gymnasium i Jylland. Men det gik faktisk ikke særlig godt. Så flyttede jeg til København og begyndte på et to-årigt studenterkursus, hvorfra jeg blev sproglig student. Begge steder læste vi flere digte af I.P. Jacobsen. Derfor troede jeg, at det var almindelig pensum i gymnasiet.

Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Da jeg gerne ville undersøge dette lidt nærmere, så lavede jeg en lille undersøgelse blandt mine venner på Facebook. Det vil sige, at blandt alle dem som svarede havde nogen gået på gymnasiet eller HF. Men der var også nogen som havde gået på Handelsskolen eller Teknisk Skole, hvor det litterære pensum ikke fylder så meget.

Der var 25 som besvarede min lille undersøgelse. 10 svarede, at de havde læst digte af I.P. Jacobsen enten på gymnasiet eller HF. Det er faktisk præcis 40%. Hvis vi så antager, at det kun er omkring halvdelen af disse personer, som har gået enten på gymnasiet eller HF, jamen, så er resultatet, at 80% af dem som har gået på enten gymnasiet eller HF har læst digte af I.P. Jacobsen. Derudover var der 4 som havde læst ALT af I.P. Jacobsen; alle hans romaner, alle hans noveller og alle hans digte. Og hvis vi tager mig selv med, så er det 5! Det vil sige, at knap 25% af alle dem som svarede har læst ALT af I.P. Jacobsen; og 40% af alle dem som har gået i enten gymnasiet eller HF har læst ALT af I.P. Jacobsen. Jeg er faktisk temmelig imponeret. Dette resultat er meget bedre end jeg havde regnet med og det beviser samtidig, at Marianne Just tager fuldstændig fejl. Quod erat demonstrandum!

Kirkerummet med de smukke lamper.

Kirkerummet med de smukke lamper.

Da Marianne Just havde fortalt om I.P. Jacobsen, kom turen til hans “Gurresange”. Det blev desværre kun til et temmelig overfladisk resumé. Det virkede som om, at hun famlede efter en eller anden mening i digtet – uden at finde noget som helst. Jeg må da indrømme, at jeg var temmelig skuffet.

Ja, jeg kendte I.P. Jacobsens Gurresange i forvejen. Selv om jeg ikke havde gjort det, så havde jeg dog forventet mere end bare en genfortælling af handlingen. Jeg havde forventet en lille smule analyse og fortolkning. Jeg havde forventet et forsøg på at forklare, hvad digtet egentlig handler om og hvorfor det har fascineret så mange mennesker. Men det blev desværre kun til et tamt forsøg, der ikke førte til noget som helst.

Ete Forchhammer om Schønberg og Gurrelieder

Ete Forchhammer har spillet kontrabas i Copenhagen Phil i mange år. Det gør hun ikke længere, men hun er stadig med til at arrangere deres kammerkoncerter – de såkaldte ½12 koncerter. I den forbindelse har jeg tidligere hørt Ete Forchhammer fortælle; hun er en meget levende og engageret fortæller, som har en meget stor viden om musikhistorie, musikvidenskab og alt andet med tilknytning til den klassiske musik. Når hun fortæller kan man tydeligt mærke hendes egen begejstring og kærlighed til musikken. Det var også helt tydeligt da hun fortalte om Arnold Schønberg og hans mesterværk “Gurrelieder”.

Ete Forchhammer.

Ete Forchhammer.

Arnold Schønberg begyndte at komponere musikken til Gurrelieder i år 1900, men værket blev først uropført i 1913. Det er altså 100 år siden i år, hvilket også var anledningen til dette arrangement i Gurre kirke.

Ete Forchhammer begyndte med at fortælle om Arnold Schønberg; han var autodidakt komponist, men derudover var han også billedkunstner og forfatter til en mængde aforismer. Dernæst fortalte hun om den musik, som man spillede i Wien, da Arnold Schønberg begyndte på Gurrelieder. Hun fortalte også om de komponister som inspirerede ham under arbejdet med hans mesterværk. Mens hun fortalte om alt dette, spillede hun korte uddrag af værker af Bach, Mozart, Beethoven, Wagner og Brahms. Disse uddrag brugte hun senere til at illustrere, hvor banebrydende, visionært og nyskabende Arnold Schønbergs Gurrelieder var. Det var selvfølgelig både interessant og relevant. Jeg tror desværre, at Ete Forchhammer havde lidt for høje forventninger til publikum. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg slet ikke har den nødvendige baggrund og musikalske viden til at forstå alt dette.

Gurre slotsruin.

Gurre slotsruin.

Når man skal formidle et emne som man virkelig brænder for og samtidig ved en hel masse om, så kan det være rigtig svært at begrænse sig. Det er et problem som jeg selv kender alt for godt. Det blev også et problem for Ete Forchhammer – tiden løb nemlig fra hende. Der var simpelthen ikke tid til det hele. Gang på gang erklærede hun, at vi skulle altså nå at høre det og det og det ….. og lidt senere måtte hun beklage, at vi måtte nøjes med lidt mindre. Hun måtte pille flere og flere punkter ud af programmet. Det var tydeligt, at hun selv var skuffet over, at hun ikke kunne nå alt det som hun gerne ville fortælle om og derfor blev denne del af foredraget mere og mere hektisk, stresset og forjaget – og derfor også en smule forvirret.

Det kostede 90 kr. at deltage i arrangementet. Var det pengene værd? Ja, det var. Det levede bestemt ikke op til mine forventninger, men jeg havde alligevel en rigtig hyggelig eftermiddag i Gurre kirke! Hvis man vil læse mere om Gurre, om kong Valdemar og hans vilde jagt, og hans forhold til Tovelille, så henviser jeg til mit eget indlæg: “Alt om Gurre“.

Hjem igen ….

Da jeg kom ned til bussen opdagede jeg, at der var 40 minutter til den næste bus. Men jeg har bestemt aldrig ventet 40 minutter på en bus. Aldrig nogen sinde. Jeg tog hørebøfferne på og så travede jeg i rask tempo mod Helsingør. Jeg må indrømme, at jeg var en smule bange for at blive kørt ned på den smalle og mørke landevej. Jeg havde selv mørkt tøj på og ingen reflekser. Til gengæld var jeg hverken bange for røvere eller overfaldsmænd. Jeg gik nemlig og sang hele vejen, og det kan med garanti holde selv de mest hårdkogte forbrydere på afstand.

Da jeg nåede til Montebello inde i Helsingør, smuttede jeg lige en tur i Fakta efter to liter mælk. Bussen kom få minutter efter at jeg kom ud fra Fakta og så tog jeg den resten af vejen til stationen. Jeg nåede at gå 3-4 km og det var en rigtig dejlig tur.

Gurre kirke i tusmørke.

Gurre kirke i tusmørke.

Jeg er vild med Gurre slotsruin. Det er næsten 20 år siden jeg var der første gang og siden har jeg været der med jævne mellemrum. Stedet omkring den gamle slotsruin emmer af historie, nationalromantik, poesi og gamle myter. Den stærke og særegne mystik omkring stedet har grebet utallige kunstnere gennem tiden, og mange af dem har ladet den gamle kongeborg genopstå i deres værker.

Et af disse værker er Arnold Schönbergs “Gurrelieder”, som i år fylder 100 år. Det bliver markeret med et arrangement i Gurre kirke, søndag d. 10. november 2013. I Aarhus bliver det runde jubilæum fejret med både foredrag og koncert. Mere om det senere i indlægget.

Kongeborgen Gurre

Gurre slotsruin.

Gurre slotsruin.

Kongeborgen Gurre lå på en holm i Lille Gurre sø. Vandstanden i søen har været skiftende, så den i perioder blot har været et sump. Det kommer til udtryk i navnet Gurre, som egentlig er navnet på søen. Oprindeligt hed området “Gorugh” eller “Gorwe”, som betyder sump, sumpet eller simpelthen et sumpet område. I dag er området helt udtørret.

Den ældste del af anlægget er det store kampestenstårn i midten af borgen, som formodentlig stammer fra midten af 1100-tallet. Første gang Gurre nævnes i skriftlige kilder, sker det i et pavebrev dateret 31/12 1361, hvori kong Valdemar d. 4.  Atterdag informere paven om, at han har grundlagt et kapel ved Gurre, som er indviet til skt. Jakob.

Som en kunstner forestillede sig, at middelalderslottet så ud.

Som en kunstner forestillede sig, at middelalderslottet så ud.

Man ved ikke så meget om slottets historie før Valdemar Atterdags tid(1320-1375). I 1360erne byggede han en ringmur med fire hjørnetårne omkring det oprindelige beboelsestårn. De tre tårne var forsynet med toiletter, de såkaldte hemmeligheder. Det sidste fungerede som cisterne, hvor man opsamlede regnvand. I anden sals højde løb en træbro ind til søbredden. Man mener, at broen sluttede i nærheden af skt. Jakobs kapel. Cirka 60-90 meter fra slottet løb en sekskantet ringmur. Gurre slot var først og fremmest en mægtig og ganske imponerende fæstning, hvor datidens krigsmateriel – som fx. kastemaskiner – skulle holdes på sikker afstand. Og det kunne man nok have brug for, for det var et land i krig. Der var både krig med hansestæderne og oprør blandt de jyske stormænd. Kong Valdemars far – Christoffer d. 2. blev drevet ud af landet i 1326. I 1368 måtte Valdemar Atterdag også selv flygte fra Danmark og kunne først vende tilbage i 1371.

Som historikerne forestiller sig, at anlægget så ud.

Som historikerne forestiller sig, at anlægget så ud.

Gurre slot var Valdemar Atterdags foretrukne kongeborg, men også de efterfølgende konger har boet på Gurre slot. Det gælder fx Erik af Pommeren, der også byggede Krogen ved Helsingør. Krogen var et lille borganlæg, som blev rykket ned, da man byggede Kronborg slot. Derved mistede Gurre slot sin betydning som fæstningsværk og formodentlig løb tiden også fra den relative bekvemmelighed, som havde gjort Gurre til Valdemar Atterdags yndslingsslot. Gurre blev overladt til sin egen skæbne. I årevis stod stedet blot og forfaldt. I forbindelse med et ejerskifte i 1534 beskrives borgen som stærkt forfalden – men den stolte kongeborg stod dog stadigvæk. Den blev endeligt ødelagt i løbet af 1500-tallet, formentlig i forbindelse med Grevens fejde.

Myterne om Valdemar, Tove og Gurre

Gurre slotsruin er den mest magiske slotsruin i hele Danmark. Der er flere sagn knyttet til Gurre end til nogen af de andre slotsruiner, der ligger rundt omkring i hele landet. Disse sagn handler om kong Valdemars vilde jagt og hans forhold til Tove.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

“Lad Gud beholde sit himmerige, blot jeg må beholde mit Gurre”, udtalte Valdemar Atterdag. Så højt elskede han Gurre slot. Men det er naturligvis grov blasfemi. Valdemar Atterdag døde på Gurre slot d. 24. oktober 1375, men i følge sagnet straffede Gud kongens blasfemi. Han blev dømt til at stå op af sin grav hver eneste nat og ride tværs over Sjælland med hele sit følge til Gurre slot. I følge overleveringerne kan man forstå, at det er en forbandelse, som beboerne i Nordsjælland tog meget alvorligt. De gemte sig helst inden døre mellem midnat og solopgang af frygt for kong Valdemars vilde ridt.

Dernæst er der sagnet om kong Valdemars forhold til Tove. Der er bare det lille problem, at det faktisk er en helt anden Valdemar. Men de to historier er blevet blandet sammen i eftertidens sagn og myter.

Kong Valdemar den 4. Atterdag havde 6 børn med dronning Helvig; blandt dem var Ingeborg og Margrethe. Sidstnævnte blev først mor til kong Oluf d. 2. som efterfulgte Valdemar Atterdag på tronen. Da han døde allerede som 17-årig overtog Margrethe og blev Danmarks første kvindelige regent. Hun blev efterfulgt af Erik af Pommeren, som var Ingeborgs barnebarn.

Kong Valdemar 1. den Store(1131-1182) fik 6 børn med dronning Sophie; to af dem blev siden konger på den danske trone, nemlig Knud d. 4. og Valdemar 2. Sejr. Derudover fik Valdemar den Store også et barn med sin frille Tove, som fik navnet Christoffer. Det var almindeligt, at kongerne havde friller dengang, og man må ikke sammenligne dem med kurtisaner eller prostituerede. De var ingen af delene. Frillerne var som regel kvinder fra aristokratiet, som ofte levede i et kærlighedsforhold til kongen, modsat dronningerne, der som regel udgjorde et fornuftsægteskab baseret på at vinde udenrigspolitiske fordele. 

Romantikken kommer til Danmark

Sagnet om Valdemar og Tove bliver nedskrevet første gang i 1590erne. Men myterne har formentlig eksisteret som mundtlig overlevering lige siden Valdemars egen tid. Siden den første nedskrivning fulgte mange flere ….

Elers kollegium, Store Kannike stræde 9 i København, grundlagt i 1689 af Jørgen Elers til minde om de to børn som han og hans kone mistede i operabranden på Sophie Amaligenborg Slot.

Elers kollegium, Store Kannike stræde 9 i København, grundlagt i 1689 af Jørgen Elers til minde om de to børn som han og hans kone mistede i operabranden på Sophie Amalienborg Slot.

Når stilarterne skifter inden for litteratur, kunst, arkitektur osv, så sker det som regel som en glidende overgang. I Danmark kan vi dog tidsfæste romantikkens begyndelse meget præcist. I 1802 holdt Heinrich Steffens de legendariske forelæsninger på Elers kollegium, hvormed han startede romantikken. Da han døde i 1845 skrev hans fætter Grundtvig en berømt nekrolog, hvori Grundtvig kaldte ham for “Lynildsmanden”, fordi disse foredrag havde været som et lyn fra en klar himmel, der straks havde tændt en ild i det kunstneriske og intellektuelle miljø i Danmark. Men det skete ikke uden hjælp fra en anden af datidens berømtheder.

Den dansk-norske naturvidenskabsmand og filosof havde tilbragt de foregående 4 år i Tyskland, hvor han havde studeret mineralogi. Men han havde også tilbragt en stor del af tiden i selskab med den tyske romantiks hovedmænd Fichte, Schelling, brødrene Schlegel, Tieck, Novalis og Schleiermacher. De mente, at der var en sammenhæng mellem fænomener som filosofi, religion, videnskab, natur, historie, litteratur og kunst – trods disse fænomeners forskellighed, så mente romantikerne, at de var besjælet af en fællesånd, der ofte blev omtalt som “det absolutte” eller blot fornuften. Derfor kaldes denne første periode i romantikken ofte for universalromantikken.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Det var ikke kun studerende som fyldte auditoriet på Elers Kollegium, da Heinrich Steffens holdt sine berømte forelæsninger. Det var også politikere, kunstnere, forfattere og ganske almindelige borgere. Det lyder måske underligt. På den anden side, så er det jo helt normalt, at vi ser udsendelser om astronomi eller jordens udvikling i fjernsynet. Blandt de tilstedeværende ved foredraget på Elers Kollegium var Adam Oehlenschläger (1779-1850). Via deres fælles venner, brødrene O. H. Mynster og J. P. Mynster, blev de hurtigt bekendte, og allerede samme måned som Heinrich Steffens begyndte disse foredrag, foretog de en vandretur, som er blevet berømt i den danske litteraturhistorie. De mødtes om formiddagen. Senere fik de bøf og rødvin på en restaurant på Kongens Nytorv. Derefter spadserede de ud til Frederiksberg og gik hele Søndermarken rundt. Hele denne vandretur tog 16 timer og sluttede først klokken 3 om natten. På denne tur fortalte og forklarede Heinrich Steffens alt om den tyske romantik. Oehlenschläger lyttede og lod sig inspirere af de nye tyske tanker. 

Efter en smule søvn bruge Oehlenschläger resten af natten på at skrive “Guldhornene” og dermed var den danske guldalder begyndt.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

De higer og söger
i gamle Böger,
i oplukte Höie
med speidende Öie,
paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.
 
Oldtids Bedrifter
anede trylle;
men i Mulm de sig hylle,
de gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
hensvundne Dage!
da det straalte i Norden,
da Himlen var paa Jorden,
giv et Glimt tilbage!“

Læs hele digtet HER!

Krig og fred i Europa

Romantikken blomstrede midt i et Europa, som stadig var rystet af rædslerne under den franske revolution. Revolutionen havde også skubbet til den skrøbelige balance mellem stormagterne; det førte til en lang krig, som hærgede hele vores verdensdel. 

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Napoleon benyttede sig af det kaos, som blev det primære resultat efter den franske revolution, til at snuppe magten i landet. Men hvorfor skulle man nøjes med at herske over Frankrig, hvis man i stedet kan erobre hele Europa?! Napoleon kastede sig ud i et overmodigt erobringstogt, som fik store konsekvenser for hele Europa. Danmark fastholdt den neutralitetspolitik, som man havde ført gennem det meste af 1700-tallet. Det gav Danmark nogle store fordele, da Frankrig, Rusland og deres allierede lukkede deres havne for engelske skibe. Den danske handelsflåde var hurtig til at udnytte denne situation. Man handlede med begge parter i konflikten og tjente styrtende med penge. Grådigheden var så stor, at den danske handelsflåde også transporterede krigsmateriel for parterne; begge sider i krigen forsøgte at stoppe dette misbrug af den danske neutralitet ved at stoppe de danske handelsskibe, visitere dem og konfiskere de skibe som ikke havde rent mel i posen – eller i lasten.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Det medførte store tab for den danske handelsflåde og derfor begyndte den danske stat, at sende krigsskibe med handelsflåden som væbnet eskorte. Det førte til flere konflikter på havene; ved flere lejligheder udvekslede de danske krigsskibe kanonskud med de krigsførende magters skibe. På den måde kan man sige, at den danske stat støttede og legitimerede handelsflådens brud den danske neutralitet. Både Frankrig-Rusland og England forsøgte at presse Danmark til at vælge side. Men det var uden held. Frankrig havde ikke nogen stor flåde, men det havde England. De valgte at angribe Danmark i 1801 i et søslag, som efterfølgende blev kendt som “Slaget på reden“. Det er stadig temmelig uklart, hvem der vandt dette slag …. men Danmark blev dog tvunget til at acceptere Englands krav om at træde ud af et væbnet neutralitetsforbund.

Københavns bombardement. Maleri af Carl Neumann.

Københavns bombardement. Maleri af Carl Neumann.

I 1807 står Danmark dog i nøjagtig samme situation endnu en gang. Danmark har igen misbrugt sin neutralitet og nu kræver England, at Danmark skal gå i forbund med England eller udlevere flåden. Frankrig er også godt træt af Danmark og kræver, at vi skal vælge side. Men de franske tropper står lige syd for Holsten og derfor havde vi reelt set ikke noget valg. Danmark vælger en alliance med Frankrig og konsekvensen bliver “Københavns bombardement” fra d. 2. til d. 5. september.

København lå i ruiner. Englænderne havde taget flåden og dermed kunne Danmark ikke beskytte handelsflåden – og Europa var stadig hærget af Napoleonskrigene. Det betød selvfølgelig, at alt handel gik i stå og i løbet af ganske få år stod Danmark på randen af en statsbankerot.

I 1814 begyndte Wienerkongressen med fredsforhandlingerne, som endelig skulle være afslutningen på Napoleonskrigene. Danmark var tæt på en statsbankerot og samtidig tilhørte vi taberne. I 1807 blev vi jo tvunget til en alliance med Frankrig og Napoleon. Det så IKKE godt ud. Derudover mente Sverige, at de havde krav på Norge. Og som om, at det ikke var slemt nok, så forsøgte de at dele Danmark midt over med englænderne. Så galt gik det heldigvis ikke; Danmark fik lov til at bestå. Men vi mistede Norge!

Gurre i den danske litteratur

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Tabet af Norge skaber en ny national bevidsthed. Samtidig betyder den økonomiske og industrielle udvikling, at byerne vokser og vokser. Det skaber både fremmedgørelse og weltschmerz. Det nye borgerskab bruger poesien til at søge væk fra virkeligheden. Ved hjælp af både kunst og litteratur søger man ud i naturen og tilbage i fortiden. De ønsker alle sammen et glimt af de “gamle gamle / hensvundne Dage! / da det straalte i Norden, / da Himlen var paa Jorden”, som Oehlenschläger skrev i Guldhornene i 1802.

Dermed kommer vi også til en ny periode i romantikken, som kaldes nationalromantikken, hvor man helt særligt dyrker den danske middelalder.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Adam Oehlenschläger skriver en masse værker, som foregår i den danske sagntid: Helge, Hakon Jarl hiin Rige, Baldur hiin Gode, Palnatoke, Axel og Valborg, Vaulundurs saga og Stærkodder – bare for at nævne nogle stykker. Det er alle de danske sagnhelte som hives frem af glemslens tåger. Danskerne trøster sig med minderne om tidligere tiders glorværdige storhed. Vi var dog noget stort – engang.

Fra 1818 til 1823 oversætter Grundtvig Saxos danmarkskrønike, Snorre Sturlason og Beowulfkvadet. Han udviser i det hele taget en stor interesse for de gamle nordiske guder.

J. M. Thiele indsamler og udgiver for første gang nogen sinde en samling af “Danske Folkesagn”.

B. S. Ingemann finder sin inspiration hos Walter Scott og skriver en række folkelige, historiske romaner: Valdemar Seier, Erik Menveds Barndom, Waldemar den Store, Dronning Margrethe og mange flere. Hele tre af disse regenter bliver husket for, at de samlede Danmark, efter at landet var blevet splittet ad under deres forgængere.

Naturligvis bliver Gurresagnet også et populært emne for både digtere og publikum. H. C. Andersen skriver digtet “Gurre” og B. S. Ingemann skriver “På Sjølunds fagre sletter“. Og der er mange, mange flere ….

Johan Ludvig Heiberg – Syvsoverdag

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Ved Kvæld, ved Nat,
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gå,
Hør Ekko svare
Fra Gurre Sø!
Af Sted! Uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude,
Sæden på Marken trampe vi ned,
Lad alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af Sted! Uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af Sted! Uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Ovenstående digt er fra den romantiske komedie “Syvsoverdag” af Johan Ludvig Heiberg, som er mit foretrukne digterværk om Gurre. Komedien handler kort fortalt om to unge søskende Anna og Balthasar, som løber væk sammen. Balthasar vil flygte fra deres kedelige formynder hr. Max og Anna vil opsøge en digter som hun er forelsket i – og han er taget til Gurre. Da de ankommer er de trætte efter turen og falder i søvn under nogle buske. Mens de sover stiger Gurre op af jorden i al sin fordums glans og da de atter vågner, opdager de, at de har hver sin plads ved kong Valdemars hof. Her møder Anna også sin digter, der er forvandlet til skjald ved hoffet på Gurre slot. På den måde kommer de alle til at spille hver sin rolle i sagnet om Kong Valdemar. Det er en komedie i tidens og Heibergs lette stil; men komedien rummer også en nærmest besættende rædsel. Beskrivelsen af kong Valdemar og hans ryttere, som nærmest springer op af den sorte muld, er ganske gribende. Dertil er de to historier altså skruet mægtig godt sammen. Som enhver lystig vaudeville ender alt naturligvis som det skal.

I. P. Jacobsen og Det moderne gennembrud

I. P. Jacobsen(1847-1885)

I. P. Jacobsen(1847-1885)

Som tidligere nævnt, så er det usædvanligt, at vi kan datere romantikkens begyndelse så præcist her i Danmark. Men vi er i den besynderlige situation, at vi kan datere begyndelsen på “Det moderne gennembrud” endnu mere præcist: i Danmark begyndte “Det moderne gennembrud” nemlig d. 3. november 1871. Den dag indledte Georg Brandes sine forelæsninger om “Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes litteratur” – en foredragsrække der trak lige så fulde huse som Heinrich Steffens forelæsninger på Elers kollegium i 1802. En af de personer som straks sluttede sig til Georg Brandes var I. P. Jacobsen.

Jeg elsker I. P. Jacobsen. Jeg læser helst ikke digte – med mindre de er skrevet af I. P. Jacobsen. Efter min mening er I. P. Jacobsen den største stillist vi nogensinde har haft og jeg elsker ALT hvad han har skrevet, uanset om det er prosa eller lyrik. Men mest prosaen! Jeg bliver helt svimmel og beruset og eksalteret, når jeg læser de første 2-3 sider i Niels Lyhne. Det er noget af det smukkeste litteratur, der nogensinde er skrevet i Danmark. I. P. Jacobsen havde en sproglig sans, som gjorde ham i stand til at skrive sætninger, der var så smukke og velformede, at de får karakter af selvstændige kunstværker. Det sker ret jævnligt, at jeg hiver en bog af I. P. Jacobsen ud af reolen, bare for at læse et par sider og nyde hans flotte sprog. Derfor er han også den eneste forfatter, som jeg kan citerer efter hukommelsen.

De sørgelige rester af sankt Jakobs kapel.

De sørgelige rester af sankt Jakobs kapel.

Egentlig var han slet ikke digter. I. P. Jacobsen var botaniker og han specialiserede sig i noget så nørdet som ferskvandsalger. Efter at han havde studeret ferskvandsalger i søer og åer over hele landet, skrev han en opgave om sin forskning, som blev belønnet med universitetets guldmedalje. Derudover oversatte han Darwins hovedværker “Om arternes oprindelse” og “Menneskets afstamning”. Naturligvis blev han grebet af Georg Brandes tanker. Alt andet havde været underligt med dén baggrund.

Men I. P. Jacobsen mente tillige, at han var digter. I 1867 sendte han et digt til “Illustreret Tidende”, som blev returneret med et afslag. I 1868 sendte han digtkredsen “Hervert Sperring” til flere forlag, men resultatet var det samme. I. P. Jacobsen blev kun 38 år og i den tid lykkedes det kun for ham, at få 6 digte udgivet. Til gengæld fik han udgivet de to romaner “Marie Grubbe” og “Niels Lyhne”, samt en del af novellerne. Året efter hans død udkom “Digte og udkast” og heri finder vi “Gurre sange”, som indgår i en digtcyklus, der hedder “En kaktus springer ud”. Kort fortalt handler denne digtcyklus om en håndfuld unge mennesker, som samles for at se en sjælden kaktus springe ud. Mens de venter underholder de hinanden med at fortælle historier, som vi fx kender det fra Dekameron. Denne sidste udgivelse skabte en sand I. P. Jacobsen-feber over hele Europa. Den tyske digter Rainer Maria Rilke lærte sig oven i købt dansk udelukkende for at kunne læse I. P. Jacobsen på originalsproget. Hans veneration for den danske digter var også en helt tydelig og klar inspiration for hans store roman “Malte Laurids Brigge”.

I. P. Jacobsen: Gurresange – analyse og fortolkning

Sankt Jakobs kapel ligger midt mellem Gurre slotsruin og landsbyen Gurre.

Sankt Jakobs kapel ligger midt mellem Gurre slotsruin og landsbyen Gurre.

“Gurresange” følger mytens traditionelle mønster, som man kan opdele i tre kronologiske afsnit: først er der Valdemars møde med Tove og den efterfølgende forelskelse. Dernæst følger mordet: dronning Helvig bliver vanvittig af jalousi og myrder sin rivalinde. I den tredje og sidste del er de alle døde og kong Valdemar ridder som et genfærd mod Gurre, hvor alt minder ham om Tove.

Så bør man spørge sig selv: hvorfor i alverden vælger en af de helt centrale personer i Det moderne gennembrud, at skrive om dette gamle sagn? Det er dog et emne, som er mere passende for romantikken …. men det er en anden Valdemar og en anden Tove, som havde været helt utænkelige 70 år tidligere!

Da kong Valdemar forelsker sig i Tove, er han gift med dronning Helvig. Dermed bliver Tove et symbol på den frie – men forbudte! – seksualitet. Tove siger:

Nu siger jeg dig for første Gang: ‘
“Kong Volmer, jeg elsker dig.”
Nu kysser jeg dig for første gang
Og slynger min Arm om dig.
Og siger du, at jeg det før har sagt
Og at du til Kysset er vant,
Saa siger jeg: “Kongen han er en Nar,
Der mindes forfængelig Tant.”
Og siger du, saa er jeg selv slig Nar,
Saa siger jeg: “Kongen har Ret.”
Men siger du, at jeg det ikke er,
Saa siger jeg: “Kongen er slet.”
For alle mine Roser har jeg kysset ihjel,
Alt mens jeg tænkte på dig.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Dette citat viser først og fremmest, at Tove er ren og glødende seksualitet. Hun er ikke den mindste smule bly eller blufærdig. Men den vigtigste oplysning er nok, at hun har kysset roserne ihjel; dermed afslører hun, at hun er hæmningsløs lidenskabelig og det er selvfølgelig derfor hun drager. Hendes kærlighed er direkte farlig! På den anden side er det også værd at overveje om kongen ligefrem har lyst til at blive kysset ihjel? Er det kongens dødsdrift som drager ham til Tove? På den måde får I. P. Jacobsen knyttet eros til dødsdriften adskillige år før Freud parrede de to begreber. Dermed får personerne en psykologisk dybde og nogle følelsesmæssige nuancer, som har været helt uhørt i 1870erne.

I følge I. P. Jacobsens biograf Frederik Nielsen, så benyttede han primært to inspirationskilde til sit arbejde med Gurresangene; den første var Heibergs “Syvsoverdag”. Den anden var intens læsning af Edgar Allan Poe. Det er natten, mørket, skyggerne, lidenskaberne og vanviddet som interesserer I. P. Jacobsen.

Det sidste kommer meget stærkt til udtryk i den tredje del, hvor Valdemar rider som et genfærd mod Gurre. Tove er død. Hun er borte. Han ved, at hun ikke venter på ham. Men det dulmer ikke hans seksuelle begær – tværtimod. Valdemar siger:

Skoven hvisker med Toves Røst,
Søen skuer med Toves Øje,
Stjærner lyse med Toves Smil,
Skyen svulmer som Barmens Høje.
Sanserne jage for hende at fatte,
Tankerne kæmpe for hende at samle.
Men Tove er hist og Tove er her,
Tove er fjærn og Tove er nær.
Er du da, Tove, med Trolddomsmagt
Bundet i Søens og Skovens Pragt?
Hjertet svulmer, som skulde det sprænges,
Tove, Tove, Valdemar længes!

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Tove er død. Dermed er hun ikke blot en repræsentant for den forbudte seksualitet, som hun var i først del. I stedet er hun nu forvandlet til den uopnåelige og umulige seksualitet, som aldrig kan tilfredsstilles. Når Valdemar ser hende overalt, så skyldes det et galoperende vanvid, som vokser og vokser, netop fordi hans seksuelle begær ikke kan tilfredsstilles eller forløses. Man kan næsten tale om et seksuelt delirium. På den måde bliver digtet til en historie om utilfredsstillet begær og seksualitet, som forvandles til psykoser og vanvid – en sammenhæng som Freud beskrev indgående nogle år senere. Og dermed forvandles værket nærmest til en psykologisk case-story. Dermed er der ikke længere nogen tvivl om, at værket knytter sig til Det moderne gennembrud og ikke romantikken.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Men hvad er det for en forbudt seksualitet, som aldrig kan forløses? Hvad er det for en seksuel lyst, som I. P. Jacobsen skriver om? Det fortæller han ikke og det er netop derfor, at digtet får almengyldig værdi. Men hvad betød det mon for ham selv? Det er en kendsgerning, at I. P. Jacobsen havde en vis interesse for sadomasochisme. Det kommer flere gange til udtryk i hans værker – fx. Marie Grubbe – og dernæst har han fyldt sine kladdehæfter med tegninger af sadomasochistisk karakter. Hvis jeg husker ret, så nåede han aldrig at få et intimt forhold til nogen kvinde. Men jeg er desværre ikke helt sikker …. men det er i hvert fald helt sikkert, at han ikke har haft nogen intime forhold af den karakter, som interesserede ham mest. Hvis man skal sætte min fortolkning af Gurresangene i ind i en personlig sammenhæng for forfatteren, så handler digtet simpelthen om, at længslen efter en omgang rå sex er ved at gøre ham skør i hovedet, fordi han ved, at han aldrig kan tilfredsstille denne længsel.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

Et andet gennemgående tema er ateismen. Gang på gang kritiserer Valdemar Gud. Han belærer oven i købet Gud om hans pligter over for sine undersåtter. I virkeligheden er det jo helt forkert, at kalde dette for ateisme; Valdemar tror jo på Gud. Derfor er det mere korrekt, at definere det som blasfemi og oprør imod Gud. Og han er ikke den eneste i værket, som gør sig skyldig i denne forseelse; bifiguren Klaus Nar siger: ” … i Fald der er Billighed til,/ Saa maa jeg bænkes i Himmerigs Sale, …/ Naa, hvor jeg dér skal Værten bagtale!”

Valdemars største anklage mod Gud, skyldes, at Gud har taget Tove fra ham. Hvis vi skal holde os til den fortolkning, som jeg allerede har redegjort for, så betyder det, at Valdemar bebrejder Gud, at han først giver ham begær og lyster, og dernæst forholder ham muligheden for at tilfredsstille dem.

Arnold Schönberg – Gurrelieder

Arnold Schönberg(1874-1951)

Arnold Schönberg(1874-1951)

Da samlingen “Digte og udkast” udkom året efter I. P. Jacobsens død, opnåede han straks kultstatus i det meste af Europa. Han blev en inspirationskilde for mange digtere. Men han satte også sine spor i musikken. Næsten alle hans digte er sat i musik – det er temmelig imponerende. Fra “Digte og udkast” udkom i 1886 og indtil 1920 er der ikke færre end 41 danske komponister som har skrevet musik til ikke mindre end 106 digte. Men der var komponister over hele den vestlige verden, som kastede sig over I. P. Jacobsens værker. Hvis man bare nævner nogle af de mest kendte: i 1892 udgav Carl Nielsen kompositionen “Fem Digte af J. P. Jacobsen” og året efter fulgte “Viser og Vers af J. P. Jacobsen”. Den engelske komponist Frederick Delius skrev musik til et hav af I. P. Jacobsens digte og han skrev sågar en opera “Fennimore and Gerda”, hvor handlingen er taget fra Niels Lyhne.

I dag er alle disse værker for længst glemt. Alle – undtagen Arnold Schönbergs Gurrelieder.

Gurre slotsruin 2013.

Gurre slotsruin 2013.

I 1899 udskrev Wiener Tonkünstler Verein en konkurrence om at skrive en sangcyklus for solist og klaver. Arnold Schönberg begyndte at komponere Gurrelieder i marts 1900. Men han begyndte snart at se andre muligheder i værket og derfor blev værket meget større end først planlagt. Han blev færdig med kompositionen i 1901. Men så indtræffer der en lang pause i arbejdet og han afslutter først den endelige orkestrering i 1911. Derefter går der yderligere to år, før værket bliver uropført i Wien i 1913. I stedet for et beskedent værk for klaver og solostemme, så er “Gurrelieder” blevet til et monumentalt værk med 6 sangere, 1 fortæller, 600 korsangere fordelt i 4 kor, samt et orkester med 150 musikere. I dag er der normalt 70-80 musikere i et symfoniorkester. Der er ingen tvivl om, at Arnold Schönbergs Gurrelieder er et helt utroligt og usædvanligt mastodantværk.

Og hvad synes jeg så om Schönbergs Gurrelieder? Det ved jeg ikke, for jeg har aldrig hørt dem. Selvfølgelig kan jeg købe værket på CD. Jeg kan med garanti også finde en video med værket på Youtube. Men jeg har ikke lyst! Jeg glæder mig til at høre Gurrelieder, men jeg foretrækker at vente indtil jeg får mulighed for at opleve værket i virkeligheden.

“Store GURRE dag” i Gurre kirke

“Gurrelieder” blev uropført i 1913 og derfor fejrer vi det runde jubilæum her i 2013. Det bliver markeret med flere arrangementer.

Ete Forchhammer.

Ete Forchhammer.

Søndag d. 10. november 2013 kl. 14,00 – 16,30 er der “Store GURRE dag” i Gurre kirke. Her vil arkæolog og fhv. museumsinspektør Lone Hvass fortælle om historien og myterne om Gurre. Lektor Marianne Just fortæller om I. P. Jacobsen og hans “Gurresange”, og til sidste fortæller musikeren Ete Forchhammer om Arnold Schönberg og hans store værk. De lover, at “ingen vil gå derfra uden at vide, hvad det var med Gurre!”

Dette indlæg er blevet temmelig langt; det er et spændende emne, som jeg har interesseret mig for i mange år og så kan det jo være svært at begrænse sig. Men jeg er sikker på, at de tre foredragsholdere kan fortælle meget mere. Jeg har selv oplevet Ete Forchhammer nogle gange og hun er en formidabel fortæller, så jeg tør godt garantere for, at det bliver både sjovt og spændende.

Gurre kirke, opført 1917-1918.

Gurre kirke, opført 1917-1918.

Det er ikke svært, at komme til Gurre kirke. Hvis man kommer med bil, så får man en dejlig køretur gennem de Nordsjællandske skove. Men det er også ret nemt, hvis man kommer med offentlig transport. Man tager Øresundstoget til Helsingør station. Derfra går man ud og finder bus 390R, som kører fra Helsingør station 13,39. Så er man fremme ved Gurre kirke allerede 13,51. Bussen holder lige ved siden af kirken.

Det koster 90 kroner at deltage. Der er tilmelding via Helsingør aftenskole og man kan finde nærmere oplysninger om tilmelding i deres program. Man finder et link til programmet i højre side af deres hjemmeside og arrangementet findes på side 10. Her står der, at prisen er 125 kr. Men Helsingør aftenskole har oplyst mig, at man har sænket prisen.

D. 16. november kl. 11,00 viser de hele værket på DVD. Det vil foregå et sted i Espergærde; jeg ved desværre ikke mere om dette arrangement.

Aarhus Symfoniorkester fejrer Gurrelieder

Der er også mulighed for at være med til at fejre Schönbergs Gurrelieder sammen med Aarhus Symfoniorkester, men det er først til næste år.

D. 1-12. marts afholder Aarhus Symfoniorkester “Århundredets festival 2014” – jeg er ret vild med den titel. Det er i hvert fald udtryk for god humor. “Århundredets festival 2014” består af en række foredrag om opera og klassisk musik. Hvert eneste foredrag lyder så spændende, at jeg ville ønske, at jeg lige kunne tilbringe et par uger i Aarhus.

Dirigent Kristjan Järvi.

Dirigent Kristjan Järvi.

Søndag d. 9. marts 2014 kl. 12-13,15 fortæller lektor Jørn Erslev Andersen om “Schönbergs Gurrelieder og I. P. Jacobsen”. Jørn Erslev Andersen er jo en klog mand og jeg er sikker på, at det bliver rigtig spændende. Jeg kan bare ikke forstå, hvordan han kan nå så meget på så lidt tid.

Fredag d. 14. marts 2014 kl. 19,30 og søndag d. 16 marts 2014 kl. 16,00 kan man så opleve selveste fødselaren, når Aarhus Symfoniorkester opfører Gurrelieder sammen med dirigent Kristjan Järvi og Baltic Youth Philharmonic. Det bliver en kæmpestor begivenhed. Der bliver 120 musikere på scenen og dertil kommer alle solisterne og korene. Tryk HER for mere info.

Jeg er vild med Gurre. Jeg er vild med I. P. Jacobsen. For nyligt har jeg opdaget, at jeg også er temmelig begejstret for Arnold Schönberg – i hvert fald det han lavede FØR han kastede sig over tolv-tonemusikken. Endelig så er jeg også totalt vild med Kristjan Järvi, som jeg har oplevet et par gange i København. Han er en helt usædvanlig fantastisk dirigent.

Derfor overvejer jeg MEGET seriøst, at tage en tur til Aarhus, for at opleve denne koncert. Det er et meget krævende værk og derfor kan man jo aldrig vide, hvornår man igen får chancen for at opleve det. Og slet ikke med en fænomenal dirigent som Kristjan Järvi …… næh, man burde tage til Aarhus! Ja, det burde man virkelig!

Gurre kirke.

Gurre kirke.

I sin nye bog “Dommedag Als” afslører Tom Buk-Swienty, at efter krigen i 1864 tilbød kong Christian d. 9. at Danmark kunne komme ind under Tyskland. Denne nyhed har fyldt medierne hele dagen og det har været rigtig spændende. Der er flere som har kaldt Christian d. 9. for landsforræder – jeg synes det vidner om en manglende forståelse for, at verden var anderledes dengang. Jeg vil ikke forholde mig alt for skarpt til en sag som jeg ikke kender i detaljerne, men umiddelbart synes jeg det lyder som en form for solidaritet med Slesvig, Holstein, Lauenborg og Sønderjylland – derfor synes jeg godt man kan forsvare kongens initiativ. I dag er det selvfølgelig utænkeligt og ideen virker nærmest absurd. Men det er jo også 150 år siden.

Dagens bedste kommentar blev leveret af dagens vært på Deadline 17, journalist Jesper Larsen, som sagde, at : “det gør ondt at få at vide, at kongen ville give os til Tyskland, men det gør dog næsten mere ondt at tyskerne slet ikke ville have os.”

Jeg ærgrer mig voldsomt over Tom Buk-Swienty, som gang på gang har omtalt erobringen af Als, som det glemte slag! – og journalisterne har accepteret denne betegnelse.

Har alle glemt Herman Bang? Haabløse slægter? Tine? Jeg troede at Tine var nærmest obligatorisk læsning i gymnasiet og på mange andre uddannelser. Herman Bang blev født i Asserballe på Als i 1857, men familien flyttede/flygtede til Horsens under krigen i 1864. For Herman Bang var barndommen og opvæksten på Als en form for paradis og efter flytningen til Horsens blev han konfronteret med den kolde og ubarmhjertige virkelighed. Derfor står nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als som centrale begivenheder i Herman Bangs forfatterskab.

Det er særlig tydeligt i bogen “Tine” som foregår på Als og netop beskriver rædselsnatten den 29. juni 1864, hvor tyskerne erobrede og hærgede den lille ø, mens beboerne forsøgte at flygte fra soldaternes brutalitet.

“Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm. “

Tine søger tilflugt i kirken sammen med sine forældre. Fra kirketårnet stirrer de ud over øen og betragter den forfærdelige nat:

“… Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros, Soldaterne Paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin – naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
– Det er Øen, der brænder, hviskede hun.”

“Tine” er et af de fineste og vigtigste mesterværker i dansk litteraturhistorie. Når Tom Buk-Swienty omtaler slaget ved Als som det glemte slag, så må det skyldes manglende kendskab til dansk skønlitteratur!

Dronning Sophie Amalie 1628 - 1685

Nogen gange kan jeg se, at folk har fundet min blog via nogle spændende søgninger. Nogen gange er det spørgsmål som jeg kender svaret på, selv om jeg ved at det ikke står på min blog. Og nogen gange er spørgsmålet så spændende, at jeg næsten ville ønske, at folk sendte mig en mail.

I dag kan jeg se at der har være en søgning som hedder: “Hvorfor hedder det Amalienborg?”

Det spørgsmål er så spændende, at jeg slet ikke kan lade være med at fortælle historien. Der er nemlig mange mennesker som ikke kender svaret – det er lidt synd, for det er faktisk en rigtig god historie.

I midten af 1600-tallet lå der en stor have, eller park, med springvand, lysthuse, alleer og drivhuse, midt i det område som vi i dag kender som Frederiksstaden. Denne have tilhørte Frederik d. 3s dronning Sophie Amalie. Fra 1667-1673 byggede hun et lille lystslot som fik navnet Sophie Amalienborg, og haven blev dronningens pendant til Kongens have og Rosenborg slot.

Københavns slot var et rædselsfuldt, koldt og uhumsk sted. Det var så forfærdeligt, at det var berygtet i hele Europa. Derfor trak dronningen sig tilbage til Sophie Amalienborg da Frederik d. 3. døde i 1670. Skønt det lille lystslot ikke var særligt stort, så var det både fornemt og moderne. Sophie Amalie brugte slottet som enkesæde og her døde hun i 1685.

I 1689 fejrede man Christian d. 5s fødselsdag med en opera. Teatersalen på det lille lystslot var alt for lille til de store ambitioner og derfor opførte man et teaterhus i fyrretræ, klods op af Sophie Amalienborg.

Forestillingen var en stor succes og Christian d.5 var så begejstrejstret, at han arrangerede en gentagelse for offentligheden. Salen var beklædt med silketapeter. Dekorationerne var lavet af mos, blomster og enebærris. Salen og scenen blev oplyst af 800 olielamper.

Der var gået 4 dage siden kongens store festforestilling og dekorationerne var blevet knastørre. Da en af olielamperne væltede tog det kun et øjeblik før hele salen stod i flammer. Dørene åbnede indad, så de mange hundrede gæsterne var fanget i et brændende inferno. Omkring 180 mennesker omkom i flammerne. Bygningen brændte på 15 minutter, men ilden sprang videre til Sophie Amalienborg der også snart var forvandlet til en ruinhob.

Herefter stod området tomt i mange år, indtil Frederik d. 5 grundlagde Frederiksstaden med Amalienborgs fire adelspalæer som det monumentale centrum. Man begyndte byggeriet i 1750, men bevarede en del af navnet. Derfor hedder det Amalienborg!

Kongehuset overtog Amalienborg i 1794 efter branden på Christiansborg slot, men det var kun tænkt som en midlertidig bolig. Det tog mange år at genopbygge Christiansborg slot og så brændte det igen i 1884. Heldigvis havde kongehuset stadig Amalienborg og man havde egentlig boet der mere eller mindre permanent siden 1794. Men det var først i 1920 at Amalienborg slot blev officiel residens for kongefamilien.

Grundig gennemgang af Amalienborgs historie findes her.

Her findes en navneliste over alle som omkom i operahusets brand.

Sophie Amalienborg

Gibbon abernes ø i zoologisk have

Jeg købte min nye cykel, et par dage før vi fik en enkelt weekend, hvor det var så varmt, at man lige frem blev i forårshumør. Jeg brugte vist en hel uge på at drøne rundt i hele København, men den første tur gik selvfølgelig til Frederiksberg have. Det er omtrent 20 år siden jeg flyttede fra Jylland og begyndte på Frederiksberg studenterkursus, som dengang lå på Mynstersvej. Her blev både skolestart og sommerferie altid fejret i Frederiksberg have.

Forår i Frederiksberg have

For mig, der kom langt ude fra landet, var Frederiksberg have et spændende sted; det var næsten som en fortryllet have. Her er alt – det er fortiden der møder nutiden. Det er natur der blander sig med kultur. Det er folket som hygger sig i den kongelige have, hvor det gule Frederiksberg slot skuer majestætisk ud over parken. Selv om man er midt i storbyen, så føler man sig langt væk fra stress og jag. Selv når haven er fyldt med mennesker, så er der alligevel en forunderlig fred og ro.

Det er et sted som er fyldt med gode minder for mig. Udover at vi kom der med skolen, så har jeg været til langt over 10 operakoncerter i Frederiksberg have og Søndermarken. Men jeg har også boet på Frederiksberg og dengang tilbragte jeg selvfølgelig altid de gode sommerdage i Frederiksberg have. Senere flyttede jeg til Valby, og endnu en gang blev Frederiksberg have et naturligt centrum i mit liv.

Marmorbadet på Frederiksberg slot

Nu har jeg boet på Bispebjerg i mere end 15 år, men jeg har så mange gode minder fra Frederiksberg have, at jeg bliver ved med at vende tilbage. Jeg elsker at slentre omkring på de slyngede stier, forbi elefanterne og videre til hjørnet af zoologisk have, hvorfra man kan se Gibbonaberne, når de leger på deres lille ø. Derfra er det nærliggende at fortsætte forbi slottet, hvor man kan se ind til Christian den 7´s badeværelse. Det skulle efter sigende være nordeuropas første nedsænkede badekar. Jeg ved ikke om historien er sand, men det skulle være Struensee der anbefalede kongen disse bade; så vidste man hvor kongen var, mens Struensee selv forlystede sig med dronning Caroline Mathilde.

Adam Oehlenschläger(1779-1850)

Frederiksberg Have er også et sted der er fyldt med historie – særligt fra guldalderen. For mig betyder det først og fremmest Adam Gottlob Oehlenschläger. Hans forældre mødte hinanden, da hans mor var kammerjomfru hos grevinde Moltke og hans far tjente grev Moltke. Senere blev faren organist ved Frederiksberg kirke. Snart blev han fuldmægtigt på slottet og siden slotsforvalter. Det var grevinde Moltke som holdt Adam Oehlenschläger da han blev døbt: Da hun havde spurgt min moder: ” Hvad skal barnet hedde?” og min moder havde svaret: “Adam Gottlob”, sagde hun: “Det skulle jeg haabe”.

Adam Oehlenschlägers erindringer er fyldt med gode historier fra hans barndom på og omkring slottet; det giver et spændende billede af livet på Frederiksberg, blandt kongefamilien og deres børn. Adam Oehlenschläger blev gift med Christiane Heger, som var søster til den skarpe fru Kamma Rahbek der selv var gift med Knud Lyhne Rabhek. De boede i Bakkehuset på den anden side at slottet, hvor de fleste af datidens personligheder ofte kom på besøg. Familien Oehlenschläger boede en tid i Fasangården, hvor H.C. Ørsted mange år senere flyttede ind. Hans bror var Anders Sandøe Ørsted, danmarks 3. statsminister, som var gift med Oehlenschlägers søster sophia. Når jeg spadserer rundt i Frederiksberg have, så synes jeg næsten, at jeg kan mærke deres genfærd….og så føler jeg mig ærlig talt i udmærket selskab.

Frederiksberg have er et af de mest spændende steder i København – et af de steder som jeg holder allermest af!


Statuen af Frederik d. 6. står ved hovedindgangen. Han omdannede Frederiksberg Have fra Barok til den engelske have i romantisk stil.

Vejret var rigtig dejligt i søndags. Derfor skulle Frank og jeg, lige som alle andre, ud at nyde solen og alle skovens smukke efterårsfarver. Frank havde en bil til rådighed nogle dage og derfor ville vi tage på en længere udflugt til den slags steder, hvor vi ikke normalt kommer. Vi havde bestemt os for Rudolph Tegners museum ved Dronningmølle i nordsjælland. Jeg har været der flere gange og synes det er et utrolig fantastisk sted. Jeg er dybt fascineret af museet der ligger som en kolossal bunker midt i det barske hedelandskab, hvor de slyngede stier snoer sig op over bakkerne og gennem den flotte skulpturpark. Frank har aldrig været der og jeg havde glædet mig til at vise ham stedet, men da jeg skulle tjekke kørevejledning, opdagede jeg at de allerede havde vinterlukket.

Herakles i kamp med den nihovede Hydra.

I stedet valgte vi at køre til Kronborg slot. Det er også et flot sted og jeg har ikke været der i mange år. Desværre valgte vi at køre af Strandvejen. Det var dumt! Vi sad i bilen og sneglede os af sted, mens cyklisterne drønede forbi os og vi ønskede at vi selv havde taget cyklerne som vi plejer. På den anden side var vi med garanti aldrig nået helt til Helsingør på den måde!

Men vi fik alligevel set en masse af Rudolph Tegner. På vej til Kronborg kom vi forbi “Danserindebrønden” og nede på havnen, hvor vi parkerede, står “Herakles og Hydraen”. Da vi gik op til Kronborg kom vi også forbi Hamlet og Ofelia. Rudolph Tegner var en meget spændende kunstner. Jeg er normalt ikke meget interesseret i skulpturer. Jeg synes de fleste er lidt kedelige og de siger mig ikke så meget. Men det er anderledes med Rudolph Tegner. Hans skulpturer er fyldte med rå kraft og storladne følelser. Det har sikkert været for meget for samtiden og er måske en af grundene til at han ikke var særlig populær. En anden grund var sikkert, at hans tendens til at tænke stort har forkommet mange mennesker at være noget prætentiøs og udansk. Hans største værk er “Livets port”, som han havde forestillet sig skulle være indgang til Fælledparken, men det blev desværre aldrig realiseret. Og det er simpelthen drønhamrende ærgerligt! Dette storslåede monument var blevet Københavns største hovedattraktion. Jeg kan så glimrende forstille mig alle de mennesker der ville nyde at sidde på trapperne og hygge sig i solen, mens turisterne strømmede til for at tage billeder. Jeg tænker tit på, at vi kan stadig opføre det, det er jo ikke for sent – og hvor ville vi alle være stolte af dette storslåede værk af en spændende dansk kunstner. Men der er nok ingen som vil betale for det. Og sidst men ikke mindst, er der jo en flok sure røvhuller som er imod alting og altid protesterer højlydt, når en kunstner eller en arkitekt tillader sig at have visioner. “Livets port” er mere spændende end Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og Jørn Utzons operahus i Sydney, og den ville blive mindst lige så berømt. Rudolph Tegner havde evnen til at tænke stort og modigt, men vi har hverken evnen til at forstå hans tanke eller modet til at realisere den. Det er simpelthen skammeligt!

Man kan se flere af hans værker hos “Rudolph Tegners Museums Venner”.

Mig og Hamlet.

Mig og Hamlet i Helsingør

Vi gik en tur omkring Kronborg, men vi var ikke inde på slottet. Det var godt nok koldt, men vi ville alligevel hellere nyde solen og det gode vejr udendørs. Fra Kronborg fortsatte vi mod Fredensborg slot. Der har jeg aldrig været, så vi havde planlagt at vi ville gå en tur i parken. På vejen kørte vi forbi Gurre slotsruin, som var turens højdepunkt for mig. Jeg har været der flere gange og jeg elsker Gurre. Intet sted emmer af historie, romantik og gamle sagn som Gurre. Skønt det ligger næsten helt ubemærket og overset, så er det for mig noget nær Danmarkshistoriens midtpunkt. De ældste dele af Gurre slot blev bygget i 1100-tallet. Da Valdemar Atterdag(ca. 1320-1375) var konge(fra 1340) udbyggede han slottet til et borganlæg og det var her han helst opholdt sig. Valdemar Atterdag er kendt for sin talemåde: “Lad blot Gud beholde sit himmerige, hvis jeg må beholde mit Gurre.” Derfor skal han hver nat jage hvileløst med sine mænd og hunde gennem egnen. Det er måske forståeligt, at denne talemåde har virket stødende på mange mennesker, i en tid hvor anstændige mennesker dydigt stræbte efter en plads i himmeriget som det højeste mål i livet. Man har formodentlig ment at hans talemåde var blasfemisk.

Ved Kvæld, ved Nat,
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gø,
Hør Ekko svare
Fra Gurre Sø!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude,
Sæden paa Marken trampe vi ned,
Lad alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Sagnet om Kong Valdemar Atterdag har inspireret mange digtere. Det mest kendte værk er “Gurresange” af I.P.Jacobsen, som senere er sat i musik af Arnold Schönberg. Men ovenstående digt er fra det bedste værk jeg kender – den romantiske komedie “Syvsoverdag” af Johan Ludvig Heiberg. Komedien handler kort fortalt om to unge søskende Anna og Balthasar, som løber væk sammen. Balthasar vil flygte fra deres kedelige formynder hr Max, og Anna er forelsket i en digter som hun vil opsøge – og han er taget til Gurre. Da de ankommer er de trætte efter turen og falder i søvn under nogle buske. Mens de sover stiger Gurre op af jorden i al sin fordums glans og da de atter vågner, opdager de, at de har hver sin plads ved kong Valdemars hof. Her møder Anna også sin digter, der er skjald ved hoffet. På den måde kommer de alle til at spille hver sin rolle i sagnet om Kong Valdemar. Det er en komedie i tidens og Heibergs lette stil, men de to historier er altså skruet mægtig godt sammen. Som enhver lystig vaudeville ender alt naturligvis som det skal. Tove og hendes forheksede amulet spiller også en vigtig rolle i Heibergs vaudeville, men i dag ved man, at Tove var Valdemar den Stores elskerinde og hun har overhovedet ingen forbindelse til hverken Valdemar Atterdag eller Gurre slot. Men gennem mange år har man uheldigvis blandet de to historier sammen.

Efterfølgende har både Dronning Margrethe den 1. og Erik af Pommern boet på Gurre, mens de regerede. Skov-og naturstyrelsen har udgivet en folder om Gurre slotsruin, hvor man kan læse meget mere.

Gurre slotsruin.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: