You are currently browsing the category archive for the ‘Klassisk musik mm’ category.

Torsdag aften var der koncert med Amatørsymfonikerne og KUSO(Københavns Ungdoms Symfoniorkester) i Tivolis Koncertsal, hvor de fik assistance af violinist Johannes Søe-Hansen. De spillede tre værker af Carl Nielsen.

Koncerten begyndte med Carl Nielsens Sagadrøm – det er sådan en drømmefantasi, hvor tonerne flyder frit mellem hinanden. Jeg synes den sagadrøm var lidt tung. Det var som om, at den ikke rigtig fik luft under vingerne. 

Dernæst fulgte Carl Nielsens violinkoncert, som begynder med et fantastisk brag – og slutter på samme måde. Det er et superflot værk, men jeg synes ikke rigtig, at jeg blev grebet af musikken torsdag aften. Men der var masser af steder, hvor det fungerede godt – det var særligt når orkestret spillede for fuld kraft.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som kaldes “Det Uudslukkelige”. Det var helt klart denne del af koncerten, som var mest vellykket. I begyndelsen var der lidt problemer med samspillet i violinerne. Det var ikke helt skarpt. Da de havde varmet lidt op, fandt de hurtigt melodien og så blev denne del af koncerten en helt fantastisk oplevelse. Der er et stykke, hvor violinerne spiller helt blidt og dæmpet, kun akkompagneret af paukerne – det var utrolig flot spillet. Kombinationen af de smukke violiner og de skæbnesvangre pauker var meget forførende. Et andet højdepunkt var en vidunderlig violinsolo – det var virkelig meget smukt og hjertegribende. Første violinisten fortjener stor ros for sin indsats torsdag aften. Efter nogle få takter begynder de andre strygere også at spille og det føltes fuldstændig som om, at mit hjerte slog en kolbøtte.

Men det absolutte højdepunkt var selvfølgelig den store og meget dramatiske finale, hvor hele orkestret spiller for fuld kraft, mens to paukespillere udkæmper en voldsom og meget krigerisk duel. Det er som kæmpestore musikalske bølger, der buldrer og brager ned over publikum.

Bortset fra lidt usikkerhed i begyndelsen, så blev anden del af koncerten en stor oplevelse, og derfor blev det alligevel en rigtig god og vellykket koncert.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

I går gav Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester koncert i Tivolis Koncertsal og det var på alle måder en helt utrolig flot, spændende og usædvanlig vellykket koncert. Jeg er stadig en lille smule beruset og eksalteret!

Koncerten begyndte med “Sechs Stücke” af Anton Webern – spændende, dynamisk, mystisk og ekspressionistisk musik. Men også udfordrende. På et tidspunkt skriger alle messingblæserne. Nej, jeg overdriver ikke. De skriger! Det var bestemt ikke rart. Men den slags kan bruges til at skabe nogle spændinger og kontraster i musikken, så det har jo alligevel en funktion.

Giovanni Punzi og Aaron Copland

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Jeg var sammen med en af mine venner til denne koncert. Vi var så heldige, at vi løb ind i Tivoli Garden både før og efter koncerten. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Aaron Coplands pragtfulde og helt fantastiske klarinetkoncert, som jeg også hørte for et par uger siden med Kammerorkestret Arco og Jonas Lyskjær Frølund som solist. Denne gang var solisten Giovanni Punzi, som spiller i Tivolis Symfoniorkester – også kendte som Copenhagen Phil. Værket begynder blidt og dæmpet med en meget sorgfuld og melankolsk stemning. Så følger en vidunderlig solo, fyldt med boblende og legesyge toner der svinger sig gennem luften som musikalske arabesker. Derefter vender Giovanni Punzi sig mod dirigenten og kigger ham lige i øjnene, som om han vil blæse ham et stykke … eller udfordre ham til en musikalsk duel; dirigenten accepterer udfordringen, han løfter taktstokken, orkestret begynder igen at spille og resultatet er en masse fantastisk musik. Der var masser af øjenkontakt mellem Giovanni Punzi og Giordano Bellincampi – det er mit indtryk, at de to landsmænd havde en fest på scenen.

Jeg synes efterhånden det er lidt banalt,  når sangere eller musikere smider skoene for at være smarte og moderne. Alligevel tror jeg aldrig jeg glemmer, hvordan smukke Giovanni Punzi dansede rundt på scenen i sorte bukser, sort vest, hvid skjorte der hang uden på bukserne og bare fødder … jeg indrømmer, at mit hjerte stopper et øjeblik og springer et slag over, når jeg tænker på denne oplevelse. Det var en magisk og fuldstændig uforglemmelig oplevelse!

Anna Egholm og Maurice Ravel

Koncertens første del sluttede med Maurice Ravels “Tzigane” med Anna Egholm som solist – Anne Egholm, som jeg også oplevede for et par uger siden, hvor hun medvirkede ved den samme koncert, hvor Arco spillede Coplands klarinetkoncert. På den måde var det en koncert med mange deja-vu-oplevelser, men det var bestemt ikke dårligt. Tværtimod. Hvert eneste gensyn var en glædelig oplevelse. 

“Tzigane” begynder meget dæmpet med en skærende melankoli i tonerne – musikken er fyldt med vemod og ensomhed. Men hurtigt stiger både tempoet og intensiteten, og værket udvikler sig til en opvisning i ekstravagant virtuositet og ekvilibrisme. Jeg kan ikke spille violin – jeg er slet ikke musiker. Derfor skal jeg passe på, at jeg ikke skriver noget sludder. Men jeg tror, at det kræver et talent på det allerhøjeste niveau at spille dette værk. Jeg plejer at skrive små noter, mens jeg lytter til musikken – men jeg fik slet ikke skrevet noget som helst, mens Anna Egholm spillede. I stedet sad jeg fuldstændig tryllebundet og fulgte hendes bevægelser – med den ene hånd filede hun løs med buen, mens fingrene på den anden hånd fløj frem og tilbage over strengene i et rasende tempo. Der var helt stille i salen, mens publikum holdt vejret og lyttede …. jeg ved godt, at disse musikere øver sig i tusindvis af timer. Ikke desto mindre, så synes jeg det er et mirakel hver eneste gang jeg oplever en musiker der spiller på den måde uden at snuble en eneste gang.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 2

Efter pausen spillede de Brahms 2. symfoni – et meget spændende, kraftfuldt og dramatisk værk. Det var den helt perfekte afslutning på denne koncert. Alle musikerne spillede med masser af kraft og energi – de gav publikum fire levende og intense værker. Jeg var mindst begejstret for det allerførste værk af Webern – men jeg synes alligevel, at det var et perfekt værk at begynde med. Det var så nyt og anderledes – derfor blev min opmærksomhed straks fanget. Tempoet og intensiteten blev skruet en tand i vejret med Coplands klarinetkoncert og den fik en tand mere med Ravels “Tzigane” – langsomt blev publikum trukket længere og længere ind i en musikalsk drømmetilstand, hvor man glemte alt om verden uden for. Da vi nåede til Brahms symfoni, følte jeg det som om, at mit sind var fuldstændig renset for alle tanker og forstyrrende elementer – og så kunne musikken bare strømme igennem mig uden nogen forhindringer. Denne koncert var fuldstændig perfekt fra start til slut og jeg nød hvert eneste minut. Sikken en oplevelse!

Tivolis Koncertsal - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

For et par år siden var jeg til min første koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg bemærket, at jeg taler med flere og flere mennesker, der regner Lyngby-Taarbæk for at være et af Danmarks bedste symfoniorkestre – og man kan vist godt tillade sig at sige, at de levede op til deres rygte, da de spillede i Tivolis Koncertsal mandag aften. 

Aleksander Glazunov og Aram Khachaturian

Koncerten begyndte med en “March on a Russian Theme” af Aleksander Glazunov … eller som Stravinskij omtalte ham: “den mest ubehagelige mand jeg har kendt“; der var nemlig det problem med Aleksander Glazunov, at han ikke kunne lide Stravinskijs musik. Værket begynder mørkt og dæmpet, men musikken stiger hurtigt til en gjaldende fanfare. Derefter slår musikken over i en forrygende march – det var en flot og festlig begyndelse på en rigtig god og vellykket koncert.

Det næste værk var meget specielt – det var “Masquerade Suite” af Aram Khachaturian, som består af fem satser: Vals, Nocturne, Mazurka, Romance og Galop. Det vil sige tre meget festlige satser, som bliver delt af to blide og dæmpede satser, hvoraf den første er farvet af en mørk og melankolsk tone, mens den sidste gennemtrænges af en mere lys og positiv tone. Men det er også lidt vulgært – det minder mig om konditoren, der opkaldte en tærte efter Tone og det var “den der var mest af alt i”, som Suzanne Brøgger har skrevet. “Masquarade Suite” er virkelig et overflødighedshorn af lækker musik. Det er en fest fra start til slut. Fra de allerførste valsetoner bliver publikum fuldstændig forført af musikken og jeg kan godt forstå, at der var mange, som ikke kunne lade være med at klappe efter første sats. Man blev forført af musikken lige fra de allerførste valsetoner og indtil værket sluttede med en galop, som blev spillet i et rasende tempo. Det gik over stok og sten.

Det var et fantastisk værk. Man blev smittet af musikken, så man havde lyst til at le højt af glæde og begejstring – og samtidig havde man også lyst til at springe op fra sædet og danse. Jamen, jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Derudover spillede førsteviolinen den smukkeste solo i Nocturnen, som fik mit hjerte til at smelte. I romancen var der en trompetsolo, som fuldstændig tog vejret fra mig … det var så fantastisk, at man kun kan sammenligne det med Haydn´s formidable trompetkoncert. Tryk her for at høre Khachaturians “Masquerade Suite.

Man kan kun beskrive første del af denne koncert, som en fuldstændig overdådig fest i Tivolis gamle koncertsal. 

Rachmaninovs 2. symfoni

Anden del af koncerten bestod af Sergei Rachmaninovs 2. symfoni – hvis første del af koncerten var en stor fest, så kan man godt sige, at anden del var gravalvorligt, som en begravelse. Orkestret begynder meget mørkt og dystert. Så kommer violinerne og løfter stemningen en lille bitte smule. Men det er absolut ikke munter musik og dermed var denne musik en stor kontrast til musikken i første del. Heldigvis. Det havde været for meget – alt for meget – hvis det havde været lutter lagkage. Med Rachmaninovs 2. symfoni fik Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Kaisa Roose skabte en god balance i koncerten som helhed.

I første sats var der et klimaks med både pauker, stortromme og bækken – det var så kraftfuldt og dramatisk, at det mindede mig om helvedes-scenen i Mozarts opera Don Giovanni. Og det var egentlig den oplevelse, som jeg havde af hele værket – det var mørkt og dystert og gravalvorligt. Og det var fuldstændig fantastisk!

DR´s gamle filmanmelder Ole Michelsen var kendt for at sige, at “Film skal ses i biograften”. Jeg er ikke enig. Jeg foretrækker ganske bestemt, at sidde hjemme i min egen sofa, når jeg ser film. Til gengæld så mener jeg i allerhøjeste grad, at det gælder i forhold til klassisk musik. Altså – jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal gå i biografen for at høre musik. Men gang på gang må jeg konkludere, at musik lyder bare bedre i en koncertsal. Jeg har en ganske udmærket indspilning af Rachmaninovs symfonier, som jeg er meget glad for – men den kan altså ikke konkurrere med at høre Kaisa Roose og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester spillede suverænt fra start til slut og det virkede også som om, at de havde et helt utroligt velfungerende samspil med dirigenten. Nogen gange oplever man, at dirigenten står foran orkestret og dirigerer. Mandag aften havde jeg en fornemmelse af, at der næsten skete en eller anden mystisk symbiose mellem Kaisa Roose og orkestret, som om de nærmest smeltede sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om musikerne oplevede det på samme måde. Men Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester kan bare noget helst specielt. Jeg ved ikke hvad det er – måske er det et ekstraordinært godt samarbejde og samspil mellem musikerne, som skaber deres helt særlige og meget unikke lyd. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg allerede glæder mig til at høre dem igen næste år i Tivolis Koncertsal. 

Man kan også opleve Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester d. 31. oktober 2016, når de giver koncert i Lyngby Kulturhus – det er sammen med klarinettist Giovanni Punzi, som spiller i Copenhagen Phil til daglig. Tryk her for at se programmet med alle deres koncerter. I 2017 har de – blandt meget andet – planlagt to koncerter med Asbjørn Nørgaard fra Den Danske Strygekvartet.

Tivolis Koncertsal - juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Koncertsal – juni 2016. Copyright: Jens Drejer.

I går var jeg i Tivoli, sammen med et par gamle venner. Først skulle vi lige blive enige om, hvor vi skulle spise – det kan godt være en udfordring, når der er så mange, mange spændende restauranter at vælge imellem. Min favorit var “Nimb Brasserie“, men en af de andre foretrak “Grøften” – jeg kommer så jævnligt i Tivoli, så jeg kan jo bare spise på Nimb en anden dag og derfor blev det “Grøften”. 

Verden blev hverken nemmere eller enklere da vi kom i Grøften; de har nemlig så mange spændende vegetarretter, at det tog meget lang tid at vælge. 

Restaurant Grøften. Copyright: Jens Drejer.

Restaurant Grøften. Tryk på alle billederne, for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Sidste gang jeg var i Grøften, var deres vegetarret en risotto med grønne ærter og grønne asparges. Denne gang var vegetarretten grøn pasta. På den måde skifter deres vegetarret jævnligt og derfor er der altid en grund til at gå i Grøften. Jeg synes det er ret smart – OG DET VIRKER! Denne metode får jo mig til at gå i Grøften MANGE flere gange end jeg ellers ville have gjort. Deres vegetarret er jo sindssygt lækker og derfor vil jeg gerne i Grøften hver eneste gang de skifter til den ene vegetarret ud med den anden.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Vi sad ude i den hyggelige gårdhave. Tryk på alle billederne for at se dem i stor størrelse. Copyright: Jens Drejer.

Jeg bestilte sæsonens vegetarret, som var en grøn pasta med pesto, bøgehatte, cherrytomater, ristede pinjekerner og parmesanchips. Nogle vil måske indvende, at det kulinariske niveau ikke er specielt højt, for det er jo en ret som de fleste kan lave derhjemme uden nogle problemer. Jaja, det er selvfølgelig rigtigt, men det smagte virkelig godt. Det er i hvert fald en ret, som jeg godt kunne finde på at bestille en anden gang og det er vel et meget godt succeskriterium.  

Sæsonens vegetarret er pt en pasta med pesto. Copyright: Jens Drejer.

Sæsonens vegetarret er pt en pastaret med pesto. Copyright: Jens Drejer.

I Grøften har man specielle menukort, som følger sæsonerne for de forskellige råvarer. Man har fx et særligt menukort for hvide asparges, når det er højsæson for den slags. Dagen før vi skulle i Tivoli havde jeg tjekket Grøftens hjemmeside og studeret deres sæsonkort for rabarber – for jeg ÆLSKER rabarber. Derfor blev jeg lidt skuffet, da jeg kom i Grøften og opdagede, at de netop havde udskiftet deres rabarberkort med et jordbærkort.

Jeg bestilte et stykke jordbærtærte med kransekagekant, vaniljecreme, mandelsplinter og jordbærsauce – for sørensen hvor smagte det bare sådan helt ekstremt super, super, super lækkert. Særligt vaniljecremen var helt fantastisk. Det var så lækkert, at jeg sad og hoppede op og ned på stolen af fornøjelse! 

Prisen var 215 kr for vegetarretten, 125 kr for desserten og 56 kr for en cola. Samlet pris var 396 kr. I forhold til min økonomi så var det måske lige i overkanten. Men jeg synes alligevel at det var alle pengene værd og jeg gør det gerne en anden gang.

Koncert på Plænen

Efter koncerten gik vi en tur i haven og bagefter gik vi ned på Plænen, hvor der skulle være koncert. Det var Tivolis Symfoniorkester der spillede og Henrik Engelbrecht var både dirigent og konferencier.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Koncert med Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

De spillede musik af H. C. Lumbye, Josef Strauss og Franz von Suppé. Alle værker blev fulgte af små sjove historier. Henrik Engelbrecht advarede blandt andet mod at danse wienervals. Han fortalte om en pige fra Samsøe, som dansede sig ihjel i 1842. Hendes død skyldtes en dødsens farlig kombination af alt for stramt snøreliv og alt for meget wienervals. Datidens moderne medier – dvs aviserne – mente at sagen viste, at det var absolut nødvendigt at beskytte befolkningen. De mente dog ikke det var realistisk med et forbud imod snøreliv – i stedet plæderede de for et forbud imod wienervals! 

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis Symfoniorkester med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Copyright: Jens Drejer.

Det er rigtig dejligt at være til koncert på Plænen. Men det er også meget anderledes end at være til koncert i en koncertsal – det er hyggeligt og rart, at sidde ude i solen og lytte til musik. Men der er også fyldt med forstyrrende elementer, som distraherer. Der er forskellige lyde, som fanger ens opmærksomhed. Man kan ikke lade være med at kigge på de mennesker som går forbi. Det betyder ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg er nemlig ret vild med begge dele. Jeg synes bare det er lidt sjovt, at selv om det grundlæggende er det samme, så er de to oplevelser alligevel så forskellige, at det er svært at sammenligne dem.

Vi havde en fantastisk dejlig eftermiddag – først fik vi en rigtig god frokost og bagefter sluttede vi eftermiddagen med en hyggelig koncert på Plænen. Det er en kombination, som jeg gerne vil anbefale og man har chancen igen allerede tirsdag d. 14. og tirsdag d. 21. juni, når Henrik Engelbrecht og Tivolis Symfoniorkester igen giver koncert på Plænen – begge dage kl. 17. Man kan selvfølgelig også begynde med koncerten og så spise middag bagefter. 

Jeg må i hvert fald lige tjekke om jeg selv har mulighed for at tilbringe endnu en tirsdag eftermiddag i Tivoli.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Verdens bedste jordbærtærte. Copyright: Jens Drejer.

Onsdag spillede kammerorkestret Arco i Tivolis koncertsal. De er med i serien “Con Amore”, som er en kategori for amatørmusikere og amatørorkestre. Men det betyder altså ikke, at de er dårlige. Grundlæggende betyder “amatør” jo bare, at man ikke lever af det – eller i hvert fald, at det ikke er ens hovedindtægtskilde. Det vil sige, at begrebet siger i virkeligheden absolut INGENTING om det kunstneriske niveau.

For nylig havde  jeg den store fornøjelse at blive præsenteret for en ung musiker, som jeg har hørt en hel del om i de seneste år – han er temmelig dygtig, han ser hamrende godt ud, han er dødhamrende charmerende og har en fantastisk udstråling. Kort sagt – han har alt hvad man kan ønske sig, hvis man drømmer om en stor karriere. Ikke desto mindre så er den unge mand kommet i tvivl om det virkelig er det han vil med sit liv. Derfor har han valgt at tage en pause fra musikken, for at tænke sig om og prøve noget andet. Jeg synes det må kræve ekstremt meget mod at tage sådan en beslutning, når man allerede har brugt 30 år af sit liv på at blive en dygtig musiker … Pointen er, at denne mand er meget typisk for musikerne i et amatørorkester; han er knaldhamrende dygtig. Han har bare indset, at måske vil han også gerne prøve noget andet her i livet. Om nogle år opdager han måske, at han gerne vil spille igen – bare en lille smule. Bare for sjov. Og så ringer han måske til Arco.

Andre amatørmusikere har været professionelle musikere hele livet – nu er de gået på pension, men de vil gerne spille en gang i mellem. Der er også nogle af disse musikere, som måske har forsøgt at komme ind på musikkonservatoriet uden held – men det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Nogen gange betyder det bare, at der er nogen som er bedre end dem.

Pointen er, at mange af disse musikere er lige så gode, som dem der spiller i et professionelt orkester og nogle af disse amatørorkestre spiller på et meget seriøs og et meget højt niveau – og det gælder i allerhøjeste grad for et kammerorkester som Arco. 

Franz Schubert: Symfoni nr. 5

Koncerten begyndte med Schuberts meget smukke 5. symfoni. Men Schuberts 5. symfoni er jo ikke bare Schuberts 5. symfoni – alle dirigenter og orkestre har deres egen lyd, deres eget tempo og deres egen rytme. Jeg har fx en indspilning af Beethovens symfonier med Wiener Filharmonikerne og Simon Rattle som dirigent, som jeg hader, hader, hader – den er så forfærdelig rædselsfuld. Og så har jeg en anden indspilning med John Eliot Gardiner og hans “Orchestre Révolutionnaire et Romantique” som jeg elsker, elsker, elsker! Det handler ikke om, hvad der er rigtig eller forkert – det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag. Der er med garanti mange, der har det lige præcis modsat af mig. Og så er der sikkert også nogle, som kan se kvaliteter ved begge indspilninger og værdsætte deres forskellighed.

Jeg blev meget forbavset, da jeg hørte Arco spille Schuberts 5. symfoni, for det lød fuldstændig lige som min indspilning med Claudio Abbado og “The Chamber Orchestra of Europa”. For at undgå misforståelser, så vil jeg lige understrege, at jeg forholder mig ikke til om det er godt eller skidt – jeg synes det er sjovt og spændende, når jeg hører en koncert der IKKE lyder som en af mine indspilninger, fordi det giver mig mulighed for at opdage nye toner og nye detaljer i musikken.

Der er to grunde til, at jeg synes det er værd at nævne: for det første synes jeg, at denne lighed er meget morsom – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor orkestret lyder fuldstændig som en af mine indspilninger. For det andet, så synes jeg det er temmelig imponerende, at kammerorkestret Arco – under ledelse af dirigent Gunnar Tagmose – spiller lige så godt som den verdensberømte dirigent Claudio Abbado og hans orkester. Det er jo helt utroligt, at et dansk amatørorkester kan spille på sådan et niveau. 

Det var let og meget elegant – fyldt med energi og overskud og munterhed. Og det allerbedste i Schuberts symfoni – det er en fløjte i begyndelsen af første sats, der kvidrer som en forårsglad fugl. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med denne fløjte … på en eller anden måde oplever jeg denne fløjtekvidder, som indbegrebet af munterhed og livsglæde.

Aaron Copland og Jonas Lyskjær Frølund

Det næste værk var Aaron Copland´s(1900-1990) klarinetkoncert med Jonas Lyskjær Frølund som solist – jeg kendte ikke værket i forvejen, men sikken en oplevelse. Det var helt klart aftenens højdepunkt.

Værket begynder meget dybt og mørkt og dystert – det mindede mig om Henryk Górecki´s 3. symfoni, der også er kendt som “Symphonie of Sorrowful Songs“. Det er noget med tonerne, langsomheden og den dystre grundstemning, der næsten får hårene til at rejse sig på armene.

Det er en meget melankolsk og sørgmodig klarinet, som man hører i starten – langsomt stiger lyden og intensiteten; langsomt, langsomt, langsomt. Musikken emmer af en hjertegribende smerte, men det er også utrolig smukt og meget forførende.

Så kommer der et sted, hvor orkestret spiller alene – musikken bliver mere og mere stille og dæmpet. Man tror, at nu slutter første sats … da musikken er næsten helt uhørlig overtager klarinetten melodien. Det er næsten som om, at musikken er lige ved at dø – men så kommer klarinetten og griber melodien. Langsomt formår klarinetten at genoplive musikken, der udvikler sig til en munter og spøjs toneleg. Koncerten slutter i et hæsblæsende tempo, der må kræve stor teknisk kunnen af musikerne – særligt klarinettisten.

Det er noget af det bedste og det mest spændende musik, jeg nogensinde har hørt. Det var gribende, spændende, dramatisk og fuldstændig genialt – det er sådan noget musik, der rammer mig lige i solar plexus!

Salen var godt og vel halvfuld – men da publikum begyndte at klappe, råbe bravo, pifte og trampe i gulvet, da larmede de så man skulle tro, at der var fuldt hus i koncertsalen. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der var helt ekstatisk af begejstring efter dette værk!

(Tryk her for at høre musikken på YouTube.)

Prisuddeling fra Betty og Valdemar van Hauens musikfond

Efter Aaron Coplands fantastiske klarinetkoncert, var der prisoverrækkelse. Det var både morsomt og underholdende. Overrækkeren(som aldrig blev præsenteret) kaldte Jonas Lyskjær Frølund for “alletiders audiovisuelle kunstner” på grund af hans fantastiske evne til at danse til musikken, som vi netop havde set i Coplands klarinetkoncert.

Der var også en pris til violinisten Anna Egholm. Overrækkeren begrundede prisen med, at hun “spiller med tekniske og musikalsk overskud.” Der var masser af ros til den unge musiker, men prisoverrækkeren udtrykte dog også en vis bekymring for hendes musikalske fremtid. Anne Egholm har nemlig også været skøjteprinsesse. Som prisoverrækkeren sagde: “Det SKAL afskaffes. Det MÅ forbydes! Jeg kender nemlig selv nogen der har brækket hånden på skøjtebanen, selv om de stod fuldstændig stille!

Endelig var der også en pris til en ung forsker, der arbejder med at undersøge hvordan medicin påvirker hjertesygdommes arvelighed.

Beethovens violinkoncert

Efter pausen var Beethovens violinkoncert – med Anna Egholm som solist – aftenens sidste værk. Denne violinkoncert er fantastisk smuk og alle musikerne spillede suverænt godt. Jeg har ingen fordomme omkring amatørorkestre – alligevel var jeg både forbavset og helt vildt imponeret.

En rigtig anmelder ville nøjes med at rose dirigenten, orkestret og Anna Egholm til skyerne – for det fortjener de alle sammen. Men jeg bliver også nødt til at indrømme, at det var lidt kedeligt. Efter Aaron Coplands fabelagtige klarinetkoncert, så føltes Beethovens violinkoncert som et langt antiklimaks. Hvis violinkoncerten havde været aftenens første værk, så er jeg sikker på, at jeg ville have nydt hvert eneste minut – orkestret spillede fænomenalt og Anna Egholm spillede med masser af energi, overskud, virtuositet og musikalsk ekvilibrisme. Men jeg var måske så begejstret for Coplands værk, at det havde været et antiklimaks for mig uanset hvad de havde spillet bagefter.  

Alt i alt var det dog en fantastisk vellykket aften i Tivolis koncertsal og Arco er et af de orkestre, som jeg helt bestemt skal høre igen næste år. Jeg glæder mig allerede!

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal, maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Jeg er så heldig og privilegeret, at jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på Tivolis nye forlystelse for børn torsdag eftermiddag. Jeg er vild med Champagnegaloppen – derfor vil jeg straks opfordre alle til at slæbe både børn og børnebørn med i Tivoli, for at prøve den nye forlystelse. 

Tivoli beskriver selv Champagnegaloppen som “en sanselig musikkaravane gennem Akvariet og Koncertsalen, hvor man på ruten kommer tæt på klassiske musikere fra Tivoli Copenhagen Phil, balletdansere fra Tivolis balletskole og bliver venner med de unge musikere i Tivoligarden. Alt sammen anført af komponisten H. C. Lumbye …

Spoileralert:

Aske Ebbesen som hr. Lumbye i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som en meget levende hr. Lumbye i Tivoli 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nogle mennesker kan bedst lide en beskrivelse som den ovenstående, der vækker deres nysgerrighed uden at afsløre for meget. Jeg har det lige modsat: hvis en eller anden anbefaler mig at læse en bog – fx Anna Karenina – så spørger jeg selvfølgelig hvad den handler om. “Den handler om en gift kvinde, der bliver forelsket i en anden mand“. Og hvad sker der så? Nej, det vil jeg altså ikke fortælle. Okay, så kan man være rimelig sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Jamen, den er altså rigtig spændende … okay, hvis dét er det eneste argument, så kan du være helt 100% sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Men hvis du fortæller mig, at Anna Karenina forlader sin mand og sit barn, mister både sin sociale position og den nye kæreste, før hun ender med at begå selvmord ved at kaste sig ud foran et tog, så er der en temmelig stor chance for, at jeg vil læse den. Jo mere man fortæller, jo større er chancen. 

Aske Ebbesen som komponisten H. C. Lumbye der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som H. C. Lumbye, der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Jeg tror, at der er rigtig mange mennesker, der har det lige som mig. Man ser den samme tendens i turistindustrien – jo flere billeder man viser fra København, jo flere mennesker tager til København, fordi de gerne vil se byen og opleve det hele selv. Det er skisme ikke nok at fortælle turisterne, at København er en spændende by – det kan hvem som helst jo sige om tusindvis af byer over hele verden. Men hvis der ikke kommer nogle beviser på bordet, så er det jo ikke mere end et tomt postulat.

Men der er jo også nogen der ikke har det lige som mig, så lad være med at læse videre, hvis du gerne vil overraskes, når du selv skal opleve Champagnegaloppen!

Champagnegaloppen for børn

Turen begynder kl. 14 ved indgangen til Akvariet. Her står alle og venter indtil hr. Lumbye kommer og åbner døren. Neden for trappen står tre garder fra Tivoligarden og en balletpige fra Tivolis balletskole. Det betyder, at folk automatisk sætter sig på trappen i stedet for at løbe videre ned i akvariet – det er ret smart. 

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

Så kommer hr. Lumbye og præsenterer sig selv med en masse bukken og skraben – det virker som en parodi på datidens normer og det var vanvittig morsomt. I løbet af et øjeblik havde hr. Lumbye(spillet af Aske Ebbesen) fanget både børn og voksnes opmærksomhed. Han begyndte med at præsentere balletpigen og de tre drenge fra Tivoligarden. Trommeslageren spillede en march og hr. Lumbye forklarede, at hver gang han spillede denne march, så skulle vi alle sammen rejse os og gå til et nyt sted.

Dernæst spurgte hr. Lumbye, om børnene havde prøvet at have fødselsdag – det fik selvfølgelige en øjeblikkelig respons. Lad os lige huske, at jeg er ikke vant til at se børneteater. Måske er det temmelig banalt for alle andre end mig. Men jeg er vildt imponeret over, at det var så nemt for hr. Lumbye at etablere en dialog med børnene. Derefter fortalte hr. Lumbye, at han havde også prøvet at have fødselsdag. Og Tivoli havde også haft fødselsdag. Og så fortalte han, at han havde komponeret Champagnegaloppen til Tivolis to års fødselsdag. Endelig spillede han musikken første gang – men det var som om, at der manglede noget. Hvad kunne det dog være? – det var proppen! I løbet af et øjeblik fik han alle børnene til at sige som en prop – det var vanvittig morsomt. Jeg er lidt i tvivl om det var børnene eller de voksne, som morede sig mest. Men der manglede selvfølgelig stadig noget – bobler! Ikke champagnebobler, men sæbebobler! Hr. Lumbye blæste sæbebobler ud over det hele og så lød Champagnegaloppen endelig helt rigtig!

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Så spillede trommeslageren den lille march og folk kom straks på benene – det var tydeligt, at alle syntes det var meget morsomt at marchere af sted under musikledsagelse. Karavanen fortsatte ned i Akvariet, hvor to musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger viste, hvordan man kan danse og bevæge sig til klassisk musik. Det var meget, meget smukt – deltagerne var to skoleklasser, som var inviteret til at overvære generalprøven sammen med en del lærer og forældre. Jeg vil bestemt mene, at nogle af disse børn var ældre end de 6-9 år, som er målgruppen, ligesom der var nogle stykker der var yngre. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at de alle sammen var meget opslugt og interesseret i alt hvad der foregik. De to balletpiger dansede i det magiske blå lys fra Akvariet, mens de to musikere spillede og hr. Lumbye blæste sæbebobler – det var meget smukt og det skabte en helt fantastisk stemning.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Alle folk sprang op, da trommeslageren igen begyndte at spille og så fortsatte karavanen op i koncertsalen, hvor seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester havde indtaget scenen. Her illustrerede hr. Lumbye blandt andet, hvordan et orkester kan spille hurtigt og langsomt – og samtidig dansede balletpigerne i hver sin side af scenen. Så ville hr. Lumbye have alle deltagerne til at rejse sig op og danse lige som de små balletpiger og det lykkedes – med enkelte undtagelser. Nogle af børnene var nok lidt for gamle. 

Forestillingen/forlystelsen sluttede med, at der var flag og små champagneflasker med sæbebobler til alle børnene. 

Mere end bare en sjov oplevelse!

Det var helt klart en rigtig god oplevelse og en stor succes. Aske Ebbesen var helt fantastisk som Tivolis berømte komponist hr. Lumbye – han optrådte med masser af charme, humor, energi og overskud. Det var først og fremmest hans sprudlende entusiasme som bar forestillingen. De fem børn – tre garder og to balletpiger – var også gode til at spille deres roller. De havde alle en vigtig funktion i forestillingen, men det virkede aldrig som om, at de var i tvivl om, hvad de skulle gøre. Alligevel må man indrømme, at den holdt ikke hele vejen hjem; det var helt klart starten som fungerede bedst. Da vi kom op i koncertsalen var det som om, at noget af energien forsvandt og dynamikken blev lidt mat. Var forestillingen lige en anelse for lang? Nej, det var ikke derfor. Musikerne spillede musik, børnene dansede og bagefter fik de både flag og sæbebobler. Skete der for meget? Måske var der bare for mange elementer? Nej, jeg ved ikke hvad det var, men jeg synes, at der manglede et eller andet.

Alle de medvirkende i Champagnegaloppen. Copyright: Jens Drejer.

Medvirkende i Champagnegaloppen 2016. Copyright: Jens Drejer.

Men samlet set var det stadig en rigtig morsom og meget underholdende oplevelse – først skulle børnene lytte og lære; og det virkede! Sjældent har jeg set så mange børn sidde så stille. Der er ingen tvivl om, at alle de medvirkende virkelig fangede børnenes opmærksomhed. Bagefter blev alle børnene selv inddraget i forestillingen, da de blev opfordret til at danse. På den måde havde hele oplevelsen en perfekt opbygning. Da havde børnene allerede hørt musikken så mange gange, at der var etableret et stærkt element af genkendelse. Derved havde de allerede fået et forhold til musikken og der var ingen tvivl om, at de nød det – jeg så mange små børn som stadig dansede rundt, da de forlod koncertsalen.

Men det er jo mere end bare en sjov oplevelse; jeg er sikker på, at de børn som oplever Champagnegaloppen i Tivoli vil få et mere positivt forhold til klassisk musik – et forhold som sikkert også vil give mange af dem lyst til at høre klassisk musik, når de bliver ældre. Selv om de måske glemmer Champagnegaloppen, så vil mange af dem med garanti fortsat forbinde klassisk musik med noget sjovt og positivt. Og det er vigtigt! 

Champagnegaloppen er skabt Maria Frej, som er Tivolis programchef for klassisk musik, i samarbejde med instruktør Mette Ovesen, dramaturg Laila Skjerning og komponist Peter Bruun.

Tryk her for at læse mere om Champagnegaloppen.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som Hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.

I går var jeg til debutkoncert med Sofia Kayaya, der optrådte sammen med venner og musikalske kollegaer i Frederiksberg menighedshus. Der var helt fyldt – man måtte finde stole til to ekstra rækker, som også blev fyldt.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Det første værk var César Francks sonate for violin og klaver, som i dagens anledning var arrangeret for fløjte og klaver, hvilket fungerede superflot. Det er et værk, der er fyldt med sprudlende energi. I tredje sats stiger intensiteten, så det næsten bliver en lille smule voldsomt, mens der bygges op til et flot klimaks, der kulminerer i den fjerde sats. Til tider var det så smukt, at musikken mindede mig om Chopins nocturner. Det var et fantastisk værk, hvor fløjtens mørke og fløjlsbløde toner virkelig fik lov til at spille hovedrollen.

For kun balloner når himlen

Det næste værk var noget så eksklusivt som en uropførelse af et værk af den unge komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki(f. 1981), som hedder “For kun balloner når himlen”. Først hører man et engelsk børnerim: “Min røde ballon, min røde ballon, fløj op, op til himlen. Jeg sprang højt op, for at nå himlen, men jeg kunne ikke nå den, hvorfor?” 

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Da værket begyndte, stod Sofia Kayaya med en rød ballon i hånden. Samtidig var der et stærkt spotlys, som kastede hendes skygge op på bagvæggen. Så slap hun ballonen og begyndte at spille – samtidig blev hendes skygge forvandlet til en slags skyggeteater. Skyggen rakte armen op og begyndte at svæve op mod himlen. Vinden spilede hendes kjole ud, så den lignede en ballon. Så kom der en voldsom vind, som fik skyggen til at tumle omkuld – men skyggen fandt atter balance, rakte igen efter den røde ballon og fik endelig fat i den. Derefter sank hun atter langsomt og roligt ned på jorden.

Dette lille værk er simpelthen genialt. Man taler så meget om, hvordan man skal håndtere formidling af klassisk musik til børn – men dette værk er genialt, fordi der er en helt klar overensstemmelse mellem de få og enkle elementer: der er kun musikken og skyggen. Men skyggen gør den forholdsvis komplicerede musik meget enkel og forståelig. Når man ser skyggen, så er man slet ikke i tvivl om, hvad der sker i musikken – det vil sige, at på en meget enkel måde, har man forstået, at musikken faktisk fortæller en historie – en historie, som man oven i købet kan forstå. Jeg er sikker på, at alle børn(og voksne) vil elske denne historie – historien er så simpel at alle kan forstå den, men samtidig er det en rigtig, rigtig god historie.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har i mange år ment, at Charles Dickens er verdens største forfatter, fordi han formår at forene gys og spænding med humor og underholdning i alle sine historier. Alle Charles Dickens` værker rummer et bredt spektrum af alle disse menneskelig følelser – netop derfor er det sådan en tilfredsstillelse at læse Dickens. Men Lasse Schwanenflügel Piasecki formår faktisk det samme: man forstår pigens sorg, når hun mister sin ballon. Man føler spændingen, når hun flyver op til himlen. Man griner, når vinden rammer hende og hun tumler omkuld – det er beskrevet med humor og derfor er det slet ikke uhyggeligt. Og så bliver man glad, når hun fanger ballonen igen.

Det er simpelthen genialt. Men det er også en historie med dybde. Måske handler historien om mere end en rød ballon. Måske handler historien også om at turde række efter sine drømme. Og måske spillede de dette værk for at fejre, at Sofia Kayaya har fået en af sine drømme opfyldt.

En flot og uforglemmelig debutkoncert

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Derefter fulgte André Jolivets “Chant de Linos” – det er et begreb, som betyder en slags klage-eller sørgesang, der blev brugt i det antikke Grækenland i forbindelse med død og begravelse. Det var et meget, meget stærkt og kraftfuldt værk. Der var også stille stunder i værket – omend de var ganske korte. Men denne kontrast forstærkede virkningen af musikkens kraft. Til tider blev musikken ligefrem hidsig, hvilket måske skulle udtrykke en vrede over dødens uretfærdighed. Men jeg elsker jo temperament – specielt i musik. Derfor var jeg temmelig vild med dette værk.

Efter en lille pause spillede Sofia Kayaya Salvatore Sciarrino´s “Canzona di ringraziamento”, som er et værk for solofløjte. Og hvad skal man så skrive om det? Jeg tror, at jeg vil nøjes med at skrive, at det var meget avantgarde.

Aftenen sluttede med at stort og flot værk af Bach – ikke Johann Sebastian, men Carl Philip Emanuel Bach, som var næstældste søn af den store komponist. Carl Philip Emanuel var elev  hos sin far og det kan man godt høre. Jeg vil faktisk godt indrømme, at jeg ikke rigtig kan høre forskel på dem. Men det gør måske heller ikke så meget, for jeg synes, at sønnens musik er lige så fantastisk som faderens: det er livlig, munter og meget elegant musik. Jeg bliver altid glad og i godt humør af Bachs musik. Det var en rigtig flot afslutning på en flot og uforglemmelig koncert. 

Som det er kutyme ved den slags debutkoncerter, så fik Sofia Kayaya assistance af venner og musikalske kollegaer. Det var Neel Teilmann på klaver og cembalo, Maria Boelskov Sørensen på harpe, Benedikte Damgaard og Karen Johanne Pedersen på violin, Martin Jochimsen på bratsch og Carl-Oscar Østerlind på cello.

Jeg nød hvert eneste minut – måske lige med undtagelse af Sciarrino. Musikken var fantastisk flot og meget varieret. Alle musikerne spillede godt og aftenens hovedperson fik virkelig demonstreret sit store talent og en imponerede spændvidde i sit repertoire. Det var en pragtfuld koncert og en rigtig dejlig aften.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

For nogle dage siden fandt jeg den nye CD med Den Danske Strygekvartet i min postkasse. Jeg var egentlig i gang med at lave noget andet, men jeg var da lige nødt til at høre en lille smule … bare en lille bitte smule. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke slukke igen. Da CD´en var færdig, var jeg nødt til at starte den forfra med det samme. Kort sagt – jeg er virkelig vild med den nye CD!

Thomas Adès – Arcadiana

Den første sats i Thomas Adès strygekvartet hedder “Venezia notturna”, hvilket betyder noget i retning af “nattemusik fra Venedig”. Det er lidt morsomt, for jeg er næsten lige blevet færdig med at læse Marcel Prousts hovedværk “På sporet af den tabte tid”, hvori Venedig spiller en helt central rolle. Alle de store paladser i Venedig er udsmykket af historiens største kunstnere og på den måde fungerer Venedig som en kontrast til Marcel Prousts samtid, hvor det er tempo, funktionalitet og masseproduktion som dominerer. Men Venedig er ved at synke i havet og dermed bliver Venedig også til et dødssymbol; kunsten er ved at dø, mens industrisamfundet blomstrer. Kunst er et udtryk for sanselighed og sanselighed fører til erotik. På den måde bliver Venedig også til et sexsymbol. Bjørn Bredal har brugt denne symbolik, da han skrev sin egen bog om “På sporet af den tabte tid”, som han kaldte for “Begærets by” efter den rolle som Venedig spiller i værket. Thomas Mann bruger det samme dobbelttema, da han skriver “Døden i Venedig”. 

Thomas Adès bruger også dette dobbelttema: den nattemusik Thomas Adès beskriver i den første sats er lyden af gondolernes årer der vrider sig i vandet og de små bølger der skvulper mod husene og klukker omkring broerne, når gondolerne glider fordi. På et tidspunkt er musikken lige ved at slå over i en sentimental vals – næsten. Men kun næsten! Det lyder jo meget romantisk og ufarligt … men jeg kan ikke lade være med at tænke på færgemanden Charon, der sejler de døde til dødsriget. Men der er en lille djævelsk detalje – hvis det virkelig er Charon som ror denne gondol, så vil man ikke genkende ham, før man har bemærket alle overskrifterne på alle satserne. Det er først til allersidst, at gondolieren smider masken og afslører sin sande identitet. Bekymringsløst lader man sig føre afsted … som det fremgår af tredje sats.

Vi genfinder vandmotivet i tredje sats, som hedder “Auf dem Wasser zu singen“. Dette er titlen på et digt af Friedrich Leopold, som er kendt fordi Schubert skrev musik til det. “Auf dem Wasser zu singen” er en af Schuberts mest kendte lieder. Det betyder “at synge på vandet”, forstået på den måde, at sangeren sidder i en lille båd og synger. Jeg er ikke specielt god til tysk, men – hvis jeg ikke tager meget fejl – så kan det også betyder, at “det” eller “noget” synger fra vandet. Så vil jeg gætte på, at det er bølgerne som synger Friedrich Leopolds digt/Schuberts lied: den vuggende båd glider af sted på bølgerne der skinner af glæde og senere danser aftenrøden omkring båden. Sådan går tiden – den ene dag efter den anden, i går, i dag og i morgen, indtil den dag man forsvinder ud af tidens cyklus

Ny CD fra Den Danske Strygekvartet - aka Danish String Quartet.

Ny CD fra Den Danske Strygekvartet – aka Danish String Quartet.

Fjerde sats har den kryptiske titel: “Et … (tango mortale)” – tangoen er per definition begærets dans. I følge forordet i CD´en henviser det lille ord “Et” til et citat af Vergil: Et in Arcadia Ego – også jeg har været i Arkadien. Arkadien var et landskab i den græske mytologi, som symboliserede idyllisk lykke. “Et in Arcadia Ego” kan altså betyde: også jeg har været lykkelig. Men jeg har også set dette udtryk brugt som en eufemisme for kærlighedens fuldbyrdelse og tilfredsstillelse. Det er slet ikke så mærkeligt, når man husker, at det er den græske skovgud Pan, der bor i Arkadien, sammen med nymfer og satyrer. Disse mytologiske væsner er alle kendte seksuelle symboler. I. P. Jacobsen brugte denne symbolik, da han skrev Pan-arabesken: “Kender du Pan? Har du faret vild i dunkle skove?” 

Den sidste sats hedder “Lethe”, som er glemslens flod fra dødsriget i den græske mytologi.

Thomas Adés bruger endnu flere referencer til kendte kunstnere og berømte kunstværker – jeg kender desværre ikke dem alle sammen. Men jeg er vild med kompleksiteten i dette værk: Thomas Adès indgår i en næsten klassisk tradition, når han bruger Venedig som et symbol for dobbelttemaet død og begær. Og så er det temmelig elegant, hvordan det lykkes ham at lade Venedigs kanaler føre direkte ned i den græske mytologis dødsrige. Det er intet mindre end genialt! Livet er som at sejle i gondol gennem Venedigs kanaler – men det er Charon som er styrmand og målet er Hades.

Jeg hørte da Den Danske Strygekvartet spillede dette værk i 2014(tryk her). Jeg var ret vild med værket. Dengang skrev jeg, at værket begyndte med “et musikalsk kaos og en mængde disharmonier, der nærmest kæmper med hinanden.” Det har jeg temmelig svært ved at forstå i dag – jeg synes simpelthen, at det er noget sludder. Jeg vil nærmest sige tværtimod – men det viser nok noget om, hvordan man udvikler sig. Jeg kan huske første gang jeg hørte en symfoni af Mahler – jeg kunne ikke høre andet end et larmende inferno uden mening eller sammenhæng. Det er 20 år siden – og i dag elsker jeg Mahler. Jeg synes det er mærkeligt – og lidt fascinerende – at vores evne til  at forstå og opfange musik kan ændre sig på den måde. 

Per Nørgaard og Hans Abrahamsen

Per Nørgaard og Hans Abrahamsen bruger ikke den samme slags litterære og kunstneriske referencer som Thomas Adés – derfor har jeg ikke så meget at skrive om de to sidste værker. Og det er måske godt nok, for det første afsnit er jo blevet alt for langt. Det næste bliver kortere, men det betyder altså ikke, at værkerne er dårligere eller mindre interessante.

Per Nørgaards værk er mere intenst – der er nærmest en slags indestængt desperation i værket, som giver en vis uro i hjertet. Hans Abrahamsens værk begynder med et kaos af skærende lyde mellem hinanden. Det er farligt og foruroligende – men det er også helt vildt spændende. Jeg vil beskrive begge disse værker som dramatiske og nervepirrende. Det er lige præcis sådan noget musik, der fanger min opmærksomhed. Selv om jeg kun fik denne CD for nogle få dage siden, så har jeg allerede hørt den en hel del gange og hver eneste gang bliver jeg fuldstændig opslugt af musikken.

Musikken er genial og Den Danske Strygekvartet spiller selvfølgelig fuldstændig suverænt – men der er endnu et forhold, som udmærker denne CD: jeg har et temmelig lækkert musikanlæg fra Marantz. Jeg har ikke en kæmpestor musiksamling, men den er dog anstændig. Lydkvaliteten på den nye CD overgår alt, hvad jeg tidligere har hørt. Jeg har lyst til at skrive, at det er fuldstændig lige som at sidde lige ved siden af de fire musikere, men det passer jo ikke – alle som har prøvet at sidde klods op og ned af et orkester ved, at der altid er en lille smule “lydforurening” fra en stol som giver sig en lille smule, tøj der knitrer, vejrtrækninger osv … på denne CD er lyden fuldstændig renset, ren og klar. Det giver musikken en utrolig intensitet, som jeg aldrig før har hørt eller oplevet på en CD. 

Der er ingen tvivl om, at denne CD er en af de allerbedste i min samling og jeg er sikker på, at det er en af dem, som jeg kommer til at høre igen og igen og igen!

Tryk her for at købe CD´en på Amazon.

Den danske strygekvartet 2014. Copyright: Jens Drejer.

Den danske strygekvartet 2014. Copyright: Jens Drejer.

Sidste år stoppede Henrik Engelbrecht som musikchef i Tivoli og det var vi rigtig mange, som var rigtig kede af. Derfor er jeg sikker på, at der er mange der blev lige så glad som mig for at se hans navn i programmet for den kommende sæson. Henrik Engelbrecht er konferencier ved to store operakoncerter hhv. lørdag d. 25. juni og lørdag d. 20. august, og i juni er han både dirigent og konferencier, når Tivolis Symfoniorkester spiller på Plænen. Programmet består af festlige og klassiske Tivoli-toner komponeret af komponister som H. C. Lumbye og Strauss – og det bliver med garanti krydret med en passende mængde gode historier og sjove anekdoter.

Da Henrik Engelbrecht stoppede som musikchef, blev Maria Frej ansat som Programchef. Men programmet for den klassiske musik i 2016 er underskrevet af både Maria Frej og Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel – derfor antager jeg, at de har været fælles om at lave programmet.

Nimb i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nimb i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Når en meget populær person – som fx Henrik Engelbrecht – stopper på sit arbejde, så sidder man ikke og håber, at de nye personer på jobbet laver en masse forandringer. Tværtimod! Man håber, at de slet ikke ændrer noget som helst! Man har jo svært ved at forestille sig, at de kan forbedre det man allerede kender og i forvejen er meget glad for – ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Maria Frej og Nikolaj Koppel at lave et par nye tiltag, som jeg er temmelig meget begejstret for.

Søndagsmatiné i Tivolis koncertsal

Tivoli indfører Søndagsmatiné og det betyder, at der er koncert i Tivolis Koncertsal hver søndag kl. 15. Jeg synes det er genialt! Programmet er så blandet, som det overhovedet kan blive – der er fx. fire koncerter med Tivolis Symfoniorkester. Disse fire koncerter skal man købe billet til. Men der er også masser af de såkaldte abonnementskoncerter, som betyder, at entreen er gratis for gæster med årskort til Tivoli. Alle andre kan købe en billet til 50 kr. Programmet er så blandet, at det tilgodeser alle gæsters smag og behag. Jeg er virkelig vild med dette tiltag – jeg elsker at komme til koncert, men jeg kan også godt lide at komme hjem igen – og nogle gange er det altså dejligt, at man ikke kommer hjem klokken elleve om aftenen.

Champagnegaloppen for børn

Ællinger i Tivoli - maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

Ællinger i Tivoli – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

En anden nyhed er “Champagnegaloppen“, der beskrives som en “sanselig musikkaravane” for børn. Der er plads til 100 børn på turen, hvor komponisten H. C. Lumbye fører dem gennem akvariet og koncertsalen. Undervejs møder de musikere fra Tivolis Symfoniorkester, dansere fra Tivolis nye balletskole og unge musikere fra Tivoligarden. Helt ærligt – jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen. Det lyder lidt skørt. Men samtidig lyder det også så spændende, at jeg har overvejet at snige mig med på sådan en tur, bare for at se hvad det er. Men jeg må hellere lade være; der står i programmet, at arrangementet er målrettet børn fra 6-9 år. Men de kan evt. være ledsaget af en voksen. Så nu vil jeg lige undersøge om der er nogle af mine venner som har et barn i passende alder, som de vil låne ud en halv times tid … men helst ikke mere end det. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig egnet som barnepige. 

Tivolis Symfoniorkester 4ever

I løbet af de seneste år har man promoveret den klassiske musik i Tivoli under navnet “Tivoli Festival” – i år har man ændret navnet til “Sommerklassisk”. Jeg tænker, at det er vel lidt lige som potato – potato. Navnet betyder jo ikke så meget. Eller sagt på en anden måde – det ene navn er cirka lige så godt som det andet. Men hvis jeg skulle vælge, så synes jeg faktisk, at det nye navn er en lille smule bedre. “Sommerklassisk” lyder godt!

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Tulipanerne blomstrer omkring det store springvand i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Man kan desværre ikke sige det samme om den næste navneændring – “Tivolis Symfoniorkester” har ændret navn til “Tivoli Copenhagen Phil”. Hvem i alverden har fået denne ide? Vedkommende fortjener at blive dyppet i tjære og rullet i fjer! Det er simpelthen for dumt – ja, undskyld, at jeg er sådan lidt grov og direkte. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er nogen som synes, at dette navn er en god ide. Jeg forstår altså godt pointen: man har formodentlig ønsket at modernisere navnet og samtidig har man tydeligvis ønsket at understrege forholdet til Copenhagen Phil. Jeg forstår det godt – men løsningen dur ikke!

For et par år siden ændrede “Sjællands Symfoniorkester” navn til “Copenhagen Phil” – det er kun nogle få år siden, men det virker som meget, meget lang tid. Der er jo ingen, som taler om “Sjællands Symfoniorkester” længere. Alle bruger det nye navn. Hvorfor er denne forandre gået så hurtigt? Fordi “Copenhagen Phil” er et kortere navn, der lyder ret godt, det har en god rytme og det ligger godt i munden. Derfor har alle vænnet sig til at bruge det nye navn i løbet af ingen tid.

Påfugle i Tivoli - maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Påfugle i Tivoli – maj 21016. Copyright: Jens Drejer.

Men man kan bestemt ikke sige det samme om “Tivoli Copenhagen Phil” – det lyder både tungt og klodset. Når man tænker over hvad ordene betyder, så kan man godt spørge sig selv om det overhovedet giver menig. Det gamle navn – “Tivolis Symfoniorkester” – rummer en masse historie og en masse følelser. Selvfølgelig kan man ændre navnet. Men det kræver, at man har et passende alternativ og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan få publikum til at bruge det nye navn. Det lyder simpelthen for grimt! Det virker nærmest som om, at man har forsøgt at blande vand og olie – uanset hvor hårdt man prøver, så fungerer det bare ikke. Og jeg nægter i hvert fald at bruge det nye navn! Det duer ikke!

Fem udvalgte koncerter

Sommerens program byder på 65 klassiske koncerter. Jeg vil anbefale 5 koncerter, som jeg glæder mig særlig meget til – men det skal man ikke tage alt for alvorligt. For det første så er der mindst 30 koncerter, som jeg gerne vil høre. For det andet så når jeg aldrig at komme til halvdelen af de koncerter, som jeg har planlagt at høre – til gengæld kommer jeg jævnligt til nogle andre koncerter, som jeg egentlig slet ikke havde planlagt.

På Plænen: Tivolis Symfoniorkester giver tre koncerter med Henrik Engelbrecht som dirigent og konferencier. Det er tirsdag d. 7. juni, tirsdag d. 14. juni og tirsdag d. 21. juni – alle dage klokken 17. Jeg kommer kun til en af koncerterne, men hvilken? – ja, det må tiden vise.

Mandag d. 13. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester; for et par år siden gav Lyngby-Taarbæk en koncert med cellist Toke Møldrup. Det var en af de bedste koncerter jeg har oplevet i Tivolis Koncertsal. Derfor havde jeg selvfølgelig også planlagt, at jeg ville høre deres koncert sidste år – men jeg kom lige 3½ time for sent. Så nu prøver jeg igen i år!

Søndag d. 24. juli: “National Youth Orchestra of USA” kommer med et fuldstændig fantastisk program. De spiller fire værker, men det er først og fremmest Rachmaninovs 3. klaverkoncert og Prokofievs 4. symfoni som frister mig.

Søndag d. 14. august: koncert med Tivolis Symfoniorkester og violinist Isabelle Faust; de spiller ouverturen til Smetanas skønne opera “Den solgte brud”. Jeg havde en gang en CD med “Den solgte brud” – men så kom jeg desværre til at låne den ud … og nu har jeg den ikke mere. Dernæst spiller de Dvoraks symfoni “Fra den nye verden”, som jeg har hørt en del gange i løbet af de sidste par år, men jeg bliver bare mere og mere vild med den. Endelig spiller de også Dvoraks violinkoncert, som jeg vist aldrig har hørt.

Søndag d. 4. september: “Ensemble Mutatis” spiller værker af Satie, Prokofiev og andre. For nogle år siden hørte jeg Ensemble Mutatis på Glyptoteket. Det var en fantastisk koncert. Selv om det er nogle år siden, så har jeg ikke glemt den og derfor vil jeg gerne høre dem igen.

Tivolis koncertsal - maj . Copyright: Jens Drejer.

Tivolis koncertsal – maj 2016. Copyright: Jens Drejer.

I går var jeg til koncert med Copenhagen Phil, som spillede værker af Respighi, Benjamin de Murashkin og Brahms – eller som Henrik Engelbrecht sagde under koncertintroduktionen: “koncerten begynder og slutter med døde komponister og i midten er der en som stadig lever …

Henrik Engelbrecht fortalte først om Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano“, som er inspireret af Botticellis tre værker; La Primavera – foråret kommer, L´adorazione dei Magi – Beundring for magien og det mest berømte, som er La nascita di Venere – Venus fødsel. Dernæst fortalte han om Brahms 4. symfoni, hvorefter han sluttede med et interview med Benjamin de Murashkin, som er Copenhagen Phils unge huskomponist. Han har tidligere skrevet en basunkoncert til orkestret, som blev uropført i 2013 og i 2014 komponerede han et stykke til Amatørsymfonikerne i anledning af deres 60-års jubilæum. Jeg var med til begge koncerter og begge gange var det en stor oplevelse. I går skulle Copenhagen uropføre hans første klaverkoncert, med Katrine Gislinge som solist, og det havde jeg selvfølgelig glædet mig til at opleve.

Konsevatoriet koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Fr. berg.

Konservatoriet koncertsal, december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht og Benjamin de Murashkin talte først en smule om hans baggrund: han er født i Danmark, men familien flyttede til Australien da han var 1 år. Han lærte at spille klaver og begyndte på musikkonservatoriet i Australien – efter nogen tid fandt han dog ud af, at han var mere interesseret i at komponere, hvorefter han skiftede linje. Da han var 22 år, flyttede han tilbage til Danmark på grund af en eks-kæreste …. det er en sjov formulering! Man forestiller sig helt automatisk, at han flyttede til  Danmark, for at være sammen med en kæreste, som i mellemtiden er blevet til en eks-kæreste. Men formuleringen rummer en tvetydighed, som ikke udelukker den mulighed, at han flyttede til Danmark, for at flygte fra en eks-kæreste. På den måde rummer sproget mange sjove finurligheder.

Endelig talte de selvfølgelig også om det nye værk; Benjamin de Murashkin fortalte, at han var blevet inspireret af historierne om Buddha og Jesus, som begge blev fristet tre gange af djævelen: Jesus blev fristet af djævelen, da han vandrede rundt i ørkenen og Buddha blev fristet mens han sad og mediterede under et træ. En anden inspirationskilde er Beethovens 4. klaverkoncert, som er baseret på en slags musikalsk dialog mellem klaveret og orkestret.

Henrik Engelbrecht har en formidabel evne til at kombinere formidling med en smule underholdning. Jeg føler altid, at jeg bliver lidt klogere, når jeg har været til sådan et arrangement og sådan var det selvfølgelig også denne gang. Det var både spændende, lærerigt og morsomt. 

En flot og spændende koncert

Inden koncerten bød Christian Schmiedescamp publikum velkommen – det virker måske som en overflødig gentagelse, men man skal huske, at det er jo ikke alle gæsterne som har været til koncertintroduktion.

Koncerten begyndte med Ottorino Respighis værk “Trittico Botticelliano”, hvor første del hedder “foråret kommer”. I begyndelsen myldrer alle tonerne frem mellem hinanden. Musikken spirer og vokser, som blomster der gror og springer ud. Fuglene synger lystigt og en flot fanfare byder foråret velkommen. Henrik Engelbrecht fortalte under koncertintroduktionen, at det er et værk, som sjældent spilles – det forstår jeg ikke, for det er et fantastisk værk, særligt på denne tid af året.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal. August 2014. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Benjamin de Murashkins klaverkoncert. Jeg havde på forhånd læst, at værket begynder med en slags musikalsk meditation – det var spændende musik, først og fremmest i kraft af musikkens kompleksitet. Benjamin de Murashkin havde tidligere fortalt, at Beethovens 4. klaverkoncert var én af hans inspirationskilder. Det kunne man godt høre i den smukke og meget dramatiske kadence midt i anden sats – som Katrine Gislinge spillede med masser af kraft og energi – det var absolut værkets højdepunkt. Men jeg må sørme indrømme, at værket fik mig til at tænke på Chopins smukke nocturner i stedet for Beethovens klaverkoncert – og det var sikkert ikke meningen. Men det gjorde jeg altså! Hvorfor? Hvorfor fik Murashkins klaverkoncert mig til at tænke på Chopins nocturner? Jeg synes, at jeg oplevede den samme hede og brændende lidenskab, som jeg finder i Chopins nocturner. Eller måske er det den samme blanding af lidenskab, længsel og melankoli? Det er en stemning hos Chopin – og åbenbart også hos Murashkin – som altid får mig til at tænke på den franske maler Pierre Bonnards malerier: azurblå nattehimle, fløjlsblå skygger, solskin på hvide mure og hede tropenætter.

Efter pausen uddelte venneforeningen deres hæderspris på 20.000 kr til “et markant og skattet medlem af orkestret” – denne gang havde man valgt at give prisen til trompetist Kjell-Åke Andersson.

Aftenen sluttede med Brahms 4. symfoni, som er et fuldstændig fantastisk og fortryllende værk. Jeg har selv en indspilning af værket med Simon Rattle og Berliner Philharmonikerne, og den er simpelthen dødssyg. Tidligere på aftenen fortalte Christian Schmiedescamp om aftenens dirigent Toshiyuki Kamioka, som også er orkestrets kommende chefdirigent. Christian Schmiedescamp fortalte, at det altid er spændende at arbejde med en ny dirigent, fordi enhver dirigent har sin egen form, sin egen rytme og sin egen klangfarve. Lige præcis! – men det betyder selvfølgelig også, at der er nogle dirigenter, som man bedre kan lide end andre. Der er måske nogen som man ligefrem elsker og så er der måske nogen som man ligefrem … ikke bryder sig så meget om! Når jeg lytter til Simon Rattles indspilning af Brahms symfonier, så er det som om, at den eneste farve er leverpostejsfarvet.

Tredje sats begynder med et brag og så flyver orkestret af sted med en voldsom fart – jeg elsker den kraft og energi, som Copenhagen Phil spiller Brahms 4. symfoni med. Det er jo alt det, som jeg savner og mangler i Simon Rattles elendige indspilning. Men – selv om jeg elsker dette storslåede drama – så er højdepunktet alligevel den vidunderlige fløjtesolo midt i fjerde sats. Efter koncerten var der – traditionen tro – blomster til dirigenten. Han valgte at give blomsterne videre til fløjtenisten, hvilket jeg tillader mig at fortolke som et udtryk for, at han også synes denne fløjtesolo var helt utrolig flot og vellykket.

Det var en god aften i Konservatoriets koncertsal og en rigtig flot koncert. Men hvad var det bedste? Det bedste var selvfølgelig, at Benjamin de Murashkin afslørede, at han arbejder på en symfoni til Copenhagen Phil, som i følge planen skal uropføres i 2017!

PS: Jeg havde desværre glemt mit kamera. Øv, øv, øv … derfor er der ingen billeder fra koncerten. I stedet for har jeg valgt at krydre mit indlæg med nogle gamle billeder fra Konservatoriets koncertsal. Genbrug er jo også helt vildt moderne.

Copenhagen Phil

Copenhagen Phil – december 2013. Copyright: Jens Drejer.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: