You are currently browsing the category archive for the ‘Kunst’ category.

Billedhuggeren Rudolph Tegner blev færdig på Kunstakademiet i 1893, hvorefter han rejste til Paris. Efter fire år i den franske hovedstand, vendte han hjem for at skabe sig en karriere i Danmark. Men det gik slet ikke godt. Mange af hans figurer er nærmest helt abnormt store og de har et temmelig dramatisk udtryk – nogle mener ligefrem, at det er teatralsk. 

Hamlet og Ofelia - foran den gamle banegård i Helsingør.

Hamlet og Ofelia – foran den gamle banegård i Helsingør.

Rudolph Tegner arbejdede i en filosofisk og symbolistisk stil, som var helt i tråd med tidens tendenser. Inden for litteraturen var Johannes Jørgensen, Ernesto Dalgas og Knud Hjortø repræsentanter for den samme stil. Fra musikkens område kan man nævne komponisten Rued Langgaard. Jeg er ikke særlig vild med de tre sidstnævnte; for nogle år siden så jeg Det kongelige teaters opsætning af Rued Langgaards opera “Antikrist” og jeg er stadig temmelig traumatiseret!

Rudolph Tegner kæmpede for at blive anerkendt, men nåede aldrig målet. Uanset hvad han lavede, så medførte det en storm af kritik og modvilje. I 1930 lykkedes det Rudolph Tegner at overtale Helsingørs borgmester til at stille “Herakles og hydraen” op ved havnen i Helsingør. Jeg kan desværre ikke finde nogen oplysninger om finansieringen – det kunne ellers være interessant at vide, om Helsingør kommune betalte for værket. Det er nemlig ikke sikkert. Skulpturerne af Hamlet og Ofelia skænkede han til Helsingør som en gave. De stod i mange år på en overset parkeringsplads i nærheden af Kronborg slot, men i dag er de heldigvis flyttet til en ideel placering foran Helsingørs smukke gamle banegård.

Rudolph Tegner - Herakles og hydraen.

Rudolph Tegner – Herakles og hydraen.

I 1925 oprettede Rudolph Tegner en skulpturpark i naturområdet “Rusland” lidt syd for Dronningmølle. I 1926 retirerede han til Frankrig, for at undslippe den vedholdende kritik. Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem de to begivenheder: da han oprettede skulpturparken havde han sikkert allerede besluttet sig for at flytte til Frankrig – men det ville jo være et Heraklesarbejde, hvis han skulle tage alle de store, tunge bronceskulpturer med sig. Og hvis han ikke skulle tage dem med, hvor skulle han så anbringe dem? Skulpturparken var en praktisk løsning på dette problem, men det var også en helt ideel placering af hans værker. Jeg har været der flere gange og det er en kæmpestor oplevelse.

I 1910 besluttede brygger Carl Jacobsen, at der skulle skabes et monument til ære for balletten. Der var flere billedhuggere som afleverede deres skitser til bryggeren og valget faldt på Rudolph Tegners danserindebrønd – et navn som Carl Jacobsen gav værket. De tre danserinder er modelleret efter tre danserinder ved den kongelige ballet og værket er inspireret af elverpigernes dans i balletten “Elverhøj”.

Danserindebrønden - på hjørnet af Kronborgvej og Allégade i Helsingør.

Danserindebrønden – på hjørnet af Kronborgvej og Allégade i Helsingør.

Danserindebrønden blev opstillet på en central plads i Kongens have, hvor den blev indviet i juni 1913, selv om den ikke var helt færdig – der manglede et springvand i midten af brønden, samt det lave vandbassin omkring brønden. Kritikken var – som sædvanlig – både hård, ubarmhjertig og vedholdende. Allerede to år senere blev værket flyttet til et hjørne ved den daværende legeplads og alle tanker om at fuldføre projektet blev droppet.

Rudolph Tegner var heller ikke tilfreds med placeringen – hverken den første eller den anden. Han fik selv arrangeret, at værket blev overdraget til Helsingør i 1933; tilsyneladende var både Ny Carlsberg fondet, Københavns kommune og københavnerne temmelig glade for at slippe af med det upopulære kunstværk. I 1937 blev værket endelig fuldført med både springvand og vandbassin. Men i 1941 blev Danserindebrønden udsat for endnu en mindre flytning på 25 meter i forbindelse med en udvidelse af Helsingør skibsværft. Jeg håber, at  værket omtumlede tilværelse stopper her.

Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Danserindebrønden; jeg havde set kopien på Rudolph Tegners museum. Derfor kunne jeg selvfølgelig straks genkende den. Men jeg blev meget forbavset over, at dette smukke kunstværk var placeret midt i et af Helsingørs mest trafikerede lyskryds. Det er jo sådan et sted, hvor man sidder i sin bil og kun tænker på at komme videre så hurtigt som muligt – uden at se noget som helst. Hvis der er grønt lys drøner man lige igennem krydset. Hvis man er uheldig skal man holde for rødt i 30 sekunder ….

Jeg syntes, at denne placering var en ren skandale – indtil jeg kom forbi en sen aften, hvor jeg sad i en bybus. Der var fuldstændig sort i det lille anlæg omkring Danserindebrønden. Men Danserindebrønden var oplyst og det skabte en magisk og fortryllet stemning. Danserinderne ser helt levende ud og det ser nærmest ud som om at de svæver lige over brønden. Det er noget af det smukkest jeg nogensinde har set. Siden jeg så det første gang, har jeg været i Helsingør endnu tre gange for at tage billederne til dette indlæg – og hver gang har det været midt om natten eller tidligt om morgenen. Og jeg er stadig lige så fascineret, som første gang jeg så det.

Fra 1937-38 byggede Rudolph Tegner selv et museum til sine egne værker midt i skulpturparken. Han vendte tilbage til Danmark i 1940 og han blev begravet inde i museet, da han døde i 1950.

TRYK HER for at læse mere om Rudolph Tegners museum og skulpturparken ved Dronningmølle.

Danserindebrønden i Helsingør.

Danserindebrønden i Helsingør.

Klokken 7 i morges til jeg til Helsingør, fordi jeg mangler nogle billeder til et kommende blogindlæg. Jeg stod og frøs en hel time på den yderste havnemole – men vejret snød mig! Jeg kan jo ikke påstå, at det var solen, for den er selvfølgelig stået op. Men der var alt for mange skyer over Sverige og derfor blev det en temmelig grå og farveløs solopgang.

Men jeg vidste godt, at jeg tog en chance; jeg kunne nemlig ikke se lysene i Sverige fra min terrasse. Til gengæld var der masser af stjerner og så var der jo en chance. Men pyt, pyt – jeg prøver igen en anden gang. Jeg giver nemlig aldrig op! 😉

Vægmalerier 2Jeg fik ikke de billeder jeg kom efter; til gengæld så jeg de flotteste vægmalerier, som jeg nogen sinde har set. Klik på billederne; så opdager man, at de er fyldt med de mest fantastiske detaljer. Hvis man hellere vil se værkerne i virkeligheden, så er adressen hhv. Kongensgade 23 og Allégade 7 i Helsingør. De ligger ved siden af hinanden.

Det første værk er skabt af den amerikanske kunstner Garin Baker og forestiller en scene fra Helsingør skibsværft. Det andet værk er skabt af spanieren Oriol Caminal Martinez og italieneren Piercarlo Carella; det forestiller et gammel sejlskib, et motorskib og et kæmpestort containerskib, som formodentlig er tilhører Mærsk. En af hensigterne med værkerne er at bevare erindringen om Helsingør som en vigtig skibshavn, men det sidste værk fortæller om tankevækkende historie om den teknologiske udvikling. Der var fernisering på værkerne d. 2. august 2013.

Vægmalerier 1

Skulpturen Han på Helsingør havn.

Skulpturen Han på Helsingør havn.

Skulpturen Han står underligt malplaceret yderst på en af de gamle kajer i Helsingør havn. På den ene side er der en masse rod fra byggeriet af det nye søfartsmuseum. Til den anden side ligger et par gamle fiskekuttere og slår blidt mod havnekajen. Jeg må indrømme, at jeg havde forventet, at finde den meget omtalte skulptur i mere charmerende omgivelser. 

Skulpturen blev afsløret d. 2. juni 2012. Næh, man kan ikke sige, at jeg har haft travlt med at komme til Helsingør for at se den. Enhver dansker kan selvfølgelig se, at skulpturen er formet som en pendant til Edward Eriksens lille havfrue ved Langelinje. Men hvad er det nye? Hvad er det for en tanke eller ide, som kunstnerparret ønsker at formidle? Der må jo være en tanke med skulpturen – ellers er det bare en temmelig uoriginal efterligning.  

Kulturværftet i Helsingør har en længere artikel på deres hjemmeside, om ideen bag figuren(Læs artiklen HER). Jeg synes det er meget fortænkt og det er ikke nogle tanker som jeg kan bruge til noget som helst. Det giver simpelthen ikke mening for mig. Det er grunden til, at jeg ikke har haft travlt med at komme til Helsingør for at se skulpturen. Jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til den … 

Skulpturen er lavet af kunstnerduoen Michael Elmgreen og Ingar Dragsted.

Skulpturen er lavet af kunstnerduoen Michael Elmgreen og Ingar Dragsted.

Han blinker til de heldige.

Han blinker til de heldige.

Michael Elmgreen og Ingar Dragsted har i mange år dannet par privat. Det gør de ikke længere, selv om de stadig arbejder sammen. Derfor er det ikke så underligt, at man leder efter en homoseksuel symbolik eller betydning i skulpturen.

Trods de tydelige mavemuskler har den unge mand en spinkel krop og den yndefulde positur giver ham et meget feminint udtryk. Man kan vist ikke lade være med at få en meget stærk følelse af, at den unge mand er homoseksuel. Af en eller anden grund, så synes jeg stadig, at der skal være mere i værket. Jeg bliver ved med at lede efter en historie eller et budskab fra kunstnerne. Men jeg kan ikke finde noget og måske leder jeg forgæves?! “Han” er formodentlig den første skulptur af en homoseksuel mand i Danmark og dermed er figuren måske så stærk i sig selv, at der ikke er brug for et dybere budskab. 

Han - en homoskulptur i Helsingør!

Han – en homoskulptur i Helsingør!

Figuren er et skulpturelt mesterværk fyldt med fascinerende detaljer.

Figuren er et skulpturelt mesterværk fyldt med fascinerende detaljer.

Jeg ændrede fuldstændig holdning til skulpturen, da jeg så den i virkeligheden. Den er så utrolig smuk, at jeg blev fuldstændig beruset. Det er den smukkeste skulptur jeg nogensinde har set. Den er så smuk, at alt hvad der hedder budskab og ide, er fuldstændig underordnet og ligegyldigt.

Skulpturen er udført i blankpoleret rustfrit stål; men den ser så blød ud, at man slet ikke kan lade være med at røre ved den. Hvis man kigger på hans fødder, så kan man blive helt overvældet over alle detaljerne. Man er simpelthen bare nødt til at lade hænderne glide hen over stålet, for at mærke alle linjerne i hans fodsåler. Det samme gælder hans mavemuskler … Ja, jeg må vist indrømme, at jeg slet ikke kan holde fingrene fra ham. Han har en fuldstændig magnetisk tiltrækningskraft; alene denne tiltrækningskraft gør figuren til et stor kunstværk. 

Det eneste som jeg ikke bryder mig om, er hans ansigt. Jeg synes, han har et usympatisk, bistert og forknyt udtryk i ansigtet. Hvis man er heldig – eller tålmodig! – så blinker han til beskuerne. Det sker med varierende mellemrum og derfor kan man aldrig vide hvor lang tid man skal vente. Jeg synes det er helt utroligt, at der er en slags computer inde i figuren. Det er også imponerende, at man ikke kan se det mindste lille bitte tegn på denne teknik. Den er skjult utrolig godt. 

Den smukkeste skulptur jeg nogensinde har set.

Den smukkeste skulptur jeg nogensinde har set.

Himlen og vandet, skyerne og lyset spejler sig i figurens blankpolerede stål, hvilket påvirker og ændrer figurens udtryk hele tiden. Nu har jeg set skulpturen på en halvvarm, overskyet sommerdag. Men jeg har også lyst til at se figuren tidligt om morgenen, når han sidder og kigger ud mod solopgangen – det må simpelthen være helt overvældende. Jeg vil også gerne se hvordan figuren ser ud om natten. Og når det regner. Jeg vil også gerne se figuren i en mørk efterårsstorm, når himlen er sort og tung, og bølgerne banker mod kajen. 

Man siger, at Han deler vandene i Helsingør; det har jeg vist nok lidt svært ved at tage alvorligt. Det er et af de smukkeste og mest fascinerende kunstværker jeg nogensinde har set – jeg er vild med den. Bare jeg ser på billederne, så bliver jeg fuldstændig overvældet. Jeg glæder mig til at se figuren igen og på den måde føles det næsten som om, at jeg er blevet lidt forelsket. 

Det bliver spændende at se, hvor lang tid der går før han mister hovedet … 

En ægte seværdighed i Helsingør havn.

En ægte seværdighed i Helsingør havn.

Nivågård samlingen

Nivågård samlingen

Man kan følge historien om Nivågård helt tilbage til 1753, hvor stedet var ejet af kronen. Efterfølgende har Nivågård haft mange skiftende ejere indtil familien Hage overtog stedet i 1834. Den nuværende hovedbygning er bygget i 1880-81. 

Den sidste private ejer var politikeren Johannes Hage – en højst usædvanlig mand. Han deltog i kampen på Als i 1864. Han var medlem af folketinget for partiet Højre fra 1876-1901 – og dermed var han også en del af Estrups forhadte provisorieregering. Han var ultraliberal og mente ikke, at staten skulle blande sig i hverken erhvervsøkonomiske eller sociale forhold. Men han forærede selv Fredensborg amt et hospital for kronisk syge og større formue til at støtte driften. I 1897 deltog han i den græsk/tyrkiske frihedskrig som frivillig, skønt han var 55 år gammel. 

Johannes Hage var også kunstsamler; men han var ugift og havde ingen børn. Derfor valgte han i 1908 at åbne samlingen for offentligheden og gøre den til en selvstændig institution. 

Den gamle hovedbygning på Nivågård fra 1880-81.

Den gamle hovedbygning på Nivågård fra 1880-81.

Sidste weekend åbnede Nivågård samlingen en udstilling med titlen: “Længsel – Lundbye & Kierkegaard”. Det er jo det store Kierkegaardår, som alle gerne vil fejre. Nivågård har valgt at sætte fokus på Kierkegaards indflydelse på den kendte maler Johan Thomas Lundbye

Kaprifolier ved skovsøen.

Kaprifolier ved skovsøen.

Jeg så udstillingen i selskab med min næsten-nabo fru Lise. Vi var så heldige at komme med på en rundvisning… en meget entusiastisk dame fortalte begejstret om den romantiske periode, om Lundbyes liv og hans forhold til Kierkegaards skrifter, mens hun gik i dybden med flere af udstillingens værker. Trods en stor indsats, så var det bare dødhamrende kedeligt….. hun gentog sig selv hundrede gange, som om vi var en flok børn der ikke forstod noget som helst. Og hun ville altså være helt sikker på, at vi fangede meningen. Hun var meget pædagogisk og gjorde hvad hun kunne for at skabe drama og dynamik med sin stemme. Det blev hurtigt ret irriterende.

Det hun fortalte var egentlig spændende og interessant; det tog bare alt for lang tid at komme fra til pointerne.  

Den flotte rhododendronpark ved Nivågård.

Den flotte rhododendronpark ved Nivågård.

Man kunne tydeligt se, at der var flere og flere som smuttede fra rundvisningen. Efter en god halv time gjorde vi det samme….. i stedet gik vi selv en tur i den gamle samling med værker fra både renæssancen og barokken. Vi så selvfølgelig også Rembrandts “Portræt af 39-årig kvinde” fra 1632 og Bellinis “Portræt af en ung mand” fra cirka 1500 – begge værker blev stjålet i 1999, men blev senere fundet i en kælder i Valby. På grund af værkernes store værdi, så regnes det for at være danmarkshistoriens største kunstkup. 

Jeg syntes desværre, at den gamle samling var nogenlunde lige så kedelig som omvisningen….. når jeg læser bøger, så er det primært ældre litteratur. Jeg er fx ret vild med bøger fra romantikken. Jeg læser kun meget lidt samtidslitteratur. Men når det kommer til kunst, så har jeg det fuldstændig modsat. Jeg keder mig ret hurtigt, når jeg går rundt på et kunstmuseum, men jeg elsker at gå på gallerier og se ny kunst. Det er meget mærkeligt og jeg har selv lidt svært ved at forstå hvorfor jeg har det sådan! 

Men Nivågård har heldigvis endnu en attraktion: den store smukke park! 

Der er mange skyggefulde tunneller under de store gamle rhododendronbuske.

Der er mange skyggefulde tunneller under de store gamle rhododendronbuske.

Parken er en romantisk have, som stammer tilbage fra 1800-tallet. For nogle få år siden anlagde man en rhododendronpark og den er helt fantastisk. Man kan se, at der er plantet endnu flere buske i år…. jeg kan ikke lade være med at overveje, om man ønsker at skabe en konkurrent til Sofieros berømte rhododendronhave i Sverige?! Hvis det er planen, så tror jeg faktisk på projektet…… 

Det var en storslået oplevelse, at gå tur i parken mellem alle de store blomstrende rhododendronbuske og det bliver selvfølgelig meget bedre om et par år, når alle de nyplantede buske vokser op. Jeg er sikker på, at det nok skal tiltrække et stort publikum selv om de måske skal køre langt. Men det er sørme hele oplevelsen værd. 

I baggrunden kan man se den ældste del af udstillingsbygningen.

I baggrunden kan man se den ældste del af udstillingsbygningen.

Den 19. oktober åbnede Leopold museet i Wien en udstilling med nøgne mænd – “Nude men” – eller “Nackte männer” som udstillingen hedder på tysk. Med værker af Andy Warhol, Paul Cézanne, Elmgreen & Dragset, Jean Cocteau, Egon Schiele og mange flere har Leopold Museum skabt en udstilling der skal vise, hvordan nøgne mænd optræder og præsenteres i kunsten fra 1800 til i dag. 

Til udstillingens plakat har man valgt værket “Vive la France” af kunsterparret Pierre & Gilles. Plakaten er enormt flot; den er æstetisk smuk og fængslende. Men samtidig formidler den også et stærkt budskab – “Vive la France” forestille tre fodboldspillere med tre forskellige hudfarver: en sort, en hvid og en brun. Farverne på deres strømper og deres fodbolde er blå, hvid og rød, som også er farverne i det franske flag tricoloren, som symboliserer mottoet fra den franske revolution: frihed, lighed og broderskab. Det er altså en hyldest til ligheden, mangfoldigheden og fællesskabet i det franske samfund. På den måde fortæller værket, at i det franske samfund har man de samme muligheder – det er ikke hudfarven som afgør om man kan blive professionel fodboldspiller eller ej. 

Men plakaten har medført en storm af vrede protester mod museet, som har været nødt til at køre rundt i hele byen for at censurere plakaterne – man har dækket de unge mænds kønsorganer med en rød bjælke. (Læs artikel i JP). 

Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg ved godt, at der er mennesker som hævder, at vi lever i et pornoficeret samfund. Men det er altså ikke det samfund – eller den virkelighed – som jeg færdes i. Måske er det primært et spørgsmål om fokus og synsvinkel…… Måske er det også et spørgsmål om personlige grænser….. men endnu en gang må jeg bare indrømme, at jeg ikke forstår det. Vi lever jo 2012! 

Hvordan kan man være så snerpet og bornert i 2012? Det må altså være mennesker som har et dårligt sexliv – og måske også et forkvaklet forhold til deres egen krop. Der er ingen tvivl om, at folk som har et godt, aktivt og velfungerende sexliv er både sundere og gladere mennesker; de er mere tolerante og mindre fordømmende – og jeg har en mistanke om, at dét er problemet i hele denne konflikt. Måske oplever modstanderne en pirring ved at se disse plakater, som de ikke bryder sig om … 

Men hvorfor er det så de snerpede og de bornerte som skal sætte standarten? Jeg kunne forstå det, hvis det var porno. Men dette er ikke porno! Det er nøgne mænd, men nøgne mennesker er ikke nødvendigvis identiske med pornografi. Der har altid været nøgne mennesker i kunsten – ALTID. Alle vores parker er fulde af statuer af nøgne mennesker. Alle vores slotte, museer og offentlige bygninger er fyldt med malerier af nøgne mennesker. Sådan har det været over hele Europa i 2.500 år… eller endnu længere. Jeg synes det virker paradoksalt, at det er i 2012 – i vores åbne og frisindede tidsalder – at vi pludselig begynder at censurere nøgenhed i kunsten.

Det er en undertrykkelse af det naturligt menneskelige, som jeg finder dybt foruroligende. Men det er også en undertrykkelse af kunsten. Jeg ved ikke rigtig, hvad der bekymrer mig mest … Det er et uanstændigt overgreb mod kunsten og en uhørt barbarisme, som uvilkårligt får mig til at tænke på den østrigske forfatter Thomas Bernhard! 

“Hvem har ikke oplevet at gaa hjemme fra om Morgenen for at gaa hen til en Udkant af Byen og ved Middagstid ikke være kommen længere end midt i Byen. De vil forstaa denne vagabonderende Indledning, som dog samler sig til en overordentlig nytte og ny Iagttagelse, for saa vidt en Iagttagelse kan være ny i Paris, hvor intet er nyt, ikke engang den Statue, som rejstes i Gaar, og som en Gadedreng allerede har skrevet sit Navn paa. ”

“Det var en Aften i Februar for omtrent tredive Aar siden, Klokken halv ni i Pagevin-Gade, paa et Tidspunkt, da der ikke fandtes en Mur i denne Gade, som ikke var overmalet med grimme Ord…..”

Sådan skrev Honoré de Balzac i 1822 i indledningen til “De tretten” – i dag kalder vi det grafitti og navne er erstattet af “tags”. Men funktionen er den samme – hensigten er at overskride en følelse af fremmedgørelse i en upersonlig storby. Ved at skrive sit navn eller “tag” prøver man at erobre byen, man prøver at skabe et personligt forhold til byen og gøre den til sin…… når man skriver sit “tag”, så betyder det: her bor jeg. Her hører jeg til.

Grafitti på Nørreport st.

En moderne storby skabes af byplanlæggere, arkitekter, investeringsselskaber og lignende. De fleste mennesker har ikke meget indflydelse på hvordan byens rum og vores egne omgivelser ser ud. De fleste lever i byområder, hvor andre bestemmer hvordan der skal se ud. Det giver mange mennesker en følelse af ubehag og fremmedgørelse. Men der er også en gruppe som kæmper imod denne fremmedgørelse – det er kunstnere som laver street art. På den måde forsøger de at skabe et bymiljø som de selv kan identificere sig med. En af de mest kendte i København er “Husk mit navn“. En anden er kunstnergruppen Pikasso som har fået udsædvanlig meget opmærksomhed i løbet af de sidste par uger.

Pikasso

I løbet af de sidste uger eller måneder, har Pikasso sat klistermærker op i hele byen med ordet “Pik”, hvor det giver ny og anderledes mening. Efterfølgende har de fotograferet værket og lagt billedet på deres hjemmeside som de kalder PIKtures. Og endelig har de udgivet de bedste og de sjoveste værker i bogen “Kvinde, kend din pik” – jeg synes det er utrolig morsomt.

Det er naturligvis provokerende, men Pikasso gør det til en ny oplevelse at færdes i byens rum. På den måde omskaber de byen, de udfordrer vores kreativitet og vores virkelighedssans – Pikasso skærper vores opmærksomhed og fremmer det indre legebarn. Pikasso gør det til en ny og sjovere oplevelse af færdes i byen – man begynder at lede efter nye steder hvor man kunne placere sådan et klistermærke. Man begynder at betragte dumme reklamer med banale budskaber på en ny måde. For et par uger siden sad jeg i et S-tog og foran mig hang der en reklame for et teleselskab: “Mere data – mindre snak”, stod der. På grund af Pikasso sad jeg og morede mig hele vejen fra Hillerød til København.

Reklame i S-toget

Det er ret imponerende, at man kan ændre byen så meget med så små midler. Desværre er det blevet afsløret, at projektet ikke er særlig originalt – det er simpelthen kopieret fra den amerikanske kunstner Bodhi Oser, som siden 2005 har hængt klistermærker op med ordet “Fuck”. Jeg synes det er lidt ærgerligt. Jeg synes også det er lidt ærgerligt, at Pikassos identitet er blevet afsløret; det er DR-journalisten Jonathan Herrik, der er initiativtager til kunstnergruppen Pikasso. Men jeg morer mig selvfølgelig stadig over værkerne…….

Der er formentlig også en del mennesker som overhovedet ikke synes det er morsomt, som synes at det er uanstændigt og føler sig krænket af den slags ord i det offentlige rum. Der er mange slags humor, men der er helt sikkert en særlig tiltrækning ved den forbudte og vovede humor. Jeg kan huske et interview hvor Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt samstemmigt erklærede, at en prut er det sjoveste der findes. Alle synes at prutter er sjove, hævdede de. Her må jeg straks melde pas…… jeg synes overhovedet ikke at prutter er sjove. I stedet synes jeg, at Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt afslører en meget vulgær tankegang.

Fra Gyssebogen af Fritz Jürgensen

Men selv i biedermeiertiden – selv i den snerpede og bornerte biedermeiertid – var der mennesker som var enige med Søs og Kirsten. Skønt uddannet urmager, blev Fritz Jürgensen kendt som satiretegner. I utallige tegninger har han givet en personlig kommentar til dagliglivet og datidens sædvaner i København. Alle tegninger blev fulgt af en kort beskrivelse og et moralsk belærende bonmot. Som ledsagelse til tegningen, hvor Gysse har gemt sig under bordet, skriver Fritz Jürgensen(se flere tegninger HER):

Gysse sidder stille under Bordet og agerer fraværende, efter at have fremvirket det, der giver Selskabet Mistanke til hverandre indbyrdes.

Mistroe ei uden Grund din Næste;
Men tænk, saavidt du kan, det bedste.

Men der er stor forskel på Søs og Kirstens prutter – som ikke betyder noget ud over sig selv! – og Pikassos projekt, som udfordrer vores kreativitet, vores opmærksomhed og vores virkelighedsopfattelse. Det er ikke ordet “Pik”, som er morsomt i sig selv. Det er konteksten og de nye budskaber som ordet frembringer, når det anbringes i en ny og uventet sammenhæng.

 

Den Hirschprungske Samling med sne og fakler.

Onsdag aften var jeg inviteret til koncert på Den Hirschsprungske Samling. Det var en utrolig stemningsfuld oplevelse, at spadsere op mod den smukke hvide bygning der hvilede midt i sneen, og indgangen, som var flankeret af to blussende fakler – og så skulle jeg høre Franz Schuberts store liedcyklus Winterreise med Johan Reuter. Iscenesættelsen kunne ikke være bedre.

I 1827 skrev Franz Schubert musik til Wilhelm Müllers kryptiske digte, hvor fortælleren vandrer rundt ”på mørkets vintervej”, trist og deprimeret, efter et brud med sin pige. Men det bliver aldrig helt klart hvad der er sket. Efter koncerten causerede Johan Reuter lidt over historien og ligesom ham, har jeg på fornemmelsen, at der måske ikke er sket noget som helst. Den unge mand vil bare ikke binde sig. Da forholdet blev for alvorligt og brylluppet nærmede sig, fik han pludselig kolde fødder – det lyder faktisk frygtelig moderne. I stedet vælger han at dyrke sig selv, sin ensomhed, sin længsel og sin weltschmertz. Han vandrer rundt i et landskab som er dækket af ”sneens hvide bølger” – der er så koldt, at tårerne falder som ”frosne dråber” fra hans kinder. Et af digtene hedder simpelthen ”tåreflod”. Joh, den får ikke for lidt. Sådan var de følsomme romantikere.

Men der er også noget fantasifuldt og en del mystik i teksten – kragerne kaster hagl og snebolde efter ham. Og så er der den gådefulde spillemand – Der Leiermann – som måske er døden? Måske ikke!

 

Program og postkort.

Johan Reuter sang Winterreise rigtig godt – lige præcis som jeg havde forestillet mig, med en rolig og afbalanceret dramatik, der aldrig blev teatralsk eller overspillet. Det var en flot fortolkning og der var den helt rigtige magi i samspillet med pianisten, Jan Philip Schulze. Jeg synes at Johan Reuter var meget bedre, end den verdensberømte sanger som synger “Winterreise” på min DVD.

Efter koncerten var der kunst på programmet. Man har en tradition på Den Hirschsprungske, at kunstneren får lov til at vælge et billede, som han gerne ville have med hjem. Da jeg hørte det, tilbød jeg straks, at jeg kunne komme og synge i næste uge. Johan Reuter havde valgt tre billeder og ét af dem havde museet som postkort. Det blev delt ud til publikum sammen med programmet. Det var en fin lille detalje. Så talte museumsdirektøren og Johan Reuter lidt om de valgte billeder – det var en meget hyggelig afslutning på en virkelig god aften.

I går var jeg til mit første blogtræf. Jeg mødtes med Pernille og Sister Bonde på Hillerød station. Vi var “flere” som var en smule nervøse for at møde så mange fremmede mennesker – men så kunne vi gå samlet til det store blogtræf. Jeg havde glædet mig til at møde netop de to, for det er måske de bloggere som jeg kender bedst. Sister Bonde var vist den første blogger som jeg begyndte at skrive lidt sammen med. Og Nille er nok den som jeg har skrevet mest med privat. Det er sådan nogle mennesker som er med til at gøre det hele lidt sjovere.

Først kørte vi til Frederiksborg slot. Jeg tror det var godt at vi gik på Frederiksborg slot, i stedet for at sidde og være selskabelige fra starten. I virkeligheden kender vi jo hinanden ret godt, så det var meget sjovere at få en god oplevelse sammen. Og det fik vi bestemt! Det var spændende at se slottet og portrætsamlingen. Det mest spændende billede var et selvportræt af Michael Kvium. Generelt er jeg vild med alt hvad han laver. Jeg synes han er fantastisk. Men hans selvportræt var noget helt særligt.

Selvportræt som Eckersbergs Thorvaldsen

Michael Kvium: Selvportræt som Eckersbergs Thorvaldsen, 2001

Billedet er sjovt fordi det er en spejling af Christoffer Vilhelm Eckersbergs portræt af Bertel Thorvaldsen. På Eckersbergs portræt kan man se en frise af Bertel Thorvaldsen i baggrunden. Frisen på Michael Kviums billede ligner hans eget værk. Kvium sidder på en stol som ligner den stol Thorvaldsen sidder på. Man skal også bemærke Michael Kviums fingre. Er det ikke et eller andet djævletegn? Måske betyder det, at han vil holde traditionen og Eckersberg på afstand? Og hvad betyder den sorte næse? Jeg tror det er en henvisning til hans egne værker, hvor han måske opfatter sig selv om en sort klovn, en kunster med en sort humør. På en eller anden måde synes jeg at det er en meget god beskrivelse af hans egen rolle i den danske kunstverden.

Portræt af Bertel Thorvaldsen 1814

C.W.Eckersberg: Portræt af Bertel Thorvaldsen 1814

Men der er endnu en spejling i billedet. Bag Michael Kvium hænger et billede af Francis Bacon. For nogle år siden så jeg en flot udstilling af Francis Bacon på Louisiana. Det er en af de bedste udstillinger jeg nogen sinde har set. Man blev virkelig dybt påvirket af hans ofte uhyggelige og desperate billeder. Francis Bacon har lavet mange “portrætter af paver” og de er alle mere eller mindre skræmmende og uhyggelige. Det er sådan et billedet Michael Kvium bruger i sit selvportræt. Klik på alle billederne for at se dem i stor størrelse, hvis det er nødvendigt. Jeg tror at billedet herunder er identisk med det som hænger bag Michael Kvium.

Study for portrait VII, 1953

Francis Bacon: Study for portrait VII, 1953

Det sjove ved denne konstellation er, at også Francis Bacons billede er en spejling. Det er nemlig en spejling eller en nyfortolkning af et billede af Diego Velasquez, af Pave Innocens X.

Pave Innocens X, 1650

Diego Velázquez: Pave Innocens X, 1650

Med udgangspunkt i billedet af Velazquez har Francis Bacon lavet rigtig mange af disse pave-portrætter. Men en anden vigtig inspirationskilde er filmen “The Battleship Potemkin”. Francis Bacon havde nogle meget sadomachochistiske tendenser og han var vist ret vild med blod. Jeg er ret vild med hans billeder, men jeg synes at han er/var et meget uhyggeligt menneske. Efter min mening var Francis Bacon psykopat. Portrætfilmen om Francis Bacon “Love is the Devil” er måske en af de mest uhyggelige og ubehagelige film jeg nogensinde har set.

Stilbillede fra The Battleship Potemkin af Sergei Eisenstein.

Stilbillede fra "The Battleship Potemkin" af Sergei Eisenstein, 1925

Ved at kombinere Velazquez´s billede af Pave Innocens X  og dette stilbillede fra “Potemkin”, har Francis Bacon skabt en lang række skræmmende portrætter. Efter min mening er mange af disse portrætter meget bedre end Edvard Munchs berømte billede “Skriget”. Francis Bacons billeder rummer en mere intens desperation og en meget stærkere rædsel.

Study after Velazquez´s Portrait of Pope Innocent X, 1953

Francis Bacon: Study after Velazquez´s Portrait of Pope Innocent X, 1953

Billedet ved siden af, er efter min mening et af de bedste pave-portrætter. Jeg synes det er et meget uhyggeligt og hjerteknugende billede. Paven sidder helt stille, mens hænderne knuger om armlænet, og han skriger og skriger som var han lammet af rædsel. Billedet udtrykker en virkelig intens desperation. Det er som om at han er lukket inde, som om at han er fanget i tilværelsens fysiske rum. Den fysiske begrænsning fylder ham med en eksistentiel eller klaustrofobisk angst.

Velazquez har malet Pave Innocens X som han så ud. Måske har Francis Bacon malet Paven som han havde det indeni. Og måske var det sådan Francis Bacon selv havde det. Måske har vi det alle sådan en gang i mellem. Jeg synes det er meget uhyggeligt. Måske har det været Francis Bacons intention at afsløre den desperation, det kaos og det indre sammenbrud som vi alle – selv en pave – kan skjule bag en rolig og værdig selvbeherskelse.

Jeg ved ikke hvad det betyder for Michael Kviums billede, men det er spændende at forestille sig de mange muligheder. Hvorfor er billedet af Francis Bacon med på hans selvportræt? Måske føler han sig lige så fastlåst som paven på Bacons billede. Måske føler Kvium sig bundet af kunstens traditioner. Eller måske føler han også at hans liv befinder sig et sted mellem de to fremstillinger af Pave Innocens X.

Efter turen på Frederiksborg slot, mødte vi alle de andre på La Belle Vie i Hillerød. Det var en hyggelig cafe med en flot udsigt til slottet. Vi spiste godt og jeg er mere end tilfreds. Det er altså en af ulemperne ved at være veganer. Det er ikke altid nemt at få mad på en almindelig cafe eller restaurant. Men La Belle Vie havde en vegetarburger på menukortet og den blev lynhurtigt lavet om til en veganerburger. Burgeren var lavet med en kartoffelbøf. Mayonnaisen erstattede de bare med noget tomatsalsa eller måske var det hjemmelavet ketchup. Det var superlækkert.

Der blev snakket meget og det var superhyggeligt. Jeg var meget træt da jeg kom hjem. Men jeg havde det som Sifka beskrev i sit indlæg. Da hun kom hjem, beskrev hun sig selv som “indvendig smilende”. Jeg tænkte umiddelbart at det var en rigtig god beskrivelse, for hvordan jeg også selv havde det. Men det er faktisk ikke helt rigtigt, for jeg går jo også og smiler udvendigt, hver gang jeg tænker på hvor hyggeligt det var i går.

Tusind tak for en dejlig dag til alle som var med: Sifka, Valdemarsro, Donald, Uffe, Nille, Sister Bonde, Husejer, Anne og Madame, som tog initiativet til dette møde. Jeg håber at vi alle mødes en anden gang.

I går var det dronningens fødselsdag og det skulle naturligvis fejres. Når jeg har mulighed for det, så tager jeg ind til Amalienborg slot for at vinke. Det var også planen i går, men en eller anden er ikke så god til at komme ud af sengen… For at undgå misforståelser må jeg hellere indrømme, at det er mig! Derfor lavede vi en hurtig ændring i planen. Jeg vidste nemlig, at dronningen skulle genåbne Rosenborg slot klokken 14,30 efter en større renovering. Der blev spillet musik mens vi ventede og tiden gik forholdsvis hurtigt.


Endelig kørte “Store krone” gennem porten med Dronning Margrethe og Prins Henrik. Dronningen stod ud og forsvandt lynhurtigt ind på slottet. Jeg ville ønske, at hun kunne lære lidt af Mary og Alexandra. De kommer ofte hen til publikum og hilser på et par mennesker. Hvis de ikke gør det, så vender de sig altid og bruger lige nogle minutter på at vinke, så alle kan få et godt billede. Det synes jeg er meget betænksomt og hensynsfuldt, når folk er mødt op og har brugt deres tid på at stå og vente. Jeg er ked af at mit billede blev så dårligt, men det var svært at vinke og fotografere samtidig. Og det var absolut nødvendigt at gøre begge dele. Naturligvis skulle der vinkes på fødselsdagen og jeg havde jo også lovet at vinke for Sister Bonde.

Næste år bliver det igen Amalienborg, for jeg savnede de mange mennesker og den gode stemning – og jeg vil også råbe hurra! Det gjorde man ikke ved Rosenborg slot.

Nu skal man ikke tro for meget om mit forhold til kongehuset, for det er egentlig lidt kompliceret. Jeg synes kongehuset er lidt absurd. De er de eneste mennesker her i landet, som overhovedet ikke har nogen rettigheder. De har ikke religionsfrihed, de har ikke stemmeret, de har ikke ytringsfrihed – og de har overhovedet ikke noget privatliv. Jeg synes problemet er meget konkret lige for tiden, hvor regeringen har gjort det fuldstændig klart, at det er dem som beslutter om kronprins Frederik må tage til OL eller ej. Jeg synes at de alle skal boycotte OL i Beijing, men det er jo ikke pointen. Pointen er, at medlemmerne af kongehuset overhovedet ikke har nogen frihed eller ret til at bestemme over deres eget liv. De bliver uafbrudt overvåget og bevogtet, og de er på alle måder umyndiggjort. Vores dronning kan ikke engang holde sin nytårstale uden at den først skal godkendes i statsministeriet. Nogen vil mene, at de får en god betaling for deres stilling i det danske samfund. Men jeg er ikke sikker på, at det faktisk er pengene værd. Jeg har stor respekt for disse mennesker, men jeg tror ikke at det er så morsomt at være medlem af et moderne kongehus i et moderne samfund. Kan vi overhovedet være bekendt at have et kongehus? Er deres vilkår ikke en krænkelse af de internationale menneskerettigheder?

Hvis man forestiller sig, at Kronprinsen beslutter at han ikke vil være konge, så tror jeg at vi må tage monarkiet op til revurdering. Andre mennesker siger, at tronen bare går videre til den næste i arvefølgen. Men jeg er ikke sikker på, at det ville gå så nemt. Jeg tror det ville skabe en voldsom offentlig debat og jeg forestiller mig, at det ville blive nødvendigt med en folkeafstemning. I så fald er jeg ikke sikker på hvad jeg ville stemme. Jeg er dansker. Men jeg oplever egentlig mig selv som europæer. Mit liv er et produkt af den europæiske udvikling, lige fra de gamle grækeres filosofi til den franske revolution. Hvad er det som gør mig til dansker? Hvilke symboler er entydigt danske? Kongehuset er et af de vigtigste danske symboler. På den måde har de en funktion, som jeg slet ikke tror at vi kan vurdere eller erstatte. Kongehuset kan samle befolkningen og det synes jeg at de gør meget godt. I en tid hvor vi alle orienterer os mere og mere mod en global verden og et internationalt samfund, så repræsenterer Kongehuset vores traditioner og vores historie. Kongehuset er vores rødder og derfor har vi brug for dem.

Derudover tror jeg at kongehuset er en god forretning. Mange mennesker kritiserer deres apanage og hævder at de lever et liv i luksus som eksklusive bistandsklienter. I betragtning af deres rolle i det danske samfund, så synes jeg at de lever meget beskedent. De skal repræsentere Danmark, vi forventer at de skal komme i store, flotte biler og altid være passende klædt så vi kan være stolte af dem. Men de skal også selv betale for tjenestefolk, indvendig vedligeholdse af slotte, biler og meget mere. I betragtning af deres udgifter, så har de sandelig ikke nogen stor indtægt. Det er dyrt at leve efter en standart, som lever op til vores forventninger. Men ikke nok med det: for nogle år siden så jeg en opgørelse, som viste, at det danske kongehus via deres repræsentation af det danske erhvervsliv i udlandet tjener mere ind til landet end de koster. Meget, meget mere. Jeg ved ikke hvordan man laver sådan en udregning, men jeg tror på resultatet.

Jeg har bestemt intet imod medlemmerne af kongehuset, men jeg har et kompliceret og uafklaret forhold til deres vilkår. Hele deres stilling er afhængig af deres popularitet i befolkningen. Det må altså være en stor belastning. Jeg tror at vi har brug for kongehuset, men jeg ved ikke hvordan jeg ville forholde mig, hvis der kom en seriøs debat om monarkiets fremtid.

Efter Rosenborg slot, spiste vi naturligvis en god frokost i Den grønne kælder. Derfra fortsatte vi til Galleri Faurschou, hvor der for tiden er en udstilling med Nina Sten-Knudsen, som jeg er ret vild med. Der er en stille, indestængt desperation i hendes værker, som er virkelig fascinerende. Der er også en dybde som minder mig om uendeligheden og hendes billeder har sådan en kraft og styrke, at jeg føler det som om jeg bliver suget ind i evigheden. Det er en meget overvældende oplevelse. Jeg elsker hendes billeder og jeg ville ønske, at jeg havde råd til sådan et billede. Der er et spændende interview med Nina Sten-Knudsenkopenhagen.dk, hvor man også kan se alle billederne fra udstillingen.

 

Derefter gik vi tilbage gennem Bredgade, hvor vi kom forbi Galleri Asbæk og så nogle flotte billeder af Bent Holstein, der er en anden af mine favoritter fra kunstens verden. Længere fremme kom vi forbi Galleri Nakke Hage, hvor vi så nogle billeder, som vi var nødt til at gå ind og se lidt nærmere på. Det var en ung kunstner som hedder Jesper Skov Madsen. Jeg er egentlig et meget gammeldags og traditionelt mennesker, så dette er umiddelbart ikke lige min stil. Jeg blev selv forbavset over, at hans værker fangede mig så stærkt. Han er vanvittig dygtig. Det er fuldstændig umulig at forstå, at Jesper Skov Madsen er autodidakt. Jeg har overhovedet ikke forstand på kunst, men jeg synes han har et enestående talent. Hans værker er sjove, flotte, spændende og virkelig dybt originale. Jeg er helt vild med ham og jeg må have et af hans fantastiske billede. På hans hjemmeside har jeg fundet et billede som jeg seriøst har forelsket mig i – jeg må bare have det. Jeg er nødt til at købe det….men suk – det har jeg jo slet ikke råd til.


Inden vi hentede cyklerne ved nørreport, gik vi over gammeltorv, for det er jo en af de store fornøjelser ved Dronningens fødselsdag. Jeg er nemlig fuldstændig vild med guldæblerne i Caritasbrønden og dem skal man da altid se. Det er jo ikke så tit at man har chancen.

Om aftenen skulle vi have set “Stranger than fiction” som jeg købte på DVD på nogle uger siden. Jeg synes den lyder enormt spændende og jeg ville gerne have set filmen da den kom i biograften sidste år. Men jeg bryder mig ikke om at gå i biografen. Lyden er alt for høj, billedet er alt for stort og de mange mennesker forstyrrer og larmer alt for meget omkring mig. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis jeg endelig skal i biografen, så skal det være en eftermiddagsforestilling. Der er sådan en rar, hyggeligt og intim stemning til forestillingerne om eftermiddagen, men der er jo stadig den voldsomme lyd og den store skærm, og jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg føler det nærmest som mental voldtægt. Jeg har ikke været i biografen siden jeg så “Polarekspressen” og det er efterhånden nogle år siden. Men da vi kom hjem, var vi simpelthen alt for trætte, så vi må vente med at se filmen til en anden gang. Men det havde jo også været en fantastisk dag og vi var mere end mættede af gode oplevelser.

Vejret var rigtig dejligt i søndags. Derfor skulle Frank og jeg, lige som alle andre, ud at nyde solen og alle skovens smukke efterårsfarver. Frank havde en bil til rådighed nogle dage og derfor ville vi tage på en længere udflugt til den slags steder, hvor vi ikke normalt kommer. Vi havde bestemt os for Rudolph Tegners museum ved Dronningmølle i nordsjælland. Jeg har været der flere gange og synes det er et utrolig fantastisk sted. Jeg er dybt fascineret af museet der ligger som en kolossal bunker midt i det barske hedelandskab, hvor de slyngede stier snoer sig op over bakkerne og gennem den flotte skulpturpark. Frank har aldrig været der og jeg havde glædet mig til at vise ham stedet, men da jeg skulle tjekke kørevejledning, opdagede jeg at de allerede havde vinterlukket.

Herakles i kamp med den nihovede Hydra.

I stedet valgte vi at køre til Kronborg slot. Det er også et flot sted og jeg har ikke været der i mange år. Desværre valgte vi at køre af Strandvejen. Det var dumt! Vi sad i bilen og sneglede os af sted, mens cyklisterne drønede forbi os og vi ønskede at vi selv havde taget cyklerne som vi plejer. På den anden side var vi med garanti aldrig nået helt til Helsingør på den måde!

Men vi fik alligevel set en masse af Rudolph Tegner. På vej til Kronborg kom vi forbi “Danserindebrønden” og nede på havnen, hvor vi parkerede, står “Herakles og Hydraen”. Da vi gik op til Kronborg kom vi også forbi Hamlet og Ofelia. Rudolph Tegner var en meget spændende kunstner. Jeg er normalt ikke meget interesseret i skulpturer. Jeg synes de fleste er lidt kedelige og de siger mig ikke så meget. Men det er anderledes med Rudolph Tegner. Hans skulpturer er fyldte med rå kraft og storladne følelser. Det har sikkert været for meget for samtiden og er måske en af grundene til at han ikke var særlig populær. En anden grund var sikkert, at hans tendens til at tænke stort har forkommet mange mennesker at være noget prætentiøs og udansk. Hans største værk er “Livets port”, som han havde forestillet sig skulle være indgang til Fælledparken, men det blev desværre aldrig realiseret. Og det er simpelthen drønhamrende ærgerligt! Dette storslåede monument var blevet Københavns største hovedattraktion. Jeg kan så glimrende forstille mig alle de mennesker der ville nyde at sidde på trapperne og hygge sig i solen, mens turisterne strømmede til for at tage billeder. Jeg tænker tit på, at vi kan stadig opføre det, det er jo ikke for sent – og hvor ville vi alle være stolte af dette storslåede værk af en spændende dansk kunstner. Men der er nok ingen som vil betale for det. Og sidst men ikke mindst, er der jo en flok sure røvhuller som er imod alting og altid protesterer højlydt, når en kunstner eller en arkitekt tillader sig at have visioner. “Livets port” er mere spændende end Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og Jørn Utzons operahus i Sydney, og den ville blive mindst lige så berømt. Rudolph Tegner havde evnen til at tænke stort og modigt, men vi har hverken evnen til at forstå hans tanke eller modet til at realisere den. Det er simpelthen skammeligt!

Man kan se flere af hans værker hos “Rudolph Tegners Museums Venner”.

Mig og Hamlet.

Mig og Hamlet i Helsingør

Vi gik en tur omkring Kronborg, men vi var ikke inde på slottet. Det var godt nok koldt, men vi ville alligevel hellere nyde solen og det gode vejr udendørs. Fra Kronborg fortsatte vi mod Fredensborg slot. Der har jeg aldrig været, så vi havde planlagt at vi ville gå en tur i parken. På vejen kørte vi forbi Gurre slotsruin, som var turens højdepunkt for mig. Jeg har været der flere gange og jeg elsker Gurre. Intet sted emmer af historie, romantik og gamle sagn som Gurre. Skønt det ligger næsten helt ubemærket og overset, så er det for mig noget nær Danmarkshistoriens midtpunkt. De ældste dele af Gurre slot blev bygget i 1100-tallet. Da Valdemar Atterdag(ca. 1320-1375) var konge(fra 1340) udbyggede han slottet til et borganlæg og det var her han helst opholdt sig. Valdemar Atterdag er kendt for sin talemåde: “Lad blot Gud beholde sit himmerige, hvis jeg må beholde mit Gurre.” Derfor skal han hver nat jage hvileløst med sine mænd og hunde gennem egnen. Det er måske forståeligt, at denne talemåde har virket stødende på mange mennesker, i en tid hvor anstændige mennesker dydigt stræbte efter en plads i himmeriget som det højeste mål i livet. Man har formodentlig ment at hans talemåde var blasfemisk.

Ved Kvæld, ved Nat,
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gø,
Hør Ekko svare
Fra Gurre Sø!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude,
Sæden paa Marken trampe vi ned,
Lad alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Sagnet om Kong Valdemar Atterdag har inspireret mange digtere. Det mest kendte værk er “Gurresange” af I.P.Jacobsen, som senere er sat i musik af Arnold Schönberg. Men ovenstående digt er fra det bedste værk jeg kender – den romantiske komedie “Syvsoverdag” af Johan Ludvig Heiberg. Komedien handler kort fortalt om to unge søskende Anna og Balthasar, som løber væk sammen. Balthasar vil flygte fra deres kedelige formynder hr Max, og Anna er forelsket i en digter som hun vil opsøge – og han er taget til Gurre. Da de ankommer er de trætte efter turen og falder i søvn under nogle buske. Mens de sover stiger Gurre op af jorden i al sin fordums glans og da de atter vågner, opdager de, at de har hver sin plads ved kong Valdemars hof. Her møder Anna også sin digter, der er skjald ved hoffet. På den måde kommer de alle til at spille hver sin rolle i sagnet om Kong Valdemar. Det er en komedie i tidens og Heibergs lette stil, men de to historier er altså skruet mægtig godt sammen. Som enhver lystig vaudeville ender alt naturligvis som det skal. Tove og hendes forheksede amulet spiller også en vigtig rolle i Heibergs vaudeville, men i dag ved man, at Tove var Valdemar den Stores elskerinde og hun har overhovedet ingen forbindelse til hverken Valdemar Atterdag eller Gurre slot. Men gennem mange år har man uheldigvis blandet de to historier sammen.

Efterfølgende har både Dronning Margrethe den 1. og Erik af Pommern boet på Gurre, mens de regerede. Skov-og naturstyrelsen har udgivet en folder om Gurre slotsruin, hvor man kan læse meget mere.

Gurre slotsruin.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: