You are currently browsing the category archive for the ‘Melodi grand prix’ category.

Det blev Ukraine, som vandt årets Eurovision Song Contest.

Jeg endte med at stemme på 11 sange – en hel del af dem endte (ikke overraskende) i bunden. Men jeg stemte også på Ukraine. Da jeg så og hørte sangen i DRs kavalkade, kunne jeg absolut ikke lide den. Men jeg ændrede holdning, da jeg oplevede sangen i semifinalen – Jamala har en fantastisk stemme og hun leverede en sceneoptræden, der var noget helt for sig selv. Derfor er Ukraine en både fair og værdig vinder.

I dag er der meget diskussion om, hvorfor Ukraine vandt og Australien “tabte” … Johann Sørensen(formand for grandprixfans.dk) udtaler til DR, at det er en politisk sejr(tryk her). 

Australien var min favorit fra jeg hørte Dami Im synge “Sound of Silence” første gang. Men jeg blev helt vildt skuffet, da jeg hørte sangen i semifinalen. Og jeg blev faktisk endnu mere skuffet, da jeg hørte sangen i finalen. Jeg sad og spurgte mig selv: er det virkelig denne sang, som jeg har lyst til at høre igen, når det hele er slut? Vindersangen bliver jo spillet igen. Men mit svar var nej – sceneshowet var så kedeligt og banalt, at jeg ikke havde lyst til at se eller høre sangen igen og derfor lad jeg være med at stemme på den. Gad vide hvor mange, der har tænkt nogenlunde på samme måde som mig?  

I går havde Ekstra Bladet et interview med Nicoline Refsing(tryg her), hvor hun fortæller, at hun er hjernen bag Australiens sceneshow, hvilket hun tilsyneladende er meget stolt af … det er jo lidt sjovt, for jeg er sikker på, at det er Nicoline Refsing, der har kostet Australien sejren. Sangen var jo fantastisk og Dami Im sang supergodt. Men sceneshowet faldt helt igennem – og det samme gjaldt for øvrigt Italien, som Nicoline Refsing også var ansvarlig for. 

Det er nemt og bekvemt, at kalde Ukraines sejr for en “politisk sejr” – jeg mener bare ikke, at det har nogen hold i virkeligheden. Jeg har ikke en gang sat mig ind i de politiske og historiske forhold, som Jamalas sang handler om.

Jeg vil dog gerne indrømme, at jeg har ét lille problem med Jamala; før finalen udtalte Jamala: “Hvis den (sangen, red.) vinder, betyder det, at det moderne Europa ikke er ligeglad og er klar til at høre om andre menneskers smerte og til at vise sympati.”(Tryk her) – jeg synes det er en temmelig ubehagelig og usympatisk form for afpresning. Enhver kan jo komme med en rigtig lortesang og sige det samme – og hvis Europa ikke stemmer på sangen, så er det fordi vi er ligeglade med andre menneskers smerte og lidelse? Det der med at have hjertet på det rette sted, er blevet et af de mest misbrugte begreber i vores politisk korrekte verden. Jamala er heldig, at hendes sang er rigtig god, for det er altså den væsentligste grund til at hun vandt i aftes!!! 

Jeg synes Ukraine var en god vinder – men jeg er lidt ked af, at Australien tabte på den måde. I meget lang tid så det jo ud til, at sejren var i hus for Australien. Og så tabte de ved den allersidste pointgivning. Selvfølgelig er det superflot at blive nummer to – men jeg kan godt forstå, at det føles som en spand koldt vand i ansigtet, når det sker på den måde.

Sverige havde indført et nyt pointsystem, som skulle holde spændingen til det sidste – og man må sørme sige, at det lykkedes over alt forventning. Men var det godt? Jeg synes det var synd for Australien, som mistede sejren på den måde. Jeg synes også det var synd for stakkels Polen, der lå helt i bunden – og med et enkelt slag endte de pludselig som nr. 8. Hvis man vil øge spændingen til det maksimale, så kan man jo ikke nægte, at det nye pointsystem virker efter hensigten – alligevel er jeg ikke særlig vild med det. 

Det nye pointsystem udstiller forskellen med den såkaldte fagjury og seernes stemmer – og jeg synes det giver grund til at stille spørgsmålet: hvad i alverden skal vi med den der fagjury? Hvorfor kan the Eurovision Song Contest ikke være en 100% demokratisk forestilling, hvor alle stemmer tæller lige meget? I don´t get it! 

Om et par timer begynder årets finale – jeg er lige nødt til at opdatere min hitliste. Siden jeg skrev det sidste indlæg har jeg nemlig ændret holdning til en del af sangene.

Polen var på listen over de sange som jeg hadede mest. Da jeg hørte sangen i semifinalen kunne jeg dog godt høre, at sangeren har en rigtig god stemme. Og da de lavede det traditionelle resumé i forbindelse med afstemningen, så begyndte jeg ligefrem at synes rigtig godt om sangen. 

Ukraine var også på min hadeliste. Jeg er stadigvæk ikke specielt vild med sangen, men jeg synes det var årets stærkeste optræden. Jeg var virkelig imponeret og sangeren har en meget stærk stemme. Derfor kan jeg godt forstå, hvis mange mennesker stemmer på Ukraine.

Østrig – da jeg hørte sangen første gang, syntes jeg, at det var en meget sød og charmerende sang. Men det var dog ikke en af mine favoritter. Nu har jeg hørt sangen et par gange og jeg er efterhånden blevet rigtig, rigtig vild med den. Det er måske årets mest poetiske sang. 

Georgien – i følge medierne var der ingen som havde regnet med, at Georgien ville gå videre til finalen. Men Georgien var faktisk med på min favoritliste. Der var et eller andet ved sangen, som jeg godt kunne lide, uden at jeg rigtig vidste hvad det var. Videoen var temmelig bizar, men deres sceneshow var jo helt fantastisk – og pludselig blev det tydeligt, at sangen faktisk er virkelig god. Pludselig kunne jeg høre, at sangen minder mig om brit-pop fra 90erne. Ingen troede at Georgien ville gå videre til finalen … men det gjorde de. Ingen har nævnt Georgien blandt de førende favoritter … men det betyder jo ikke, at Georgien ikke kan vinde. Georgien er i hvert fald helt i toppen af min favoritliste.

Australien – nøj, hvor blev jeg skuffet. Deres sceneshow var et af de allerkedeligste og sangeren kom i en kjole, som nærmest lignede en parodi på 90ernes Eurovision shows. Den  passede jo slet ikke til hende. Det havde fungeret meget bedre med et par jeans og en sort t-shirt. Men Eurovision handler ikke kun om sangene – det handler jo også om at levere varen på scenen. Sangen er så god, at Australien stadig er en af mine favoritter, men jeg er ikke længere sikker på, at det er min foretrukne vindersang(Jeg har lige læst, at det er en dansker, som har skabt årets mest mislykkede optræden – tryk her).

Vinder Rusland?

Både medier, kommentatorerne og bookmakerne holder fast i Rusland, som storfavoritten. Den er ikke på min favoritliste. Bliver jeg ked af det, hvis Rusland vinder? Nixen bixen!

I 2006 vandt Finland med Lordi og deres “Hardrock halleluja” – jeg synes det er den mest rædselsfulde sang, der nogensinde har vundet the Eurovision Song Contest.

I 2007 vandt Serbien med den mest kedelige sang jeg nogensinde har hørt. Jamen, altså – jeg forstår simpelthen ikke, hvordan den sang kunne vinde noget som helst.

Man har altså lov til at have en menig om disse sange – man har sørme også lov til at sige, at man synes disse sange er aldeles rædselsfulde. Men jeg synes man overskrider grænsen, når man siger det er urimeligt eller forkert, at disse sange har vundet. Og når man så begynder at bruge konspirationsteorier til at forklare, hvordan disse sange/lande har snydt sig til en sejr, så er man fucking langt ude!

Jeg hader både den serbiske og den finske vindersang – men jeg er faktisk glad for at de vandt, for det betyder jo, at der er nogle andre som er blevet glade, nogle der har en musiksmag, som absolut ikke er vandt til at vinde. Jeg blev særligt glad da Finland vandt, for de har været med i så mange, mange år uden at vinde noget som helst. Derfor er jeg sikker på, at denne sejr betød rigtig meget for dem.

Hvis Rusland vinder, så vil jeg sende en venlig tanke mod Rusland(præcis som jeg gjorde med Finland og Serbien) og så vil jeg gå i seng – men det vil sikkert medføre de samme beskyldninger om snyd, bedrageri og uærligt spil, som vi er vant til at høre hvert evige eneste år, hvis Danmark ikke vinder. I don´t get it! Hvis man ikke en gang kan acceptere, at andre menneskers favoritsang vinder i the Eurovision Song Contest, så kan man sørme godt forstå, at der er så meget krig i verden. Hvordan kan man være så intolerant? Jeg forstår det simpelthen ikke. Når alt kommer til alt, så er det jo bare en skide musikkonkurrence! Der er ingen grund til at starte tredje verdenskrig, bare fordi man synes, at den forkerte sang har vundet. 

Mine favoritter i 2016

1: Georgien.

2: Cypern.

3: Australien.

Men jeg bliver også glad hvis Frankrig, Sverige, Spanien, Østrig eller Ungarn vinder. Hvem stemmer jeg på? Først og fremmest kommer det selvfølgelig an på, hvordan de forskellige sangere og grupper optræder i aften. Men hvis man lige ser bort fra det, så  overvejer jeg om jeg skal nøjes med at stemme på mine tre topfavoritter eller om jeg skal stemme på alle mine otte favoritsange. Det ved jeg ikke endnu. Men jeg glæder mig i hvert fald til at høre alle  sangene om et par timer! 

Så er det igen grand prix-uge – der er semifinale tirsdag og torsdag, og lørdag er der finale i Stockholm.

Jeg er skuffet over, at Tyrkiet stadig ikke er med. De trak sig ud af grandprixet for nogle år siden, fordi de var sure over, at de ikke måtte være med i gruppen af de fire store lande – som er blevet til fem, nu da Italien deltager igen. Jeg kan simpelthen ikke forstå denne konflikt: for det første kan jeg slet ikke forstå, hvorfor Tyrkiet absolut vil være med i denne elite. De er ganske vist sikret en plads i finalen, og det er jo fair, for de betaler meget mere end alle os andre – men alt erfaring viser, at det bestemt ikke giver dem nogen fordel. Det er jo netop de store lande, som har rekord i bundplaceringer. Men hvis Tyrkiet gerne vil betale dobbelt så meget for at være med, så kan jeg ikke forstå, hvorfor man siger nej … jeg synes det hele er åndssvagt. Det er åndssvagt, at Tyrkiet vil være med blandt de store lande og det er lige så åndssvagt, når Eurovision siger nej.

Og så er der Rumænien, som er blevet smidt ud, fordi de ikke har betalt deres gæld på lidt over 100 millioner kr. Det er totalt fair, at de er blevet smidt ud … man kan ikke sige, at Eurovision ledelsen har været unfair. Når man ikke har betalt sin gæld, så er det jo fair nok, at man ikke kan deltage og samtidig generere yderligere gæld. Ikke desto mindre, så ville jeg ønske, at Eurovision ledelsen havde fundet en anden løsning … Rumænien er et af de fattigste lande i Europa, men jeg tror det betyder meget at man kan være med i Eurovision og føle at man alligevel er en del af det Europæiske fællesskab.

Disse to lande har bidraget med nogle fantastiske sange, som jeg stadig elsker: i 2004 var Tyrkiet repræsenteret af Athena med nummeret “For real” og i 2006 sang Mihai Traistariu “Tornero” for Rumænien. Derfor håber jeg, at de snart er med igen!

Bundskraberne 2016

I følge medierne skulle Rusland være storfavorit – og så er det vel sandt. Det er da også en flot sanger og en flot video. Men jeg kan ikke lide nummeret, af samme grund som jeg heller ikke kan lide nogen af de andre sange, som Rusland har bidraget med i 10 eller 15 år. Sangerne kæmper så hårdt … de kæmper så hårdt, at det bliver overdrevet, overspillet, teatralsk og kunstigt. Jeg kan ikke holde det ud. 

Årets absolutte bundskrabere på min helt private og meget personlige hitliste er Estland, Bosnien-Hercegovina, Polen, Serbien, Ukraine, Tyskland og Danmark … JA, JEG SKREV DANMARK! Omkvædet er så vattet og karakterløst, at det er latterligt. Den lalleglade tekst er banal og deres optræden … de tre sangere i Lighthouse X optræder med nogle store kunstige smil, der får hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg har prøvet at spørge mig selv, hvorfor det virker så falsk på mig? Jeg har prøvet at synge sangen et par gange og så var svaret helt indlysende: man kan simpelthen ikke synge, når man smiler på den måde. Det kan ikke lade sig gøre. Ikke desto mindre så gør de det alligevel og resultatet er, at det virker falsk. 

På en måde kan man sige, at det danske hold har samme problem som den russiske sanger – de kæmper for hårdt. Men forskellen er, at Rusland har i det mindste en sang som er okay. Det har Danmark ikke!

Favoritter 2016

Heldigvis er der masser af gode sange med i årets grand prix – der er en stor gruppe af sange som er okay og så er der et hovedfelt med syv sange, som jeg har planlagt at stemme på. Når jeg formulerer det på den måde, så er det jo fordi at det også afhænger af, hvordan de optræder på  scenen … derfor kan det jo godt være, at jeg stemmer på en sang, som slet ikke var en af mine favoritter. Omvendt kan det også være, at jeg dropper et af de lande, som jeg havde regnet med, at jeg ville stemme på.

1) Ungarn: Freddie – “Pioneer”: det er en flot sanger. Ja, den slags betyder altså også noget. Jeg synes det er et godt nummer og jeg er vild med deres lækre stortromme. 

2) Cypern: Minus One – “Alter Ego”: Flot forsanger, fed video, fedt nummer. 

3) Sverige: Frans – “If I were sorry”: Der er et eller andet i denne her sang, som jeg synes er skide hamrende irriterende. Men, men, men … sangeren har en rigtig god stemme og det er altså en rigtig catchy ørehænger. Jeg tror også det er en sang som vil appellere til rigtig mange mennesker over hele Europa – hvis Frans kan levere en god sceneoptræden, så tror jeg, at han har en meget stor chance for at vinde.

4) Spanien: Barei – “Say Yay!”: Det er et fedt dansenummer og sangeren har lidt hæs stemme, som er supersexet. Normalt har jeg det lidt svært med dansere – særligt hvis der er mange af dem og de alle sammen danser i takt, som en flok robotter. Jeg hader de der store dansenumre som Michael Jackson, Madonna og Lady Gaga er berømte for. Jeg kan bare ikke holde det ud. Men danserne i denne video er helt fantastiske – jeg elsker sangen, jeg elsker alle danserne og jeg elsker videoen! 

5) Frankrig: Amir – “J´ai cherché”: Er dette en god sang? Jeg ved det ikke. Jeg er bange for, at svaret måske er nej. Men jeg kan altså godt lide den. Jeg bliver fanget af rytmen og jeg bliver glad når jeg hører den.

6) Georgien: Nika Kocharov and Young Georgian Lolitaz – “Midnight Gold”: Denne sang må være årets joker. Men jeg synes faktisk, at den er lidt god … og lidt sjov.

Når jeg taler med andre mennesker om hvem de stemmer på, så er der temmelig mange som svarer: “Nej, jeg stemmer ikke på den eller den sang, for jeg tror ikke at den vinder … ” Så sidder jeg bare og tænker: whaaat??? Jeg er lidt i tvivl om folk faktisk mener hvad de siger eller om de bare udtrykker sig lidt klodset. Det er sgu da ikke en konkurrence, hvor man skal stemme på den sang som man tror vinder …. man skal stemme på den sang eller de sange som man godt kan lide. Tror jeg, at Spanien, Frankrig eller Georgien vinder? Nej, det tror jeg absolut ikke. De sange som jeg godt kan lide vinder aldrig. På den anden side, så tror jeg, at det er svært at forudsige. Hvis alle stemmer på de sange som de bedst kan lide, så kan man aldrig vide, hvordan det ender! 

Jeg tror faktisk, at både Danmark og Rusland har en større chance for at vinde end mange af mine favoritter. Og det er okay. Sådan er demokratiets vilkår og Eurovision er heldigvis en (nogenlunde) demokratisk fest.

And the winner is …

Jeg har allerede afsløret mine favoritter, men jeg har gemt det bedste til sidst: min hovedfavorit er Dami Im fra Australien med nummeret “Sound of Silence”. Hun ser virkelig godt ud. Hun har en fed stemme. Nummeret er fantastisk. Videoen er fænomenal og den mandlige danser er helt suveræn. Der er slet ingen tvivl om, at Dami Im og Australien er min absolutte favorit. Men kan de vinde? …. så vidt jeg husker, så er det  rigtig mange år siden, at en ballade har vundet The Eurovision Song Contest. Derfor tror jeg, at det bliver svært – meget svært. Spørgsmålet er måske også, hvordan denne sang vil gøre sig på scenen …

Men jeg krydser fingre og jeg håber, for jeg synes virkelig, at denne sang er årets bedste bidrag!

Jeg så naturligvis Eurovision Song Contest i går. Det er jeg jo nødt til. Hvis man ikke ser Eurovision, så må man nemlig ikke være bøsse. Derfor er jeg jo nødt til at se det uanset om jeg har lyst eller ej! Mange mennesker spørger mig: hvorfor er det sådan? Jamen, hvor i alverden skulle jeg vide det fra? Det er sgu da ikke mig, der laver reglerne …. 😉

Ann Sophie, som repræsenterede Tyskland.

Ann Sophie, som repræsenterede Tyskland.

Der var temmelig mange gode sange med i finalen – det er meget morsomt, som det svinger fra år til år. Normalt stemmer jeg kun på én eller to. Men i år var jeg nødt til at stemme på otte sange, fordi jeg ikke kunne vælge. Jeg stemte på: Storbritanien, Sverige, Australien, Belgien, Letland, Rumænien og Rusland – men min topfavorit var nok Ann Sophie fra Tyskland, som sang “Black Smoke”, der ikke fik ét eneste point. Uden at være melodramatisk, så vil jeg alligevel have lov til at sige, at jeg er lidt chokeret. Ann Sophie så dødhamrende lækker og sexet ud. Hun havde en god sang og en stærk stemme – og hun sang virkelig igennem. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor hun ikke fik nogen point.

Min hadesang var Ungarn! Det var en meget stille og seriøs ballade. Men problemet var sangeren og koret, der stod som om de var fuldstændig forstenede. På et tidspunkt træder de nogle få skridt frem … men det var det eneste. Sangerinde stod helt krampagtigt og klyngede sig til mikrofonen, mens hun stirrede lige ud i luften med et fuldstændig udtryksløst ansigt. Af en eller anden grund synes jeg ikke, at hun lignede typen, der får botox – måske fordi hun var så ung? Men hendes ansigt var så udtryksløst, at det så ud som om, at alle hendes ansigtsmuskler var lammede! Jeg kunne slet ikke holde det ud. I denne forbindelse bliver jeg også nødt til at nævne Il Volo fra Italien, der sang en blanding af opera og pop – jeg HADER sådan noget.

Guy Sebastian repræsenterede Australien, som deltog for første gang nogensinde.

Guy Sebastian repræsenterede Australien, som deltog for første gang nogensinde.

Eurovision blev holdt i Wien og det gik ikke helt så godt, som man kunne have ønsket. Der var nogle tekniske problemer undervejs. Det største problem var, at hele konkurrencen blev forsinket med næsten en time. Det skyldtes primært pointgivningen, som var en voldsom udfordring for min – meget begrænsede – tålmodighed! Der var flere telefonforbindelser som blev afbrudt. Det var selvfølgelig lidt uheldigt. Men jeg tror, at den store forsinkelse skyldtes to andre forhold: for det første havde østrigerne lavet noget computergrafik, der fungerede som intermezzo mellem de forskellige landes pointafgivning. Men disse intermezzoer var alt for lange.

Måns Zelmerlöw repræsenterede Sverige med en fantastisk sang og et sublimt sceneshow!

Måns Zelmerlöw repræsenterede Sverige med en fantastisk sang og et sublimt sceneshow!

For det andet så er det et kæmpestort problem, at repræsentanterne fra de forskellige lande ikke kan begrænse sig, når de skal afgive point. De skal absolut takke for et godt show og komplimentere værterne for deres udseende. Derudover skal mange af dem lige fyre et par jokes af undervejs … de synes åbenbart selv, at de er enormt morsomme. Jeg synes, at de er skideirriterende. Hvert eneste år får de at vide, at de skal nøjes med at afgive pointene så hurtigt og så kortfattet som muligt. Hvis de kunne lære det, så ville det hele gå meget hurtigere!

Svensk sejr 2015!

Svensk sejr 2015!

Østrigerne fik også lavet verdens kedeligste pauseshow. Jeg var lige ved at overgive mig, da koret sang – for de var virkelig gode. Men klassisk musik og sangkor er altså bare et totalt antiklimaks i en festlig konkurrence for popmusik. Tyrkiet lavede det bedste show jeg nogensinde har set, da de arrangerede Eurovision i 2004. Der er ingen tvivl om, at Østrig bliver den absolutte bundskraber på min helt private hitlliste over pauseshows. For at gøre den østrigske nedtur efter sejren i 2014 total, så fik de ikke et eneste point ved konkurrencen i går. Jeg synes det var synd. Det var bestemt ikke en vinder – men jeg synes da heller ikke, at den var så dårlig. Jeg har faktisk temmelig ondt af østrigerne her dagen derpå!

Det var Sverige som vandt – igen, igen – med Måns Zelmerlöw og sangen “Heroes“. Sangen var utrolig god og dertil var det et særdeles spektakulært sceneshow. Det var på alle måder en værdig og velfortjent sejr!

I dag kan man – på DR´s hjemmeside – læse en artikel, som har fået overskriften “ANALYSE Derfor flopper Norden i årets Eurovision“. Artiklen indeholder et interview med Johann Sørensen, der er formand for den danske Melodi Grand Prix-fanklub. Han udtaler, at “Vi har før haft nogle magre, nordiske år. Men så har vi haft nogle fantastiske år, hvor Norden har været fuldt repræsenteret i finalen, og det har været sådan lidt uhørt, for det er langt fra hverdagskost, at vi er det …

Der er absolut intet i denne artikel, der kan betegnes om analyse. Der er bestemt heller ingen forklaring på, hvorfor “Norden flopper i årets Eurovision”. I stedet får man blot en temmelig banal konstatering af, at nogle år kommer alle de nordiske lande i finalen og nogle år gør de ikke – og det er jeg temmelig sikker på, at alle ved i forvejen.

Der er et stort misforhold mellem overskriften og indholdet. Artiklen indeholder intet af det, som man bliver lovet i overskriften. Alligevel må jeg jo antage, at journalisten virkelig mener, at denne artikel kan defineres som en analyse og dernæst at artiklen indeholder en forklaring på det nordiske Eurovision-flop. Det er præcis dét der problemet og grunden til, at jeg kalder denne artikel for “hjernedød journalistik”. Jajaja – jeg ved godt, at det er lidt groft. Men jeg bliver bare så pokkers gal, for det er både for useriøst og for latterligt! Jeg føler mig simpelthen til grin, når jeg trykker på sådan en artikel! Jeg føler direkte, at journalisten gør grin med mig! Jeg bliver jo nærmest taget ved næsen – og det gør mig altså temmelig gal!

Hvis overskriften i stedet havde været: “Norden flopper i årets Eurovision”, så havde det jo været en ganske vellykket artikel med en fin og relevant kommentar fra Melodi Grand Prix-fanklubbens formand til det igangværende show.

Jeg synes desværre, at den form for inkongruens mellem overskrift og indhold er særdeles almindelig i moderne journalistik – og sådan har det måske altid været.

Afslutningvis vil jeg fortælle, at jeg holder med Sverige, Tyskland og Australien til finalen i morgen, lørdag. Men min topfavorit er England! Jeg er ret vild med Electro Velvet og deres sang: Still in Love with You!

Tirsdag kvalificerede Soluna Samay sig til en plads i finalen ved det internationale melodi grand prix – jeg er overhovedet ikke begejstret. Og jeg er ikke så nationalistisk, at jeg holder med Soluna bare fordi hun repræsenterer Danmark!

Soluna Samay er absolut ikke min kop the! Hun står der på scenen, så øm og yndig, som om hun tror, at hun er en bly viol. Jeg synes hun mangler nosser – nogle store, tunge og behårede nosser!

Jeg er ikke den store fan af Savage Rose, men Annisette Koppel har alt det som Soluna mangler; Annisette Koppel har en stemme der er fuld af saft og kraft – og seksualitet. Når hun optræder, så er hun musikken; hun glemmer sig selv og alt andet. Det er lige præcis modsat for Soluna…… hun er meget selvbevidst og fokuseret på at stå der og se yndig ud. 

Og så er der sangen – Should´ve known better – skrevet af Remee, Chief 1 og Isam B. – trods en munter poprytme, så er den fuldstændig banal og karakterløs. På den måde er den selvfølgelig ikke så meget anderledes end mange andre grand prix sange – eller popsange generelt.

Men så kommer vi til omkvædet, hvor Soluna synger: “Now I miss you, like Sahara miss the rain“. Jeg tror de fleste mennesker på min alder kan huske “Everything but the girl“, der havde et kæmpehit i 90erne med sangen “Missing“, hvor omkvædet lød: “And I miss you, like the deserts miss the rain.” Hvis man sammenligner de to tekster, så kan man straks se, at det ikke bare er omkvædet der er ens – næh, den ene tekst er faktisk bare en omskrivning af den anden. 

Øv, øv, øv…… det er muligt, at det ikke er krænkelse af EBUs regler, men jeg synes det er megapinligt. Hvordan kan man påstå, at man har nogen som helst professionel stolthed eller integritet, når man arbejder på den måde? Der er ingen kreativitet og ingen originalitet. De har bare stjålet omkvædet fra et af 90ernes største pophits, som der med garanti er 1 million mennesker der straks genkender, bare i Danmark! Når man arbejder på den måde, så er man simpelthen gået kunstnerisk fallit. Det er ekstremet uværdigt og jeg synes alle involverede i dette nummer burde skamme sig – jeg synes det er til grin! Og ærligt talt… så synes jeg også de gør Danmark til grin i Baku, Aserbajdsjan.

Hvis jeg ser Melodi grand prix i morgen, så stemmer jeg på Tyskland; her er der ikke så meget showtime, så mange sjove ideer eller special effects. Det er bare en god sang – og så er Roman Lob aftenens lækreste sanger. 😉

Jeg så naturligvis Melodi Grand Prix i går. Niveauet var ret pænt – der var ingen dårlige numre! Til gengæld synes jeg, at langt de fleste sange var lidt banale og karakterløse. Der var kun ét nummer som virkelig skilte sig ud og det var “A Friend in London” med sangen “New Tomorrow”.

Jeg synes det er et godt og stærkt nummer. Drengene har masser af charme og karisma. Det er helt utrolig at min favorit vandt i aftes – jeg tror faktisk det er første gang! Og jeg tror at de vil klare sig rigtig godt til Eurovisionens Grand Prix. Det er vores bedste bidrag i utrolig mange år og derfor kan jeg allerede nu mærke, at jeg glæder mig rigtig meget.

Vi har “A Friend in London” og de andre har ikke én chance! 😀

I går var jeg til blogtræf med en flok skønne mennesker. Vi mødtes på Barbar bar på Vesterbros torv. Jeg kom lige 10 minutter for sent og undrede mig over at jeg ikke kunne se de andre. Solen skinnede og jeg havde forventet, at de sad et eller andet sted på torvet. Jeg kiggede mig omkring, men fik kun øje på lutter fremmede mennesker… men så kunne jeg pludselig høre dem! Tip til næste blogtræf: gå efter lyden! Latter og muntre stemmer blandede sig som altid mellem hinanden. Det er utroligt, at vi kan snakke så meget, så højt og så længe. 😉

Efter et par timer gik vi til Yans Wok, hvor vi spiste middag. Og så blev der igen snakket….. jeg diskuterede kæledyr med Kisser og franske 1800-tals forfattere med Donald. Jeg fik også en lang snak med Bente om psykologi og personlighed…. sådan tror jeg godt man kan definere det. Der blev diskuteret rødvin, komedier og meget, meget andet. Det var en fantastisk aften.

Jeg tror det var et af vores bedste blogtræf nogen sinde. Det er rimelig lang tid siden sidste blogtræf, men jeg håber bestemt ikke, at der går lige så lang tid inden vi ses igen. Tak for en supergod aften til Bente, Kisser, Donald, Leif, Gitte, Uffe, Malou, Kari, Ellen og Laura.

Jeg kom hjem lidt senere end jeg havde tænkt mig og Melodi Grand Prix var allerede halvfærdig. Jeg har ikke set nogen af semifinalerne i år og derfor havde jeg næste bestemt, at jeg heller ikke ville se finalen. Men så kom jeg jo til at tænde…. og samtidig havde jeg en ide om, at Danmark havde en rimelig stor chance for at vinde. Tænk hvis man lå og sov mens Danmark vandt – det ville jo være en katastrofe. 😉

Sådan gik det ikke, men jeg er ikke skuffet. Jeg har tidligere fortalt, at jeg ikke var særlig vild med den danske sang. Men jeg kunne da slet ikke lide den tyske vinder – Lena med nummeret “Satellite”. Jeg synes den var elendig. Men jeg brokker mig ikke. Bestemt ikke! Det er mange år siden at Tyskland har vundet og jeg håber der er rigtig mange mennesker som er glade. Sidste år var det jo min favorit der vandt. Det her er simpelthen grand prix-demokrati. Sådan skal det være! Derfor er det med største fornøjelse, at jeg ønsker Tyskland hjertelig til lykke!

Jeg stemte selv på Daniel Diges fra Spanien og hans nummer “Algo Pequeñito” – jeg er ikke sikker på at det var årets bedste sang, men den sidder fast i mit hovedet og jeg kan godt lide den. Daniel Diges sang godt igennem og alle de medvirkende gav den alt hvad de kunne. Jeg synes de gjorde det rigtig godt og deres sceneshow var også flot.

Jeg havde bestemt, at jeg ikke ville skrive om melodi grand prix i år. Men jeg kan jo ikke lade være……

Det var et udmærket grand prix med flere gode sange – og lige så mange dårlige. Men det værste var som sædvanlig dansen – det er sikkert ikke dansernes skyld, men koreografens. Når jeg så mange af sangene, så sad jeg og tænkte på, at det sikkert var den samme som lavede koreografi til Birthe Kjær i 80´erne. Det værste var Joakim Tranbergs show – vedkommende som har lavet koreografi til hans nummer, skulle straffes ved at stilles i gabestok på rådhuspladsen. Det var så elendigt, amatøragtigt og talentløst, at jeg fik helt ondt i maven!!!

Jeg har det fint med at Chanée og N´evergreen vandt. Det er jo et udmærket nummer! Men også lidt pænt og gennemsnitligt!

Min favorit var helt klart Silas & Kat – jeg er vild med det nummer og det var den eneste sang med en god koreografi. Jeg har efterhånden set videoen nogle gange – deres show var vildt flot og meget originalt. Jeg synes det bliver bedre og bedre hver gang jeg ser videoen…. hvor er det ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, at Silas Holst og Kat ikke vandt med “Come come run away”. Jeg synes virkelig de havde fortjent det – sammen med Simon Munk og Lise Cabble der har skrevet nummeret. Og danseren var bare prikken over i´et, som gjorde det hele fuldstændig perfekt.

Hvem var din favorit i dansk melodi grand prix 2010?

PS: Bryan Rice som blev nr. 2 har pt 1008 hits på hans video. Chanée og N´evergreen har 852. Simone har 1295. Mens Silas og Kat har 3149 hits – jeg tror ikke der er nogen tvivl om hvem der er den uofficielle vinder!!! Jeg har kun brugt tal fra den YouTube channel som hedder “Danmarks TV“, men formoder at det er rimelig troværdigt.

Da 30 ud af 42 lande havde afgivet deres stemmer ved årets melodi grand prix i Moskva, udtalte den danske kommentator, Nikolaj Molbech, at “der begynder at tegne sig et stabilt billede”. Jeg overvejede om han havde sovet, for Alexander Rybak havde fra starten lagt sig i spidsen med dobbelt så mange point som nummer to. Og den føring holdt han gennem hele stemmeafgivningen. Det er bestemt ikke for at være negativ, men det var egentlig lidt kedeligt. Der var ikke den mindste spænding eller usikkerhed om resultatet. Norge sluttede med 387 point og det er første gang at nogen har fået mere end 300 point. Det var en meget flot og overlegen sejr til Alexander Rybak og “Fairytale”.

Desværre har Norges sejr nogle uheldige konsekvenser: i følge Hege betyder det nemlig, at verden ikke står til påske…….!

Niels Brinck blev kun nummer 13 med “Believe again”. Det er jeg meget forbavset over og jeg har lidt svært ved at forstå det. Jeg kan heller ikke forstå at Island blev nr. 2 – jeg synes det var en meget kedelig sang, men der er åbenbart en masse mennesker som er uenige med mig.

Men jeg synes bestemt ikke at vi skal være skuffede over Brinck´s placering. Han blev nr. 13 ud af 42 lande – det er da helt ok, selv om jeg havde forventet at det ville gå lidt bedre.

Årets pinligste indslag kom ikke fra deltagerne, men fra årets pauseshow, der bestod af en håndfuld storbarmede og halvnøgne kvinder med meget små trusser og stramme, våde t-shirts, der kastede sig rundt i en spand vand. Havde jeg set dette show på en stripbar, så ville det formodentlig være en hel del over det niveau jeg forventede sådan et sted. Men til et melodi grand prix synes jeg at det var usædvanligt vulgært og smagløst. Jeg har aldrig set noget der var så plat og tarveligt.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

%d bloggers like this: